Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
4. oktober 2010 - 16:23

Hvorfor er vi i Afghanistan?

Hvorfor besatte Sovjet Afghanistan i 80erne? For at hjælpe det afghanske folk med at få et moderne samfund? Måske, men det var formentlig nok så vigtigt at få kontrol med den sydlige del af stormagtens interessesfære, og Vesten mente faktisk at der også var mere offensive bevæggrunde, nemlig lettere adgang til Mellemøsten og måske en varmtvandshavn ved det Indiske Ocean.

Hvorfor er vi i Afghanistan i dag? Her følger forklaringerne noget andre linier. Vi er der angiveligt for at indføre demokrati og menneskerettigheder, eller minimalt for at forhindre en tilbagevenden til Talebans rædselsregime. De fleste politikere, journalister og kommentatorer synes enige herom, hvad enten de er tilhængere eller modstandere af krigen; modstanderne tvivler blot på at disse mål kan nås med krigsindsatsen, eller de mener at omkostningerne er for høje.

Der er ikke noget mærkeligt i, at forklaringerne af de to krige er så forskellige.
Siden tidernes morgen har man udstyret fjenden (her Sovjet) med lave, kyniske motiver, mens man selv kæmper for høje idealer. De andre varetager interesser, mens vi fremmer værdier. Eller mere præcist: Stormagters interessevaretagelse ses kun som legitim, hvis den er defensiv, altså snævert sikkerhedspolitisk; ellers er det imperialisme.

USA’s angreb i 2001 havde et klart sikkerhedspolitisk motiv, nemlig at ødelægge al-Qaida, efter den uhørte provokation som angrebet på Pentagon var. I dag er denne defensive interesse svær at begrunde. Taleban er en lokal bevægelse, og terrorister kan operere overalt, fra Somalia til en forstad til Hamburg. Det kan de fleste se, så derfor er begrundelsen for engagementet skiftet i idealistisk retning.

Imidlertid er der nogle problemer med den værdibaserede tolkning af den aktuelle krig.
Antag at USA’s udenrigspolitik virkelig var drevet af ønsket om at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Den simpleste måde at virkeliggøre dette mål på ville være at indstille støtten til diktaturer i Mellemøsten: Mubaraks styre i Ægypten holdes kun oppe af massiv økonomisk hjælp fra USA, Saudi Arabien og Jordan støttes politisk og militært og Kuwait, Dhubai og de andre små emirater – hvis ledere er en sjove symbioser af middelalderlige diktatorer og moderne CEOere – nyder ligeledes USA’s gunst. Her ville en demokratisk politik endda spare penge, snarere end koste liv.

Der er ingen mystik i, hvorfor USA begrænser demokratistøtten til det retoriske niveau, for hvis man faktisk tillod folkene at bestemme, ville resultatet med sikkerhed blive fundamentalistiske eller nationalistiske regeringer, der mere effektivt udtrykte den arabiske vrede over Israels kolonialistiske politik og USA’s støtte til denne. Derfor tilsiger USA’s interesser at støtte diktaturer i Mellemøsten.
På denne baggrund er det vanskeligt at have tillid til den idealistiske forklaring af Afghanistan-krigen, for hvorfor skulle vi her have en undtagelse fra regelen om, at interesser trumfer værdier?

Det andet argument for at snakken om demokrati og menneskerettigheder ikke bør tages alvorligt i Afghanistan er, at man tillod Karzai at fortsætte efter at han snød sig til valgsejren sidste år. Hvis afghansk demokrati var vigtigt, havde man enten trukket sig ud eller afsat Karzai med henblik på at gennemføre demokratiske valg.

Lad os derfor anlægge en mere realistisk betragtning af krigen. Hvilke offensive interesser søger USA og NATO at varetage i Afghanistan?

Kast et blik på et kort. Der er næppe et land i verden, Irak måske undtaget, der har en så central strategisk beliggenhed som Afghanistan.
Mod nord Rusland. Landet er blevet mindre og svagere siden 1991, men det har stadig store interesser i de centralasiatiske republikker og strides her med især USA om indflydelse, bl. a. over landenes naturressourcer. Det giver Rusland en klar interesse i nabolandet Afghanistan. Hertil kommer Iran mod vest, Pakistan og Indien mod sydøst og Kina mod øst. Hvis disse lande bekymrer sig om deres sikkerhed, må de interessere sig for, hvem der kontrollerer Afghanistan.
Og så er der USA og NATO, hvis interesser ikke er lokale, men af mere offensiv karakter. USA har globale økonomiske og politiske interesser, og derfor må det være vigtigt at have solidt fodfæste i et område, hvorfra magt let kan projiceres i retning af Iran, Rusland og Kina. Hvis/når Kina ophører med at finansiere USA’s økonomi, herunder landets militærudgifter, ved at købe amerikanske statsobligationer, bliver modsætningen mellem USA og Kina (måske plus Rusland) den helt dominerende. I sammenligning hermed er olie- og gasledninger gennem Afghanistan nok af mindre betydning.

Først når vi begynder at tale om realiteterne, dvs. interesserne, giver det mening at lede efter smuthuller, hvor værdierne har en chance for at skubbe lidt i den rigtige retning.

Artiklen blev i august 2010 bragt som kommentar i Information.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce