Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
29. maj 2010 - 15:00

VKO ´s ”Genopretnings” aftale : Velfærd, ledige og børnefamilier betaler topskattelettelser.

1.”Genopretnings”aftalen´s indhold.


Selv om vi med VKO ´s ”Genopretningsaftale” slipper for fastfrysning af taktreguleringen for alle overførselsindkomster samt for direkte nedskæringer af de kommunale budgetter i forhold til 2010 – niveau er aftalen samlet set ikke mindre slem end regeringens udspil.

For i stedet for at ramme alle overførselsindkomster koncentreres og forstærkes forringelserne på udvalgte grupper, først og fremmest de ledige og børnefamilierne. Og i stedet for direkte nedskæringer på velfærdsydelserne generelt får vi nu koncentreret nedskæringerne på uddannelsesområdet og navnlig på uddannelserne for de svageste.

Hertil kommer, at en række af tiltagene er et direkte attentat mod den danske flexicuritymodel og fagbevægelsen, navnlig dagpengeforringelserne samt loftet på 3.000 kr. over fradrag for fagforeningskontingent. Endvidere fastholdes det helt afgørende stop for realvækst i kommunale udgifter og statens økonomiske ”benlås” om kommunerne strammes endnu mere.

Og endelig er aftalen ikke bedre for hverken økonomisk vækst eller offentlige finanser. Tværtimod vil genopretningsaftalen øge arbejdsløsheden med op til 30.000 personer, hvilket i sig selv vil belaste de offentlige finanser negativt i størrelsesordenen - 5 til - 7 mia. kr, således at den tilstræbte forbedring af heraf langt fra vil blive nået.

Samtidig øger aftalen uligheden og forringer velfærden og hermed gives (bevidst) yderligere næring til opvæksten af privatleveret betalingsvelfærd for de velhavende. For de offentligt ansatte er aftalen pga. det kommunale vækststop naturligvis stadig et stort tilbageslag med stadig betydelige personalebesparelser.

VK s tidligere projekt under Fogh med en nyliberalistisk drejning af den danske samfunds – og velfærdsmodel får hermed en tand til med en klarere borgerlig klassepolitik, der peger frem mod genindførelse af et mere rendyrket klassedelt samfund.

2. Begrundelserne holder ikke.

VKO forsøger i aftalen at fremstille som om, at Danmark nu er over krisen takket være regeringens økonomisk politiske indsats, men nu skal regningen for at redde landet betales og den skal alle naturligvis være med til at dække.

Intet kunne være længere fra sandheden og virkeligheden. Danmark er langt fra over krisen, som tværtimod vil forstærkes igen pga. EU ´s sparebestræbelser i kølvandet på den sydeuropæiske gældskrise, men som ikke mindst også vil forstærkes også på grund af den opbremsning af såvel privat som offentligt forbrug, som VKO s ”Genopretningsaftale” reelt indebærer, På grund af aftalen trues tværtimod opsvinget og arbejdsløshedsvæksten sættes i gang igen.

Danmark er heller ikke blevet reddet af VKO ´s økonomiske politik, som tværtimod har hældt milliarder ud i spildte skattelettelser til de økonomisk velstillede, som ikke har sat gang i økonomien, men som på grund af den a /regeringens lånereformer og skattestop skabte boligkrise er gået til at nedbringe boligejernes prioritetsgæld. VKO s skattelettelser har intet med krisebekæmpelse haft at gøre, men har handlet om borgerlig ideologiske mærkesager og interessevaretagelse for deres kernevælgere – samfundets mest velstillede, som hele vejen har fået broderparten af skattelettelserne.

Til med har skattelettelserne i 2007 på 10 mia. været ufinansierede og skattelettelserne i 2009 frem til 2013 underfinansierede med 30 mia. kr, således at omkring halvdelen af statsunderskuddet i 2011er skabt af VKO s egne skattelettelser. Når nu regeringen med begrundelse i netop statsunderskuddet vil spare på velfærden og de sociale ydelser, er det således regningen for VKO s egne topskattelettelser, som nu skal betales af samfundets økonomiske mindre velstillede flertal og især af de ledige.

Heller ikke den af regeringen anvendte begrundelse med, at besparelserne er et krav fra EU, holder. Modsat det billede regeringen søger at male er Danmark er på ingen måde ude i økonomisk uføre som Grækenland og Portugal, men er tværtimod duks i EU, idet statsunderskud og statsgæld er langt minde i Danmark end i de øvrige EU - lande. EU har langt alvorligere problemer end Danmarks at se til og faktisk er det et problem i EU, hvis alle giver sig til at spare samtidig og dermed sætter al vækst i stå.

Endvidere er EU s konvergenskrav nærmest en henstilling. EU har ikke myndighed over medlemslandenes finanspolitik, der tværtimod er henlagt til de enkelte medlemslande. Og konvergenskravene er ikke ubøjelige. Tyskland og Frankrig bøjede dem i 2005 og hele EU suspenderede dem de facto under krisen. Her gælder naturligvis, at jo bedre økonomien i Danmark er relativt set, jo større rum for forhandling om og egen indflydelse på udmøntningen af kravene bør der være.

Endelig er det slet ikke korrekt, at kun er sparestrategi kan indfrier EU s økonomiske krav. Det, som først og fremmest vil interessere EU, er den langsigtede, strukturelle holdbarhed i de offentlige finanser i Danmark. Og her er der ikke en, men hele tre veje: Regeringens sparestrategi, den nyliberale strategi med arbejdsmarkedsreformer og endelig en vækststrategi.

Endvidere er EU s konvergenskrav nærmest en henstilling. EU har ikke myndighed over medlemslandenes finanspolitik, der tværtimod er henlagt til de enkelte medlemslande. Og konvergenskravene er ikke ubøjelige. Endelig er det slet ikke korrekt, at kun er sparestrategi kan indfrier EU s økonomiske krav. Det, som først og fremmest vil interessere EU, er den langsigtede, strukturelle holdbarhed i de offentlige finanser i Danmark. Og her er der ikke en, men hele tre veje: Regeringens sparestrategi, den nyliberale strategi med arbejdsmarkedsreformer og endelig en vækststrategi.

3. De ledige, de uddannelsessøgende og uddannelsesområdet samt børnefamilierne skal betale regning

Med VKO s ”Genopretningsaftale” målrettes betalingen af regningen for bankernes krise og VKO s topskattelettelser i stedet mod udvalget grupper og områder.

Det er først og fremmest de ledige, som med aftalen kommer til at undgælde gennem halvering af dagpengeperioden. Der er grund til fremhæve, at dette indgreb kommer på trods af gentagne løfter fra såvel finansminister og statsminister som fra DF’s Kristian Thulesen Dahl om, at man i indeværende valgperiode IKKE vil gribe ind overfor dagpenge og at der således er tale om et åbent løftebrud.

Rent bortset fra det det asociale i forringelsen og løftebruddet vil indgrebet ikke virke efter den erklærede hensigt: At øge beskæftigelsen. Indgrebet skal angiveligt virke gennem at motivere ledige til at finde arbejde, men med udsigten til en fortsat stigende og vedvarende høj arbejdsløshed frem til 2015 kan de ledige skrive lige så mange ansøgninger uden at finde arbejde. Indgrebet tjener således alene til at fattiggøre de langtidsledige og vil hermed tværtimod berøve dem ressourcer til at kæmpe sig tilbage til arbejdsmarkedet.

Tilmed må den danske flexicurity – model med både dagpengeindgreb og uddannelsesbesparelser siges at være afgørende forringet. For modellens fleksibilitet for arbejdsgiverne med hensyn til at hyre og fyre arbejdskraft hænger jo sammen med en modsvarende indkomstmæssig tryghed gennem dagpengesystemet i tilfælde af arbejdsløshed. Fagbevægelsen må nu stille kompenserende overenskomstmæssige krav i form af længere opsigtelsesvarsler og større fratrædelsesgodtgørelser. Hermed er den danske arbejdsmarkedsmodel på vej til at tabe sine styrker og nærme sig den kontinentale med store bindinger og stivheder.

Samtidig repræsenterer hele den måde dagpengereformen er blevet til uden nogen form for inddragelse af arbejdsmarkedets parter, herunder fagbevægelsen, også et slag mod den danske forhandlingsmodel. Vi ser hermed konturerne af en stigende statsstyring af arbejdsmarkedet. I al sin brutalitet repræsenterer dagpengeindgrebets tilsidesættelse af fagbevægelsen sammen med loftet på 3.000 kr. over faglige kontingenter også et åbent angreb fra de borgerlige partier på fagbevægelsen, der ikke alene bliver kørt hen over, men som på længere sigt (bevidst) trues af øget frafald på grund af de hermed stigende udgifter til medlemskab.

Der er næppe tvivl om at der også er tale om en simpel, ondskabsfuld hævnakt mod fagbevægelsen på grund af dennes støtte til oppositionens økonomiske plan ”Fair løsning”

Også de uddannelsessøgende og hele uddannelsesområdet, navnlig uddannelserne for de svageste i form af produktionsskoler og tekniske skoler samt voksenuddannelse og efteruddannelse, udsættes for en katastrofal rundbarbering, der vil smadre bestræbelser på dels af få 95 pct. af en ungdomsårgang igennem ungdomsuddannelse og på dels at få opkvalificeret arbejdsmarkedets ufaglærte og kortuddannelse, hvis job forsvinder i disse år med forfærdende hast. Men også videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner samt forskning udsættes for et dybt problematisk tilbageslag i form af omfattende besparelser.

Og endelig udsættes børnefamilierne for dybt asociale besparelser, hvor det er de børnerige familier og dermed de mest økonomisk tyngede, som gennem et samlet årligt loft for børnefamilieydelse på 30.000, der kommer til at holde for, hvilket selvsagt ikke kan undgå at blive et tilbageslag for bestræbelserne på at øge antallet af børnefødsler. Det er selvfølgelig Dansk Folkeparti, som i sin efterhånden paranoide jagt på udlændinge vil ramme indvandrerfamilierne med store børneflokke, men selvsagt tager en lang række danske familier med i købet.

4. Nulvækst indebærer store besparelser.

Selvom de direkte nedskæringer på kommunerne driftsbudgetter på 4 mia. kr. i forhold til 2010 - niveau sløjfes i aftalen fastholdes VK s flagskib om stop for enhver realvækst 2011 til 2013 på offentlige driftsudgifter, navnlig kommunerne.

Statsministeren har i forbindelse med regeringens spareplaner gang på gang afvist, at der vil blive tale om forringelse af offentlig beskæftigelse og af velfærden og søgt at nedspille, at der overhovedet er tale om besparelser. Der er jo ifølge Lokke ”kun” tale om, at realvæksten i de offentlige budgetter samlet set sættes i stå nogle år, ikke om direkte nedskæring i forhold til aktuelt budgetniveau.

Men synspunktet holder bare ikke. For de næste år vil der komme mange flere ældre på pension samt stigende behov fx på det sociale område, hvilket kræver en realvækst i det offentlige forbrug på mellem 0,9 og 1,2 pct. årligt i gennemsnit, hvis antallet af offentlige ansatte og dermed standarden pr bruger, skal bevares. Kommunerne kan ikke bare ”aflyse udgiftsvæksten”, for den repræsenterer en tilgang af borgere med legitime krav på velfærdsydelser. Når regeringen nu vil nedsætte realvæksten i det offentlige forbrug til nul, repræsenterer dette en betydelig besparelse i serviceniveauet og i forhold til opgave - og brugermængde.

Tilmed underdriver regeringen omfanget af disse besparelser. I konvergensprogrammet opgør regeringen nemlig sparekravet i forhold til det planlagte dvs. i forhold til den afsatte ramme i 2015 – planen, som for 2011 til 2013 udgør 0,9 pct. årlig realvækst i offentligt forbrug. Men - som også gjort opmærksom på af Nationalbanken - har den faktiske årlige realvækst i det offentlige forbrug siden 2002 været 1,6 – 1,7 pct..Og dette udgiftspres vil som ovenfor nævnt fortsætte fremover pga. flere ældre og stigende behov.

Når regeringen i Konvergensprogrammet har opgjort sparekravet for offentligt forbrug til 13,5 mia. kr. til 2013, repræsenterer det hermed en kraftig underdrivelse. I forhold til det faktiske udgiftsbehov hidtil og fremover vil besparelserne på offentligt forbrug i realiteten vil løbe op i over 20 mia. kr. frem til 2013 – altså betydeligt mere end regeringen har fremlagt.

5. Også offentlig beskæftigelse reduceres.

Regeringen har endvidere hævdet, at offentlig beskæftigelse trods genopretningsaftalens nulvækst kan forblive den samme, fordi budgetterne for offentligt forbrug dog bliver pris og lønreguleret og det således kun er ”realvæksten” i offentligt forbrug, som regeringen vil aflyse. Men samtidig forudsætter regeringen ganske afgørende, at hele den besparelse, der skal udmøntes til flere brugere og øgede behov, tages på offentligt vare - og tjenestekøb dvs. at den går uden om lønningerne.

Men at besparelserne på offentligt forbrug generelt helt skulle kunne ledes uden om løn er helt urealistisk. Langt størstedelen af de offentlige udgifter består af løn, mens udgiften til vare og tjenestekøb udgør under en tredjedel. Offentligt ansatte ville løbe tør for ”arbejdsmidler”, hvis der alene skulle skæres her. Og tilmed indgår udgifterne i forbindelse med udlicitering af opgaveløsning til private i denne post, hvor regeringen jo ikke vil reducere, men øge disse udgifter.

Forudsættes det mere realistisk, at en forholdsmæssig del af besparelsen på offentligt forbrug fordeles på løn, svarer det til en samlet offentlig lønbesparelse til 2013 på 9 mia. kr. i forhold til det planlagte udgiftsforløb, hvilket igen svarer til omkring 16.000 stillinger. Men i forhold til faktisk udgiftsvækst/-udgiftspres, vil den samlede offentlige besparelse løbe op i 13,5 mia. kr. over de 3 år, svarende til op mod 27.000 stillinger.

Hertil kommer, hvis der sker fyringer i forbindelse med nulvæksten eller regeringens omprioriteringsplan. Hvis det offentlige bliver nødt til at fyre, vil det i hvert tilfælde koste det offentlige dagpengeudgifter og mistede skatteindtægter.

Også velfærden forringes på trods af påstanden om det modsatte. Når antallet af ”varme hænder” pr bruger reduceres i forhold til, hvad der kræves for at servicere flere brugere og øgede behov, er det også selvklart, at serviceniveau og standard pr bruger forringes.

Og som det fremgår af personalebesparelsernes betydelige omfang i forhold til opgave –og brugermængde, vil der være tale om en voldsom og for borgerne såvel som for de offentligt ansatte særdeles mærkbar forringelse. Regeringen underdriver som vist tilmed systematisk omfanget af besparelsernes omfang, af hvor mange stillinger det svarer til og dermed velfærdsnedskæringen brutalitet.

Ikke underligt har finansministeren med altid beredvillig støtte fra Dansk Folkeparti derfor fundet anledning til endnu en gang at stramme den statslige styring af kommunernes økonomi.

Med støtte fra Dansk Folkeparti gennemførte regeringen med finanslovsaftalen i 2008 en stramning, således at enkelte kommuner kunne gøres individuelt ansvarlige, hvis de samlet overskred de af regeringen i de årlige økonomi”aftaler” fastlagte udgifts – og skatterammer.

I denne forbindelse indførtes en række sanktioner, fx en skattesanktion, hvorefter den ”skyldige” kommune i en for kommunerne samlet overskridelse af skatterammen ville få modregnet i bloktilskuddet, mens resten af merindtægten ville blive modregnet i alle kommuners bloktilskud, jf. nedenstående tabel:

Denne ”skattesanktion” skærpes nu således, at modregningsperioden forlænges fra 3 til 4 år og den individuelle modretning forhøjes fra 0 til 50 pct. i tredje år og 25 pct. i fjerde år. Den ”skyldige” kommune rammes altså endnu hårdere end før, jf. nedenstående tabel.

6. Øget arbejdsløsheden vil bidrage negativt til de offentlige finanser.

Som anført søger VKO i ”Genopretningsaftalen” at motivere besparelserne med, at krisen er ved at være ovre. Men som beskrevet er det langt fra tilfældet. De vigtigste eksporter markeder for dansk erhvervsliv ligger i det øvrige EU og her vil gældskrisen i Sydeuropa ramme hårdt. For med de finanspolitiske stramninger i EU vil medføre lavere vækst. Også dansk økonomi vil blive ramt hårdt af stramningerne, som vil koste op til en halv procent af den økonomiske vækst her.

Og oveni vil den danske regeringens egen ”Genopretningsaftale” koste i vækst i Danmark på grund af navnlig det lavere offentlige forbrug samt skatteforhøjelsernes reduktion i stigningstakten i det private forbrug. Samlet må vurderes, at stramningerne i den økonomiske politik i hele EU og de specifikke stramninger i Danmark vil kosten mellem ½ tog 1 pct. af den økonomiske vækst årligt.

Hermed vil også arbejdsløshedssituationen forværres I sig selv må genopretningspakken gennem den lavere økonomiske vækst forventes at koste årligt op mod 30.000 arbejdspladser og dermed alt andet lige medføre en tilsvarende stigning i arbejdsløsheden. Genopretningsaftalen” risikerer således på trods af regeringens massive udpumpning af skattelettelser i 2009 og 10 at genoprette arbejdsløshedsstigningen i 2011 og fastholde en vedvarende høj arbejdsløshed i perioden 2011 til 2013.

Dette vil naturligvis også sætte en effektiv stopper for øget beskæftigelse som følge af dagpengereformen, hvorfor man formentlig frem til 2013 og de nærmeste år herefter kan kigge i vejviseren efter den angivne årlige besparelse på 1,5 mia. kr., som skulle fremkomme som følge af øget beskæftigelse. Tværtimod må de offentlige finanser alt andet lige forventes at blive forværret som følge af øget arbejdsløshed på grund af ”Genopretningsaftalen”, formentligt i størrelsesordenen omkring 5-7 mia. kr.

Samlet må ”Genopretningsaftalen” i forhold til sit eget mål om en budgetforbedring 2011 til 2013 på 24 mia. kr. altså forventes at blive underskredet med godt en tredjedel.

7. VK ved at opsige velfærdsstaten?

Det er mange år siden man har set en så storstillet angreb på velfærdsstaten. Man fristes derfor til at stille spørgsmålet, om de borgerlige med arbejdsgiverne bag er i gang med at opsige velfærdsstaten og på vej tilbage til klassesamfundet?

VK s tidligere projekt under Fogh for en nyliberalistisk drejning af den danske samfunds – og velfærdsmodel er tydeligvis trådt ind i en ny fase. I Foghs periode var der tale om en gradvis og tilsløret nyliberal reformering af velfærdstaten med fremadskridende privatisering samtidig med at velfærden gennem skattestoppet langsomt men sikkert fik undergravet det økonomiske grundlag.

Men VK var i denne periode omhyggelig med ikke direkte at fremstå med velfærdsnedskæringer, men så at sige at gennemføre dette bag om ryggen gennem at omfordele væksten til fordel for privatforbrug og privat sektor gennem konstant skattestop og tilbagevendende skattelettelser. Den såkaldte kontraktpolitik.

Med krisen og det dramatiske vækstfald i 2009 er grundlaget for dette maskerede anslag mod velfærdsstaten forsvundet. Nu er der ikke mere økonomisk mulighed for både at gennemføre det nyliberale velfærds – og samfundsprojekt og samtidig fastholde blot et uændret niveau i den offentligt leverede velfærd. Nu kræver skattelettelserne i 2009 deres pris i form af direkte og omfattende velfærdsforringelser.

VK fremstår altså efter krisen og med Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen i spidsen med en klarere og mere åbent borgerlig og ikke mindst mere aggressiv klassepolitik, der gennem skærpelse af uligheden, tilbagerulningen af velfærden og den offentlige sektor og yderligere turbo på privatisering peger frem mod genindførelse af et mere rendyrket klassedelt samfund. Og det er allerede annonceret, at dette til efteråret vil blive fulgt op at de i nyliberale kredse længe krævede ”struktur – og arbejdsmarkedsreformer”, hvor bl.a. førtidspension, fleksjob og formentlig også dagpenge vil komme i spil til nyliberale reformer. Hermed er vi næsten fremme ved efterlønsordningen.

Hermed har regeringen bragt sig i bedre overensstemmelse med de i de senere årtier toneangivende nyliberale kredse i de borgerlige partier, blandt borgerlige økonomer og i arbejdsgiverorganisationerne, der længere har krævet et åbent opgør med velfærdsstaten.

Arbejderbevægelsen må her huske på, at velfærdsstaten i sin tid blev til som et kompromis mellem stridende klasser og interesser, men det var ikke mindst arbejderbevægelsens styrke og politiske kamp herfor som muliggjorde den. Overfor arbejdsgivernes og de borgerliges stigende opsigelse af velfærdsstaten kan kun en stærkere politisk kamp fra arbejderbevægelsen i sidste ende fastholde den.

Ikke bare venstrefløjens politiske partier, men navnlig fagbevægelsen må kridte skoene og stå fast.



Se den fulde KRITISKE RAPPORT ( 42 s) på www.henrikherloevlund.dk/art...
Rapporten er udsendt med det månedlige vederlagsfrie nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER. Abonnement kan tegnes ved at maile herom til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce