Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
23. september 2010 - 20:42

Fjender - hvad skal vi med dem?

I meget gamle dage – før -68, faktisk for mange, mange tusinde år siden – var krig et årligt tilbagevendende ritual, som blev udkæmpet mellem de levende og de døde eller, som man måske har sagt dengang, mellem de synlige og de usynlige.

Eller, som man ville sige i dag, mellem de gode og de onde.

Det er interessant, at de nabostammer, som man mener gennemførte rituelle krige, ofte byttede roller, sådan at den gruppe, som kæmpede for de levende i år, til næste år skulle kæmpe for de onde – undskyld, de døde.

Efter alt at dømme var krigens mening i rigtigt gamle dage ikke, at erobre noget, og de fleste rituelle krige sluttede altid med samme begivenhed – som f.eks. når det lykkedes en kriger at berøre en af modstanderne med sit spyd. Det var ikke altid nødvendigt at slå ihjel, og som regel ikke muligt at vinde. Begge grupper gik styrkede ud af krigen, som havde bekræftet den virkelighed, de mente, de levede i.

Det lyder yndigt, men det var det næppe. Mange steder ofrede man mennesker, sommetider åd man dem, og hverdagen var en evig, hård kamp for eksistensen. Meget af vore dages kriminalitet og almene vold skyldes formodentlig, at vi stadig går rundt med egenskaber, som var nødvendige under helt anderledes barske forhold, og som ikke længere har nogen fornuftig anvendelse i civile samfund.

Hvor mange af os har brug for at være årvågne altid, at kunne reagere lynsnart, at kunne slå ihjel for at overleve?

Det kan være en af mange grunde til, at vi stadig går i krig. Spørgsmålet er, om nutidens krige er mindre rituelle end fortidens? Når man ser det rod, de menneskelige og sociale ulykker, som de igangværende felttog medfører, er det svært at se dem som rationelle svar på reelle problemer. Ligeså svært er det at fatte, at folk bliver ved at finde sig i, at de finder sted.

Allerede i 1969 var problematikken så iøjnefaldende, at jeg dengang kunne skrive, at dersom den ene af de to daværende supermagter skulle nedlægge våbnene, ville den anden falde fra hinanden. Begge havde de så store, interne svagheder, at de kun kunne hænge sammen og holde deres befolkninger i ro, hvis flertallet troede på, at en frygtelig fjende med masseødelæggelses-våben truede deres eksistens.

Det var naturligvis ikke helt så enkelt. Vi – idéen var vist ret udbredt – undervurderede amerikanernes opfindsomhed. Da Ondskabens Imperium uventet fredeligt afviklede sig selv, gik de Forenede Stater ikke i opløsning. Tværtimod lykkedes det i løbet af forbavsende kort tid at opfinde en ny, frygtelig fjende, som umuligt kunne lave et lignende nummer og bare blive væk. Krigen mod Terror kan vare evigt, eller i det mindste ligeså længe som mennesker lever i stater. Der vil altid findes terrorister, og jo mere skånselsløst, de bekæmpes, jo flere bliver de.

Under Den Kolde Krig var det kommunisterne, der truede vores frihed. Nu er det muslimerne, som en kort overgang blev anført af Saddam Hussein (der ikke var muslim), der truede os med masseødelæggelses-våben (som han ikke havde), men som stædigt fortsætter deres angreb, også efter at vi har fået ham hængt. Grunden er, ifølge en forhenværende amerikansk præsident, at de hader vores frihed.

Ifølge den officielle propaganda handler det altså fortsat om religion – hvis man ellers må være så fri at kalde kommunismen en religion. I sammenhængen er det ikke urimeligt, hvis man med religion mener et system af idéer om, hvordan mennesker skal indrette sig (og tænke og handle) for at skabe det ideelle samfund. Måske er det selve forestillingen om et ideelt samfund, der er absurd. I så fald er den amerikanske drøm om en Pax Americana, der skal udbredes til hele verden, lige så absurd. Og USA’s satsning på militærmagt en katastrofe for – nåja, hele verden.

Når den politiske snak handler om religion, reduceres virkeligheden til at levere argumenter for, hvor ond, fjenden er, og hvor gode, vi selv (og især vores ledere) er. Den politisk-religiøse diskurs omfatter hele samfundet, der som forudsætning opfattes som det bedst tænkelige. Hvis det har mangler, er det de andres skyld.

Det er næsten umuligt at forstå verden ud fra de præmisser. Som Doug Bandow skrev i Huffington Post den 2. juli i år:

”Efter 9/11 beroligede præsident George W. Bush amerikanerne med, at vi var blevet angrebet, fordi vi er pragtfulde mennesker, som udbreder friheden i hele verden. Men andre oplever tit vores regerings handlinger som alt andet end pragtfulde. At søge en forklaring på terrorisme er ikke det samme som at undskylde uhyrlige overfald på civile. Men hvis man forstår folks motiver til at slå ihjel, kan det formindske terrorismens udbredelse i fremtiden.”

Man kan åbenbart ikke snakke om terrorisme uden at forsikre, at man skam ikke har sympati for den slags. Men artiklen fortsætter modigt med at citere Robert Pape fra Chicago’s universitet, som har studeret fænomenet:

”Det centrale faktum er, at det overvældende flertal af selvmords-terrorangreb ikke i første række er motiveret af religion, men snarest af et klart, strategisk mål: At tvinge moderne demokratier til at trække deres militære styrker ud af det område, terroristerne opfatter som deres hjemland. Fra Libanon til Sri Lanka til Tjetjenien til Kashmir til Vestbredden har hver eneste større selvmords-terrorist kampagne – mere end 95 procent af samtlige tilfælde – haft som hovedmål at tvinge en demokratisk stat til at trække sig ud.” Og han fortsætter:

”Som vi har opdaget ved vore undersøgelser i Libanon, Vestbredden, Irak, Afghanistan, Sri Lanka og andre steder, er selvmordsbombe-kampagner næsten altid en sidste udvej overfor fremmed, militær besættelse. Tjetjenien er en voldsom demonstration af dette fænomen.”

Allerede i 2004 kunne Defense Science Board Task Force under USA’s forsvarsministerium udtale: ”Muslimer hader ikke vores frihed, de hader derimod vores politik”. Og Paul Wolfowitz, en af Irak-krigens ophavsmænd, sagde om de amerikanske tropper i Saudi Arabien:

”De har betydet en stor rekrutteringsfordel for at-Queda. Faktisk er det sådan, at når man ser på bin Laden, var en af hans vigtigste anklager tilstedeværelsen af såkaldte korsfarer-styrker på hellig jord, i Mekka og Medina.”

Det lyder straks mere religiøst. Men mente Wolfowitz, som dengang var vice-forsvarsminister i USA, at de amerikanske tropper var ’korsfarere’, og at de var i Mekka og Medina for at forsvare kristendommen? Eller måske for at provokere? Om Krigen mod Terror i Irak og Afghanistan har den libanesiske Stor-Ayatollah sagt, at ”besættelsen af Irak har øget terrorhandlingerne mod USA og alle, der støtter den, også selvom de er irakere.”

Det er måske ikke så sært. Inden han blev fyret som chef for USA’s styrker i Afghanistan, indrømmede general McChrystal: ”Vi har skudt en forbavsende mængde mennesker (ved kontrolsteder) og dræbt et antal, og det jeg ved af, har ingen af dem vist sig at have udgjort en reel trussel mod vores styrker.”

David Kilcullen og A.D. McDonald Exum fra Center for a New American Security har beregnet, at droner – ubemandede, fjernstyrede fly – har dræbt over 700 civile og i alt 14 terrorister, og gør opmærksom på, at ”hver eneste af disse nonkombattanter repræsenterer en nu fjendtlig familie, en ny trang til hævn og flere frivillige til en militant bevægelse, der er vokset voldsomt i takt med, at drone-angrebene er taget til.”

Man skaber selv sine fjender. Iagttagelsen er banal, men nogen indsigt betyder den ikke. Spørgsmålet er jo: Hvad skal man med dem – fjenderne?

I -69 kunne man nøjes med at mene, at staterne, især de store, havde brug for fjender til at aflede befolkningernes opmærksomhed fra hjemlige misforhold og uretfærdigheder – til at skabe sammenhold. Senere kunne man se, at fjenderne ofte boede dér, hvor der var ressourcer, vi andre havde brug for.

Men nu bliver det påfaldende, at vores krige forbruger enorme mængder af de efterstræbte ressourcer, og at de forsyninger, krigene skulle sikre, bliver stadigt mere usikre på grund af – netop krigene. I en artikel på Tomdispatch.com den 29.juli i år af Andrew Bacevich: Is War Becoming Obsolete? argumenteres der velunderbygget for, at tiden er løbet ud for den form for krig, vi har kendt til nu. Dvs. krig med store, militære styrker, hierarkiske kommandostrukturer og højteknologiske våben.

Krigen mod Terror var en storartet løsning på alle de problemer, freden (eller bare udsigten til fred) skabte for staterne, men i og med, at den ser ud til at modvirke størstedelen af sine erklærede formål – såsom at indføre demokrati og skabe fred over det hele – og de mere skjulte – at sikre ressourcer og dominans – mister den stadig mere af sin politiske troværdighed.

Folks modstand mod krig opstår, når krigen går dårligt. Dvs., at Krigen mod Terror, som er den vistnok længste, dyreste og mest ødelæggene i historien og har bragt den sidste supermagt i knæ, er ved at blive en indenrigspolitisk katastrofe i USA. Alligevel tyder alting på, at den vil fortsætte og blive udvidet.

Når et ubetydeligt antal dårligt bevæbnede og ludfattige terrorister kan holde klodens mest avancerede militærapparat fuldt beskæftiget i årevis, tyder det på, at det er dette apparat, som i sidste ende har den afgørende fordel af krigen. Hvor ville det blive af, hele det enorme militær-industrielle kompleks, hvis den holdt op? Hvor skulle man gøre af alt isenkrammet? Hvor skulle personalet bo, hvad skulle de leve af, hvis de kom hjem fra alle de besatte områder? Og hvad skulle alle generalerne lave? Borgerkrig?

Ovenstående er et fattigt forsøg på at forklare, hvorfor den såkaldte venstrefløj er blevet så tavs. Inden Irak-krigen demonstrerede mange hundrede millioner mennesker i alverdens byer – den største protest mod krig, verden har oplevet. Så hvad skal man sige?

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce