Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
10. maj 2010 - 15:31

»Fair Forandring« – plads til forbedring.

1. Skidt og kanel i "Fair Forandring"

Da S og SF i august 2009 udsendte skatte – og velfærdsudspillet ”Fair Forandring” var det på mange måder skelsættende. Med ”Fair Forandring” fik danskerne efter adskillige år med socialdemokratisk kopipolitik i forhold til regeringen for første gang virkelig noget at vælge imellem, når det gjaldt regeringens kontra oppositionens politik.

Med ”Fair Forandring” tog S og SF det første skridt til at bryde med VK ´s nyliberalistiske doktrin om at skattetrykket er for højt og skatterne derfor ikke kan forhøjes, men systematisk skal nedsættes gennem skattestop og skattelettelser. Fra ”Fair Forandring” hensigt om at forhøje skatterne med godt 30 mia. kr. til bedste for velfærd, sundhed og offentlige finanser går der en lige linje til forkastelsen af skattestoppet i det hele taget i foråret 2010.

Og godt det samme: Skattestoppet har været umanerligt dyrt for de offentlige finanser, har stavnsbundet den økonomiske politik, skævvredet skattesystem og fordeling samt undergravet velfærden økonomisk. Her i 2010 koster VKO ´skattestop og skattelettelsespolitik 60 mi. kr. årligt og vi har fået syn for sagen: Der har ikke været råd til VKO s skattelettelser, hvis velfærden skal opretholdes, således som befolkningen klart ønsker.

Hvor regeringen igennem en årrække har haft held med at bilde befolkningen ind, at man kan blæse og ha mel i munden på samme tid dvs. både kan få velfærd og skattelettelser, satte ”Fair Forandring ” en ny realistisk skatte - og velfærdspolitisk dagorden: Velfærd skal finansieres – højere velfærd kræver altså højere skatter. Det var også et velkomment opgør med regeringens og nyliberalistiske økonomers teoretiske postulater om, at skattelettelser skabte deres egen finansiering ved at de højtlønnede ville arbejde mere – som om de ikke arbejdede meget i forvejen. Ideologisk funderede påstande der i realiteten har tjent som camouflage for en stigende økonomisk underminering af velfærden.

”Fair Forandring” viste også en vilje til i højere grad end VKO ´s skattereform at sætte klima-. miljø og sundhed i forgrunden gennem yderligere forhøjelse af sundheds –, energi – og miljøafgifter. Og sidst, men ikke mindst – VK havde gennem ufinansierede skattelettelser i 2007 samt underfinansiering af skattereformen i 2009 bidraget mærkbart til den forværring af de offentlige finanser, som slog igennem i 2009. Her viste ”’Fair Forandring” i sin oprindelige udgave vilje til at gå i gang med den økonomiske genopretning efter VKO s misregimenter ved en overfinansiering på 5 mia. kr. til bedste for statskassen.

2. Plads til forbedring.

Men selvom der således var – og er – gode takter i ”Fair Forandring”, er der klart også plads til forbedring.

En af de skæve konsekvenser af regeringens skattestop og skattelettelsespolitik har været en utrolig skævvridning i skattefordelingspolitikken. Mens de lavere indkomster er blevet spist af med ”smålettelser” har de højere indkomster virkelig scoret kassen, ikke mindst i kraft af regeringens seneste skattereform i den såkaldte ”Forårspakke 2.0”- en række af de ændringer, som S og SF foreslår i forhold til regeringens skattereform, skaber en notorisk en bedre fordelingspolitisk balance i fordelingen af beskatning. Det er naturligvis ikke nogen tilfældighed. Til lejligheden udsmykket med nyliberalistisk inspireret økonomiske argumenter har V og K varetaget økonomiske interesser hos egne kernevælgere.

Her var der i ’”Fair Forandring” en bestræbelse på at skabe noget mere rimelighed i fordelingen af skattelettelser ved at gennem øget beskæftigelsesfradrag samt forhøjelse af overførselsindkomster også at tilgodese samfundets mindre velstående. Og forslaget om, at millionærerne skulle betale 6 pct. ekstra (igen), har langt ud i befolkningen vundet forståelse som meget rimeligt.

MEN: Alligevel lader det sig ikke skjule, at opgøret med VKO ´s skattereform er noget forkølet. ”Fair Forandring” vil fastholde langt hovedparten af VKO ´s skattelettelserne for de højere indkomster. Selv millionærerne kommer ikke engang til at betale samme skat som før skattereformen. Selvom det må medgives, at afledte virkninger af højere erhvervsbeskatning også vil give en progressiv fordelingspolitisk effekt, er der fortsat meget stor forskel mellem lempelserne for små og store indkomster, selv efter gennemførelse af ”Fair Forandring”.

At modet manglede til at føre opgøret med uretfærdige VKO s skattelettelsespolitik længere til bunds har også en anden kedelig side. ”Fair Forandring” havde set behovet for en genopretning af den offentlige økonomi efter VKO s misregimente. Men overfinansieringen på 5 mia. kr. røg sig en tur efter, at forslaget om indførelse af kørselsafgifter blev udsat i 5 år.

I mellemtiden er behovet for at øge holdbarheden i de offentlige finanser ikke blevet mindre. VKO s nulvækst er ikke opskriften: Det vil bare sætte opsvinget i stå og gøre Danmark fattigere. Vækstpolitik er vejen frem, men koster også penge selvom den er delvist selvfinansierende gennem øget beskæftigelse. Og der som sagt brug for stille og roligt i vores egen takt at få nedbragt statsunderskuddet.

3. Højere velfærd kræver højere skatter.

Skal velfærden ikke skæres ned til sokkeholderne, skal der findes flere indtægter til det offentlige og de må selvfølgelig findes i den højere ende af indkomstskalaen, der i så rigt mål har profiteret af ti års skattestop - og skattelettelsespolitik fra VKO.

”Fair Forbedring” kunne her forbedres både fordelingspolitisk og i henseende til at styrke de offentlige finansers holdbarhed. En mere retfærdig fordeling af skattebyrden kunne opnås gennem at ikke en 6 pct. s, men en 3 - 4 pct. s skat kunne gøres gældende for årsindkomster mellem en million kr. og ned til 700.000 kr. Hermed ville almindelige lønmodtagere fortsat kunne friholdes for en sådan ”ny mellemskat” og de, som blev omfattet vil stadig beholde en pæn del af VKO s samlede lempelser gennem 10 år. Og ikke mindst – staten kunne få nogle tiltrængte ekstra milliarder i den i forvejen slukne kasse.

Andre både socialt og statsfinansielt gode forslag kunne være at nulstille VKO s forhøjelse af topskattegrænsen og at genindføre formueskatten. Som S og SF efter sigende arbejder med vil der også være god grund til at kigge erhvervsstøtten igennem, der koster årligt omkring 24 milliarder, heraf de 14 via skattesystemet ud fra spørgsmålet om, hvorvidt samfundet får vækst og øget beskæftigelse herudaf eller der bare er tale om velerhvervede gamle rettigheder? Et godt spørgsmål til fx bankernes momsfritagelse, den umanerligt lave rederibeskatning og den allerede i dag udstrakte landbrugsstøtte.

Herigennem supplering af ”Fair Forandring” med sådanne forslag kan den slunkne statskasse tilføres større holdbarhed og øgede midler til en beskæftigelsesfremme og en ny vækstorienteret erhvervspolitik.

Men skal de offentlige finanser for alvor styrkes på længere sigt samtidig med at der rettes op på alvorlige mangler og skævheder i beskatningen af kapitalindkomst, må ”Fair Forandring” ud af angsten for at ændre på boligbeskatningen. VKO ´s skattereform igangsatte en samfundsøkonomisk og skattepolitisk yderst hensigtsmæssig begrænsning af rentefradraget fra 33 til 25 pct. på dagsordenen, men også kun det pga. undtagelsesbestemmelserne.

Det ville her være rimeligt i højere grad at gribe ind overfor personer, der skatteplanlægger og anvender skattesystemet til et stort statsstøttet lånefinansieret forbrug ved – som foreslået af Det radikale Venstre -, at rentefradragsretten sænkes yderligere fra 25,5 til 15 pct. for meget store renteudgifter udover 250.000 kr.

”Fair Forandring” går desværre også helt udenom boligbeskatningen. Skattestoppet for ejendomsværdiskatten har sammen med regeringens lånereformer notorisk været stærkt medvirkende til den danske boligboble, som til skade for både dansk økonomi og for boligejerne selv fik lov til at eksplodere. Det burde derfor sikres, at beskatningen af ejerboligerne følger med boligværdierne op, så boligmarkedet bliver mere stabilt – også til fordel for boligejerne. Det siger sig selv, at noget sådan først skal indføres, når boligkrisen er ovre samt at det skal ske gradvist over en mangeårig periode.

Som anført må ”Fair Forandring” anerkendes for at have genindført den realistiske betragtning, at velfærd kræver skatter. Det er kærkomment efter at VKO igennem har haft velfærden på skrump af hensyn til skattestop og skattelettelser. ”Fair Forandring” må derfor også anerkendes for helt rigtigt at foreslå at bruge omkring7 mia. kr. årligt mere til forbedring af velfærden. Og der er skal ikke herske tvivl om, at det naturligvis er langt, langt bedre end den realvækst på nul, som VK har planlagt for den offentlige sektor for 2011 til 2013 og den skrabede realvækst på 0,7 pct. for årene 2014-201 – bedre både for opsvinget, beskæftigelsen, væksten og velfærden.

Udgør det hele realvæksten i det offentlige forbrug svarer det imidlertid til en årlig gns. vækst i offentligt forbrug på omkring 1,4 pct. hvilket ligger i underkanten af den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug 2002 til 2010 og en del under den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug under Nyrup. Alene den demografiske udvikling med flere ældre vil frem til 2015 kræve en årlig realvækst i offentligt forbrug på mellem 0, 9 og 1,3 pct. Der vil derfor på sigt være behov for en større ramme for både regioner og kommuner. Alene i VKO s tid har realvæksten i sundhedsudgifterne udgjort op mod 4 mi. kr. årligt og realvæksten i det øvrige offentlige forbrug op mod 4½ mia. kr. årligt.

Sidst, men ikke mindst tager ”Fair Forandring” velkomne skridt til at sikre større fremskridt på klima-, energi – og miljøområdet samt på sundhedsområdet. Det vil da også være tiltrængt, da Danmark fortsat er langt fra at have opfylde målene om CO2 reduktion på længere sigt. Men disse fornuftige og gode effekter af ”Fair Forandring” kunne med fordel styrkes yderligere. Et afgørende element i at reducere energiforbrug og CO2 – udledning kunne her være – som foreslået af De Radikale - at øge energiafgifterne i erhvervslivet, så de kommer nærmere de energiafgifter, som de private husholdninger betaler.

Og tiltagene i ”Fair Forandring ” til at reducere den store og voksende CO2 – udledning fra transportsektoren kunne styrkes gennem højere benzin og dieselafgifter. Samt ved at finde en anden måde til at kompensere kørselsafgifter på end ved at nedsætte registreringsafgiften, da risikoen herved er at ikke blot bilholdet vokser og dermed kørselsomfanget og tilmed med tungere biler, hvilket kan modvirke den notorisk positive effekt af kørselsafgifter.

Endelig er højere sundhedsafgifter en rigtig god ide, ikke mindst sundhedsmæssigt. Hvis vi indekserer sundhedsafgifterne styrker vi dette.

4. ”Fair Forandring” kan gøres (endnu) bedre.

Der er således gode takter i ”Fair Forandring”, men plads til at gøre udspillet (endnu) bedre.

”Fair Forandring” kan suppleres mht. til at sikre mere rimelig fordeling, bedre velfærd og øget holdbarhed i de offentlige finanser. Det kunne ske gennem at øge skatteprovenuet gradvist over 4 år med godt 20 mia. kr. yderligere årligt og på sigt med 30 mia. kr., ikke mindst gennem omfattende beskæring af skattesubsidier til erhvervslivet samt øvrige foran anførte forslag.

Midlerne skulle for det første bruges til yderligere i forhold til ”Fair Forandring ” at genoprette og forbedre velfærden og øge offentlig beskæftigelse gradvist for brutto 5 mia. kr. mere udover det skitserede i ”Fair Forandring” (Forventet nettoudgift 2,5 mia. kr., idet tiltagene gennem øget beskæftigelse vil være delvist selvfinansierede pga. reducerede dagpengeudgifter og øgede skatteindtægter)

For det andet skulle midlerne bruges til yderligere i forhold til ”Fair Forandring ” at øge den private beskæftigelse og den økonomiske vækst gennem at øge offentlige investeringer for årligt brutto 10 mia. kr. (Forventet nettoudgift 7,5 mia. kr., idet indsatsen vil være delvist selvfinansierede pga. reducerede dagpengeudgifter og øgede skatteindtægter)

For det tredje skulle midlerne afsættes til at forbedre de offentlige finanser og reducere statsunderskuddet samlet netto med årligt 10 mia. kr. og på sigt med yderligere 10 mia. kr.

Der ville som anført navnlig være 4 områder, hvor øgede skatteindtægter kan findes:

For det første indenfor erhvervsbeskatning samt erhvervstilskud (som i dag årligt løber op i 24 mia. kr.). Velerhvervede rettigheder skal for diverse erhvervsgrupper må fjernes, hvis det samfundsøkonomiske udbytte ikke er til stede.

For det andet indenfor energi -, miljø – og sundhedsafgifter, hvor de samtidig vil bidrage positivt til de klima-, energi- og miljøpolitiske samt sundhedspolitiske mål.

For det tredje indenfor indkomstbeskatningen, hvor som tidligere anført også indkomster fra mellem 600 til 750.000 kr. årligt på den ene side og så 1 million kr. på den anden side kunne beskattes med 3 til 4 pct. uden at blive brandbeskattet og hvor der stadig ville være langt til at inddrage VKO s samlede lettelser for disse grupper.

Og for det fjerde endelig indenfor boligbeskatningen, hvor det først og fremmest handler om yderligere at beskære rentefradrag for store renteudgifter udover 250.000 kr. samt om gradvis genindførelse af ejendomsværdibeskatningen, dog først når boligkrisen er over-stået.

Den samlede KRITISKE RAPPORT (45 s.) om ”Fair Forandring” kan downloades på www.henrikherloevlund.d/artikler/FairForandring.doc . Rapporten er udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE DISKUSSIONER. Prøveabonnement på nyhedsbrevet kan tegnes ved at maile herom til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce