Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
15. december 2010 - 14:25

Hvad er uddannelse ?

Målet for offentlig uddannelse er slet ikke at sprede oplysning; det er simpelthen at reducere så mange individer som muligt til samme, trygge niveau, at opdrage og træne et ensartet borgerskab, at undertrykke uenighed og originalitet.H.L.Mencken.

De snakker alle sammen om uddannelse og videnssamfund. Ikke for at vi skal blive klogere, men for at styrke konkurrenceevnen. Danmark skal, siger statsministeren gang på gang, være førende mht. viden – undskyld: know-how – og så er det jo kedeligt – undskyld: uacceptabelt – hvis nogle af skolebørnene hverken kan læse eller skrive.

Det er ellers ingen nyhed. Allerede i 1912, da man lavede den første, landsdækkende undersøgelse af folkeskolens elever, fandt man, at 20% gik ud af skolen uden at mestre disse så nødvendige kunster – og sådan har det været lige siden. Det falder øjensynligt ikke de højtuddannede undersøgere ind, at 20% af befolkningen har andre evner eller interesser, som måske kunne være nyttige for samfundet. I hvert fald reagerer de (og politikerne) med bestyrtelse på hver ny undersøgelse.

Noget af forklaringen er nok, at folkeskolen er et sikkert område at kaste sig over, hvis man skal vise politisk handlekraft. Alle har meninger om den, for alle har jo gået i skole, og resultaterne af evt. politiske indgreb viser sig som regel først, når de fleste mennesker har glemt, hvad der var meningen med dem.

Folkeskolens evt. mangler kan desuden forklare, hvorfor alting går mindre godt, end det burde. Det er jo indlysende, at når 20% af dem, man har brugt skattekroner på at uddanne til det nye videnssamfund, ikke har taget imod tilbuddet, må dette være en af årsagerne til, at landet sakker agterud i konkurrencen.

Det kan i hvert fald ikke skyldes dårlige ledere, når man ser på, hvor mange ledelseskurser, der er, og hvad de koster. Ser man desuden på ledernes indtægter, må enhver kunne forstå, hvor dygtige, de er.

Rapporten om den nylige storbrand i Israel viser, at problemet er almindeligt. Den beskæftiger sig kritisk med de forhold, der gjorde, at branden udviklede sig så voldsomt og tragisk, og at international bistand var nødvendig for at få den under kontrol. Man havde åbenbart sparet voldsomt på brandvæsenerne i hele landet.

Dvs., at man havde sparet på aktive brandmænd. Samtidig var administrationen vokset voldsomt. Det er jo kompliceret at spare.

Da K. Helveg Petersen og undertegnede midt i 70’erne udarbejdede rapporter om ungdomsarbejdsløshed og sent udviklede (’bogligt svage’ på nudansk), havde folkeskolen allerede været til debat i adskillige år, og der var almindelig enighed blandt dens ledere og pædagoger om, at nu måtte man snart give dem bare nogle få års arbejdsro.

Samtidig kunne vi konstatere en tilsvarende mængde protester fra faglige organisationer mod den reelle afskaffelse af mesterlæren og den boglige undervisnings fremmarch indenfor de praktiske fag: håndværk, faglige uddannelser af industriarbejdere, mv. Vores mønstereksempel var historien om en sent udviklet pige.

Hun havde ønsket sig at komme til søs, og det lykkedes Helveg at skaffe hende et job som rengøringsassistent på Storebæltsfærgerne. Det var hun glad for, og DSB var også glade for hendes arbejdskraft. Alligevel blev hun fyret, da hendes prøvetid udløb. Grunden var, at man ikke kunne blive ansat i DSB, uden at have bestået dét, der dengang hed 10.klasses-prøven. Og det havde hun ikke.

Næh, hun var ikke indvandrer. Dette foregik i de gode, gamle dage, da den danske stat kun diskriminerede mod sine egne. Men hun tilhørte et mindretal – de uudryddelige 20%, som ikke kunne lære at læse og skrive. Dem kan den danske velfærdsstat ikke bruge til noget.

Det har man sørget for. Som sagt, var de faglige uddannelser allerede i 70erne ved at blive invaderet af boglig undervisning, fulgt af prøver i boglige færdigheder. Denne udvikling førte til, at både det private erhvervsliv og de offentlige institutioner stillede stadigt flere, stadigt mere omfattende krav om papirer, der viste, at ansøgere til ledige jobs havde bestået eksamener eller prøver – undskyld, tests – i boglige færdigheder, uanset om arbejdet krævede sådanne færdigheder.

Disse krav gjorde det nemmere at sortere ansøgerne, især for de bogligt uddannede, der var ansvarlige for ansættelserne, men som måske aldrig havde været i nærheden af praktisk arbejde og kunne have svært ved at bedømme, hvad det forudsatte. Der var skabt en selvforstærkende udvikling, hvor uddannelseskravene til arbejdskraften efterhånden kom ud af trit med, hvad der rent faktisk var brug for.

Af en artikel i New York Times fra den 12. December fremgår det, at der er tale om en pandemi – ligesom fugleinfluenzaen, hvis nogen kan huske dén – som i frygteligt omfang har ramt Kina, hvor det ellers går så godt. Men også kinesere kan tage fejl.

I 1998, da man besluttede at satse på Kina som videnssamfund, producerede landets højere læreanstalter 830.000 dimittender. I Maj, 2010 forlod flere end 6 millioner læreanstalterne med bestået eksamen og gav sig til at lede efter arbejde. For flertallets vedkommende gjaldt det, at de kom fra fattige landsbyer og repræsenterede håbet om en bedre fremtid for deres fattige familier.

Som med det meste af, hvad vi hører om Kina, er der tale om en enorm indsats, der har givet beundringsværdige resultater, og efterfølgende ligeså enorme problemer. Det har nemlig vist sig, at der ikke eksisterer jobs til alle disse millioner af bogligt uddannede.

I den omtalte artikel beskriver journalisten, Andrew Jacobs, den slumby i nærheden af den tidligere Olympiske Landsby, hvor arbejdsløse akademikere og andre højtuddannede bor stuvet sammen under elendige forhold, mens de forgæves støvsuger Beijing for lønnet arbejde. Deres situation er desperat, for de har ikke mange penge med hjemmefra og får ingen understøttelse.

Samtidigt er der voksende efterspørgsel på de ufaglærte ’gæstearbejdere’ fra udkants-kina, og deres startløn er steget med næsten 80% mellem 2003 og 2009, mens startlønnen for højuddannede har ligget fast i samme periode. Hvis de altså kan få arbejde indenfor deres fag. De fleste af de over 100.000, som er havnet i Beijing, hutler sig igennem med løsarbejde til langt under mindstelønnen.

Centralregeringen har derfor igangsat projekter, som skal fremme udviklingen i udkantsområderne. Indtil videre er resultaterne små, og selv de dårligt lønnede i storbyerne tjener fortsat ca. 3 gange mere end folk på landet.

”I sammenligning med Beijing, virker min hjemby i Shansi, som om den sad fast i 50’erne,” siger en af dem, journalisten fra N.Y.Times har talt med i slummen. ”Hvis jeg var blevet dér, ville min liv være tomt og deprimerende.”

Når den fremstormende, kinesiske økonomi får den slags problemer, der i påfaldende grad ligner dem, man kender i mange andre vækstsamfund, kan det tænkes, at de har årsager, som selv de største forskelle i politiske systemer ikke har indflydelse på. Måske er det selve princippet om vækst, og den deraf følgende konkurrence, måden at tænke og tale om samfundet på, udvælgelsen af beslutningstagere, hele den teoretiske og følelsesmæssige overbygning, som – uanset de erklærede mål – splitter befolkningerne i ’stærke’ og ’svage’, i bogligt uddannede og praktikere.

Eller, med andre og grovere ord, de praktisk begavede, som udfører det nødvendige arbejde og lønnes dårligst, både i penge og i anseelse – og de teoretisk uddannede, som administrerer og bedømmer ’de andre’ og fører den offentlige debat.

På nogle områder er resultaterne synlige. Kulturen, f.eks. Det meste af min tid har der herhjemme været nogle få, højere uddannelser i billedkunst og musik, der endnu havde deres rødder i noget håndværksmæssigt, som stammede fra gamle dage, hvor private mæcener forlangte, at kunstværkerne kunne holde i mange år og musikken var til at spille for de gængse ensembler.

Nu er der et akademi for billedkunst i hver landsdel, et utal af musikhøjskoler, samt skoler for alle de ting, folk tidligere selv måtte finde ud af – filmskoler, forfatterskoler, journalistskoler, lederkurser, osv – og skønt det er muligt, at kvaliteten er højnet af al den undervisning, er det ikke til at se for overproduktion. Når man har knoklet sig igennem en uddannelse, forventer man naturligt nok anerkendelse, både økonomisk og som person. I en verden, hvor uddannelse er forudsætningen for arbejde, karriere og status, må man jo tro, at uddannelsen også giver adgang.

Når også de frie kunster er underlagt markedet, bliver konkurrencen hård. Det kan medføre, at mange producerer kunst for markedet og ikke, fordi de er dybt optagne af kunstneriske problemer. Sådan er markedet jo: man koncentrerer sig om, hvad der kan sælges. Om varen er nødvendig eller nyttig for andre mennesker, kan man se på salgstallene.

Når man har gennemgået en højere uddannelse, har man arbejdet i lang tid i ret ensartede systemer hvor man lærer et fælles sprog, som igen fremmer en vis ensartethed i tænkemåde og verdenssyn.

Grundlæggende er den overbevisning, at for at kunne eller vide noget, skal man havde læst sig til det. Desuden, at for at have nogen som helst værdi som menneske, skal man have et lønarbejde, der så igen definerer ens status. Jo højere indtægt, jo større betydning.

Folk har ikke helt fattet det endnu, men det kommer. Når der, som nu, er global finanskrise, sparer man naturligvis på det nødvendige arbejde (selvom man ikke definerer det som nødvendigt). Det udføres jo af praktisk begavede mennesker, som ofte savner boglig uddannelse, eller i hvert fald ikke bryder sig om at gå i skole. I samfund, hvor anseelse, indflydelse og løn hænger intimt sammen med boglig uddannelse, er sådanne mennesker ’svage’ og en belastning for økonomien. Alle fyringsrunder foretages som bekendt på grund af nødvendige besparelser og begynder altid nedefra.

Men i Israel er aviserne begyndt at diskutere, om man nu virkelig kan gå i krig mod muslimerne uden at have et fungerende brandvæsen. Og i Kina er man ligefrem begyndt at betale mere for nødvendigt arbejde. Men de ved heller ikke, hvad demokrati betyder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce