Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
18. november 2010 - 20:54

KREATIV KAPITALISME – hvad man kan udrette med papir

Det er dyrt at gennemføre en retssag i USA (og det er heller ikke billigt her i DK). Omkostningerne ligger i gennemsnit på 15.000 dollars ifølge Federal Judicial Center. Skal der bruges videnskabelige eller andre specialister som vidner, kan prisen løbe op i mere end 100.000 dollars. Til gengæld er erstatningerne gerne så fede, at det er interessant at investere i dem.

Da redningsarbejdere ved Ground Zero i New York rejste sag om erstatning for de skader, de havde pådraget sig, trådte en gruppe finansfolk til med et lån på 35 millioner dollars. En foreløbig afgørelse i juni tilkendte sagsøgerne 712,5 millioner, hvoraf långiverne modtog 46 mio. En fortjeneste på 11 mio. De fleste investeringer sker dog i mere almindelige retssager, som der til gengæld er mange af, hvad der spreder risikoen.

N.Y. Times nævner som eksempel på en gennemsnits-investering en sag, firmaet Ardec Funding i New York satsede 45.000 dollars på i juni. Den drejede sig om et barn, der var blevet hjerneskadet ved fødslen.

Sagførerfirmaet (der havde optaget lånet) hyrede to læger, en fysioterapeut og en økonom til at møde i retten. Sygehuset og fødselslægen blev dømt til at betale 510.000 dollars i erstatning.

Helt frem til artiklens offentliggørelse d. 15. november inkasserede udlånsfirmaet Ardec Funding en månedlig rente på 24% af beløbet, eller 900 dollars, og det vil det fortsætte med, til erstatningen bliver udbetalt.

Nu kunne man tro, at det var en skidt forretning for sagførerfirmaet. Men i USA er det sagsøgerne, der hefter for den slags lån. I det omtalte tilfælde er det altså forældrene til det hjerneskadede barn, som må se deres erstatning smuldre med 24% om måneden, til det måske en skønne dag lykkes at få den udbetalt.

Sagførerfirmaer har ikke pligt til at fortælle deres klienter, at de optager den lags lån, og meget ofte aner folk ikke, at de skylder store summer væk, før de pludselig får en regning på forfaldne renter. Avisen omtaler en kvinde, som var kommet til skade ved en bilulykke i 1995, og som efter en længere retssag fik en erstatning på 168.125 dollars – men som på det tidspunkt, med rente og rentes rente, skyldte långiveren 221.000.

Det hævdes, at denne sære form for investering er med til at fremme retssikkerheden. Investorerne går naturligvis efter sikre sager, hvor der er udsigt til fortjeneste. Det betyder, at klienter med en, juridisk set, god sag, kan få den for retten, selvom de ingen penge har. Det betyder også, at sagførerfirmaerne kan føre de nødvendige sagkyndige vidner og i det hele taget ikke behøver at bekymre sig om omkostningerne.

Kort sagt: alle tjener på det, så længe sagen kører. Og skulle den blive tabt, er det klienten, der står med hele regningen. Skulle klienten være pengeløs, kan gælden på nutidens uoverskuelige finansmarked forsøges afhændet til anden side. Så den samlede investering i amerikanske retssager bedømmes til at overstige 1 milliard dollars på ethvert givet tidspunkt.

Samme dag (15.11.2010) havde N.Y. Times en anden, sær historie – Clean Water at No Cost? Just Add Carbon Credits – af Tina Rosenberg. Også den handlede om luftpenge med praktiske følger, denne gang i større stil og på et internationalt marked.

Udgangspunktet er det svært begribelige fænomen, som vi på dansk kalder CO2-kvoter. En CO2-kvote er en tilladelse til at udlede 1 ton CO2 indenfor EU’s grænser i en angiven periode. Virksomheder, som forurener med CO2, skal købe så mange kvoter, at de dækker udledningen. Meningen er, at de skal få økonomisk interesse i at formindske deres udledning af CO2.

Virksomhederne kan også investere i såkaldte klimaprojekter i udlandet og derved optjene kvoter. De såkaldte Clean Development Mechanism-kreditter er således investeringer i reduktion af CO2-udledning fra konkrete projekter i lande, som ikke har nogen reduktionsforpligtelse i henhold til Kyoto-aftalen – dvs. såkaldte u-lande. Det er sådan en investering, historien i N.Y. Times handlede om.

Ude i virkeligheden er mangel på rent drikkevand et stort problem i f.eks. mange afrikanske lande. Man har længe vidst, at forurenet vand var årsag til stor dødelighed, og har derfor gennemført mange slags projekter, som skulle give fattige mennesker, både i storbyernes slumkvarterer og i de vidtstrakte landområder adgang til rent vand. Men for de flestes vedkommende er hjælpen ophørt, den dag et anlæg var færdigt. Der har meget sjældent været penge til vedligeholdelse. Mange projekter har desuden været baseret på industrilandenes teknologi, dvs. at lokale håndværkere som regel hverken har haft viden eller materialer til at holde pumpeværket kørende.

Et dansk firma (nu bosat i Schweiz), Vestergaard Frandsen, har specialiseret sig i tekniske løsninger, som specifikt er rettet mod u-landes behov. I stedet for at tænke i vandboringer og pumpeanlæg har man prøvet at opfinde noget, der kan virke alle vegne, hvor der overhovedet findes vand.

Udgangspunktet har åbenbart været en dims, man oprindeligt regnede med at kunne sælge til campister og fodturister; Et lille rør med så tætte og forskellige filtre indeni, at alle bakterier og vira bliver siet fra, når man bruger det som sugerør. Når man bliver tørstig på sin vandring, stikker man røret – Life Straw hedder det – ned i nærmeste vandpyt eller bæk eller afløb og drikker, uden at behøve at være bange for at blive syg af det. Det var nærliggende at satse på at få sådan et rør udbredt i de områder på kloden, som ikke har udsigt til rent drikkevand, fordi folk er for fattige til at betale, hvad et vandværk koster.

I den forbindelse har man udviklet en større udgave at filter-røret – under navnet Life Straw Family – som kan hænges på en væg, fyldes op med snavset vand, og levere rent drikkevand fra en hane forneden. Hverken elektricitet, reservedele eller tekniske kundskaber er nødvendige. Apparatet kan levere ca. 18.000 liter rent vand – nok til en families forbrug i 3 år – før det skal udskiftes. Det er let at transportere, og markedsprisen svarer til 1 amerikansk cent = 5-6 øre pr. liter rent vand.
Det er stadigvæk dyrt, hvis man er slumbeboer eller bor i en landsby i et u-land. Derfor er firmaet gået sammen med fonde og store firmaer som CocaCola om at sponsorere en kampagne i det vestlige Kenya, som skal starte i April 2011 og omfatte 4 millioner familier. Kampagnen omfatter en række produkter og ydelser, og hver familie vil, foruden vandrenserne, få en type moskitonet, der er præparerede med insektgift (en anden af Vestergaard Frandsens opfindelser), en AIDS-test og almen sundhedsrådgivning.
Det er naturligvis heller ikke billigt. Men firmaet regner med at få sine vandrensningsapparater godkendt af ét eller flere af de rige landes markeder for CDM-kreditter engang i Februar. Idéen er, at brugen af Life Straw apparater gør det overflødigt at koge drikkevand, og dét forhindrer udledning af store mængder CO2 – foruden, at det skåner skove og savanner for rydning af træ til brænde. Jo mere kogning, apparaterne forhindrer/erstatter, jo flere CO2-kreditter får firmaet. De kan omsættes i penge på kvotemarkedet, hvad der giver Vestergaard Frandsen en profitmæssig interesse i at få rigtig mange familier til at bruge Life Straw, og til at udskifte dem regelmæssigt.
Som det måske fremgår, drejer hele historien sig om, at fattige mennesker kan få gratis rent vand ved hjælp af nogle ordninger, som er direkte resultater af rent politiske beslutninger. Hvis firmaet kan levere varen, og den virker, kan det smitte af på mange områder og forbedre tilværelsen for millioner af jordens fattigste.
Man kan også sige, at Vestergaard Frandsen, ved at koncentrere sig om de reelle behov i fattige områder, forsøger at åbne et enormt marked for nye investeringer. Om det så også vil være til gavn for klimaet, er et åbent spørgsmål.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce