Myter og realiteter om efterlønnen.

Er efterlønnen virkelig det økonomiske hovedproblem og er løsningen på krise, vækstfald og statsunderskud virkelig afskaffelse af efterlønnen?

Resume:

• Der udfoldes et voldsomt pres for at få afskaffet efterlønnen fra de nyliberalistiske kræfter blandt borgerlige partier, i arbejdsgiverkredse og blandt økonomer og Lars Løkke Rasmussen åbnede i foråret op for en ny efterlønsreform efter et valg

• De nyliberalistiske argumenter mod efterlønnen falder i 3 hovedgrupper: For det første ses efterlønnen med en udgift på omkring en snes mia. kr. som (for) dyr og en væsentlig årsag til det aktuelle store statsunderskud. For det andet er kun en lille del af efterlønnere på omkring 20 pct. egentligt nedslidte og ordningen ”misbruges” af arbejdsduelige og af ”golfspillende akademikere”. Og sidst, men ikke mindst ses ordningen for det tredje som en barriere for øget beskæftigelse og vækst

• Efterlønnen er imidlertid på ingen måde en større belastning for de offentlige udgifter end de velhavendes pensions – og opsparingsordninger, tværtimod modtager disse langt større statstilskud end efterlønnen, som primært benyttes af lavindkomstlønmodtagere

• Og hertil kommer, at VKO flertallet siden 2001 har givet skattestop og skattelettelser – fortrinsvis til selvsamme velhavende -, der i 2010 dræner statskassen med årligt omkring 60 mia. kr. Dermed er det i langt højere grad den økonomiske begunstigelse af de velhavende, som er ansvarlige for statsunderskuddet.

• Myten om golfspillende efterlønnere holder heller ikke. Akademikerne udgør i dag kun omkring 2½ procent af samtlige efterlønsmodtagere og andelen er oven i købet faldende.

• Og påstanden om efterlønnernes gode helbred holder heller ikke. Tværtimod viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd en markant større overdødelighed hos efterlønsmodtagere, der går på efterløn som 60 årige. Og personer, der går på efterløn som 60 årlige, i gennemsnit lever knap 2 år KORTERE end 60-årige, som er i job.

• Det helt centrale i den vedvarende nyliberalistiske kampagne for afskaffelse af efterlønnen er imidlertid påstanden om, at hermed ville beskæftigelsen kunne forøges ved at efterlønnere forudsættes i beskæftigelse, hvorved det offentlige sparer udgifter og vinder øgede skatteindtægter

• Men heller ikke det holder de første mange år, idet der er udsigt til vedvarende høj arbejdsløshed de nærmeste år, formentlig frem til 2015. Det skyldes, at regeringerne i det meste af den vestlige verden i den nærmeste årrække pga. de store statsunderskud synes i gang med at nedtrappe den massive pengeudpumpning, som ellers har stoppet det økonomiske nedsving efter finanskrisen..

• Arbejdsløsheden vil hermed ikke falde, men vokse. Men den øgede arbejdsløshed er ikke en biomstændighed, som de nyliberale økonomer bare ”har glemt” at nævne. Tværtimod er det en integreret del af de nyliberalistiske modeller og teorier, at der SKAL komme øget arbejdsløshed, som så kan presse lønningerne og derved gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne hen ad vejen at ansætte flere. Vejen til en øget beskæftigelse på langt sigt går således over øget arbejdsløshed og indkomsttab for lønmodtagerne.

1. Efterlønnen det store onde.

Kravet om afskaffelse eller hurtigere udfasningen af efterløn har længe og stadig mere højrøstet lydt fra en række partier, arbejdsgiverorganisationer og økonomer i den borgerlige lejr. Efterlønnen er af disse udråbt til nærmest hovedproblemet i dansk økonomi og afskaffelse af ordningen til det afgørende element i løsningen af krise, statsunderskud og vækstfald.

Modstandernes begrundelser for at afskaffe efterlønnen i 3 hovedgrupper: For det første ses efterlønnen med en udgift på omkring en snes mia. kr. som (for) dyr og en væsentlig årsag til det aktuelle store statsunderskud. For det andet er kun en lille del af efterlønnere på omkring 20 pct. egentligt nedslidte og ordningen ”misbruges” af arbejdsduelige og af ”golfspillende akademikere”. Og sidst, men ikke mindst ses ordningen for det tredje som en barriere for øget beskæftigelse og vækst.

Realiteterne omkring efterløn svarer imidlertid langtfra til det ”hadebillede”, som tegnes fra nyliberalistisk hold.

Hvad angår det første kritikpunkt – omkostningerne ved efterlønnen - er det naturligvis rigtigt at efterlønsordningen belaster de offentlige budgetter, idet efterlønsbidraget ikke dækker de fulde udgifter til pensionen. Det gælder imidlertid ikke kun efterløn, idet stort set alle pensioner er stærkt skattesubsidierede og omfanget af statstilskuddet er betragteligt, idet der årligt indbetales over 50 mia. til pensionsformuen.

De er især velstillede personer, der betaler topskat og fortsat kan fradrage en række pensionsindbetalinger heri, der hermed får skattetilskud til deres pensionsordninger. Og ligesom de højtlønnnedes pensionsopsparinger er særligt skattebegunstigede, er fortjenesten ved de høje indkomstgruppers anden fortrukne (pensions)opsparingsmåde, ejerboliger, også stærkt skattebegunstiget, idet fortjenesten ved salg af bolig i dag som den eneste indkomst i skattesystemet, er helt skattefri.

Efterlønnen er således på ingen måde en større belastning for de offentlige udgifter end de velhavendes pensions – og opsparingsordninger, tværtimod.

Lige så meget en myte er det, når efterlønnen udråbes til hovedskurken underskuddet på de offentlige finanser på i 2010 omkring 90 mia. kr. For som anført belaster statstilskuddene til de velhavendes (pensions)opsparinger de offentlige finanser i endnu større omfang. Og hertil kommer, at VKO siden 2001 har givet skattestop og skattelettelser – fortrinsvis til selvsamme velhavende -, der i 2010 dræner statskassen med årligt omkring 60 mia. kr. En række af disse skattelettelser i 2007 og 2010 har tilmed været ufinansierede eller underfinansierede i et omfang, der er hovedårsagen til at Danmark i dag ikke efterlever EU s konvergenskrav.

2. Bevis for efterlønneres dårligere helbred.

Hvad angår det andet kritikpunkt om, hvem der bruger efterlønsordningen, mener modstanderne, at kun en lille gruppe er nedslidte og at det store flertal af efterlønnere sagtens kunne arbejde i adskillige år mere. Og når bølgerne går højest males et billede af golfspillende akademikere, der på efterløn danderer den på skatteydernes regning.

Også her er der tale om en myte. Akademikerne udgør i dag omkring 2½ procent af samtlige efterlønsmodtagere og andelen er oven i købet faldende. Op mod 2/3 af tilgangen til efterlønsordningerne kommer derimod fra A-kasser for lønmodtagere med kortere uddannelse og med det dokumenteret mest belastende arbejdsmiljø.

Og navnlig holder påstanden om efterlønnernes gode helbred heller ikke. Tværtimod viser en undersøgelser en markant større overdødelighed hos efterlønsmodtagere, der går på efterløn som 60 årige i forhold til beskæftigede i forhold til beskæftigede på samme alder. For mænds vedkommende er overdødeligheden på 74 pct.

Den håndfaste konsekvens heraf er da også, at personer, der går på efterløn som 60 årlige, i gennemsnit lever knap 2 år KORTERE end 60-årige, som er i job. Dette beviser sort på hvidt, at hovedparten af efterlønsmodtagere HAR dårligere helbred og dermed gyldig grund til at kunne trække sig tidligere tilbage.

Det er navnlig de kortere uddannede blandt efterlønsmodtagerne, som rammes af overdødeligheden. Ufaglærte, der går på efterløn som 60 årig, lever omkring 3 år kortere end videregående uddannede i job. Selvfølgelig fordi de i arbejdslivet har det hårdeste arbejde med det dårligste arbejdsmiljø og derfor bliver mest nedslidt.

Afskaffede man efterlønnen og gennemtvang arbejde frem til en alder af fx. 65 nu ville mange i denne gruppe ikke blot kunne se frem til et kortere otium efter arbejdslivet, men ganske givet i det hele også til et endnu kortere liv end i dag. Og på grund af det dårligere helbred ville mange, hvis efterlønnen afskaffes eller hurtigere udfases, blot havne på anden overførselsindkomst såsom sygedagpenge eller førtidspension.

Og når tilhængere af afskaffelse af efterlønnen lægger op til, at man ved hurtigt at afskaffe efterlønnen kunne spare 18 mia. kr., ser man netop bort fra disse realiteterne om, at det offentlige herved i stedet blot vil skulle udbetale andre offentlige ydelser i stedet for efterløn.

3. Alternativet til efterløn er – arbejdsløshed.

Det helt centrale i kampagnen for afskaffelse af efterlønnen er imidlertid det tredje kritikpunkt om, at efterlønnen virker som en barriere for øget beskæftigelse. Hvis den afskaffes, hævdes det fx af Arbejdsmarkedskommissionen, at beskæftigelsen ville kunne forøges med omkring 100.000 fuldtidspersoner, hvilket ifølge kommissionen ville spare statskassen for omkring 18 mia. kr. I dette regnestykke forudsættes efterlønnere at komme i beskæftigelse, hvorved det offentlige sparer udgifter og vinder øgede skatteindtægter

Men heller ikke det holder de første mange år. Afskaffelse af efterlønnen vil godt nok øge arbejdsstyrken, men i første omgang kun i form af arbejdssøgende. For at disse skal kunne finde beskæftigelse, skal der også være en efterspørgsel efter mere arbejdskraft fra arbejdsgivere. Og det er der ikke udsigt til de første mange år. I den private sektor på grund af den økonomiske krise og i den offentlige sektor, fordi VK – regeringen tværtimod gennem nulvækst tværtimod vil skære den offentlige beskæftigelse ned.

Og der er ikke udsigt til at krisen i den private sektor og dermed arbejdsløsheden ændres afgørende en årrække fremover. Det hænger sammen med, at opsvinget må vurderes at blive svagt og gradvist, idet regeringerne i det meste af den vestlige verden i den nærmeste årrække pga. de store statsunderskud tegner til at være i gang med at nedtrappe den massive pengeudpumpning, som ellers har stoppet det økonomiske nedsving.

Det vil selvsagt i virke stærkt dæmpende på den økonomiske vækst og dermed på beskæftigelsesudviklingen. Hertil kommer, at de private virksomheder i de kommende år udsættes for en skærpet konkurrencekamp, som må vurderes at tvinge til en øget fokusering på produktivitetsforøgelse og effektivisering. Hermed følger beskæftigelsen ikke op sammen med væksten – vi får ”jobløs vækst”

I denne situation vil alternativet til efterlønnen ikke være beskæftigelse, men kun at stille op i arbejdsløshedskøen. Arbejdsløsheden vil hermed ikke falde, men vokse.

Det fremstilles af nyliberale økonomer ofte som om, at en afskaffelse af efterlønnen fører lige lukt over i øget beskæftigelse. Det vil som påvist på ingen måde være tilfælde, tværtimod. Men den øgede arbejdsløshed er ikke en biomstændighed, som de nyliberale økonomer bare ”har glemt”. Tværtimod er det en integreret del af de nyliberalistiske modeller og teorier, at der SKAL komme øget arbejdsløshed, som så kan presse lønningerne og derved gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne hen ad vejen at ansætte flere. Vejen til en øget beskæftigelse på langt sigt går således over øget arbejdsløshed og indkomsttab for lønmodtagerne her og nu. Værsgo og spis.

Men hvad så på længere sigt – når vi engang er kommet over på den anden side af krisen. Vil der så ikke være behov for mere arbejdskraft? Hvad angår den private sektor er beskæftigelsen og dermed efterspørgslen efter arbejdskraft under de seneste par års krise faldet med op mod 200.000 personer. Derfor har vi også fået en stigende arbejdsløshed, hvorved der altså er en betydelig reserve at gnave af, før den private sektor kommer til at mangle arbejdskraft.

Men det er her rigtigt, at der navnlig i den offentlige sektor i de kommende år vil være en stor afgang på grund af pensionering. Men samtidig har VKO en målsætning om, at det offentlige forbrug fra i dag 28 pct. skal tvinges ned på omkring 26,5 pct., hvilket ikke blot klares med 3 års nulvækst, men formentlig vil forudsætte vedvarende nulvækst i mange år. Og dermed vedvarende reduktion af offentlig beskæftigelse.

Hertil kommer, at arbejdsstyrken kan forøges med i alt 60.000 personer ad andre veje end gennem afskaffelse af efterlønnen, nemlig gennem bedre fastholdelse og øget arbejdstid for værende medarbejdere, bedre forebyggelse af udstødning, øget integration og højere erhvervsfrekvens for indvandrere samt tilførsel af arbejdskraft udefra

4. Ingen redning for statsunderskuddet at afskaffe efterlønnen.

Men når afskaffelse af efterlønnen ikke indenfor den nærmeste årrække vil øge beskæftigelsen, men tværtimod øge arbejdsløshedstallene, vil det selvsagt heller ikke reducere statsunderskuddet. Når alternativet til efterløn i en årrække med høj og vedvarende arbejdsløshed ikke er beskæftigelse, men ledighed, vil der i stedet for efterløn for den raske del af de ældre på arbejdsmarkedet kun være det alternativ at hæve arbejdsløshedsdagpenge.

Men satsen for arbejdsløshedsdagpenge er - givet værende regler – højere end for efterløn, når man går på efterløn i en alder af 60 år. Det offentlige vil således ikke spare penge ved afskaffelse af efterlønnen, men tværtimod få øgede udgifter og dermed øget underskud.

Til dette løbende underskud pga. højere sats skal så som ovenanført ved selve ophævelsen af ordningen lægges ovennævnte udgift til tilbagebetaling af indbetalte efterlønsbidrag.

Hvis efterlønnens kritikere får held til at få lukket den omstridte ordning, bliver der en kæmpe regning, som skal betales. Siden 1999 har arbejdstagerne nemlig skullet betale et særligt efterlønsbidrag for at være med i ordningen. De penge kan man hæve, hvis man alligevel ikke vil gå på efterløn, og afskaffes ordningen, skal de mange opsparede penge også returneres.

I alt er der ifølge Finansministeriet blevet indbetalt 62 mia. kr. siden 1999, men da de udbetales i takt med, at man går på efterløn, så er den samlede opsparing netop nu 50 mia. kr. Dertil kommer, at pengene skal betales tilbage med renter. Alt i alt drejer det sig om 57 mia. kr

De mange penge står ikke på en spærret konto men er i stedet blevet brugt til at finansiere statens løbende udgifter, så derfor er penge, man skal ud og finde, hvis ordningen besluttes afskaffet.

Mens der således er mange fejlagtige myter om efterlønnens fejl har der været mere stille om ordningen gode og gavnlige virkninger. Men de er der alligevel.

Først og fremmest forties efterlønnens gavnlige virkning på arbejdsløsheden. Uanset begyndende opsving må ledigheden også i 2010 forventes at stige året igennem, fordi ledigheden halter efter den økonomiske udvikling. Ind i 2011 må dermed forvente et bruttoledighedsniveau på 200 til 250.000 personer.

Dette er imidlertid ikke noget mod den ledighedsstigning, vi ville opleve uden efterlønnen. Bruttotilgangen til efterlønsordningen udgør årligt lidt under 35.000 personer (2008) og vi ville selvsagt allerede i dag have haft en klart højere ledighed end uden ordningen, for ikke at tale om, at arbejdsløsheden ved udgangen af 2010/begyndelsen af 2010 vil ligge mærkbart højere.

Ifølge VK regeringen selv har ”Regeringens aktive krisehåndtering” sikret, at 85.000 flere er i beskæftigelse. Men skræller man det fra som skyldes lav rente mm, har VK regeringen kun løftet beskæftigelsen med 25.000 personer. Dvs. at efterlønsordningen har gjort mere for at forhindre en eksplosion i ledigheden end regeringen har.

Hermed betyder efterlønnen samtidigt et tryggere alternativ til en usikker tilværelse som ledig, udsat for alskens for disse aldersgrupper mere eller meningsløse aktiveringstiltag.

Endelig skal det ikke glemmes, at efterlønnen tilbyder en vigtig tilbagetrækningsmulighed for fysisk og psykisk nedslidte. Myten om de golfspillende akademikere har som anført ikke meget på sig i virkeligheden. Størstedelen af efterlønsmodtagerne kommer faktisk fra de brancher, som har det mest hårde arbejde og belastende arbejdsmiljø.

Desværre er debatten om efterlønnen blevet stærkt ideologisk præget. Man stirrer sig blind på efterlønnen som Danmarks økonomiske hovedproblem i dag og i de kommende år, mens de virkelige udfordringer fortrænges og forties. Disse virkelige udfordringer er, at op mod 200.000 arbejdspladser er forsvundet i den private sektor enten nedlagt eller forsvundet til udlandet, at investeringer produktivitetsvækst og økonomisk vækst er og i lang tid vil være på et lavpunkt og at tusinder af unge ikke engang gennemfører en ungdomsuddannelse ligesom en tredjedel af den ældre arbejdsstyrke kun har en grunduddannelse.

5. Det handler om ideologi.

Når efterlønnen alligevel lægges sådan fra had fra nyliberale økonomer, politikere og arbejdsgiverorganisationer bygger det således i virkeligheden ikke på økonomiske argumenter, for med en vedvarende høj arbejdsløshed vil afvikling af efterlønsordningen i den nærmeste årrække som anført ikke øge beskæftigelsen, men tværtimod ledigheden og dermed statsunderskuddet.

Selvom det er økonomiske argumenter, der fremføres for at afvikle efterlønnen, handler det i virkelighed først og fremmest om ideologi. Såvel den økonomiske ”main – stream” tænkning som borgerlige politiske partier og arbejdsgiverorganisationer har i Danmark i årevis været farvet af en nyliberalistisk ideologi, som ønsker at rulle velfærdstaten tilbage og erstatte den med langt mere privat forbrug og privat sektor.

Her er efterlønsspørgsmålet blevet en helt central kampplads i den samlede kamp om velfærdsstaten. Store befolkningsgrupper har på deres side holdt fast i velfærden og sat hælene i overfor afskaffelse af efterlønsordningen. Og modsat ser nyliberale kredse afskaffelse af efterlønnen som en gennembrudsmulighed. Kan en velfærdsordning med så bred opbakning først fjernes, er der åbnet for tilbagerulning af velfærdsstaten over en bred front.

Det betyder imidlertid også, at ideologi dominerer over økonomiske realiteter ikke bare i den politiske debat, men også for de økonomers vedkommende som sværger til den nyliberalistiske økonomiske tænkning og de dertil svarende løsningsmodeller. I bedste tilfælde stirrer man som anført på grund af den nyliberalistiske optik sig blind på efterlønnen som Danmarks økonomiske hovedproblem i dag og i de kommende år, i værste tilfælde vil man af politiske grunde ikke se og tale om andet.

Resultatet er, at de virkelige udfordringer fortrænges og forties i denne ideologiske stærkt farvede økonomisk politiske debat. Disse virkelige udfordringer er, at op mod 200.000 arbejdspladser er forsvundet i den private sektor enten nedlagt eller forsvundet til udlandet, at investeringer produktivitetsvækst og økonomisk vækst er og i lang tid vil være på et lavpunkt og at tusinder af unge ikke engang gennemfører en ungdomsuddannelse ligesom en tredjedel af den ældre arbejdsstyrke kun har en grunduddannelse.

6. Hvad skal der gøres i stedet?

Det nyliberale svar på krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet handler grundlæggende på, at Danmark skal spare sig ud af krisen ved at forringe velfærden, herunder efterlønsordningen. Genopretningen af de offentlige finanser skal have førsteprioritet i forhold til arbejdsløsheden og denne genopretning skal primært ske gennem besparelser på velfærden, især efterløn, dagpenge, fleksjob og førtidspension. Vi skal skære i velfærden for at redde den, som det ganske selvmodsigende fremføres.

Alternativet hertil er, at Danmark kan vokse sig ud krisen gennem øget økonomisk vækst, beskæftigelse og produktivitet.

Hvor VK – regeringen i dag pumper milliarder for primært at stimulere det private forbrug, men uden nogen videre effekt, skal den økonomiske politik omlægges til at øge det offentlige forbrug. Hvor regeringens skattelettelser i dag går til at nedbringe boligejernes prioritetsgæld, vil øgede offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse have en langt stærke virkning på den økonomiske aktivitet og vækst. Og en vækstpolitik vil ikke mindst gennem øget beskæftigelse skaffe det offentlige øgede indtægt, hvad regeringens økonomiske politik ikke gør.

Samtidig skal vi have genopbygget produktiviteten i dansk økonomi, som kilde til økonomisk vækst. At væksten i økonomien fra 2003 til 2007 skete gennem udvidelse af arbejdsstyrke og arbejdstid hører til undtagelserne i dansk økonomis udvikling. Set over de seneste 50 år er op mod ¾ af den økonomiske vækst i stedet kommet fra stigende produktivitet.

Men produktiviteten har i Danmark har i årevis ligget meget lavt, hvilket ikke mindst synes at hænge sammen med, at erhvervslivets investeringer har haltet efter og dermed indførelsen af ny og mere effektiv teknologi og arbejdsprocesser. Det er derfor helt centralt, at der gennem innovations-, teknologi – og industri - og erhvervspolitik sker en genopretning af produktiviteten som vækstkilde.

Endelig skal vi have gang i uddannelsespolitikken. Om mindre end 10 år vil vi mangle over 150.000 med erhvervsuddannelse og videregående uddannelse samtidig med, at der vil være et tilsvarende overskud af personer med kortere uddannelse. Regeringens uddannelsespolitik er her intet mindre end en katastrofe, fordi tværtimod færre og færre af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Læs den fulde KRITISKE ANALYSE på 12 sider og med illustrationer og grafer på www.henrikherloevlund.dk/art....
Abonnement på KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk