Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
21. juni 2010 - 15:09

Lidt om eliten

Jeg har længe spekuleret over alle de pæne mennesker, som tilsyneladende gør, hvad de kan, for at ødelægge planeten og dens beboere, uden at man kan se det på dem – de ser alle sammen ud, som om de lige var kommet fra en behandling hos barberen med vådservietter og det hele.

Men kommandanterne i fjerne tiders kz-lejre var jo også, efter sigende, flinke familiefædre og venlige personer, selvom de boede lige midt i det altsammen. Man glemmer så let, og nutidens elskværdige finansfolk og politikere går jo ikke rundt i barske uniformer og råber op ved massemøder. Man vil egentlig gerne tage dem for pålydende.

Nå, men Noam Chomsky, som hører til det mindretal af amerikanere, der tænker over tingene, har haft den samme undren og har gjort noget ved den. I en artikel d. 10.06. af Fred Branfman citeres han for at have undersøgt dét, han kalder ’den imperiale mentalitet’ hos USA’s elite. Den omfatter bl.a.:

  • En målbevidst stræben efter at maksimere elitens kortsigtede økonomiske og militære interesser;
  • En benægtelse af andre samfunds ret til at følge deres egen vej, hvis dette opfattes som stridende mod disse interesser;
  • Ustandselig og massiv overtrædelse af internationale love;
  • Ligegyldighed overfor menneskeliv, især i tredjeverdens lande;
  • Massive overtrædelser af USA’s forfatning, især gennem den udøvende regeringsmyndigheds erobring af magten til at føre ensidige og uansvarlige krige hvor som helst på kloden;
  • Ligegyldighed overfor den amerikanske og internationale offentlige mening, som ofte er mere progressiv og human end eliten;
  • En bemærkelsesværdig evne til at ’fabrikere opbakning’, hjulpet af massemedierne og de intellektuelle, som har gjort de fleste amerikanere blinde overfor, hvad deres ledere rent faktisk gør i deres navn.

En anden artikel af David DeGraw fra d.16.06, The US War Addiction, findes på (www.alternet.org/story/147217), og påstår, at amerikanske organisationer betaler landets fjender for at holde gang i krigene. Den citerer den tidligere ledende CIAofficer John Stockwell, som har udtalt: ’Fjender er nødvendige for at holde hjulene i gang i USA’s militærmaskine’.

Derefter bringer DeGraw uddrag af en artikel i N.Y.Times den 7. juni i år, der handler om en igangværende undersøgelse af, om private sikkerhedsfirmaer »bruger amerikanske penge til at bestikke Talibanerne» til at øge deres angreb og på den måde give firmaerne mere at bestille. Nyheden kommer efter »en række begivenheder sidste måned, der antyder et omfattende samarbejde med oprørerne».

»Det amerikanske folk betaler for at støtte en korrupt regering, som måske bruger vores penge til at betale private selskaber for at sætte gang i forretningen ved at betale oprørerne for at angribe vores tropper,» udtalte medlem af Repræsentanternes Hus, Dennis Kucinich, ifølge avisen, som også havde interviewet en NATO repræsentant i Kabul, der mente, at »millioner af dollars finder vej til Talibanerne».

En anden artikel den 13.juni, citeret af DeGraw, havde som overskrift: »Pakistansk spionorganisation støtter Taliban.» Som DeGraw bemærker, er der tale om gamle nyheder – man har længe hørt, at Pakistan, og især landets efterretningsvæsen, ISI, spiller et dobbeltspil, når det gælder Afghanistan. Men de kan belyse, hvorfor krigen går dårligt, trods udsendelsen af yderligere 20.000 amerikanske soldater til landet, og hvorfor tabstallene stiger brat.

For at gøre stemningen lidt mere positiv, har USA’s militær fundet en endnu ældre nyhed frem af mølposen. N.Y.Times lancerede den i uge 24 under overskriften: »U.S. finder vældige mineral-rigdomme i Afghanistan»:

»De Forenede Stater har fundet uudnyttede mineralforekomster til en værdi af næsten 1 billion Dollars (…) De hidtil ukendte forekomster – bl.a. enorme årer af jern, kobber, kobalt, guld og sjældne industrimetaller som lithium – er så store og omfatter så mange metaller, som er livsvigtige for moderne industri, at Afghanistan med tiden kan forvandles til verdens vigtigste centrum for minedrift (…) Et internt Pentagon-notat siger f.eks., at Afghanistan kan blive et Saudi-Arabien, når det gælder lithium, et vigtigt materiale ved fremstillingen af batterier til bærbare computere og mobiltelefoner.»

Det hører til historien, at disse »hidtil ukendte» mineralrigdomme blev fundet af russerne, dengang de førte krig i Afghanistan. Og allerede i 2002, da det var amerikanernes tur, offentliggjorde USA’s geologiske undersøgere en liste over alle de værdifulde mineraler, man havde fundet i landet.

Og så er der olien. Der er vist ikke fundet olie i Afghanistan – men et af verdens rigeste oliefelter ligger på den østlige bred af det Kaspiske Hav, og indtil USA’s krig gik i gang, forhandlede de amerikanske olieselskaber, med Bush regeringens støtte, med Talibanerne om en aftale om at bygge en olieledning gennem Afghanistan. Hensigten var at udelukke Rusland, Kina og Iran fra forsyninger fra det Kaspiske Hav. Men så længe landet var splittet mellem indbyrdes krigende grupper, kunne man ikke gå i gang. Talibanerne var forhandlingsvillige og så ud til at kunne skaffe orden, så USA og Pakistans ISI støttede dem med penge og våben – indtil de havde vundet krigen og mistede interessen for olieledningen. Da det blev opfattet i Washington, varede det ikke længe, før USA invaderede Afghanistan.

For at blive færdig med dette hjørne af verden, skal lige citeres fra en rapport om Irak-krigen fra Judicial Watch, en non-profit organisation i USA, der undersøger retsforhold:

»Dokumenter fra marts 2001, som blev fremskaffet af Judicial Watch i 2003 efter en retssag om kilde-adgang, indeholdt »kort over irakiske oliefelter, olieledninger, raffinaderier og terminaler, samt diagrammer over irakiske gas- og olieprojekter.» Desuden var der en liste med overskriften: »Fremmede ansøgere til irakiske oliekontrakter», som omfattede flere end 60 selskaber – ingen af dem amerikanske. Kina, Rusland og Frankrig havde forhandlet de tre største aftaler igennem, men kunne ikke udnytte dem, så længe FNs sanktioner var i kraft.

Men disse lande var medlemmer af Sikkerhedsrådet. Skulle de finde på at ophæve sanktionerne, ville USA og Storbritannien være udelukkede fra det irakiske oliemarked. (…) dokumenterede planer for besættelse og udnyttelse fra tiden inden 11. september styrker en tiltagende mistanke om, at USA’s politik styres af diktat fra energi-industrien.»

Project Censored, også en ngo, skrev 2003 om et mindre omtalt, men nok så vigtigt område:

Amerikanske selskaber udbytter Congo

»Den Demokratiske Republik Congo er blevet kaldt »det kostbareste jordområde på planeten». Den værdifulde overflod af mineraler og ressourcer i DRC har gjort landet til mål for angreb fra de USA-støttede nabostater Uganda og Rwanda»

Der findes mange millioner tons diamanter, kobber, kobalt, zink, mangan, uran, niobium og coltan. 80% af de kendte forekomster af coltan, 60% af verdens kobalt og kobber findes i DRC. Det er mineraler, som er nødvendige for opretholdelsen af USA’s militære og økonomiske vækst.

Fra 1965 til 1997 regerede Mobutu Sese Seko enevældigt i Congo (en overgang kendt som Zaïre). Han var praktisk talt indsat af USA efter en kaotisk afslutning på det belgiske kolonistyre. Tropper, finansierede af USA og Belgien, invaderede fra Rwanda og Uganda og støttede hans militærkup.

Efter Sovjetunionens sammenbrud var Mobutus antikommunisme mindre vigtig for USA, og da hans dybt korrumperede styre begyndte at åbne Congo’s ressourcer for andre lande, blev han fordrevet. Hele historien er uhyre indviklet og påvirket/styret af stammekrige i Uganda og Rwanda og Sudan, så årsagerne til diktatorens fald og det efterfølgende, blodige kaos er mange. Men det er sikkert, at USA spillede en vigtig rolle med sin støtte til militser i nabolandene – og ingen hemmelighed, at man gjorde det for at ’forsvare USA’s vitale interesser’

Det amerikanske firma Bechtel udarbejdede gratis en opgørelse over Congo’s ressourcer og betalte for, at NASA fra sattelit lavede infrarøde foto-kort over forekomsterne. Firmaet anslår, at mineralressourcerne alene har en værdi af 157 milliarder dollars. Den vedvarende krig siden Mobutu’s fald har kostet mindst 5,4 millioner afrikanere livet

Til afslutning et udsagn fra en virkeligt sagkyndig, den højtdekorerede, amerikanske general Smedley D. Butler: »Jeg var 33 år i Marinekorpset, det meste af tiden som muskelmand for Big Business, for Wall Street og bankerne. Jeg var kort sagt pengeafpresser for kapitalismen … Den almene befolkning betaler regningen. Denne regning viser et frygteligt resultat. Nyligt rejste gravsten, lemlæstede kroppe, ødelagte sjæle, knuste hjerter og familier. Økonomisk usikkerhed. Knugende skatter i generation efter generation.»

Man bliver nok ikke general eller får Kongressens Medal of Honor to gange for at sige den slags. Men man siger dem altså, når det hele er overstået.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce