Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
16. juni 2010 - 14:17

”Aftale” om kommunal økonomi 2011: Nulvæksten effektueres - på bekostning af velfærd, ansatte og svage.

Resume:

Med den indgåede ”Aftale” mellem regeringen og KL om ”Kommunernes økonomi i 2011” har regeringen fået effektueret sin politiske aftale med Dansk Folkeparti om nulvækst i kommunerne. Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO allerede i finanslovsaftalen for 2008 indførte, hvis kommunerne overskred regeringens udgifts – eller skatterammer.

Alt i alt indebærer denne økonomi”aftale” en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale selvstyre, som efterhånden mere og mere erstattes af rollen som administrator af regeringens økonomiske politik.

Først og fremmest betyder den indgåede økonomi”aftale” en voldsom udhuling af kommunernes økonomi. Der må i 2011 ikke være nogen realvækst, men nettotilgangen af flere brugere, navnlig ældre, samt stigende behov på det sociale områder, kræver en realvækst på 1,5 til 1,7 pct. årligt, hvis blot nuværende standard i de kommunale serviceydelser skal opretholdes. Dvs. at kommunerne tilføres øgede midler i størrelsesordenen 3 til 5 mia. kr. årligt.

Når kommunerne nu ikke /tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole. Dvs. velfærden vil blive krast nedskåret, hvis og når det pågår gennem 3 år.

Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen og mange kommuner vil da givet også være indstillet på at hugge til med det samme og få bragt den største udgiftsposten – lønnen - ned. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse 2011 til 2013 på 2 til 3 mia. kr. om året, hvilket igen svarer til omkring 4 til 6.000 stillinger.

Aftalen om kommunernes økonomi 2011 indeholder som anført ikke flere ressourcer til kommunerne uanset stigende antal bruger og behov. I stedet fokuseres der fra regerings side selvklart i aftalen på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser, navnlig på nogle af de områder, hvor der også har været de største udgiftsstigninger og budgetoverskridelser i de senere: Det specialiserede socialområde og specialundervisning.

Det må anerkendes, at opgavedelingen og styringen af områderne har et medansvar for stigningerne og overskridelserne. Fx synes der på begge områder i et vist omfang at være tale om, at kommunerne har ”klippet hinanden” i forbindelse med salg og køb af pladserne kommunerne imellem efter at kommunerne overtog disse områder i forbindelse med strukturreformen. En forstærket statslig regulering her vil således kunne hjælpe.

MEN: Der er på begge områder også tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov dvs. altså skyldes gode, solide objektive årsager. Når aftalen på det specialiserede socialområde for udsatte børn, unge og voksne alligevel ikke indeholder flere midler hertil, kan konsekvensen blive krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.

Det samme gælder specialundervisningsområdet. Med en mere fornuftig opgavedeling og styringsmodel på området, hvor folkeskolen tilførtes yderligere midler til at løfte opgaven, kunne brugen af specialskoler givet reduceres uden serviceforringelse. Men med det økonomiske pres på kommunerne generelt under nulvækst er der tværtimod udsigt til at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en ren spare – og nedskæringsøvelse om at indføre en ”specialundervisning” i discountudgave. Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, vil nu blive sendt til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”..

Alle vil således få forringet undervisning: De støttekrævende elever såvel som ”normalklasserne”. Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige.

I betragtning af, at det er den værste ”økonomiaftale” for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, højresocialdemokraten Jan Trøjborg, KL har givet ikke haft noget alternativ til at tiltræde regeringens ”aftale”, men har ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.

1.Hovedpunkterne i aftale om kommunernes økonomi 2011.

Hovedpunkterne i den indgåede såkaldte ”Aftale om kommunernes økonomi 2011” er følgende

1. UDGIFTER: Kommunernes udgifter må ikke stige fra 2010 til 2011 med mere end pris – og lønregulering.
For at forhindre budgetoverskridelser skal kommunerne fremover aflægge halvårsregnskaber.
Overskrider kommunerne de aftalte budgetrammer, kan et såkaldt ”betinget balancetilskud” bortfalde. Det er i VKO s ”Genopretningsaftale” forhøjet fra 1 til 3 milliarder kroner dvs. fra ca. 10 mio. kr. pr gennemsnitskommune til 30 mio. kr.

2. SKAT: Også skatten skal holdes i ro. Særligt trængte kommuner må hæve kommuneskatten med 300 mio. kr., heraf dog halvdelen indenfor den aftalte ramme dvs. finansieret af øvrige kommuner, som herved får tilsvarende lavere bloktilskud. Også her strammer VKO s ”Genopretningsaftale” ligeledes kontrolmekanismerne, jf. længere fremme.

3. SERVICE: Kommunerne skal selv gennem effektivisering, afbureaukratisering, digitalisering og mere effektive indkøb frigøre 1,1 mia. kr

4. SOCIALOMRÅDET: Udgifterne til ”Det specialiserede socialområde”, der bl.a. dækker hjælp til handicappede, sindslidende og omsorgstruede børn skal bremses, bl.a. ved lovregulering af prisen for pladser på specialinstitutioner.

5. SPECIALUNDERVISNING. Færre elever skal i fremtiden tilbydes specialundervisning i det hele taget. Alene en diagnose skal ikke give ret til specialundervisning. Navnlig tilgangen til specialskoler og institutioner skal bremses og fremover skal man have behov for støtte i mindst 12 timer for at blive henvist hertil. En større del af behovet for hjælp og støtte skal dækkes i de almindelige folkeskoler

6. ANLÆG: Anlægsrammen nedskæres fra 20 mia. kr. i 2010 til 15 mia. kr. Igangsatte nybyggerier af skoler og børnehaver kan dog videreføres og afsluttes i 2011.

2. Nulvæksten – på bekostning af velfærd.

Med den såkaldte ”aftale” mellem regeringen og Kommunernes Landsforening har regeringen taget næste skridt i effektueringen af sin nulvækstplan for offentlige udgifter, der startede med fremlæggelsen af regeringens ”Konvergensprogram” og blev konfirmeret med VKO s ”Genopretningsaftale”.

Eftersom der allerede ligger et flertal i det nuværende Folketing bag nulvæksten, har der ikke været meget at forhandle om for Kommunernes Landsforening, der ydermere har været stillet overfor mere eller mindre uudtalte trusler om slet og ret at styre kommunerne fra Indenrigsministeriet. Forløbet viser klart, at den såkaldte ”aftalestyring af kommunerne” mere handler om styring end aftale.

Det afgørende hovedpunkt i ”Aftale om kommunernes økonomi 2011” er, at kommunernes udgifter kun reguleres med pris og lønregulering fra 2010 til 2011 dvs. at de ikke må stige herudover = der må ikke være nogen realvækst.

Lars Løkke Rasmussen og senest den ny indenrigsminister Bertel Haarder har i den forbindelse hævdet, at så var der ikke tale om besparelser og velfærdsforringelser, men kun om at sætte væksten i stå. Det er rigtigt at budgetterne således ikke nedskæres i forhold til 2010, men det er IKKE rigtigt at det ikke betyder besparelser og velfærdsforringelser.

Tværtimod, vil nul realvækst i sig selv kræve store besparelser, fordi kommunernes udgifter stiger helt af sig selv.

Det skyldes de store demografiske ændringer i disse år, hvor der frem til 2015 bliver mange flere ældre pensionister. Godt nok går også antallet børn og unge i henholdsvis dagpasning og folkeskole tilbage, men langt fra i samme størrelsesorden. Netto stiger antallet af brugere til kommunernes serviceydelser således og det reguleres kommunernes budgetter ikke for. Skal der blot fastholdes uændret standard, kræver det at kommunernes ressourcer realt stiger med mellem 0,8 og 1,2 pct. pa. Dvs. op til 3 mia. kr. om året.

Samtidig stiger behovene også i disse år, fx på socialområdet og specialundervisningsområdet. Det kræver også flere ressourcer. Dette inklusive kræves en realstigning i kommunernes ressourcer på i alt 1,6 til 1,7 pct. årligt i gennemsnit for blot at fastholde uændret standard. Dvs. i alt 3- 5 mia. kr.


Når kommunerne nu ikke tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole.

Det betyder igen, at der bliver færre ressourcer, herunder færre offentligt ansatte, pr. bruger = faldende standard dvs. at velfærden forringes.

3. Også kommunalt ansatte vil blive ramt.

Lars Løkke Rasmussen har også hævdet, at nulvækst ikke ville gå ud over offentligt ansatte, idet når budgetterne pris og lønreguleres kan kommunerne jo beskæftige det samme antal offentligt ansatte.

Men som det fremgår, tvinges kommunerne med denne ”aftale” som ovenfor anført at finde penge til flere brugere og stigende behov gennem besparelser på den eksisterende service. Det kan kun gå udenom personalekontoen, hvis hele besparelsen, der skal udmøntes til flere brugere og øgede behov, tages på offentligt vare - og tjenestekøb og således går uden om lønningerne.

Men at besparelserne på offentligt forbrug generelt helt skulle kunne ledes uden om løn er helt urealistisk, især når besparelserne forudsættes videreført også i 2012 og 2013. Langt størstedelen af de offentlige udgifter består af løn, mens udgiften til vare og tjenestekøb udgør under en tredjedel. Offentligt ansatte ville løbe tør for ”arbejdsmidler”, hvis der alene skulle skæres her. Og tilmed indgår udgifterne i forbindelse med udlicitering af opgaveløsning til private i denne post, hvor regeringen jo ikke vil reducere, men øge disse udgifter.

Forudsættes det mere realistisk, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse 2011 til 2013 på 2 til 3 mia.

Hertil kommer, hvis der sker fyringer i forbindelse med nulvæksten eller regeringens omprioriteringsplan. Hvis det offentlige bliver nødt til at fyre, vil det i hvert tilfælde koste det offentlige dagpengeudgifter og mistede skatteindtægter.

Offentlig beskæftigelse og offentligt ansatte vil således rent faktisk blive stærkt ramt af nulvæksten, både i form af færre ansatte pr bruger og pres for at løbe hurtigere for at nå opgaverne.

4. Forstærket armvridning og udhuling af det kommunale demokrati.

En så omfattende besparelse på over 3 år mellem 9 og 15 mia.kr i kommunerne og dermed følgende kraftig nedskæring af standard og service i den kommunalt leverede velfærd kan naturligvis ikke tænkes gennemført uden protester fra kommuner og borgere.

Kommunerne har tidligere udvist ”berettiget civil ulydighed” overfor regeringens forsøg på at stramme den økonomiske politik og styring af kommunerne ved nok at budgettere indenfor regeringens rammer, men i praksis bruge flere penge, således at de årlige regnskaber er kommet ud med overskridelser. På regnskabet for 2009 i så stor størrelsesorden som omkring 5 mia. kr.

Det er som anført ikke fordi kommunerne har sløset med midlerne, men udtryk for kommunernes forsøg på fastholde velfærden ved stigende antal brugere og behov, når nu regeringen ikke ville tildele de fornødne rammer hertil.

For at disciplinere kommunerne vedtog VKO allerede ved finanslovaftalen i 2008 en stramning af styringen af kommunerne i form af en såkaldt ”Justering af aftalestyringen”. På udgiftssiden truedes kommunerne med at blive frataget op til en milliard af bloktilskuddet dvs. omkring 10 mio. kr pr gennemsnitskommune, hvis de ikke overholdt regeringens udgiftsramme.

Nu forstærkes ”armvridning” af kommunerne. Dette såkaldte ”betingede balancetilskud” forhøjedes i VKO s ”Genopretningsaftale” til 3 mia. kr. dvs. omkring 30 mio. kr. pr gennemsnitskommune, så kommunerne nu trues med kollektivt at blive frataget, hvis der samlet sker en overskridelse af den i ”Aftalen” om kommunernes økonomi for 2011 aftalte udgiftsramme.

Endnu mere straffes kommunerne, hvis de fristes til at prøve at forhøje skatterne for at komme ud af klemmen mellem borgernes velfærdsønsker og regeringens nedskæringskrav.

Med støtte fra Dansk Folkeparti gennemførte regeringen allerede med finanslovsaftalen i 2008 også på dette område en stramning, således at enkelte kommuner kunne gøres individuelt ansvarlige, hvis de samlet overskred de af regeringen fastlagte skatterammer. I så tilfælde kunne de ”skyldige” kommuner over 2 år få modregnet dele af merprovenuet i bloktilskuddet med 75 pct. første år og , 50 pct. andet år. Men resten af merindtægten ville blive modregnet i alle kommuners bloktilskud over 3 år med 25 pct. i første år, 50 pct. i andet år og 100 pct. i tredje.


Også denne ”skattesanktion” skærpedes i VKO s genopretningsaftale således, at modregningsperioden forlænges fra 3 til 4 år og den individuelle modretning forhøjes fra 0 til 50 pct. i tredje år og 25 pct. i fjerde år. Den ”skyldige” kommune rammes altså endnu hårdere end før. Samtidig skal alle kommuner fortsat betale resten dvs. 25 pct. i første år, 50 pct. i andet og tredje år og 75 pct. i fjerde år.


Resultatet heraf er naturligvis, at kommunerne i endnu højere grad end tidligere tvinges under åget. Og at vi ser en udvikling, hvor kernen i det kommunale selvstyre: Det økonomiske råderum, i endnu højere grad forsvinder og hvor kommunerne mere og mere reduceres til rene administratorer af VK s økonomiske politik.

5. Socialområdet– de svageste betaler prisen.

Aftalen om kommunernes økonomi 2011 indeholder som anført ikke flere ressourcer til kommunerne uanset stigende antal bruger og behov. Tværtimod fokuseres der fra regerings side selvklart i aftalen på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser.

Ikke mindst skal udgifterne til ”Det specialiserede socialområde”, der bl.a. dækker hjælp til handicappede, sindslidende og omsorgstruede børn skal bremses, bl.a. ved lovregulering af prisen for pladser på specialinstitutioner.

Som anført er det i de senere år navnlig her indenfor samt på specialundervisning, at udgifterne i de senere år er steget. Det specialiserede socialområde omfatter indsatsen for udsatte børn og unge såvel som overfor udsatte voksne. Det handler bl.a. om hjælp til handicappede, sindslidende og omsorgstruede.

Kommunerne bruger samlet ca. 40 mia. kr. årligt på området, og dermed udgør det knap en femtedel af de samlede kommunale serviceudgifter. Der har i perioden fra 2004 til 2008 været en gennemsnitlig årlig vækst på 1,0 mia. kr. i de samlede udgifter til det specialiserede socialområde med en stigende tendens, der som eksploderede i 2009. Her overskred 94 ud af de 98 kommuner overskred samlet deres budgetter med i alt 5 mia. kr. En væsentlig del heraf faldt ikke mindst på det specialiserede socialområde, hvor udgifterne overskred budgettet med 3,0 mia. kr.), hvor udgifterne i forhold til året før voksede med 7,3 pct.

Det er særligt udgifterne til voksenhandicappede, der er vokset og herunder navnlig til botilbud. For udsatte børn og unges vedkommende er det navnlig udgifterne til anbringelser som et vokset.

Det må her anerkendes, at der er sammensatte årsager til udgiftsvæksten. En undersøgelse op til forhandlingerne om økonomiaftalen for 2011 viser, at halvdelen (3 procent) af stigningen skyldes, at der slet og ret er kommet flere brugere i de tilbud, der indgår i analysen. Her er altså gode solide objektive årsager.

Men den anden halvdel af stigningen skyldes, at prisen på de enkelte pladser er steget. Her må en del af baggrunden formentlig søges i eftervirkningerne af den ulyksalige håndtering af socialområdet i forbindelse med strukturreformen, hvor området hidtil havde ligger under amterne, men i stedet for at blive tillagt til regionerne, overgik til kommunerne. Det var imidlertid forskelligt i hvilket omfang de enkelte kommuner overtog institutionerne på område og dermed blev en række kommuner købere af pladser, som andre kommuner med overskydende kapacitet solgte. Den stigende prisudvikling synes dels at afspejle en konkurrence mellem de sælgende kommuner om at afsætte overskydende pladser – blandt en konkurrence på servicetilbud. Og dels måske at kommunerne slet og ret i en presset økonomisk situation har benyttet også dette område til at skaffe sig nogle højst påtrængte indtægter dvs. har ”klippet hinanden”.

Når ”Aftalen om kommunernes økonomi 2011” her vil indføre ”lovregulering” af priserne kan der altså være god grund til og effekt af det. Men det løser jo langt fra hele problemet, hvis anden halvdel som anført slet og ret synes at skyldes flere brugere og stigende behov. Dette tager aftalen ikke overhovedet højde for, uanset at der er tale om en langtidstendens tilbage før strukturreformen og derfor et spørgsmål om, hvorvidt kommunerne i forbindelse med strukturreformen blev tilstrækkeligt kompenseret for overtagelsen af området?

Da regeringen ikke vil tage konsekvensen af stigende efterspørgsel, kan det dels med stor sikkerhed forudsiges, at der også i 2011 vil blive tale om en gentagelse af tidligere tiders budgetoverskridelser på det sociale område. Dels kan det imidlertid også befrygtes, at kommunerne i bestræbelserne på at undgå sådanne overskridelse nu massivt forringer standarden på dette område samt at også andre velfærdsområder kan komme til at holde for.

Når KL i denne forbindelse højst problematisk har overtalt regeringen til at ”forenkle de sociale rammeaftaler” og klageadgangen peger det ildevarslende på en sådan nedskæring af standarden, hvorved altså nogle af samfundets svageste kommer til at betale omkostningerne ved regeringens nulvækst og dermed i sidste ende for VKO s skattelettelser.

6. Specialundervisning í discountudgave.

Også begrænsning af udgifterne til specialundervisning er i fokus i ”Aftalen om kommunernes økonomi 2011”. Som anfør skal færre elever i det hele taget i fremtiden tilbydes specialundervisning. Alene en diagnose skal ikke give ret til specialundervisning. Navnlig tilgangen til specialskoler og - institutioner skal bremses og fremover skal man have behov for støtte i mindst 12 timer for at blive henvist hertil. En større del af behovet for hjælp og støtte skal dækkes i de almindelige folkeskoler.

En analyse foretaget af KL viser, at udgifterne til specialundervisning og udsatte børn og unge er steget med henholdsvis 18 og 11 procent på blot to år – fra 2007 til 2009.

Også her synes årsagerne imidlertid at være sammensatte. Den ene er, at antallet af diagnoser over årsager til indlæringsvanskelige har været stigende. Heri ligger imidlertid ikke, som hævdet af regeringens altid trofaste våbendrager Professor Niels Egelund ”en sygeliggørelse af almindeligt forekommende problemer”, men slet og ret, at sagkundskaben er blevet bedre til at identificere forskellige årsager til indlæringsvanskeligheder og dermed til bedre at anvise forskelligartede relevante behandlinger og pædagogikker heroverfor. Altså gode og objektive grunde i form af flere brugere og/eller stigende behov.

Men en anden årsag til udgiftsstigningen synes også på specialundervisningsområdet at være stigende priser på tilbuddene fra specialskoler, hvor vi muligvis har at gøre med den samme problematik om, at kommunerne ”klipper hinanden” efter overtagelsen af specialunderundervisningsinstitutionerne fra amterne.

Men også opgavedeling og styringsmodel på området må tilskrives en rolle. Nemlig at folkeskolerne tildeles for få ressourcer til at kunne løfte opgaven især i forhold til de mere krævende og vanskelige tilfælde, hvorfor de ikke overraskende gerne ser opgaven hermed løst i specialskoler og specialinstitutioner, hvor ressourcerne og de pædagogiske muligheder og rammer er bedre, men som til gengæld er dyrere.

Dette kunne for så vidt tale for Kommuneaftalens ide om at specialundervisning i højere grad skal tilbage til folkeskolen, men forudsætningen for at denne ide kan lykkes på en god og pædagogisk rigtig måde er jo så, at folkeskolerne tildeles ekstra ressourcer til opgaven.

Her hedder det ganske vist i aftalen, at ”frigjorte ressourcer på området kan blandt andet styrke den almindelige undervisning i folkeskolen” og at man skal ”arbejde strategisk med lærernes kompetenceudvikling” dvs. opruste lærerne kompetencemæssigt. Men så længe det handler om at fjerne et overforbrug, frigøres der jo i princippet ikke nogen ekstra ressourcer, men vil kun være tale om besparelser. Og aftalen afsætter - ligesom ved det specialiserede socialområde – heller ikke ekstra ressourcer til specialundervisning.

Indenrigsministerens beroligende om, at der ikke bliver forringelser og KL- formandens udtalelse om, at ”selvom der spares, så vil servicen stadig være super”, synes derfor ikke at have noget holdepunkt i virkeligheden.

Med det økonomiske pres på kommunerne generelt under nulvækst er der tværtimod udsigt til at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en ren spare – og nedskæringsøvelse om at indføre en ”specialundervisning” i discountudgave.

Der er i allerhøjeste grad udsigt til en omvendt ”gøgeungeeffekt”: Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, vil nu blive sendt til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”..

Alle vil således få forringet undervisning: De støttekrævende elever såvel som ”normalklasserne”. Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige. Men det er jo også et af VK – mål.

7. KL´ s rolle – eller mangel på samme.

Som anført har der ikke været meget at forhandle om for Kommunernes Landsforening, der ydermere har været stillet overfor mere eller mindre uudtalte trusler om slet og ret at styre kommunerne fra Indenrigsministeriet.

Medlemskab af KL er jo frivilligt og KL er sammensat af omtrent halvt borgerligt og halvt oppositionsstyrede kommuner. Skulle KL undlade at forhandle og indgå en aftale, ville det have krævet meget grelle indgreb som fx de oprindeligt bebudede direkte budgetnedskæringer på 4 mia. kr., som imidlertid netop blev frafaldet i VKO s ”Genopretningsaftale”. Herefter ville KL næppe have kunnet stå sammen om at undlade at forhandle og indgå en aftale

Men en ting, at KL formentlig ikke har haft noget alternativ til at gå ind på regeringens aftale (som det jo er), en anden ting er måden, man gør det på. I modsætning til de foregående aftaleforhandlinger har der ved denne aftaleforhandling været forbløffende stille fra KL formanden, højresocialdemokraten Jan Trøjborg, som oven i købet har aftalt med regeringen gensidigt at ”frede hinanden”.

En ting er at forholdet er ulige og at det så absolut er regeringen der har fat i den lange ende og kan tvinge KL langt hen ad vejen. Men en anden ting er, om man lader sig trække stiltiende til skafottet eller benytter lejligheden til at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.

Henvisning.

Den fulde analyse inkl. noter og illustrationer kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Art...
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce