Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
19. september 2010 - 21:06

Det usolidariske EU

UNCTAD – en FN organisation – har nyligt udgivet 2010 udgaven af ’Trade and Development Report’ (TDR), se http://www.unctad.org/Templates/Web...

Den er up to date (fører begivenhederne frem til juni) og er i mange henseender interessant:
* den anlægger et globalt perspektiv, så man bliver klar over, hvor énsidig og provinsiel diskussionen af den økonomiske krise er her i Europa,
* den kritiserer EU’s økonomiske politik ret skarpt,
* den lægger vægten på beskæftigelsen,
* og den tager minsandten et opgør med noget af det helligste, nemlig at fattige lande skal satse på eksport; det er for usikkert, hedder det, sørg i stedet for at styrke hjemmemarkedet.

UNCTAD udgiver årligt to sværvægtere. Den ene er er World Investment Report, der undersøger udviklingen i direkte udenlandske investeringer (FDI = foreign direct investment), især hvor meget af denne type kapital, der strømmer mellem de fattige og rige lande (de mere spekulative porteføljeinvesteringer, der er af ren finansiel karakter, indgår ikke). Da det er de multinationale selskaber, der står for langt størstedelen af FDI, har vi i denne rapport også hovedkilden til oplysninger om disse selskaber. Den anden er TDR, som vi her ser på. Den beskæftiger sig mere bredt med den globale økonomiske udvikling, herunder handel, beskæftigelse og hvordan det går med at komme ud af krisen.

Disse rapporter er uundværlige modspil til publikationer fra OECD, der er en forskningsorganisation for de rige lande. Og fra IMF (Valutafonden), der anskuer den økonomiske udvikling ud fra de vestlige kreditorers vinkel (Joseph Stiglitz har i sin bog Free Fall – langt den bedste bog, der er udkommet om den finansielle krise – antydet at IMF’s direktør, Strauss-Kahn, har anlagt en lidt mere kritisk vinkel på organisationens traditionelle politik, der består i at kræve kapitalliberalisering af de fattige lande, men det er der nu ikke noget der tyder på, når man ser på politikken overfor Ungarn (se http://modkraft.dk/spip.php?article13871) og deltagelsen i EU’s massakrering af den græske økonomi; ganske tankevækkende for meningen med ’socialisme’ i vore dage, at Strauss-Kahn er den sandsynlige socialistiske kandidat ved det næste franske præsidentvalg).

EU’s politik i forhold til den europæiske gældskrise kritiseres i TDR med traditionelle keynesianske argumenter. Kravene om, at der skæres ned for at opnå balancerede offentlige budgetter, indebærer en deflationær politik, der dels vil reducere væksten og øge arbejdsløsheden, dels vil være ineffektiv i forhold til det erklærede mål (at mindske det offentlige underskud), fordi mindre vækst giver færre skatteindtægter og flere offentlige udgifter. Vent med stabilisering af de offentlige udgifter, indtil krisen er overstået, er rådet. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på, men se herom i mine artikler om den europæiske gældskrise i foråret og sommeren i denne sektion.

Det mest interessante i rapporten er det globale perspektiv, som anlægges på EU’s politik. Den aktuelle nyliberale politik skader ikke blot Europa, men er også usolidarisk overfor resten af kloden.

Hvorfor? Jo, for at vi kan komme ud af krisen og stoppe væksten i arbejdsløsheden globalt, skal efterspørgslen styrkes. Her må alle lande bidrage, først og fremmest lande med handelsoverskud, for de har råd til den øgede import, som en ekspansiv politik fører med sig.
Duksen er her Kina, hvis meget ekspansive krisepolitik har styrket hjemmemarkedet og dermed fremmet muligheden for at vi andre kan producere og sælge importvarer til dem. Uden denne politik havde det set sort ud i Europa og USA. USA står til et pænt 9-tal (12-skalaen), for trods landet store underskud overfor udlandet har det ført en rimelig ekspansiv politik, omend Krugman mener at Obamas oprindelige stimulanspakke var for lille, og omend den fremtidige politik er usikker især grundet problemer i Kongressen.

Tyskland (og Japan) er derimod dumpet med et brag. Begge lande har store overskud på udlandsregnskabet, men har alligevel først en kontraktiv politik, især ved at holde igen på lønstigningerne. De havde forudsætningerne for at kunne give et stort bidrag til den globale krisebekæmpelse, men de har trukket i den forkerte retning.

I Europa er problemet Tyskland som sådan, men nok så meget at dette lands nedskæringspolitik er blevet generaliseret til EU’s politik. Eller rettere: EU har en regel om at det offentlige underskud ikke må være mere end 3% af BNP. Det er der ingen, der har gidet overholde i efterhånden mange år, men netop nu, hvor der er brug for at have større offentlige udgifter, dermed støre underskud, bliver EU religiøs om denne regel.

EU er dermed usolidarisk overfor resten af verden.
Vi bærer ikke vor del af den nødvendige stimulering af efterspørgslen. Det svarer helt til 30erne, hvor krisen blev forstærket af, at det enkelte land var ligeglad med de andre. Dengang skadede man nabolandenes produktion og beskæftigelse ved protektionisme, i dag gør EU det ved at reducere købekraften i Europa for produkter fra USA og den fattige verden, især Kina.

Den aktuelle, radikale nyliberale politik skader altså ikke blot menigmand i Europa (reallønnen og beskæftigelsen), men også den øvrige verden. EU er i dag – siges det klart, omend med lidt andre ord – det svage led i den globale økonomi. EU’s krisepolitik kan betyde, at ikke blot Europa, men også resten af verden, kommer til at opleve det frygtede ’dobbeltdyk’, dvs. at den svage fremgang, siden bunden blev nået i sommeren 2009, bremses. Det er i øvrigt den politik, som Nationalbanken, de økonomiske vismænd, regeringen samt – ikke at forglemme – oppositionen er enige om er standarden for rationel krisepolitik; striden mellem regering og opposition går alene på, hvem der mest effektivt kan leve op til EU’s krav.

EU’s enegang i den økonomiske politik betyder også, at der ikke længere er global koordinering af krisepolitikken, altså fælles fodslag om at trække i samme retning.
Det var der ellers efter chokket i september 2008, da Lehman Brothers gik fallit, og frem til sommeren 2009. EU var også i den periode lidt fodslæbende, men trods alt blev alle de vigtige lande enige om at føre en ekspansiv penge- og finanspolitik; overalt blev den officielle rente sænket til næsten nul, samtidig med at der blev vedtaget stimulanspakker.

Men allerede i efteråret 2009 begyndte nogle EU lande at få betænkeligheder ved disse Keynesianske fravigelser fra den ortodokse nyliberalisme, og med udbruddet af den sydeuropæiske statsgældskrise i begyndelsen af 2010 svingede EU tilbage til at et balanceret budget var det altafgørende. Som det hedder i TDR var dette politikskift faktisk i strid med det, de økonomiske stormagter havde vedtaget på G-20 møder i efteråret 2008 og foråret 2009, nemlig at man skulle fortsætte med en ekspansiv politik indtil man var ude af krisen.

På junimødet i G-20 i Toronto var der uenighed, men det lykkedes åbenbart EU at få vedtaget en formulering, der gav Europa fripas til at fortsætte som den globale økonomis free- rider. Jeg citerer udførligt (TDR, ss.22-23):

”In preparing the economic agenda for the Leaders Summit in Toronto in late June 2010, the G-20
Ministerial Meeting in Busan (Republic of Korea) earlier that month indicated a clear shift in emphasis
in the way the G-20 is handling the crisis and on the issue of withdrawing stimulus.Media reports surrounding that meeting revealed contrasting policy views among members. The communiqué effectively
denounced the previous position, that fiscal stimulus should be maintained until recovery was assured,
and replaced it with fiscal consolidation as the new policy priority. According to that communiqué, “The
recent events highlight the importance of sustainable public finances and the need for our countries
to put in place credible, growth-friendly measures, to deliver fiscal sustainability, differentiated for and
tailored to national circumstances. Those countries with serious fiscal challenges need to accelerate the
pace of consolidation” (G-20, 2010).

Europe is leading the rush to the exit: immediately following the G-20 Busan Meeting, Germany
passed an austerity plan, set to start in 2011, and invited its European partners to follow suit. The
shift towards unconditional austerity would seem to conflict with what was agreed in the progress report
prepared at the St. Andrews Summit in November 2009, namely, “to cooperate and coordinate, taking
into account any spillovers caused by our strategies …” (G-20, 2009b). Europe-wide austerity is
bound to cause spillovers beyond this continent, but agreement on this issue no longer seems possible.

At the peak of the global crisis, G-20 members managed to see eye to eye on the need for coordinated
measures to generate a strong demand stimulus, as the sheer severity of the events discounted any
alternative. That moment seems to have passed … Today, there is a strong belief among policymakers
in the euro area that fiscal austerity will not harm, but rather support, growth by boosting confidence.
In contrast, policymakers in the United States fear that continued domestic demand stagnation in Europe will undermine any recovery of United States exports. Failure to coordinate policies at the G-20
level raises the prospect of global imbalances reemerging, especially among developed countries.”

Selv om det næppe kan kompensere for deflationen i EU, er det i disse år Kina og de øvrige fattige lande, der er verdensøkonomiens lokomotiv. I øvrigt var tilbagegangen efter 2008 mindre end i de rige lande, omend det svage udgangspunkt naturligvis betød at krisen ramte hårdere; fremgangen efter sommeren 2009 har tilsvarende været langt større her end i de rige lande.

Det sidder i rygraden hos mange, at mens USA er hård, ureguleret kapitalisme, er Europa mere moderat. I de sidste år har det modsatte været tilfældet, især er USA faktisk optaget af at bekæmpe stigningen i arbejdsløsheden. Det er EU, og ikke USA, der for tiden er nyliberalismens fyrtårn. Det ses også derved at mens USA faktisk har vedtaget en lovgivning, der giver en vis regulering af finanskapitalen, har man i Europa mere forsigtigt holdt sig til erklæringer desangående, og ved G-20 mødet i Toronto var det iflg. forlydender EU, der modsatte sig fælles handling på dette område. Det kunne være en Tobin skat eller en bankskat (sådanne tiltag foreslår TDR).

Endelig:
UNCTAD er en officiel FN-organisation og må derfor et stykke af vejen holde kammertonen.
Det er måske grunden til, at rapporten tilsyneladende deler den almindelige opfattelse i næsten alle rapporter og erklæringer om økonomiske emner, nemlig at der er noget der hedder den rigtige, gode eller rationelle politik, defineret ved at den er i alles interesse.

Heri ligger at det ikke kan ses, at EU’s politik i høj grad kan være rationel. Den er nemlig særdeles fornuftig for de finansielle markeder (finanskapitalen). I Europa får de lov til at spekulere videre og sætte grænserne for EU’s og landenes økonomiske politik, jf. at vor statsminister jævnligt som det ultimative argument for sin politik anfører, at hvis man ikke gør sådan, vil de internationale finansmarkeder miste tilliden til den danske økonomi, med den konsekvens at vi skal betale langt mere i rente, når vi låner (eller at kapitalen simpelthen flygter fra Danmark).

Rigtigt, men måske kunne man overveje at gøre noget ved dette vilkår. Jeg mener: De sidste år har vel næppe demonstreret at finanskapitalens er den indlysende standard for rationalitet i international økonomi? Så hvorfor skulle vi tro på, at der ligger noget fornuftigt, realøkonomisk bag, når den fx kræver højere renter for at låne til Grækenland?

Der er en snæver sammenhæng mellem kritikken af EU’s nedskæringspolitik og kritikken af, at EU intet gør for at begrænse finanskapitalens magt. Gør man ikke det sidste, er det meget svært at gøre det første.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce