Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
10. august 2010 - 22:47

Det Økonomiske Råds prognose om katastrofekurs for de offentlige finanser: Realitet eller konstruktion?

Indledning: ”Dansk Økonomi Forår 2010”.

Selvom Det Økonomiske Råd (DØR) i Rådets forårsrapport fra 2010 ikke selv bruger udtrykket katastrofekurs om dansk økonomi, var sådanne overskrifter, som rapporten ved som udgivelse i juni 2011 kaldte på i pressen. Fx i Berlingske Tidende, der skrev: ”De økonomiske vismænd slår alarm over den katastrofekurs, som dansk økonomi er slået ind på”.

Nu kan man ikke være uenig i, at det just ikke går udpræget godt i dansk økonomi for tiden med krise, vækst - og produktivitetsfald og betydelig arbejdsløshed/tab af mange arbejdspladser. Ej heller kan det afvises, at der er et statsunderskud, som tackles, men spørgsmålet er om det skal løses som en del af bekæmpelsen af krisen eller om de offentlige finanser har overordnet prioritet? Spørgsmålet er med andre ord, hvori hovedproblemerne består og fokus skal rettes: På krisen i den private sektor eller på de offentlige finanser?

I DØR s forårsrapport lægges vægten helt entydigt på de offentlige finanser som økonomisk politisk prioritet og på, at det er de offentlige udgifter, som er problemet, og det er selvsagt her, der skal gribes ind ifølge DØR. For at underbygge denne prioritering og økonomiske politik fremlægger DØR i ”Dansk Økonomi Forår 2010” en række længeresigtede økonomiske fremskrivninger af de offentlige finansers udvikling, dels en såkaldt mellemfristet fremskrivning til 2020 og dels en langsigtet økonomisk fremskrivning fra 2020 til 2075.

På baggrund heraf kræver DØR langt mere drastiske velfærdsstramninger og besparelser end hidtil fremlagt af regeringen. Denne ”hestekur” henter sin begrundelse i en særdeles pessimistisk prognose for de offentlige finansers udvikling på længere sigt. Men hvor meget realitet er der i denne prognose og er der andre løsningsmodeller end DØR s tilbagerulning af velfærden?

1. DØR ´s fremskrivninger af og krav for dansk økonomi.

Begrundelsen for DØR s krav om en vidtrækkende demontering af velfærden hentes i en række længeresigtede økonomiske fremskrivninger, hvormed DØR argumenterer med store og stigende problemer for dansk økonomi.

Først foretager DØR en såkaldt mellemfristet fremskrivning til 2020. Dette falder igen falder i et grundforløb kontra et alternativt forløb. I grundforløbet fremskrives udviklingen fra ”Genopretningspakken” og til 2020, men under en pessimistisk antagelse om kun 1,4 pct. årligt tilvækst i produktivitet og BNP (0,5 pct. lave end regeringen i Konvergensprogram 2009). Og hvor regeringen har vurderet, at statsunderskuddet fra i 2010 at udgøre 4,5 pct. af BNP gennem ”Genopretningaftalen” vil blive reduceret til -1 pct. i 2020 reduceres så DØR fremskrivning ud i, at der i 2020 vil være et statsunderskud på over 3 pct. dvs. over EU s konvergenskrav.

Efter DØR s mening viser dette forløb, at VKO s ”Genopretningspakke” langt fra er tilstrækkelig, men at der er brug for en stærkere finanspolitisk stramning, idet man med grundforløbet ender med et betydeligt større offentlige underskud end angivet af regeringen i Konvergensprogram 2009, hvorfor der skal betydeligt kraftigere stramninger til.

I forhold hertil udgør det alternative forløb et sådant bud på en stærkere stramning, idet den af VKO vedtagne nulvækst for en treårig periode af DØR forudsættes videreført helt frem til 2020. Kun herigennem kan man i 2020 nå frem til regeringens mål i Konvergensprogram 2009 om et underskud på de offentlige finanser på kun -1 pct. af BNP. Kravet om en sådan fortsat nulvækst indgår da også i DØR s anbefalinger for en langt strammere økonomisk politik end regeringens.


DØR arbejder imidlertid i rapporten videre med at påvise økonomisk uføre og dermed underbygge kravet om langt videregående reformer og stramninger i den økonomiske politik end VK – regeringen (og for den sags skyld oppositionen) har været inde på. Det sker gennem en langsigtet fremskrivning helt frem til 2075.

I den langsigtede fremskrivnings grundforløb fortsættes, der hvor den mellemfristede fremskrivnings grundforløb slap, dvs. med et underskud på de offentlige finanser på – 3 pct. af BNP. I denne beregning stiger underskuddet på længere sigt konstant mere år for år og de offentlige finanser ender med i 2075 at måtte siges at være langt nede i afgrunden med et underskud på -9 pct. af BNP, jf. nedenstående figur.

For yderligere at understrege den pointe bringer DØR en variationsberegning, som viser, hvordan det går, hvis væksten i de offentlige udgifter skulle blive endnu højere endda, mens altså skattestoppet stadig fortsætter. Her rammer vi så bunden af afgrunden med et underskud på 12,5 pct. af BNP.

DØR konkluderer ud fra grundforløbene i den mellem og langfristede fremskrivning, at dansk økonomi har et permanent holdbarhedsproblem dvs. et ”strukturelt” underskud i størrelsesordenen - 25 mia. kr. svarende til - 1,4 pct. af BNP. Herved forstår DØR, ”..at en permanent forbedring af den offentlige saldo fra 2011 på netop 1,4 pct. af BNP ville sikre holdbarhed”.


Her er imidlertid tale om en stramning oveni den af VKO vedtagne nulvækst. Der skal således strammes betydeligt mere end vedtaget i ”Genopretningsaftalen” OG det skal som det fremgår gøres nu. Derfor foreslår DØR ” en samlet reform, som angiver et minimumsniveau for finanspolitisk konsolidering”. Elementer heri er:

1. En tilbagetrækningsreform, som nedbringer efterlønsperioden med mindst to år, så den fremover er højst tre år, med indfasning fra 2012.

2. En stram finanspolitik med et pejlemærke for det offentlige forbrugs andel af BNP på 27 pct. i 2020. (Dvs. jf. alternativ forløbet i den mellemfristede fremskrivning indebærer det fortsat nul realvækst for offentlige udgifter til 2020 - Hhl)

3. Ophævelse af skattestoppets nominalprincip fra 2012.

4. Halvering af dagpengeperioden (er som bekendt gennemført af VKO – hhl)

En sådan hestekur indebærer et betydeligt indhug i velfærden, men der er ifølge DØR ikke desto mindre tale om et absolut ”minimum” af stramninger og reformer, idet underskuddet på de offentlige finanser nok vil blive afgørende nedbragt, men der fortsat vil være underskud og underskuddet vil - selv når det er mindst – udgøre mellem 1 og 2 pct. af BNP.



2. Pessimistiske forudsætninger og ensidige løsninger.

DØR s fremskrivninger i rapporten ”Dansk Økonomi Forår 2010” maler således et billede af en særdeles dyster og truende fremtidig udvikling i de offentlige finanser i Danmark. Ikke mindst på langt sigt dvs. efter 2020 må DØR siges at forudsige en reel katastrofe med offentlige finanser regulært på vej i afgrunden.

Hertil må man imidlertid stille to spørgsmål: Kan man for det første meningsfuldt sige noget om dansk økonomi og dermed balancen på de offentlige finanser så langt frem 2075 altså 65 år frem? Og for det andet: DØR ´s dystre prognoser bygger på en række afgørende valg af tilgrundliggende forudsætninger og antagelser. Er disse holdbare eller valgt efter formålet?

Et helt grundlæggende kritikpunkt mod DØR s fremskrivninger og navnlig mod den langsigtede fremskrivning om den helt store katastrofe er den kæmpestore usikkerhed, som der er ved at fremskrive økonomien i hele 65 år. Der vil fx være meget stor usikkerhed om befolknings – og levetidsudvikling, om indvandring og tilbagetrækning, om arbejdsudbud og teknologisk udvikling, om globalisering og international økonomisk udvikling. At forudsige den økonomiske udvikling til 2075 svarer til, at man i 2035 før 2. verdenskrig skulle have kunnet forudsige økonomiens udvikling til i dag i 2010.

DØR vedgår for så vidt også denne usikkerhed, idet man skriver: ” at der er endog meget stor usikkerhed ved beregninger af den økonomiske udvikling så mange år frem… Fremskrivningen skal derfor tages med passende forbehold og beregningerne i dette kapitel.. bør mere betragtes som konsekvensberegninger end som egentlig prognose”. Problemet er imidlertid i, at DØR s anerkendelse af den store usikkerhed ikke får nogen konsekvenser for de særdeles håndfaste anbefalinger og krav til den økonomiske politik her og nu, som man opstiller ud fra de valgte antagelser og forudsætninger og den herpå beroende analyse.

Endvidere må man også stille et spørgsmålstegn ved en række af de centrale antagelser og forudsætninger, som DØR vælger, og som er afgørende for det videre forløb og resultatet af fremskrivningen?

For det første tager DØR s fremskrivning af den økonomiske udvikling som anført i afsnittet om den mellemfristede fremskrivning udgangspunkt i VK s ”Genopretningspakke”, men med medtager alene nulvækstdelen heraf.

Dette skyldes muligvis, at rapporten er skrevet før den endelige VKO – aftale og muligvis derfor har DØR i grundforløbet ikke medtaget de yderligere besparelser på 11. mia. kr samt strukturereformerne til 7 mia. kr. Her var DØR imidlertid allerede ved udgivelsen af rapporten dog allerede overhalet af historien, idet VKO s ”Genopretningsaftale” jo indeholdt besparelser på 11 mia. kr. bl.a. på overførsler. Alene af den grund må DØR ´s fremskrivninger korrigeres med 10, 5 mia. kr. svarende til 0,6 pct. af BNP.

For det andet vælger DØR at antage skattestoppet fortsat efter 2015 og helt frem til 2075. At skattestoppet forsætter de næste 65 år rejser jo fra indtægtssiden en større og større kløft mellem de offentlige indtægter og udgifter, fordi skattestoppet årligt koster omkring 3½ mia. kr. i indtægter.

Dette er imidlertid en til formålet valgt utrolig ”pessimistisk” forudsætning og dertil også ganske politisk urealistisk, idet skattestoppet jo nu er opsagt af oppositionen og dermed kun kan forudsættes bevaret, hvis VKO flertallet forbliver ved regeringsmagten i de næste 65 år. Og hvem tror på – alene politisk er det vist aldrig sket før. Tværtimod, hvis oppositionen vinder valget i 2011, må skattestoppet siges at være faldet. Derfor må DØR s prognose også korrigeres på dette punkt og her har DØR – tak for det – selv opgjort forbedringen af holdbarheden af, hvis skattestoppet ophæves, til 0,9 pct. af BNP = 15 mia. kr.

For det tredje indregner DØR som noget – i sig selv – positivt nyt en effekt af stigende uddannelsesniveau i befolkningen. Hvilket bygger på, at personer med uddannelse har højere erhvervsfrekvens end personer uden uddannelse og jo længere uddannelse, jo højere erhvervsfrekvens. Men noget ulogisk regner DØR ikke med en fuld og vedvarende effekt af højere uddannelsesniveau, men med at det indtil 2037 har negativ effekt og først herefter positiv. Det virker langt mere rimeligt at antage, at en stigning i befolkningens uddannelsesniveau bidrager positivt til erhvervsfrekvens og arbejdsstyrke i alle de år fremover, hvor uddannelsesniveauet stiger. Hermed forbedres holdbarheden ifølge AE – rådet med yderligere 0,15 pct. af BNP svarende til 2½ mia. kr.

Alt i alt må DØR s prognose gennem 3 ovenstående punkter korrigeres for et permanent, ”strukturelt” underskud på de offentlige finanser på – 25 mia. kr. svarende til -1,4 pct. af BNP således korrigeres for alt for pessimistiske forudsætninger til noget nær balance på de offentlige finanser.

Men at DØR s fremskrivninger ”maler fanden på væggen” helt frem til 2075 er som tidligere anført selvsagt ikke ensbetydende med, at dansk økonomi IKKE har problemer. Det har vi – oven i købet særdeles betydelige økonomiske problemer. Men frem for – således som DØR i det foregående gør - at udpege det offentlige, de offentlige udgifter og dermed velfærden som hovedproblemet og primært at fokusere på de offentlige finanser, handler disse økonomiske problemer nok så meget om krisen, vækst – og produktivitetsfaldet og arbejdsløsheden som følge af, at beskæftigelsen i fortrinsvis den private sektor er dalet med op mod 200.000 personer.

Det er ikke uhæmmet vækst i det offentlige forbrug i sig selv, men krisen og det kæmpemæssige vækst i den private sektor og dermed i BNP, som har medført, at den offentlige forbrugs andel af BNP er steget. Det turde være indlysende, at når det private skrumper, syner det offentlige større også selvom det i sig selv ikke er meget større.

Det er også krisen i den private sektor og de på grund heraf stigende udgifter til arbejdsløshed parret med dalende skatteindtægter, som er en væsentlig del af forklaringen på stigende statsunderskud, kombineret med regeringens fejlslagne økonomiske politik, der forgæves har pumpet milliardskattelettelser ud til de økonomisk mere velstående uden at dette har løftet det private forbrug og dermed lettet krisen. En kriseløsning handler således i høj grad om at få gang i vækst og produktivitet i den private sektor.

Dette har imidlertid ikke fokus hos DØR og løses heller ikke af DØR s strategi. Men også for DØR s eget fokuspunkt – de offentlige finanser – kan der tænkes andre løsningsmodeller, som vil bidrage positivt til en øget finanspolitisk holdbarhed, end det af DØR krævede ”minimum” af reformer og besparelser på velfærdens bekostning gennem fortsat nulvækst og efterlønsindgreb. Og her er vi tilbage til forudsætningerne igen. Som anført munder DØR s mellemfristede prognoses hovedforløb ud i et underskud på de offentlige finanser på 3 pct. Den afgørende beregningsforudsætning er her antagelsen om en lavere produktivitetstilvækst og dermed en tilsvarende lav vækst i BNP på ”kun” 1,5 pct. af BNP årligt.

Denne mere pessimistiske forudsætning er helt central for DØR s beregningsresultat af den mellemfristede fremskrivning (og dermed for DØR s krav om yderligere stramninger). Valget af denne antagelse som beregningsforudsætning medfører nemlig i det videre, at den private sektor såvel som samlet BNP vokser mindre og dermed kommer de offentlige udgifter kommer til at ”fylde mere” målt som andel af nationalproduktet.

For det første kan også her rettes indvendinger imod, om dette er en holdbar og realistisk forudsætning. Det er korrekt, at produktiviteten navnlig i det seneste 10 år har ligget særdeles lavt. Men med krisen og den skærpede konkurrencekamp må virksomhederne forventes at få anderledes fokus fremover på forbedring af konkurrenceevnen gennem produktivitetsforøgelse.

For det andet – når en lav produktivitetstilvækst så klart er et nøgleproblem, er det da her vi skal sætte ind i stedet for velfærdsbesparelser. Der skal derfor gennemføres en selektiv forsknings - og udviklingspolitik, der kombinerer efterspørgselspolitik med et samarbejde mellem forskningen (staten) og de virksomheder der har den fornødne kompetence og med målrettede tilskuds - og låneordninger for udvalgte brancher og teknologiske områder. Et led heri bør være en målrettet teknologipolitik gennem offentlige tilskud, offentlig efterspørgsel og offentlige investeringer indenfor miljøfremme, energieffektivisering og klimaforbedring, herunder til vedvarende energi (vindmøller mm.)

Men kun et sted – i en fodnote side 172 – kommer DØR overhovedet ind på den tanke, at en sådan vækst og produktivitetsstrategi kunne løse holdbarhedsproblemerne i stedet for besparelses og nedskæringsstrategien: Her hedder det nemlig, at ”Alternativt til en lavere offentlig forbrugsvækst kan en strukturel timeproduktivitetsvækst på 2 ¼ pct. om året (i stedet for 1½ pct. som forudsat i den mellemfristede fremskrivning) reducere udgifterne til offentligt forbrug til ca. 27 pct. af BNP i 2020. Den offentlige saldo forbedres herved ca. 1 pct. point af BNP yderligere…”. Her medgiver DØR imidlertid selv, at en produktivitets og vækstpolitik vil kunne forbedre den offentlige saldo med 1 pct. point yderligere. Derfor skal DØR s holdbarhedsproblem naturligvis også korrigeres herfor.

Jf. foranstående tabel må DØR s dystre prognose om et permanent holdbarhedsproblem på – 1,4 pct. svarende til et vedvarende, strukturelt underskud på – 25 mia. kr. alt i alt således korrigeres til et overskud på omkring + 20 mia. kr. svarende til en positiv holdbarhed i de offentlige finanser på + 1,25 pct., først og fremmest hvis der gøres op med skattestoppet og navnlig hvis der i stedet for besparelsesstrategien i DØR s ”minimumsreformer” i stedet føres en vækst og produktivitetsfremmende økonomisk politik.



3. I Velfærdskommissionens spor.

Det er ikke første gang vi har set denne opskrift anvendt med at vælge nogle unødigt pessimistiske forudsætninger og dermed komme frem til et katastrofescenario for dansk økonomi, som begrundelse og afsæt for krav om voldsomme velfærdsbesparelser. Den har tidligere været brug i forbindelse med Velfærdskommissionen og siden igen i forbindelse med Arbejdsmarkeds-kommissionen.

Ligesom det ikke er første gang DØR s formandskab fremlægger lignende katastrofescenarier svarende til Velfærdskommissionens mm. Det vi har set i dette årti under VK regeringen er, hvorledes en nyliberalistisk inspireret økonomisk tænkning og nyliberale økonomer i mere eller mindre tæt parløb med VK – regeringen bruges til at at begrunde politisk motiverede, nyliberale reformer og hvorledes reformkravet begrundes i overdrevent pessimistiske, fiktive beregninger over et fremtidigt statsunderskud og at den formulerede strategi alene handler om at øge arbejdsudbuddet og bespare velfærden.

Det er almindelig viden, at den nuværende VK – regering i betydelig grad er inspireret af nyliberalismen. Det indebærer bl.a., at den ser det som et overordnet mål at begrænse den offentlige sektors ressourceandel til fordel for den private sektor og det private forbrug. Og det indebærer en vedvarende bestræbelse på at fremme private løsninger og markedsstyring i forhold til offentlig opgaveløsning og styring. Hermed er VK – regeringen i gang med et langsigtet projekt for en (ny)liberal drejning af den danske velfærdsmodel.

Men der er sket en afgørende forandring i den taktiske tilgang. Hvor Venstre før århundredeskiftet – var tilhænger af radikale forandringer, er partiet nu slået ind på en kurs, hvor den nyliberale reformering gennemføres gradvis og dermed langt mere umærkeligt og mindre synligt i form af enkeltstående reformer. En slags højreorienteret reformstrategi.

Udover forandringen i tidsperspektivet for opgøret med den danske velfærdsmodel og det nyliberale samfunds indførelse har dette også indebåret en anden forandring. Hvor Venstre som beskrevet tidligere lagde de radikale ændringer åben frem og gik til politisk valg på dem, er man med slået ind på en anderledes tilsløret metode. Det nyliberale projekt - tilbagerulningen af den danske velfærdsmodel, nedskæringerne, markedsgørelsen osv. - fremlægges nu IKKE MERE ÅBENT som regeringens politik, som vælgerne kan sige ja eller nej til ved folketingsvalgene.

Tværtimod erklærer regeringen sig på det verbale plan gang på gang som tilhænger af velfærden, men satser i stedet på at bokse velfærdsforringelser og nyliberale igennem som ØKONOMISK NØDVENDIGE ændringer.

Politik iklædes med andre ord som økonomisk nødvendighed. Hermed sker der en afgørende ændring af debatten om regeringens linje fra at handle om valg mellem forskellige mulige politikker til at handle om fagøkonomi og hvad der er samfundsøkonomisk uomgængeligt. Politikken afpolitiseres og maskeres i stedet for som økonomisk rationalitet. Hermed bliver det naturligvis langt sværere for befolkningen at gennemskue, hvad det handler om og debatten om regeringens politik indsnævres til et snævert anliggende for en udvalgt kreds af økonomer med vælgerne som tilhørere. Ja, der lægges nærmere op til at der ikke skal være debat, for økonomisk nødvendighed er jo hævet over diskussion. Når økonomerne har talt, tier lægmændene.

I den forbindelse er det naturligvis væsentligt, at den forklædte politik kan fremstå så objektivt som muligt i skikkelse af tilsyneladende uafhængige økonomiske eksperters. VK – regeringens recept for velfærdsforringelse og nyliberale reformer indebærer derfor udstrakt brug af nyliberalistisk sympatiserende universitetsøkonomers hjælp til at formulere, fremlægge og begrunde de nyliberalistiske løsninger – som netop objektivt økonomisk nødvendige.

Men er Det Økonomiske Råd ikke netop den uafhængige instans, der ikke tager partipolitiske hensyn og som netop repræsenterer den økonomisk saglige tilgang – overdommeren – i det løbende økonomisk politiske hundeslagsmål?

Det er korrekt, at Det Økonomiske Råd fra nedsættelsen i 1960´erne var tiltænkt en sådan rolle som uafhængig sagkundskab og yderligere som skabere af konsensus om udfordringerne i den økonomiske politik. Men for det første er main stream økonomisk tænkning – også i Danmark – i de seneste årtier i stigende grad blevet præget af nyliberalistisk økonomisk tænkning efter navnlig inspiration fra USA.

Og hertil kommer, at rådets formandskab – de såkaldte vismænd – af universitetsøkonomer UDPEGES AF REGERINGEN. Derfor har ikke mindst de seneste 3 overvismænd: Torben M. Andersen, Peter Birch Sørensen og senest Hans Jørgen Whitta-Jacobsen da også været tilhængere af den samme nyliberalistiske økonomiske politik som også er regeringens – og til dels også den forriges regerings – og har promoveret en sådan politik igennem DØR.

Det indebærer selvfølgelig ikke, at DØR i et og alt har været enige med regeringen og slavisk har fulgt VK ´s linje, idet der selvfølgelig har været uenigheder og også har skullet være plads til sådanne, hvis netop forestillingen om DØR som uafhængig og objektiv økonomisk sagkundskab har skullet kunne bestå.

Men i essensen er DØR ´s rolle i det seneste 10 – år i høj grad ændret sig fra uafhængig og konsensusskabende institution til nyliberal kampagneinstitution, der har gødet jordbunden og banet vejen i befolkningen for de nyliberalistiske økonomiske politiske mærkesager: Skattelettelser, afskaffelse af efterløn, velfærdsbesparelser, privatisering og udlicitering, anvendelse af økonomiske incitamenter mm.

Når DØR i sin seneste rapport ”Dansk økonomi Forår 2010” genbruger den gamle recept med økonomiske katastrofescenarier, der skal skræmme befolkningen til at acceptere en nyliberalistisk reform og besparelsespolitik, er det således ingen tilfældighed. Derimod er der tale om et nyt formandskab, der arbejder indenfor samme nyliberalistisk inspirerede økonomiske tænkning og løsningsstrategi, som forgængerne og også er udvalgt herefter.

Afslutning.

DØR s katastrofescenarier er således en politisk) konstruktion snarere end økonomisk realitet. De er designet for at underbygge DØR s nyliberalistisk inspirerede politikanbefalinger om velfærdstramninger og besparelser. Det betyder ikke, at der ikke er betydelige problemer i dansk økonomi, for det er der – oven i købet ganske store. Men snarere at udpege det offentlige som hovedproblemet handler de om krisen, vækst og produktivitetsfaldet og tabet af 200.000 arbejdspladser i den private sektor. Og i stedet for at stække den offentlige sektor, som har holdt hånden under økonomen, er løsningen at stimulere produktivitet og vækst i den private sektor gennem den økonomiske politik og navnlig gennem en målrettet, selektiv og aktiv erhvervspolitik.

Den fulde KRITISKE ANALYSE på 22 sider inklusive noter, illustrationer og tabelmateriale kan læses på www.henrikherloevlund.dk/Art...
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce