Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
7. november 2010 - 15:09

Horror Vacui

Længe mente man (filosofferne, videnskaben), at naturen led af rædsel for det tomme, og angav denne horror vacui som grunden til, at f.eks. en sugepumpe virkede.

Nu forlyder det, at det i hvert fald ikke er naturen, som lider af rædsel for det tomme. Når det moderne menneske en sjælden gang kommer udenfor byen, hvor man kan se stjerner, aner det ikke en hyggelig. himmelsk kuppel over sig, men en ubehagelig tomhed. Milliarder af lysår med ingenting, kun spredte solsystemer, der fjerner sig fra os og hinanden med svimlende fart. Tomheden breder sig.
Det gør den også i de rige samfund. Den Nye Verdensorden er ingen orden, for den har ingen store mål for menneskelivet, kun små og kortsigtede. Den er højtidelig og humørforladt, men mangler alvor. Ved at insistere på penge som målestok for alting, gør den samfundet fattigt.

Dengang, man troede på en horror vacui i naturen, diskuterede man (filosofferne, videnskaben) også engle. Der er skrevet mange, skarpsindige afhandlinger om englevinger, om hvor mange engle, der kunne danse på spidsen af en synål, og hvad facon, englene mon havde (jeg tror, det var Thomas Aquinas, der fandt frem til, at de måtte være kugleformede).

Udover de logiske skoleridt havde disse diskussioner det formål at bekræfte, at engle eksisterer, og at de er betydningsfulde. Det var jo ligesom udgangspunktet.

I de moderne, rige samfund diskuterer man økonomi, globalisering og arbejdsløshed. Sammenfattende kalder man det for krisen.

Det helt alvorlige spørgsmål er, om denne krise er mere virkelig, end englene var? Eksisterer økonomien, eller er den noget, man har hittet på, ligesom englene?

Ursula leGuin, som er en interessant sci-fi og fantasy-forfatter, har en historie, der hedder She Unnames Them. Den foregår i Begyndelsen, efter at Adam på Vorherres ordre har givet dyrene navne og dermed fået magten over dem. Så bliver Eva skabt, og hun finder hurtigt ud af, at det dér med navne ikke fungerer. Så hun tager dem tilbage.

Desværre får læseren ikke nogen forklaring på, hvordan hun bærer sig ad. Problemet er jo, at det vistnok ikke kan lade sig gøre – når man har givet noget eller nogen navn, sidder det fast.

Nå, men i historien gør Eva altså det umulige. leGuin siger selv om sin historie: ”Da hun gør det, bliver skillevæggene mellem hende selv og verden pillet ned. Da historien slutter, har hun ingen ord tilbage (…) Det sprog, som foregiver at være objektivt, bruges tit sådan. Vi behandler navne som dele af virkeligheden, og navnene bliver dermed en skærm mellem os og verden. Navnene bliver redskaber for udskillelse, i stedet for samhørighed.”

Det er altså en historie om, hvordan virkelige dyr, ting og begivenheder bliver mindre virkelige ved at få navne. Navne forenkler. Vi taler om elefanter og fisk og jøder og muslimer og katte og arbejdsløse og kriser og vækst, som om de var velkendte begreber, vi kan forstå og gøre noget ved. Og det gør vi så. Det hedder politik.

I politikken er begreberne sorterede efter værdi – nogle er positive, andre negative, og der er stor forskel på, hvor stor betydning, eller vægt, de har. Det ser ud, som om begreberne bliver mere betydningsfulde, får større vægt, jo mindre virkelige, de er.

Når man i fjerne århundreder højtideligt drøftede englenes form og betydning, var udgangspunktet, at de fandtes og tjente en gud, som herskede over universet og forlangte en bestemt orden i menneskenes verden. Sådan udtrykker man det ikke nu til dags.

Sprogbruget har ændret sig. I stedet for at snakke om den almægtige gud, der havde skabt verden og grundlaget for menneskenes liv, og som forlangte, at hvert enkelt individ skulle stå til rådighed på den plads i samfundet, hvor gud havde anbragt det, og opfylde sin pligt mod øvrigheden og gud uden at klage – i stedet for al denne overtro snakker man om økonomiske love og demokrati og markedskræfter og handelsbalancer, som alle sammen er ligeså urokkelige og almægtige som den gamle gud, og som kræver ro på arbejdsmarkedet og løntilbageholdenhed og rationaliseringer, samt at hvert enkelt individ skal stå til rådighed hele sit korte liv.
Dette kaldes frihed.

Det er det også, men det er en frihed fra horror vacui, fra rædslen for tomheden. Det før-industrielle menneske kunne bruge al sin tid, hele sit liv, på at skaffe sig det nødvendigste for at overleve. Arbejdet, det hårde slid, var indlysende nødvendigt. Med nødvendigheden diskuterer man ikke, og man strejker ikke imod den.

Når man i de rige samfund strejker for højere løn og mere fritid, viser det, at arbejdet og arbejdsforholdene ikke længere er indlysende nødvendige. Og det er skræmmende, det truer den kendte samfundsorden. Spørgsmålet om, hvad der er nødvendigt arbejde, og hvilke former for arbejde, som er unødvendige eller ligefrem skadelige for vores overlevelse, trænger sig på.

Hvis krigsindustrien, våbenhandelen og dermed krigen – for nu at tage det mest indlysende eksempel – ikke kan afskaffes, fordi det ville true beskæftigelsen, må vi leve under den angst, den fører med sig. Fjernsynets billeder af lemlæstede, dræbte og fortvivlede mennesker i knuste byer bekræfter våbnenes nødvendighed, for hvis ikke så mange af os arbejdede med at fremstille dem og distribuere dem, hvordan skulle vi så forsvare os og forhindre alle disse rædsler i at vælte ind over vores egne grænser?

I den mere fredelige hverdag kan meget, måske det meste lønarbejde virke meningsløst og unødvendigt. Men enhver diskussion om nyttigt, unyttigt og skadeligt arbejde forstummer overfor hensynet til beskæftigelsen.

For den enkelte får lønarbejdet i stigende grad sin værdi udfra truslen om arbejdsløshed. Den, der har lønarbejde, kan ikke indlade sig på alvorlige overvejelser om det eventuelt skadelige ved den produktion, vedkommende deltager i; truslen om arbejdsløshed vejer mere end truslen fra atomaffald, sprøjtegifte, trafik, våben og klimaforandringer.

Samværet på arbejdspladsen er også vigtigt. De evner til at færdes i risikable omgivelser, som var nødvendige i jæger- og samlertilværelsen, arbejdsfællesskabet i agerbruget, alle de oldnordiske adfærdsmønstre, vi stadig slæber rundt med, kan stadig udfolde sig dér og i foreningslivet. Men lønarbejdet er forudsætningen. Det bestemmer ens status og magt.

Lønarbejdet er også forudsætningen for arbejdsløshed. I de primitive samfund, hvor menneskene er så tilbagestående, at de er selvforsynende, kan ingen være arbejdsløs. Selv små børn må arbejde med, hvad de kan overkomme, i stedet for at blive beskæftiget i børnehaver. Og, hvad der er endnu værre, de kommer ikke i skole. De lærer aldrig at læse, skrive og regne, for slet ikke at tale om alt det andet, som er nødvendigt for at klare sig i et lønarbejde.

Derfor må vi andre give dem u-landshjælp, så de kan få adgang til den moderne verdens markedsøkonomi – eller så markedsøkonomien kan få adgang til dem, det kommer an på, hvordan man ser på det.

Udfordringerne skifter. Der var engang, hvor man skulle passe på vilde dyr og den slags. Nu skal man passe på bilerne, når man går over gaden. Om lidt skal man lære at klare sig uden biler.

Men hvad nu, hvis strømmen går, så vi ikke engang kan se Vild Med Dans? Eller hvis krisen løber løbsk, og pengene mister deres værdi? Den er jo bare noget, man har vedtaget. Det kan vise sig billigere at bruge soldater til at holde sammen på os.

Den engelske forfatter Alan Watts skrev om 30ernes krise, at ”den var mindre tragisk end meningsløs (..) Alle de samme materialer, alle de samme fabrikker, alle de samme landbrug, alle de samme mennesker med alle de samme færdigheder var stadigvæk til rådighed og på plads … Men økonomien var lamslået, fordi der ikke var penge.”

Han spurgte ikke om, hvor pengene var blevet af. Men Verdensbanken udtalte engang i 90erne, at der allerede dengang var ”90 gange flere penge i verden, end der er varer og tjenester”, hvordan de så havde regnet det ud.

I kommentarerne til en artikel i Tikkun Daily.org om The Use And Misuse of Names, skriver Robin Vosburg d. 23. oktober:

Da jeg studerede filosofi ved vores lokale uni, lærte jeg, at sproget bestemmer tanken, og at tanken bestemmer (hvordan man ser) verden. Navne bestemmer, hvordan man adskiller dette fra hint, hvordan vi ser forskel på en stol og et bord (…)

Jeg måtte se dette i øjnene, da min ældste sønnesøn, som er autist, fortalte mig, at han havde lært sig at tale for at kunne kommunikere med andre mennesker, men at han ikke selv tænkte i ord. Hvilke smukke tanker gemmer sig i hans dejlige bevidsthed, ukendte og utilgængelige?”

Jamen, man kan da ikke lære noget af autister.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce