Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
15. maj 2010 - 17:33

Virtuelle kriser - og virkelige

Der er kriser og kriser. Ganske vist er der en slags konsensus om, at de alle sammen er menneskeskabte, men derefter optræder de i en besynderlig rangorden med finans og økonomi i toppen, fulgt af olie, arbejdsløshed, miljø, fødevarer, krige og klima – og til sidst dén, ingen tør tale om: befolkningstilvæksten.

Det kan se ud, som om kriserne bliver alvorligere og mere virkelige, jo længere ned på listen, man kommer. På den anden side er det tydeligt, at de store og magtfulde landes regeringer griber ind med astronomiske beløb i (luft)penge for at rette op på finansmarkeder og nationaløkonomier og dermed viser, hvad de prioriterer højst.

For den, der som undertegnede ingen forstand har på økonomi og finanser, kan den nuværende, altdominerende krise på disse områder virke absurd. Der er tale om systemer og mekanismer, mennesker har opfundet. De findes hverken i naturen eller i vore samfund som håndgribelige realiteter.

Som en nu glemt tysker skal have sagt om krisen i Tyskland efter 1.verdenskrig: ”Arbejdskraften er til stede, fabrikkerne står der, råvarerne findes – det er kun pengene, der mangler - ?” Citeret efter min ufuldkomne hukommelse. Man kan indvende, at der var mere end nok penge – de var bare ingenting værd. Det fik mange kommuner i Tyskland til at trykke ’nødpenge’, som kunne bruges lokalt. Dvs. at producenter, handlende og arbejdere i det lokale område var blevet enige om deres værdi som betalingsmiddel.

Det er for øvrigt forbudt i Danmark den dag i dag. I USA er det lovligt i adskillige delstater, forudsat at nødpengene ikke på nogen måde kan forveksles med ’rigtige’ dollar-sedler. Forholdene derovre er endnu langtfra så kaotiske som i tyvernes Tyskland, og de amerikanske nødpenge kan alle vegne veksles til dollars i de lokale banker, til en forud aftalt kurs. I Tyskland skulle man være mødt op med en lastbil fuld af Mark-sedler pr. lokal nød-Mark – dér synes en del af problemet at have været, at seddel-trykkerierne ikke kunne følge med inflationen.

Med arbejdsløsheden synes det at være ligesådan – man kan sige, at begrebet kun eksisterer i forhold til et andet begreb, lønarbejde. Dvs. det system, der udelukkende betragter lønnet arbejde (med hvad som helst) som rigtigt arbejde. I samfund, hvor lønarbejde ikke eksisterer, eller hvor lønarbejdere er i minoritet, eksisterer arbejdsløshed ikke.

Men den slags samfund er ved at være udryddet. Det, vi kalder udvikling, består stort set i at forvandle selvforsynende naturalie-økonomier til moderne, penge-økonomiske samfund bestående af lønmodtagere og kapitalister. Her får det abstrakte system reelt indhold – som humanitær udviklingsbistand, eller som statsterrorisme i forbindelse med kampen om jord og råvarer.

Som en gammel kolonist i Østafrika engang forklarede: ”Den lille, selvforsynende bonde er statens fjende. Han sidder trygt i sin ø af mad og er svær at beskatte.”

Der tegner sig et billede af årsagerne til den, tilsyneladende absurde, måde, vi i vores ’rige’ lande prioriterer kriserne på: Systemerne har betydet høj vækst i bekvemmelighed og levetid for flertallet. Samtidig er de konkrete virkninger – på ’oprindelige’ folk, ’fattige’ småbønder, natur og mangfoldighed, klima – blevet så fjerne for både magthavere og befolkninger, at de har mistet betydning. Man kan sige, at de virtuelle kriser er blevet mere virkelige end de konkrete.

Kun kortvarigt rykker realiteterne ind i synsfeltet. Et lille eksempel er det islandske vulkanudbrud, som afstedkom hvad ingen demokratisk regering har kunnet, nemlig en hel uges stop for miljøfarlige udledninger fra fly-trafikken. Men også de virtuelle kriser kan være gavnlige for kloden, for så vidt som overproduktion og overforbrug kan forvandles til negativ vækst og udbredt mangel på købekraft i befolkningerne, hvad der formindsker forbruget af energi og råstoffer og udskyder det øjeblik, da vi drukner i vores eget affald.

Men økonomismen udhuler i sidste ende den smule substans, der findes i demokratiet. Ikke bare rykker finansverdens krav i første række frem for konkrete nødvendigheder på fødevare- og miljø-områder, selve forståelsen af krisetegn bliver ufuldstændig, fordi de kun rapporteres udfra deres økonomiske betydning.

Et lille eksempel: Den 11. maj meddelte P4 Bornholm på sin hjemmeside, at

”Bornholms bier dør som fluer”.
”Bornholms biavlere har i år måttet feje over dobbelt så mange af deres små venner op, som de plejer at gøre (…) Næsten 25 procent af de stribede honningavlere er kradset af i løbet af vinteren og foråret.

Næstformand i Bornholms Biavlerforening, Steen Knudsen, har sjældent hørt om så høje dødstal: ”Enkelte (biavlere) har mistet op til halvdelen af deres bier. Nogle har mistet dem alle.”

Han gætter på, at en kombination af sygdom, mider og nærgående mus har skylden. Steen Knudsen anslår, at der alene på Bornholm er over 60 millioner bier, når de er flest.”

Så vidt P4. Pointen er, at sådan en nyhed ikke siger ret mange mennesker noget. Den siger kun, at nogle biavlere har lidt et økonomisk tab. En kommentar på hjemmesiden protesterer da også: ”Folk lider og dør i andre dele af verden, og I vælger at bringe en nyhed om døde bier …”

I USA snakker man lidt anderledes om sagen, selvom økonomien også der er i forgrunden. I et nyhedsbrev fra USDA (Landbrugsministeriet) hedder det:

”Skønt der findes indfødte bestøvere (honningbierne kom fra den Gamle Verden med europæiske kolonisatorer), er honningbierne mere frugtbare og nemmest at benytte i den omfattende bestøvning, USA’s landbrug kræver. I Californien har alene mandelhøsten brug for 1,3 millioner bi-samfund (til bestøvning), dvs. cirka halvdelen af alle honningbier i de Forenede Stater, og dette behov forventes at stige i 2010.

Antallet af industrielt udnyttede bi-samfund er faldet fra 5 millioner i 1940’erne til kun 2,5 millioner i dag. Samtidigt er efterspørgslen efter bistader til bestøvning fortsat med at stige. Dette betyder, at honningbier nu transporteres længere og oftere end før.”

Glem alt om honning. Moderne industrilandbrug, gartneri og frugtavl har forvandlet biernes funktion i det kapitalistiske samfund fra at være leverandører af en specialitet til at opretholde godt en tredjedel af fødevareproduktionen ved at bestøve planterne i sæsonen.

Svaret fra honningbierne har været en ny og uforklarig opførsel, som går under navnet CCD – Colony Collapse Disorder. Den ytrer sig ved, at bistaderne pludseligt tømmes for bier. Samtlige arbejdsbier er forsvundet fra den ene dag til den næste, og kun dronningen, nogle larver og halvt fyldte honningtavler er tilbage. Øjensynligt har arbejderne ikke kunnet finde hjem, efter at de om morgenen er fløjet ud efter føde.

Sygdommen blev konstateret første gang i oktober 2006 og har bredt sig med stor hast. Hårdest ramt er USA, men også enkelte lande i Europa melder om tilfælde. USDA advarer om, at hele verdens fødevareproduktion kan falde drastisk, fordi de planter, som er grundlaget for den, ikke bliver bestøvet og derfor uddør. Ingen har til dato kunnet finde ud af, hvad der er årsag til CCD.

Og dét er kun én blandt mange kriser, vi ikke forstår, fordi den udspiller sig ude i den fjerne virkelighed, hinsides vores økonomiske og finansielle systemer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce