Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
16. august 2010 - 16:25

Billeder fra en krigsøkonomi

The Founding Fathers – de mænd, som 1776 underskrev den amerikanske uafhængighedserklæring – var på en del områder ret forudseende. Da forfatningen skulle vedtages i juni, 1787, udtalte James Madison f.eks.:

”En stående hær med en magtfuld leder kan ikke længe gå i spand med friheden. Et forsvar mod fremmede farer har altid været et middel til tyranni i hjemlandet. Hos Romerne var det en vedtagen praksis at starte en krig, hver gang man frygtede en opstand. I hele Europas historie har de hære, man opretholdt under påskud af forsvar, været brugt til at underkue folket.” Han sagde også:

”Af alle fjender af folkets frihed er krig måske den, man mest bør frygte, eftersom den omfatter og udvikle spiren til alle andre. Krig gør hæren nødvendig; heraf følger gæld og skatter; hære og gæld og skatter er de velkendte instrumenter, som tvinger de mange til at lade sig beherske af de få; krigen udvider desuden lederens vilkårlige magt; han forøger sin indflydelse ved at uddele stillinger, æresbevisninger og belønninger; og alle midler, som kan vildlede folket, bruges til yderligere at undertrykke dets indflydelse.”

I 1800-tallet vedtog de fleste af de nye stater en mængde love, som skulle regulere samfundets økonomiske udvikling. For eksempel:

Aktieselskaber skulle have et klart formål, som ikke måtte overskrides;

Selskabernes adgang til at gøre forretning kunne tilbagekaldes af staten, hvis de overskred eller ikke opfyldte deres erklærede formål;

Oprettelse af et aktieselskab kunne ikke fritage ledelsen eller aktionærerne/ejerne fra ansvar eller forpligtelser i forbindelse med selskabets handlinger;

Lederne af aktieselskaber skulle vælges blandt aktionærerne:

Det var forbudt for aktieselskaber at yde politiske bidrag, hverken direkte eller indirekte.

Alle disse love er senere blevet afskaffet igen. I stedet er der, især efter år 2000, blevet vedtaget nye, som har udvidet selskabernes magt betydeligt. Bl. a. er de juridisk blevet tildelt borgerlige rettigheder, hvad der betyder, at et aktieselskab, uanset størrelse eller struktur, juridisk skal opfattes som en person.

Og for nogle måneder siden fastslog USA’s højesteret, at der ikke kunne sættes grænser for størrelsen af selskabernes politiske bidrag. Dvs. økonomiske bidrag til opstillede politikeres valgkamp – der af samme grund drives voldsomt i vejret ved konkurrencen om indflydelse mellem forskellige grupper i erhvervslivet. Bidragene går f.eks. til TV-udsendelser, der kan være åbenlyst politiske reklamer eller indbyggede budskaber i tilsyneladende dokumentariske eller underholdende programmer; tilsvarende artikler i lokale og landsdækkende aviser; køb af medier, osv.

Alt dette taget i betragtning, kan det undre, at USA er midt i en alvorlig økonomisk krise. Trods (eller på grund af?) milliardoverførsler fra centralbanken til finansverdenen, stiger arbejdsløsheden hurtigt, produktionen af forbrugsvarer stagnerer, hele fabriksbyer tømmes for befolkning og virksomheder, mange stater har standset alle sociale ydelser og skåret drastisk i udgifterne til sundhed, uddannelse og infrastruktur. Flere er på randen af økonomisk sammenbrud.

Det kan virke gådefuldt, at sådan en situation kan være i erhvervslivets interesse. Det er det måske heller ikke, men den næsten totale frihed fra samfundsmæssigt ansvar, selskaberne har opnået, tvinger dem til at konkurrere om størst mulig profit. Da det er tilladt at flytte produktion til lande, hvor lønomkostningerne er meget lavere end i hjemlandet, og regler for arbejdsmiljø, sikkerhed og håndtering af giftigt affald er lempelige eller ikke-eksisterende, flytter man alt, hvad det kan betale sig at flytte. Det betyder arbejdsløshed og giver mulighed for også at sænke de hjemlige lønninger.

Den 14.auguat, 2010, skriver Robert B. Reich på Alternet om ”det eneste eksisterende jobskabelses-program” i USA – militæret:

”Mere end 1.400.000 amerikanere er nu i aktiv tjeneste; yderligere 833.000 står i reserven, mange som fuldtidsansatte. Hertil kommer 1.600.000 amerikanere i private selskaber, som forsyner militæret med alt fra våben til dagligvarer (jeg medregner ikke engang alle de udenlandske entreprenører, hvis arbejdere ikke er amerikanske statsborgere).

Hvis vi ikke havde dette enorme militære beskæftigelsesprogram, ville USA’s arbejdsløshed i dag være over 11,5% …” Så når forsvarsminister Gates foreslår at lukke overflødige eller forældede våbenprogrammer og kaserner, møder han massiv modstand i Kongressen.

Eksempelvis ville han lukke hærens fælleskommando i Norfolk, Virginia, som beskæftiger 6.324 personer og forsynes af 3.300 private firmaer. Han foreslog også at stoppe produktionen af C-17 transportflyet, som er ved at gå ud af brug. Men produktionen giver arbejde til 4.000 i Boeing’s samlefabrik i Long Beach plus 30.000 flere i Boeing-leverandørselskaber fordelt i 40 delstater.

Så i stedet for at få standset produktionen af det forældede fly, tvang kongressen forsvarsministeren til at godkende ordrer på ti nye af slagsen. Det er ikke nok til at fastholde alle arbejderne i deres jobs, så Pentagon og Boeing har støvsuget landkortet for udenlandske købere. Det indiske luftvåben forhandler om køb af ti maskiner, og der er forhandlinger på vej med flere andre lande.

Gates ville også stoppe produktionen af ekstra motorer til F-25 kampflyet, som han anså for kostbar at udvikle (til en pris af 2,9 milliarder dollars). Men projektet vil skabe 4.000 nye arbejdspladser i Indiana og Ohio, så ikke engang en trussel om et veto fra den Hvide Hus kunne forhindre en kongreskomité i at godkende projektet.

Det hele handlede ikke om at skære ned på bevillingerne til Pentagon, men om at flytte penge til områder, hvor der efter ministerens opfattelse var mere brug for dem. Forsvarsbudgettet udvides år efter år og udgør nu 708 milliarder dollars. Så er udgifterne til Homeland Security, Veteraner, vedligeholdelse af landets a-våben, samt diverse efterretningstjenester ikke medregnet.

Eftersom den ”Nationale Sikkerhed” går forud for alt andet, er der tale om industrier og organisationer med betydelig sikkerhed for vækst og profit.

I en artikel i Tomgram d. 3.august beskriver reporteren Ann Jones sin tid som ”embedded” (aktivt medlem) i en deling af de amerikanske styrker i Afghanistan. Her blev hun stationeret på en fremskudt base:

”Den fremskudte base, hvor jeg havnede, og dens soldater var i fineste orden. Dette skyldes i stor udstrækning den billige arbejdskraft, bestående af filipinoer, indere, kroater og andre, som er blevet lokket hertil fra fjerne lande af de amerikanske private entreprenører, der har ansvaret for, at vores tropper kan føle sig hjemme langt hjemmefra … Teltene køles af brølende tornadoer fra luftkonditioneringen, som drives af benzin, det koster hæren cirka 100 dollars literen at skaffe hertil. Mandskaber bruger mellem tre og fire timer hver dag til at fylde tankene til de vældige maskiner, som sørger for den kolde luft, og jeg var skyldbetynget ved at stoppe håndklæder i åbningerne fordi jeg frøs.”

Det var ikke telte alt sammen, og den megen byggeaktivitet tydede på, at basen skulle gøres mere eller mindre permanent. Der var allerede et fitness-center med alle nødvendige maskiner; et hurtig-vaskeri; computer-center og et cafetrria, som serverede spare ribs, krebsehaler og bøffer døgnet rundt. Toiletforholdene var fine, selvom et skilt opfordrede til at nøjes med 5 minutter i brusebadet – en anerkendelse, skriver reporteren, af hvad det koster at få vandet bragt med lastbiler af private firmaer og få spildevandet kørt væk af andre.

I alt anslås hver enkelt amerikansk soldat i Afghanistan at koste én million dollars om året. De er langtfra kamptropper alle sammen – et stort antal kommer aldrig udenfor de baser, hvor de bor. De udfører skrivebordsarbejde, bringer forsyninger frem, planlægger transport, reparerer køretøjer og andet skrøbeligt maskineri, fylder op med brændstof, tilrettelægger udviklingsprojekter, varetager forbindelser med offentligheden og keder sig.

Men de holder ud. Mange af de unge soldater indrømmer overfor Ann Jones, at de faktisk har det bedre i hæren end hjemme, selv når de er i aktion. I det civile var det svært at få pengene til at slå til, især når der skulle betales af på studiegæld, eller man havde stiftet familie, og der kun var lavt betalt arbejde at få. De fyre vil aldrig gøre mytteri, fastslår journalisten, de vil snarere melde sig til fornyet tjeneste, når de bliver hjemsendt, for de klarer sig bedre end de fleste af deres kammerater derhjemme – selvom en del indrømmede, at de nok hellere ville søge ind ved et af de mange private firmaer, som ”servicerer” det amerikanske militær på krigsskuepladserne. De betaler næsten det dobbelte i løn.

Til gengæld er der ingen, som føler sig generet af den voldsomme forskel i bekvemmeligheder og almen levestandard mellem tilværelsen på baserne og livet udenfor i det afghanske samfund. Tværtimod synes kontrasten at fylde de fleste med fornyet begejstring for the american way of life og en tro på, at de kan hjælpe afghanerne til at få det ligeså godt.

Sådan, som de gjorde i Irak.

Men den militære jobskabelse stopper ikke her. I uge 29 skriver Dana Priest og William Arkin i Washington Post om Krigen mod Terror:

”Den top-hemmelige verden, regeringen skabte som svar på terroristangrebene den 11.september, 2001, er blevet så stor, så uhåndterlig og så hemmelighedsfuld, at ingen ved, hvor mange penge, den koster, hvor mange mennesker, den har ansat, hvor mange programmer, der findes i den, eller præcist, hvor mange bureauer der udfører det samme arbejde … Efter ni års udgifter og vækst uden sidestykke, er resultatet, at det system, som er oprettet for at beskytte USA’s sikkerhed, er så massivt, at det er umuligt at afgøre, hvor effektivt, det er.”

Det er for så vidt ingen nyhed. Men nu er den dokumenteret, og tallene er imponerende.”1271 regeringsorganisationer og 1931 private firmaer arbejder med programmer, som har at gøre med kontra-terrorisme, nationens sikkerhed (homeland security) og efterforskning på omkring 10.000 adresser rundtom i USA.”

”Det anslås, at 854.000 personer – næsten 1,5 gange så mange, som der bor i regeringsbyen Washington – er udstyret med ret til indsyn i top-hemmelige forhold.” Dvs. folk, der arbejder i sikkerhedsorganisationer.

”51 føderale organisationer og militære afdelinger, som opererer i 15 amerikanske byer, følger strømmen af penge til og fra terroristernes netværk … Specialister, der analyserer dokumenter og samtaler, fremskaffet ved hjælp af indenrigs spionage, gør deres resultater tilgængelige ved at offentliggøre 50.000 efterretningsrapporter hvert år – en så stort mængde, at de fleste rutinemæssigt bliver ignoreret.”

”USA’s budget for efterretningsvirksomhed er uoverskueligt, i fjor offentliggjort som 75 milliarder dollars, 2½ gange så stort, som det var den 10. september, 2001. Men tallet omfatter langtfra alle militære aktiviteter eller indenrigs terroristbekæmpelses programmer.” Ingen ved egentlig, hvad det hele koster.

Artiklens pointe er, at drivkraften i en vækst af dette omfang ikke kan være omsorg for nationens sikkerhed, eftersom væksten er helt ude af proportion med de trusler, man står overfor. Med Washington Post’s afsløringer er ”sandheden kommet for dagen: Aktivitetsforløbet siden 9/11 har udgjort et uanstændigt ædegilde ved det offentliges trug. Enhver lighed med forsøg på at sørge for amerikanernes sikkerhed er rent tilfældig.”

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce