Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
23. maj 2010 - 23:33

Regeringens ”genopretningsplan”: på vej tilbage til klassesamfundet?



Indledning.

Er de borgerlige med arbejdsgiverne bag på vej tilbage til klassesamfundet?

Det spørgsmål må man stille på baggrund af regeringens nyligt fremlagte samlede spareplan, kaldet ”Genopretningspakken”. Planen er et åbent slag i ansigtet på arbejderbevægelsen. Regeringen vil som bekendt spare 24 mia. kr. frem til 2013.

Godt 10,5 mia. kr. heraf skal hentes på overførselsindkomster og ved at undlade at regulere skattefradrag op med lønudviklingen de to næste år. Her er det entydigt de svagest stillede udenfor arbejdsmarkedet, som kommer til at betale regningen med langt de større forringelser i forhold til indkomst.

De resterende godt 13,5 mia. kr. hentes ved at suspender al realvækst i de offentlige udgifter frem til og med 2013 uanset, at der bliver flere ældre og stigende behov navnlig på det sociale område, hvilket netop kræver en realvækst årligt på mellem 0,9 -1,3 %. Oven heri skal kommunerne yderligere spare 4 mia. på børnepasning og folkeskole (samt ældrepleje) for at skaffe plads til en begrænset stigning i sundhedsudgifterne. Også dette vender den tunge ende nedad for det er den almindelige lønmodtager og især de svage grupper med det store træk på offentlige ydelser, som vil få dem beskåret.

Samtidig forringes velfærdens kvalitet og serviceniveauet yderligere og hermed gives (bevidst) yderligere næring til opvæksten af privatleveret betalingsvelfærd for de velhavende. For de offentligt ansatte bliver det naturligvis entydigt et kæmpetilbageslag med omfattende personalebesparelser og givet ikke uden fyringer i betydeligt omfang.

VK s tidligere projekt under Fogh med en nyliberalistisk drejning af den danske samfunds – og velfærdsmodel får hermed en tand til med en klarere borgerlig klassepolitik, der gennem skærpelse af uligheden, tilbagerulningen af velfærden og den offentlige sektor og yderligere turbo på privatisering peger frem mod genindførelse af et mere rendyrket klassedelt samfund.

Vi vil i det følgende i afsnit I. kort se på begrundelserne for ”Genopretningspakken’”. Dernæst vil vi i afsnit II se på fordelingsvirkningerne af navnlig indgrebet overfor overførselsindkomsterne. I afsnit III resumeres kort konsekvenserne for velfærd og offentlig beskæftigelse af den allerede kendte del med nulvækst og besparelser i kommunerne og i afsnit IV sammenfattes konsekvenserne for kommunerne? Og sidst, men ikke mindst vil vi i afsnit V kort diskutere de samfundsøkonomiske konsekvenser af planen samt i Afslutningen kort overveje perspektiverne heraf?

I. Begrundelserne for genopretningsplanen.

Regeringen anfører i hovedsagen to begrundelser for planen:

1) Regningen for finanskrisen skal betales. ”For det første er der en regning, vi skal samle op Krisen har vendt de offentlige overskud til underskud. Alene i år skønnes et underskud på knap 90 mia. kr.”. Gør vi ikke det, vil renten stige og forværre samfundsøkonomien.

2) For det andet anføres som begrundelse for besparelserne, at EU vil kræve en langsigtet (= strukturel) forbedring af de offentlige finanser med i alt 1½ pct. af BNP fra næste år og frem til 2013.

Lad os kort se på disse begrundelser

Ad 1) Det er for det første og ganske afgørende ikke korrekt, når det i ”Genopretningspakken” og af regeringen fremlægges som en regning for krisen, der nu skal betales jf. foran.

Det er i nok så høj grad en regning for VK – regeringens og VKO – flertallets fejlagtige økonomiske politik. Det store statsunderskud i 2010, som tjener som anledning til at gennemføre en massiv tilbagerulning af velfærdsstatens fordelingspolitik og ydelser, kan nemlig for en afgørende dels vedkommende henføres til regeringens ufinansierede og underfinansierede skattelettelser.

For det første gav VK sammen med Dansk Folkeparti op til valget i 2007 skattelettelser på 10 mia. kr. samtidig med, at der i 2015 planen var et hul på 14 mia. kr. Skattelettelserne var altså reelt ikke finansierede. Og for andet var næste runde skattelettelser fra skattereformen i 2009 underfinansierede, idet reformens skattelettelser kommer hurtig og finansieringen først efterhånden (hvis den da kommer, idet der heri bl.a. indgår uhyre tvivlsomme dynamiske effekter). Konsekvensen er, at der frem til og med 2012 mangler i alt op mod 30 mia. kr. i statskassen oveni de manglende 10 mia. kr. fra 2010. samtidig med, at det tager ganske mange år efter 2012 før statskassen har fået pengene ind igen.

Det store underskud i de offentlige finanser i disse år, som tjener som angivelig begrundelse for ”Genopretningspakkens” besparelser, er således i betydelig udstrækning regeringens eget værk og dermed er det således regeringens u – eller underfinansierede skattelettelser, som er med til at bringe Danmark over EU s konvergenskrav om højst 3 pct. statsunderskud.

Havde skattelettelserne ikke været givet, ville der i 2011 ikke være et forventet statsunderskud på 79 mia. kr. men godt 30 mia. mindre og dermed nede på omkring de 50 mia. kr. som er grænsen i EU ´s konvergenskrav.

Der har således reelt ikke været råd til VK s skattelettelser, - det er tværtimod dem, som har været med til at køre de offentlige finanser i afgrunden.

Derfor må den logiske konsekvens være, at det er disse u – og underfinansierede skattelettelser som skal tilbageføres, i stedet for at lade de svageste og økonomisk dårligst stillede betale regningen.

Og her må det naturligvis indgå i denne tilbagerulning, at VKO s såkaldte ”rødvinsreform” jo gav langt de største lempelser til de højeste indkomster i kraft af vægten på at nedsætte skatten i toppen.

Ad 2) Hermed er vi for det andet meget apropos den anden begrundelse fra regeringen, som netop er EU ´s konvergenskrav. Regeringen har valgt at fremstillet denne underskudsproblematik meget bombastisk a la den græske gældskrise og har fremstillet EU kravene som kategorisk og ubøjelige, der kun kan indfries gennem besparelser..

Ingen af delene er korrekt. Danmark er for det første på ingen måde ude i økonomisk uføre som Grækenland og Portugal, men er tværtimod duks i EU. Statsunderskud og statsgæld er langt minde i Danmark end i de øvrige EU - lande og EU kravene til konsolidering af dansk økonomi også det laveste i EU.

For det andet er EU s konvergenskrav ikke ubøjelige. Tyskland og Frankrig bøjede dem i 2005 og hele EU suspenderede dem de facto under krisen. Her gælder naturligvis, at jo bedre økonomien i Danmark er relativt set, jo større rum for forhandling om og egen indflydelse på udmøntningen af kravene bør der være. Endelig er det slet ikke korrekt, at kun er sparestrategi kan indfrier EU s økonomiske krav. Det, som først og fremmest vil interessere EU, er den langsigtede, strukturelle holdbarhed i de offentlige finanser i Danmark. Og her er der ikke en, men hele tre veje: Regeringens sparestrategi, den nyliberale strategi med arbejdsmarkedsreformer og endelig en vækststrategi.

II. Fordelingsvirkningerne af planen.

Her vil vi navnlig se på den ”nye” del af regeringens spareplaner, hvor overførsler og skattegrænser sættes i stå. Hermed skal opnås en besparelse på 10,5 mia. kr. frem til 2013.

Dette indebærer:

1) At den automatiske regulering af satser for overførsler suspenderes i 2011 og 2012.

2) Den automatiske regulering af beløbsgrænse for skatte (§ 20) suspenderes i 2011 og 2012.

3) Forhøjelsen af indkomstskattegrænsen for topskat i 2011, der er aftalt i Forårspakke 2.0, udskydes i to år.

Det er her suspenderingen af den automatiske regulering af overførselssatserne, der er det væsentlige element i denne del af sparepakken navnlig set i forhold til det sidste element omkring topskattelettelserne. Beløbsmæssigt bidrager suspenderingen af stigningerne i overførselsindkomster med næsten 2/3 af den samlede besparelse på 10 mia. kr., mens udskydelsen af topskattelempelserne kun bidrager med under 1/5.

Endvidere omfatter overførselsindgrebet alle på overførselsindkomst, herunder folkepension, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, fleksydelse og barselsdagpenge samt SU og børnefamilieydelser, mens kredsen af topskatteydere er anderledes mindre. Og endelig er tabet for modtagerne af overførselsindkomster definitivt i modsætning til for topskatteyderne, som kun får udskudt skattelettelserne.

Udskydelsen af topskattelempelserne er således en meget ”symbolsk plaster på såret”. Og de har da også noget der kan mildne ventetiden. VKO s skattereform har allerede i 2010 nedsat marginalskatten for topskatteydere med 7½ procent samt gennemført skattereformen store forhøjelse af topskattegrænsen med 40.000 kr. Tilbage var kun nogle mindre yderligere forhøjelser at topskattegrænsen.

Det siger sig selv, at med en hovedvægt på forringelser af indkomsterne for samfundets svageste og økonomisk dårligst stillede grupper vender denne del af spareplanen allerede hermed den tunge ende nedad.

Ydermere bidrager også det andet element med fastholdelse af beløbsgrænser i skattelovgivningen til den skæve fordelingspolitiske profil. Denne del bidrager med samlet omkring 4 mia. kr. af de anførte i alt 10 mia. kr. . Provenuet herfra kommer for langt hovedpartens vedkommende fra, at personfradraget samt beskæftigelsesfradrag holdes fast i kr. og øre og derfor begge reelt sænkes.

Begge dele rammer de med lave indkomster relativt hårdest.

Dette er selvsagt opskriften på et besparelsesfelttog mod det økonomisk mindre velstillede flertal af befolkningen, som kommer til at betale regningen for den af bankerne udløste finanskrise og for regeringens skattelettelser til de økonomisk velstillede. Det er de økonomisk dårligere stillede, som får langt de største tab både fra faldet i overførselsindkomsterne og fra skattestigningen.

Deres indkomster nedskæres og de rammes også forholdsmæssigt hårdest af fradragsfastfrysningen, men får ingen gevinst af de store dele af topskattelettelserne som allerede er gennemført i 2010.

Fordelingsprofilen er således helt utrolig skæv, idet de 2/3 af befolkningen med lavere indkomster i procent af disponibel indkomst får reduceret dere indkomst mellem 1½ og 3 procent, mens den sidste tredjedel af højeste indkomster slipper med mellem 1 og 1 procent.

Ser vi på hvilke beskæftigelsesgrupper og sociale grupper, der rammes af regeringens genopretningspakke, er det selvsagt personer udenfor arbejdsmarkedet der rammes efterfulgt af almindelige lønmodtagere.

Der er lavet en lang række opgørelser, som viser lidt forskellige tal, men mønsteret er det samme: Samfundets bund holder for, mens toppen slipper mildt.

III. Effekt for offentlig beskæftigelse og velfærd.

Den del af ”Genopretningspakken” som direkte vil konsekvenser for offentlig velfærdsservice, består i de allerede tidligere offentliggjorte besparelser på offentligt forbrug til serviceydelser på i alt 13,5 mia. kr. frem til 2013. VK vil som bekendt her indføre nulvækst fra 2011 til 2013 samt herudover omprioritere 10 mia. kr. fra stat og kommuner til sundhedsvæsenet, heraf 4 mia. kr. fra kommunerne.

Spørgsmålet om, hvorvidt denne del af velfærden forringes er tæt knyttet til spørgsmålet om, hvorledes offentlig beskæftigelse vil udvikle sig som følge af genopretningspakken? Velfærdens serviceniveau i betydningen standard pr bruger forringes nemlig, hvis pakken medfører at der bliver færre offentligt ansatte pr bruger og dermed mindre tid pr bruger.

Regeringen har her hævdet, at offentlig beskæftigelse trods genopretningspakkens nulvækst kan forblive den samme, fordi budgetterne for offentligt forbrug bliver pris og lønreguleret og det således kun er ”realvæksten” i offentligt forbrug, som regeringen vil aflyse. Og samtidig forudsætter regeringen ganske afgørende, at hele besparelsen tages på offentligt vare - og tjenestekøb dvs. at den går uden om lønningerne.

For så vidt som dette blev tilfældet, betyder det imidlertid ikke, at forringelserne ikke medfører nogen beskæftigelsesforringelse, men kun at beskæftigelsesforringelsen flyttes over til den private sektor, som jo leverer ingredienserne til det offentliges vare og tjenesteforbrug. Alene nulvæksten for offentligt forbrug ville medføre et tab på omkring 15.000 arbejdspladser i den private sektor og de øvrige komponenter i regeringens genopretningspakke (fastfrysning af satsregulering og progressionsgrænser samt udskydelse af offentlige investeringer).

Men at besparelserne på offentligt forbrug generelt skulle kunne ledes uden om løn er for det første helt urealistisk. Langt størstedelen af de offentlige udgifter består af løn, mens udgiften til vare og tjenestekøb udgør under en tredjedel. Offentligt ansatte ville løbe tør for ”arbejdsmidler”, hvis der alene skulle skæres her. Og tilmed indgår udgifterne i forbindelse med udlicitering af opgaveløsning til private i denne post, hvor regeringen jo ikke vil reducere, men øge disse udgifter.

Forudsættes det mere realistisk, at en forholdsmæssig del af besparelsen på offentligt forbrug fordeles på løn, svarer det til en samlet offentlig lønbesparelse til 2013 på 9 mia.

For det andet indebærer nulvækst er fuldt ud besparelser trods pris og lønregulering af offentlige budgetter. For de kommende år vil det netto være nødvendigt med en realvækst i det offentlige forbrug, hvis ikke servicen for den enkelte bruger slet og ret skal forringes.

Det skyldes først og fremmest, at der frem til 2015 godt nok bliver færre børn og unge, men det mere end opvejes af en langt større stigning i antallet af ældre på pension. Og denne nettoforøgelse i antallet af offentlige brugere kræver i sig selv en betydelig realvækst i det offentlige forbrug på mellem 0,9 og 1,2 pct. årligt i gennemsnit, hvis ikke antallet af offentligt ansatte pr bruger skal reduceres og dermed serviceniveauet. Hertil kommer, at der også på andre områder, fx det sociale område, erfaringsmæssigt er et løbende behov for tilførsel af øgede ressourcer på grund af øgede behov.

Kommunerne kan ikke bare ”aflyse udgiftsvæksten”, sådan som regeringen har fremstillet det. For udgiftsvæksten repræsenterer en tilgang af borgere med lovlige krav på velfærdsydelser. Når regeringen nedsætter realvæksten i offentligt forbrug til nul i forhold til, hvad der er nødvendigt for at sikre uændret standard og uændret antal offentligt ansatte pr bruger, repræsenterer dette dermed i sig selv betydelige besparelser i serviceniveauet.

Den eneste måde dette kunne undgås er igennem omfattende effektiviseringer af den offentlige serviceproduktion, der primært varetages af kommunerne samt for sundhedsområdets vedkommende af amterne. VK – regeringen har fremlagt et ”effektiviseringskatalog” på 10 mia. kr. Næsten halvdelen heraf består imidlertid af ”gamle travere” med besparelser på indkøb, energi, sygefravær og administration, hvor de lavthængende frugter for længst er høstet. Og den resterende besparelser gennem ”benchmarking” handler i virkeligheden om serviceforringelser.

Nulvækst betyder således regulære besparelser. Tilmed underdriver regeringen omfanget af disse besparelser som følge af nulvæksten. I konvergensprogrammet opgør regeringen nemlig sparekravet som følge af selve nulvæksten i forhold til det planlagte dvs. i forhold til den afsatte ramme i 2015 – planen, som for 2011 til 2013 udgør 0,9 pct. årlig realvækst i offentligt forbrug.

Men - som også gjort opmærksom på af Nationalbanken - har den faktiske årlige realvækst i det offentlige forbrug siden 2002 været 1,6 – 1,7 pct..Og dette udgiftspres vil som ovenfor nævnt fortsætte fremover pga. flere ældre og stigende behov.

Når regeringen i Konvergensprogrammet har opgjort sparekravet for offentligt forbrug til 13,5 mia. kr. til 2013, repræsenterer det hermed et absolut minimum. I forhold til det faktiske udgiftsbehov hidtil og fremover vil besparelserne på offentligt forbrug i realiteten vil løbe op i over 20 mia. kr. frem til 2013 – altså betydeligt mere end regeringen har fremlagt.

Forudsættes igen, at en forholdsmæssig del af den i Konvergensprogrammet varslede besparelse i offentligt forbrug fordeles på løn, svarer det til en samlet offentlig lønbesparelse til 2013 på 9 mia. kr. i forhold til det planlagte udgiftsforløb, hvilket igen svarer til omkring 18.000 stillinger. Men i forhold til faktisk udgiftsvækst/-udgiftspres, vil den samlede offentlige besparelse løbe op i 13,5 mia. kr. over de 3 år, svarende til op mod 27.000 stillinger.

Hertil kommer, hvis der sker fyringer i forbindelse med nulvæksten eller regeringens omprioriteringsplan. Hvis det offentlige bliver nødt til at fyre, vil det i hvert tilfælde koste det offentlige dagpengeudgifter og mistede skatteindtægter.

Det kan på ingen måde udelukkes, at personalebesparelser som følge af nulvæksten kan risikere at medføre fyringer. Disse besparelser kan nemlig enten gennemføres ved standarden pr bruger nedsættes navnlig indenfor ældrerelateret service. Så oprettes der ikke stillinger til flere brugere. Eller besparelserne kan gennemføres på andre velfærdsområder for at skaffe flere ressourcer til navnlig de flere ældre brugere. I det sidste tilfælde nedlægges stillinger regulært – formentlig indenfor daginstitutioner og skole. Men pædagoger og lærere kan jo ikke bare flyttes over i ældrepleje. Hermed stiger kravene til bruttobesparelsen på offentligt forbrug for at kompensere for øgede dagpengeudgifter og tabte skatteindtægter, jf. kolonnen ”maksimumreduktion” i ovenstående tabel.

Alene nulvæksten indebærer altså betydelige offentlige personalebesparelser, hvilket betyder færre offentligt ansatte pr bruger og dermed forringet service og velfærd og tilmed i betydeligt omfang.

Hertil kommer så regeringens omprioriteringsplan. Grunden er hertil er, at VK – formentlig til den kommende valgkamp - ønsker at undtage nogle få udvalgte sektorer fra sin tidligere bebudede nulvækst, først og fremmest sundhedsområdet og dermed regionerne. Indenfor disse områder skal udgifterne de næste 3 år have lov til at stige med i alt 10 mia. kr. Men da der samlet fortsat skal herske nulvækst for de offentlige udgifter fra 2011 til 2013, skal andre - stat og kommuner – finde kompenserende ”budgetforbedringer” dvs. opveje det med besparelser og det må jo så blive på børn og unge i daginstitutioner samt folkeskole samt på ældreområdet.

Afgørende er, at de besparelser på 10 mia. kr., som regeringen nu aktuelt har annonceret i stat og kommuner - kommer OVENI nulvækstbesparelserne.

Og her har statsministeren ikke har kunnet ”udelukke fyringer” i forbindelse med regeringens omprioriteringsplan. Det forbehold er nok ganske klogt, for der kan næppe undgås fyringer i betydeligt omfang, når budgetterne direkte nedskæres i forhold til 2010 - niveauet. Antages at 50 pct. fyres i kommunerne og 33 pct. i staten, kan der jf. foran – for at opnå samme nettobesparelse – kan der oveni personalebesparelserne som følge af nulvæksten blive tale om direkte stilllingsnedlæggelser i størrelsesordenen omkring 16.000 stillinger.

IV. Besparelserne i kommunerne.

Mere end 2/3 af det offentlige forbrug til serviceydelser afholdes i kommuner og regioner, der således bliver hovedmål for besparelserne her.

Antages kommunerne at skulle stå for kommuners og regioners forholdsmæssige del af det besparelsen på det offentlige forbrug, indebærer alene nulvæksten her, at man årligt på drift og serviceudgifterne minimum vil opleve en ”mindrevækst” på 3 mia. kr. målt i forhold til den i 2015 planen planlagte vækst. Men igen er den reelle vækst og udgiftspres større. Skal man i udover det planlagte også sørge for at bremse opdriften i udgifterne, der har indtil nu har været og som også fremover vil melde sig på grund af flere ældre og stigende behov, skal man her spare op mod 2 mia. kr. yderligere.

Hertil kommer så oveni, at sundhedsudgifterne som beskrevet ikke er omfattet af nulvæksten. Da disse primært ligger i regionerne og udgør hovedparten af regionernes budgetter er regionerne således undtaget. Men pengene hertil skal som fremgået findes ved, at kommunerne OVENI NULVÆKSTEN skal spare ekstra 4 mia. kr. (plus staten 6 mia. kr. ekstra).

De samlede besparelser i kommunerne som følge af både nulvækst og omprioriteringsplan er således betydeligt større end de 4 mia. kr. som regeringen gerne vil tale om.

På samme måde gælder at omfanget af personalebesparelser i kommuner også vil være betydeligt større end de 8000, som Løkke og regeringen har talt om i forbindelse med omprioriteringsplanen.

Kommuner og regioner forvalter op mod 2/3 af de samlede offentlige udgifter og beskæftiger dermed også en meget stor del af offentligt ansatte. Lægges til grund, at lønudgifterne også i kommunerne udgør omkring 2/3 af det samlede forbrug til serviceydelser, svarer alene nulvæksten til minimum at der årligt spares 4.000 stillinger alene i forhold til planlagt vækst, men op mod 6.500 stillinger årligt i forhold til hidtil faktisk vækst.

Her gælder imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at nulvæksten i nogle sektorer (folkeskole og ældrepleje) ligefrem vil medfører fyringer. Hvis det sker, skal den samlede stillingsreduktion øges, hvis den samlede nettobesparelser skal opnås, fordi det offentlige hermed på føres udgifter til dagpenge samt tab af skatteindtægter.

Hertil kommer, at statsministeren ikke har kunnet ”udelukke fyringer” i forbindelse med, at kommunerne som nævnt indledningsvist skal frigøre 4 mia. kr. og reducere med 8.000 stillinger. Det forbehold er nok ganske klogt, for der kan næppe undgås fyringer. Hvis kommunerne bliver nødt til at fyre i den forbindelse, vil det i hvert tilfælde koste det offentlige dagpengeudgifter og mistede skatteindtægter. Antages at 50 pct. fyres, kan det derfor – for at opnå samme nettobesparelse – stiger omfanget af stillingsnedlæggelser til 12.000 frem til 2013.

Også de samlede personalebeparelser som følge af både nulvækst og omprioriteringsplan er således betydeligt større end det af VK hævdede omfang.

V. Samfundsøkonomiske konsekvenser af genopretningspakken.

VK – regeringen anfører i genopretningspakken, at krisen er ved at være ovre: ”Der er klare tegn på, at dansk økonomi er kommet fri af den nedgang i tillid, efterspørgsel og produktion, som fulgte i kølvandet på finanskrisen i 2008.”

Det er rigtigt, at vi de seneste måneder har set en opbremsning i ledighedsudviklingen og en bedring i de økonomiske indikatorer for forbrug, ejendomsmarkeds og eksport. Men de vigtigste eksport markeder for dansk erhvervsliv ligger i det øvrige EU og her vil gældskrisen i Sydeuropa ramme hårdt. For gennemføres de finanspolitiske stramninger, som EU har lagt op til, vil det for EU som helhed medføre, at væksten bliver en procent lavere. Også dansk økonomi vil blive ramt hårdt af stramningerne, som vil koste op til en halv procent af den økonomiske vækst her og dermed arbejdspladser.

Og oveni vil den danske regeringens egen ”Genopretningspakke” koste op til 30.000 arbejdspladser i Danmark.

”Genopretningspakken” risikerer således på trods af regeringens massive udpumpning af skattelettelser i 2009 og 10 at genoprette arbejdsløshedsstigningen i 2011 frem mod en bruttoarbejdsløshed på omkring 200.000 og herefter fastholde en vedvarende høj arbejdsløshed på lidt under dette niveau i resten af perioden 2011 til 2013.

Afslutning: Er de borgerlige og arbejdsgiverne i færd med at opsige velfærdsstaten?

Er de borgerlige med arbejdsgiverne bag i gang med at opsige velfærdsstaten og på vej tilbage til klassesamfundet?

Det spørgsmål må man som anført stille på baggrund ”Genopretningspakken” med dens omfattende forringelse af velfærdsstatens omfordeling til fordel for de svage og ikke mindst den yderligere tilbagerulning af velfærdsstaten, som den repræsenterer.

VK s tidligere projekt under Fogh for en nyliberalistisk drejning af den danske samfunds – og velfærdsmodel er tydeligvis trådt ind i en ny fase. I Foghs periode var der tale om en gradvis og tilsløret nyliberal reformering af velfærdstaten med fremadskridende privatisering samtidig med at velfærden gennem skattestoppet langsomt men sikkert fik undergravet det økonomiske grundlag.

Men VK var i denne periode omhyggelig med ikke direkte at fremstå med velfærdsnedskæringer, men så at sige at gennemføre dette bag om ryggen gennem at omfordele væksten til fordel for privatforbrug og privat sektor gennem konstant skattestop og tilbagevendende skattelettelser.

Med med krisen og det dramatiske vækstfald i 2009 er grundlaget for dette maskerede anslag mod velfærdsstaten forsvundet. Nu er der ikke mere økonomisk mulighed for både at gennemføre det nyliberale velfærds – og samfundsprojekt og samtidig fastholde blot et uændret niveau i den offentligt leverede velfærd. Nu kræver skattelettelserne i 2009 deres pris i form af direkte og omfattende velfærdsforringelser.

VK fremstår altså efter krisen og med Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen i spidsen med en klarere og mere åbent borgerlig klassepolitik, der gennem skærpelse af uligheden, tilbagerulningen af velfærden og den offentlige sektor og yderligere turbo på privatisering peger frem mod genindførelse af et mere rendyrket klassedelt samfund. Og det er allerede annonceret, at dette til efteråret vil blive fulgt op at de i nyliberale kredse længe krævede ”struktur – og arbejdsmarkedsreformer”, hvor bl.a. førtidspension, fleksjob og formentlig også dagpenge vil komme i spil til nyliberale reformer. Også efterlønsordningen kan igen komme på dagsordenen.

Hermed har regeringen bragt sig i bedre overensstemmelse med de i de senere årtier toneangivende nyliberale kredse i de borgerlige partier, blandt borgerlige økonomer og i arbejdsgiverorganisationerne, der længere har krævet et åbent opgør med velfærdsstaten.

Det er ikke mindst er fra arbejdsgiverorganisationer at denne mere hårde nyliberalisme udspringer og hvorfra den har været fremført konsekvent og vedvarende igennem mere end et årti fx via dagbladet Børsen og gennem erhvervslivets finansiering af den nyliberale, højreorienterede tænketank CEPOS. Arbejdsgiverne – og dermed de borgerlige partier – synes i færd med at opsige den velfærdsstat, der i anden halvdel af forrige århundrede blev indgået et kompromis med arbejder bevægelsen om.

Arbejderbevægelsen gav på sin side efter anden verdenskrig afkald på mere vidtrækkende samfundsreformer og forandringer, men opnåede fra borgerligt og arbejdsgiverhold til gengæld en vidtgående indrømmelse om sociale reformer og høj velfærd indenfor den bestående samfundsformation. Velfærdsstaten var nok økonomisk betinget af nødvendigheden af statslige indgreb i økonomien for at overvinde krisetendenserne fra 30 ´erne, udtrykt i den keynesianske økonomiske teori. Men velfærdsstaten repræsenterede først og fremmest et klassekompromis mellem en stærk arbejderbevægelse og en svækket borgerlig og arbejdsgiverlejr.

I dag ser vi, hvorledes arbejdsgiverne og de borgerlige med baggrund i krisen og i forlængelse af de seneste årtiers nyliberale offensiv mod velfærdsstaten og arbejderbevægelsen synes i færd med at opsige dette klassekompromis, som ellers i anden halvdel af 1900 – tallet udgjorde det grundlæggende politiske rationale og paradigme. Velfærdsstatens afvikling synes nu sat direkte på dagsordenen.

Hvad er det, som har ændret de borgerliges og arbejdsgivernes indstilling? Udviklingen i Danmark er ikke enkeltstående, men del af en mere omfattende international nyliberal og borgerlig offensiv mod arbejderbevægelse og velfærdsstaten. Men også specifikke danske forhold gør sig formentlig gældende, herunder ikke mindst en stærkt stigende internationalisering af de toneangivende store danske virksomheder.

I 60 ´erne og 70´erne var dansk erhvervslivs produktion endnu langt overvejende rettet mod. Velfærdsstaten med dens høje skatter læssede nok på erhvervslivet omkostninger, men sikrede samtidig en høj efterspørgsel og afsætning på det danske hjemmemarked, samtidig med at den offentlige sektor forsynede de mange fortrins mindre virksomheder med en række forudsætninger for deres konkurrenceevne.

Men gennem stigende eksport, outsourcing af først afsætnings - og siden produktionsled og senest også gennem opkøb er de toneangivende danske koncerner i dag regulære multinationale virksomheder, for hvem afsætningen på de internationale markeder er afgørende. Samtidig er centraliseringen skredet fremad og dermed selvberoenhed og mindre afhængighed af velfærdsstaten

Konsekvensen heraf er, at dansk storindustri er ved at vokse ud af Danmark og ud af den danske velfærdsstat. Arbejdsgiverne har mindre brug for velfærdsstaten, men oplever den mere og mere som en omkostning og belastning i forhold til den altafgørende internationale konkurrence på de globale markeder. Pilen peger mere og mere entydigt mod afviklingen af velfærdsstaten.

Velfærdsstaten blev til som et kompromis mellem stridende klasser og interesser, men det var ikke mindst arbejderbevægelsens styrke og politiske kamp herfor som muliggjorde den. Overfor arbejdsgivernes og de borgerliges stigende opsigelse af velfærdsstaten kan kun en stærkere politisk kamp fra arbejderbevægelsen i sidste ende fastholde den.

Læs den fulde KRITISKE ANALYSE (15 s.) med illustrationer og noter på www.henrikherloevlund.dk/Art...
Abonnement på det vederlagsfrie månedlige nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile herom til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce