Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
22. oktober 2010 - 15:32

Kommunismens lyse bog

Jeg har ladet mig fortælle at kommunismen er under en vis kritik. At have været kommunist synes at være en sygdom værre end døden.
Vi tager Ole ved hånden og går ind i lyset.

Lad mig give den i rollen som forsvarsadvokat og fremhæve kommunismens lyse sider.

1. Verdenskrig og den russiske revolution

Kommunismen fødtes med den russiske oktoberrevolution og splittelsen af socialisterne/marxisterne i reformorienterede socialdemokrater og revolutionære kommunister.

Baggrunden var de socialdemokratiske partiers skæbnesvangre svigt i august 1914, da de støttede deres respektive regeringers krigspolitik. I stedet for – som lovet – at erklære generalstrejke og rette geværerne mod generalerne i stedet for kammeraterne i andre lande, som der så malende opfordres til i Internationale.
Det var dette svigt af internationalismen til fordel for nationalismen, der lagde grunden for den senere splittelse af arbejderbevægelsen.
Der var nogle, der gik imod strømmen, og som vendte sig mod overklassens masseslagterier af almindelige mennesker i 1. Verdenskrig. Det var de senere spartakister Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht og den senere kommunist Lenin. Og da bolsjevikkerne kom til magten i oktober 1917 fulgte de krigsmodstanden op ved at trække Rusland ud af krigen.
Hvem er det, der har blod på hænderne her? Kommunisterne eller socialdemokraterne? Hvem er skyldig i massemord af ufatteligt omfang? Kommunisterne eller generalerne? Og hvis man skulle være i tvivl om de krigsførende motiver i verdenskrigen, kunne man læse om de imperialistiske krigsmål, som bolsjevikkerne offentliggjorde fra de zaristiske arkiver. Opdelingen af Mellemøsten mellem England og Frankrig og meget andet godt.
Den vinkel på sagen har Bent Jensen og Blüdnikov vidst ikke fanget.

Bolsjevikkerne var ikke demokrater, hedder det, hvilket viste sig da de straks efter revolutionen opløste den konstituerende forsamling, der var blevet valgt i efteråret 1917.
Ved disse valg fik de socialrevolutionære 20 mio stemmer, bolsjevikkerne knap 10 mio, andre socialister 2 mio og borgerlige og nationale partier i alt 5½ mio. Selv om bolsjevikkerne var i mindretal, viser stemmetallene dog at revolutionen i oktober ikke var uden folkelig forankring (hos Bent Jensen og co. er der tale om et kup af nogle få magtgale fanatikere).

Det nye styre anerkendte im
idlertid ikke denne forsamling, der blev set som udtryk for borgerligt demokrati. I stedet hentede man demokratisk legitimitet i den al-russiske sovjetkongres, hvor bolsjevikkerne havde solidt flertal. Det betød i praksis at de borgerlige og den tidligere overklasse blev udelukket fra den politiske magt. I løbet af et par år var kun kommunistpartiet tilladt, og dermed var der ikke demokrati i nogen som helst forstand. Legitimiteten hentedes nu ikke længere direkte i folket, men i at kommunistpartiet gennem sin indsigt i den videnskabelige marxisme kendte folkets behov.

Det kan og bør kritiseres.
Men hvem havde ret til at kritisere? Borgerkrigens ’hvide’, der efterhånden blev domineret af zarister, altså næppe demokrater? USA, England, Frankrig og Japan, der i strid med al folkeret intervenerede i borgerkrigen, dels for at sikre deres økonomiske interesser i Rusland, dels af frygt for at revolutionen skulle brede sig til Europa og skylle kapitalismen bort? Gode engelske imperialister som Churchill, der var ansvarlige for at undertrykke den halve klode, ville nok have klasket sig på lårene af grin, hvis det var blevet antydet, at målet var at sikre de russiske barbarer deres demokratiske rettigheder.

Mellemkrigstiden og 2. verdenskrig

I 30erne forandredes kommunistpartiets diktatur som bekendt til Stalins enevælde, med persondyrkelse, Gulag, kafkaste Moskvaprocesser, undertrykkelse af en stor del af bønderne (og i øvrigt også meget høje vækstrater). Som forsvarsadvokat lader jeg det ligge.

I stedet vil jeg fremhæve den uvisnelige hæder, som kommunismen har krav på i sin bekæmpelse af fascisme og nazisme.
Disse ideologier blev hyldet (Churchill om Mussolini) eller tålt, indtil Hitlers ekspansive planer ramlede sammen med Frankrigs og Englands interesser i Østeuropa. Skidt med diktaturet, for Mussolini fik jo gjort kål på socialisterne. Og skidt med Hitlers jødeforfølgelser, for manden fik jo undertrykt kommunisterne; antisemitismen var jo alligevel fælles gods, jf. Jyllandspostens forståelse for nazisternes indgreb overfor jøderne. Og måske kunne man vende Hitler mod Sovjet? München 1938 var nok ’appeasement’ overfor vest, men det var lige så meget et signal om fri bane mod Sovjet (der forgæves havde opfordret til fælles front mod Hitler). Og meget kan man kritisere Stalin for, men Hitler-Stalin pagten i i 1939 var en simpel nødvendighed, efter at Vesten endnu engang havde afvist et fælles forsvar mod nazismen.

Gennem hele nazismens levetid, fra 1933 til 45, var det kommunisterne, der udgjorde rygraden i den antifascistiske kamp.
Det var Sovjet, der støttede republikanerne i Spanien mod Franco, mens vestmagterne så passivt til (og mange borgerlige i fx Danmark sympatiserede mest med fascisterne). Igen lader jeg som forsvarsadvokat stalinisternes undertrykkelse af trotskister og anarkister i Spanien ligge.
Det var kommunister, der tog initiativet til og ofte var den drivende kraft i de ’folkefronter’, der forsøgtes i bl.a. Spanien og Frankrig.
Det var Sovjet, der i 2. verdenskrig knuste nazismen. Krigen blev afgjort på østfronten.
Og det var kommunister, der trak læsset i modstandsbevægelser i de besatte lande: Jugoslavien, Grækenland, Frankrig og fx Danmark. Der var også konservative og nationalister med, naturligvis, men de fleste borgerlige (og socialdemokrater) dukkede hovedet. Der var megen dårlig samvittighed at hævne på kommunisterne.

Efterkrigstiden

Var dette den store konfrontation mellem vest og øst, mellem demokrati og diktatur?

Det er en provinsiel betragtning. For 80% af jordens befolkning var det en konfrontation mellem det rige nord og det fattige syd, mellem kolonialisme og imperialisme på den ene side og forsøgene på politisk og økonomisk frigørelse på den anden side.

I dette opgør spillede USA, Nato og Vesten en mindre flatterende rolle.
USA støttede konsekvent de højreorienterede diktaturer i Mellemamerika og Sydamerika. Man fik styrtet den demokratisk valgte, socialdemokratisk orienterede Arbenz i Guatemala i 1954, og den ligeledes demokratisk valgt Allende i Chile. Militærdiktaturer, også af den mere terroristiske art, kunne regne med amerikansk opbakning: Argentina, Brasilien, Nicaragua (før sandinisterne), Cuba (før Castro) for blot at nævne nogle. Læs mere på http://anderslundkvist.net/2008/12/1213/ bl.a. om CIA’s kontrol med de japanske regeringer i 50erne (var det demokratisk, at det ikke var vælgerne, men CIA, der styrede?) eller sammes skjulte indgriben i det italienske valg i 1948.
Vesten, med USA i spidsen, støttede diktaturer i Sydkorea, Indonesien, Pakistan, Sydvietnam Spanien (Franco), Portugal (Salazar), Grækenland (oberststyret); det meste af Mellemøsten (Iran, hvor CIA fik erstattet den demokratisk valgte Mossadeq med Shahen), og til denne dag holdes Mubaraks diktatur i Ægypten alene oppe af milliarderne fra USA (og så snakker vi slet ikke om Saudi Arabien, Emiraterne og Jordan).
Apartheid styret i Sydafrika blev økonomisk holdt i live, trods utallige FN resolutioner om at etablere en boycot (især engelske interesser i at sælge våben vejede her tungt).
Der er sikkert eksempler på at vesten har støttet demokratier i den Tredje verden, men jeg kan ikke lige komme på dem.

Det kapitalistiske vesten som nobel og principiel forsvarer af demokrati?
Det billede kan kun opretholdes, hvis 80% af verdens befolkning retoucheres ud af verdenshistorien som ’undtagelser’. Hvilket da også sker i den moderne historieskrivning, der i langt højere grad end normalt servicerer de herskende interesser.

Tilbage til kommunismens generalieblad, som det jo drejer sig om i denne artikel.
Forholdet til den Tredje Verden er i sandhed lyse sider i kommunismens historie.
Sovjetunionen og Kina støttede konsekvent de fattige landes oprør mod kolonialismen og imperialismen, omend de økonomiske og militære midler, de rådede over, var begrænsede. De bekæmpede efter bedste evne den engelske, franske og portugisiske kolonialisme, de støttede de forskellige nationale befrielsesbevægelser og generelt modstandskampen mod de USA-støttede diktaturer. De stod klart på Vietnams side i kampen mod USA og dets lakajer i Saigon. Cuba sendte – helt uegennyttigt – mange soldater til Angola, for at støtte kampen mod især Sydafrika (i Angola støttede USA en rivaliserende organisation, der havde opbakning fra Sydafrika).

Men hvordan med Europa?
I overensstemmelse med mit opdrag lader jeg her spørgsmålene om demokrati versus diktatur ligge.
Tilbage på plussiden er i hvert fald to ting:
* kommunisternes indsats i den faglige kamp. Her har danske lønmodtagere kommunisterne meget at takke for, bl.a. i Danmark. Også fordi deres eksistens og agitation tvang socialdemokraterne til en mere arbejdervenlig politik end de ellers ville have ført.
* fredsbevægelsen. I 80erne var jeg selv med i ’Nej til Atomvåben’ og vi havde vore problemer med den konkurrerende Samarbejdskommitte, hvor kommunisterne spillede en stor rolle. Men de ydede en stor indsat i forsøget på at dæmme op for den højreradikale Reagans oprustningspolitik og deler æren for periodens danske fredspolitik (også kaldet fodnotepolitikken).

Konklusion

Som forsvarer må jeg på denne baggrund anmode om frifindelse af min klient.
Vi benægter ikke at der i kommunismens navn er blevet begået fejl og overgreb, endog forbrydelser, men dette må blegne i forhold til kommunismens mange fortjenester i kampen for arbejderklassens interesser og i kampen mod krig, diktaturer, kolonialisme og imperialisme.
Vi anmoder samtidig retten om at iværksætte en undersøgelse af kapitalismens forbrydelser: Dens mange krige og folkeretsstridige militære interventioner; undergravelsen af - eller kuppene imod – demokratisk valgte regeringer; kolonialismen og imperialismen, der hensatte milliarder af mennesker i umyndighed og sult, fordi de fattige på denne jord blev tvunget til at indrette deres liv efter de riges interesser.

PS. Jeg har fået en hjemmeside, hvor mine bøger og artikler er lagt ud:
www.anderslundkvist.net/

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce