Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
26. september 2010 - 17:53

Verdens "bedste" folkeskolebeparelser.

Løkkes mål om ”verdens bedste folkeskole”- under nulvækst.

Lars Løkke Rasmussen og VK – regeringen har med Løkkes ”10 drømmemål for Danmark” og regeringens arbejdsprogram ”Danmark 2020” sat yderligere reformer på dagsordenen for folkeskolen i Danmark. Som Anders Fogh Rasmussen i 2005 i forbindelse med globaliseringsprogrammet ville skabe ”Verdens bedste folkeskole” vil Lars Løkke fra 2010 til 2020 (igen) bringe danske elever op blandt verdens 5 bedste mht. læsning, matematik og naturfag samt engelsk.

Men vel at mærke uden at det må koste mere. Tværtimod må folkeskolens ressourcegrundlag i de kommende år forventes betydeligt forringet, idet regeringens nulvækst 2011 til 2013 vil ramme folkeskolen med betydeligt større kraft end faldet i børnetallet tilsiger, fordi der skal frigøres ressourcer også fra folkeskolen til et voksende antal ældre og stigende sociale behov. Konsekvensen af nulvæksten for folkeskolen vil derfor være omfattende nedlæggelser af skoler og lærerstillinger samt forøgelse af klassekvotienter.

Samtidig lægges der navnlig op til omfattende reduktion af udgifterne til specialundervisning gennem, at specialundervisningselever flyttes tilbage i almenundervisningen, men uden at ressourcer og kompetenceoprustning kan forventes at følge med til almendundervisningen i tilsvarende omfang pga. sparepresset.

Dette vil selvsagt forringe det generelle niveau og den generelle kvalitet i undervisningen og dermed fjerne virkelighedens folkeskole fra de ambitiøse mål. Men navnlig vil de svageste i folkeskolen blive ramt af de omfattende besparelser i de kommende år, hvad enten de går til specialundervisning eller befinder sig i almenklasserne.

Folkeskolen – dyr og dårlig?

Begrundelsen for reformbestræbelserne er i høj grad hentet fra OECD, dels fra organisationens sammenligninger mellem medlemslandenes ressourceforbrug på folkeskoleområdet, dels sammenligningerne i PISA undersøgelserne af de faglige resultater af undervisningen. Med baggrund heri har VK regeringen og folkeskolens nyliberale kritikere i fx CEPOS fremført, at den danske folkeskole er for dyr og for ringe.

Men OECD er imidlertid ikke en neutral og objektiv ”overdommer”. Organisationen har i en årrække været højborg for nyliberalistiske økonomiske opfattelser og ditto løsningsmodeller og heller ikke OECD ´s analyser og navnlig dets fortolkninger heraf er værdifrie, men er tværtimod også præget af det ny¬liberalistiske udgangspunkt.

Benchmarking – dur kun, hvis metodisk rigtigt.

Kritikken fra både OECD selv og fra de hjemlige nyliberalistiske kritikere, som i vid udstrækning bygger på OECD lider dermed under stærke metodiske brist.

OECD udfører med sine sammenligninger af omkostnings- og af præstationseffektiviteten i folkeskolen en såkaldt ”benchmarking” dvs. at man søger at finde de bedste, for at mindre gode kan lære heraf. Det er der i sig selv intet i vejen med, hvis det gøres metodisk rigtigt.

Men afgørende for anvendeligheden af sammenligningerne er, at man systematisk renser eller korrigerer for baggrundsfaktorer i samfund, uddannelsessystem og folkeskole, som også påvirker resultaterne, således at vi har de rene undervisningsmæssige forskelle tilbage.

OECD sammenligner æbler og pærer.

Men netop her er det en afgørende fejl i OECD ´s sammenligninger af ressourceforbrug og faglige resultater i den danske folkeskole, når Danmark sammenlignes med et gennemsnit af OECD – lande, hvor indgår imellem 1/3 og 1/4 økonomisk og udviklingsmæssigt mere tilbagestående tredjeverdens eller østeuropæiske lande. Disse lande har af økonomiske grunde langt færre ressourcer til disposition for deres folkeskole end tilfældet er i Danmark, hvormed imidlertid det OECD gennemsnit, som Danmark sammenlignes med, trækkes væsentligt ned. Det er imidlertid ikke rimeligt således indirkete at sammenligne ressourceforbruget i folkeskolen i Danmark med det i økonomisk mere tilbagestående lande. Det er som at sammenligne æbler og pærer.

Danmark hører naturligt hjemme i en vesteuropæisk sammenhæng, men heller ikke her er en hvilken som helst sammenligning relevant, fordi de større lande i Vesteuropa objektivt har betydeligt større muligheder for stordrift end de mindre. Derfor er det for Danmark relevant at sammenligne ressourceforbruget i folkeskolen her med det i mindre vesteuropæiske lande og især Norden, som vi på mange måder er mest beslægtede med. Men holder man sig til denne for Danmark relevante sammenligning ligger den danske folkeskole ikke længere langt nede, men pænt i midten.


Også hvad angår sammenligningen af de faglige resultater i folkeskolen på basis af PISA undersøgelserne går den relevante sammenligning til mindre vesteuropæiske lande og især Norden og også her ligger Danmark pænt i midten.


Der er således objektivt set IKKE belæg for påstanden om, at den danske folkeskole skulle være for dyr eller for dårlig. Påstand må i stedet ses som ideologisk - politisk funderet til at tjene som løftestand for ideologisk begrundede, nyliberalistiske reformer af folkeskolen.

360 graders eftersyn og Regeringens rejsehold: I besparelsernes tegn.

Med baggrund i en altså fejlagtig konklusion om, at folkeskolen er for dyr og for dårlig, har VK regeringen under Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre iværksat et ”360 graders eftersyn af folkeskolen” og bedt et ”Rejsehold” under den nyliberalistiske økonom Jørgen Søndergaard om at komme med reformforslag til at nå målet om bedre score for danske elever i Pisa – undersøgelserne.

Desværre står det ikke bedre til med reformforslagene end med det ovenfor nævnte reformgrundlag. Tværtimod peger såvel regeringens egne overvejelser i dens arbejdsprogram såvel som Rejseholdets anbefalinger overvejende den forkerte vej.

Ganske vist er der hos regering og Rejsehold enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for folkeskolelærere og om øget læseindsats. Men selvom Rejseholdets forslag præsenteres som tiltag til at bedre de faglige resultater er en betydelig del af forslagene i realiteten spareforslag, der skal finansiere gennemførelse af Rejseholdets udgiftskrævende forslag.

Som spareforslag må følgende karakteriseres: Skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler, ”(Op)Justering” af lærer-/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes arbejdstidsaftale, udfasning af 10 – klasse og større skoler.

Men besparelser er sjældent samtidigt kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser. Det vil heller næppe bedre kvaliteten i folkeskolen, at Rejseholdet lægger op til at videreudbygge VK s hidtidige tiltagende topstyring, kontrol og bureaukratisering af folkeskolen.

Men hvad værre er, så fortsætter en række af forslagene fra Rejseholdet i den ”elitegørelses” spor, som hidtil har præget VK s skolepolitik med stigende individualisering og bogliggørelse af undervisningen. Der lægges op til endnu mere ansvar for egen læring og til en endnu mere hold – og linjeopdelt undervisning, navnlig i udskolingen. Det vil givet passe godt til elever fra økonomisk og uddannelsesmæssigt stærke hjem, vil betyde, at de svagere elever i folkeskolen vil blive kørt endnu længere bagud. I samme retning peger selvsagt bortbesparelsen af specialundervisning og specialskoler.

Det er indsatsen for de svagere elever som gir pote.

Og lige denne nedprioritering af indsatsen for de svagere elever vil være den afgørende gift for målet om bedre faglige resultater for danske skoleelever i læsning, matematik og naturfag.

For en sammenligning mellem den danske folkeskole og det ofte fremhævede Finland viser, at finske elever scorer langt bedre ved de internationale undersøgelser i netop læsning, matematik og naturfag, jf. nedenstående figur.


Men det beror i høj grad på, at den finske folkeskole evner at få de svageste elever med og herigennem også at hive niveauet op for de elever, som præsterer bedst.

Det er når det drejer sig om den fagligt dårligste fjerdel af folkeskoleeleverne, at Finland skiller sig markant ud i forhold til Danmark. Det er her finnerne henter hele PISA – gevinsten, således som det fremgår af nedenstående figur, hvor det kan ses gruppen af de allerdårligste elever til læsning, matematik og naturfag er 2 til 3 gange større i Danmark end i Finland.


Denne evne til at få de svageste med er ikke enestående for det finske skolevæsen. Finland scorer også topkarakter, når der gælder egne til at udligne de sociale forskelle og skabe mere lighed i samfundet. F.eks. ved at gøre børne af udsatte grupper som indvandrere og bistandsklienter til mønsterbrydere, der får en højere uddannelse. Hvor det i Danmark stadig er under 80 % af en ungdomsårgang, som gennemfører en ungdomsuddannelsen, er Finland faktisk godt på vej mod målet om at 95 % gør dette. Netop ved at få ”intelligensreserverne” med.

Men VK og rejseholdet forsætter med at nedprioritere de svage og prioritere eliten.

Rejseholdet og regeringens forslag og overvejelser om øget linje og holddeling, flere tests og prøver og målinger fortsætter i det samme nyliberalistiske elitegørelsesspor, som VK s hidtidige folkeskolereformer, som imidlertid indtil nu ikke har skabt bedre resultater i folkeskolen, netop fordi de i realiteten har svigtet de svagere elever.

VK har allerede i de forløbne år forringet ressourcerne til almenundervisningen i folkeskolen, jf. nedenstående figur.


Lægges heroveni nulvækstens ressourcedræn fra folkeskolen og Rejseholdets besparelsesforslag kan resultatet ikke undgå at blive en forringelse af undervisningens kvalitet og faglige resultater.

Og sørgeligt nok vil tilbageflytningen af specialundervisningselever til folkeskolen jo ikke bare ramme disse elever i form af dårligere målretning af undervisningen hertil, men vil selvsagt også pga. den øgede belastning af lærerne også forringe almenundervisningen for normaleleverne. Man kan derfor også forvente en forstærket flugt af bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler.

Der er derfor ingen udsigt til, at VK s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens ”bedste” folkeskolebesparelser.

Indsats for de svage.

At ville forbedre folkeskolen er naturligvis et godt mål, men VK s metoder er som anført helt forkerte. Vi skal i stedet satse mere på at trække de svage elever fagligt op.

Det gøres ikke ved at nedprioritere specialundervisningen og specialklasser og rent bortset fra det er det vel også overhovedet et spørgsmål, om det er rigtigt at det er udgifterne til selve specialundervisningen, der er eksploderet. Faktisk er det sådan, at i mange af landets kommuner konteres udgifterne til anbringelse af børn uden for hjemmet sammen med over udgifter til specialundervisning og udgifter til anbringelser ved vi er steget voldsomt gennem årene. Men det skal vel ikke komme specialundervisningen til last, at anbringelsesudgifterne har haft vokseværk.

Men også af faglige grunde skal vi ikke nedprioritere specialundervisning og specialskoler for vejen til højere faglige resultater i folkeskolen går som anført over at trække de svagere elever op. Derfor bør også indsatsen for de svagere forbedres i almenundervisningen gennem øget adgang til lektiehjælp for sådanne grupper, gennem bedre tid til dem gennem øget brug af undervisningsassistenter og gennem loft over klassekvotienterne.

Det vil selvfølgelig også kræve et ressourcemæssigt løft for folkeskolen. Man kan ikke – som regeringen synes at ville hævde – spare sig til bedre kvalitet.
Samtidig bør afvandringen af bogligt stærke elever fx i København fra folkeskolen bremses, fordi det af sociale og demokratiske grunde er vigtigt med en bred folkeskole ligesom de stærke elever er med til at trække de svagere elever op, mens det ikke går den modsatte vej.

Betalingsskolerne favoriseres imidlertid af det offentlige tilskudssystem, idet de for refunderet ¾ af udgifterne fra staten og med forældrebetalingen oveni råder over flere ressourcer end folkeskolen. Det giver naturligvis mulighed for en bedre standard og højere kvalitet i undervisningen og samtidig kan betalingsskolerne kan frit sortere i, hvem de optager og fx afvise ”problemelever” med fx so¬ciale vanskeligheder eller indlæringsvanskeligheder ligesom der er en langt lavere tilgang til be¬talingsskolerne af indvandrere og efterkommere.

Styrk lærerne.

Sidst, men ikke mindst er der brug for en anden styringsmodel for folkeskolen end de nyliberale styreformer, som indført i folkeskolen med øget topstyring og stigende kontrol og dokumentationskrav.

Herigennem belastes lærerne med administrativt arbejde til tests, elevplaner og evalueringer. Det tager tid fra kerneopgaven: undervisning. Test og elevplaner bør ikke være obligatoriske, men bør bruges ad hoc, som et redskab, en mulighed for den enkelte lærer i forhold til svage elever. I stedet for topstyring og bureaukratisering bør lærernes professionelle, faglige og pædagogiske råderum øges. Og her er en styrke kompetenceudvikling af lærerne naturligvis en god ting.

Rejseholdets og Undervisningsministerens forslag om bare at forhøje adgangskravene til læreruddannelsen og dermed med et slag både øge læreruddannelsens status og samtidig spare på læreruddannelsen er og bliver en gang patentmedicin.

Hvis det var så let, hvorfor har man så ikke for længst bare hævet adgangskravene?

Den forventelige effekt vil tværtimod blive lærermangel, hvilket selvfølgelig bekommer regeringens spareplaner godt, men ikke undervisningen.
Der er behov for at styrke læreruddannelsen, men kvalitativt gennem flere timer og bedre fag. Ligesom der for at styrke fagligheden også er behov for en udbygning af efteruddannelsesmuighederne.

Henvisning:

Den fulde KRITISKE RAPPORT (60 s.) med dokumentation, tabeller og illustrationer samt litteraturhenvisninger kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Art...

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce