Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
21. december 2010 - 14:05

Har S, SF og RV på forhånd solgt fleksjob til stanglakrids og kun forsvaret førtidspension svagt?

Som modspil til VK – regeringens forslag til reform af førtidspension og fleksjob har S, SF og RV fremlagt et nyt samlet udspil: ”Færre skal udstødes fra arbejdsmarkedet”. I det følgende vurderes og diskuteres dette fælles udspil fra størstedelen af oppositionen i relation til de problemer og forringelser, som gennemførelse af regeringens udspil vil gennemføre. I del I redegøres for forhandlingssituationen og regeringens udspil og de overordnede principper i udspillet diskuteres, dernæst behandles i del II forslagene heri vedrørende førtidspension og i del III forslagene vedrørende fleksjob. Endelig sammenfattes og nogle alternative overvejelser præsenteres.

Del I: Udspillets baggrund og overordnede principper.

Forhandlingerne.

Hensigten er, at udspillet skal tjene som en fælles platform i de kommende forhandlinger med VK og DF om reform af ordningerne. Herom hedder i papiret fra S, SF og RV, at ” S, SF og RV fremsætter ingen ultimative krav før forhandlingerne og vi drøfter gerne forslagene fra regeringen... Men vi forhandler med udgangspunkt i 6 grundlæggende politiske principper… og optræder samlet herom gennem forhandlingsforløbet”.

Som bekendt eksisterer et forlig om førtidspension og fleksjob fra 2003, hvori VK, DF, S, SF og RV er deltagere. Ifølge gængs forligspraksis på Christiansborg kan VK ikke ændre lovgivningen på denne side af et valg med mindre, at der er tilslutning i hele forligskredsen. Man kan dog altså opsige forliget og efter et valg gennemføre de forslag, som der på det tidspunkt måtte være flertal for.

I forhold til de kommende forhandlinger burde det på den ene side naturligvis give en styrkelse af forhandlingspositionen overfor VK, at de tre partier etablerer en fælles platform og forpligter sig til at ”optræde samlet gennem forhandlingsforløbet”. På den anden side har de tre partier allerede på forhånd en ganske stærk position hver for sig, idet de som forligspartier har en tilnærmelsesvis vetoret på denne side af et valg.

Men på den anden har S, SF og RV som udgangspunkt haft noget forskellige synspunkter på reformbehovene, hvor især RV et godt stykke hen ad vejen deler opfattelser med VK. Når man betænker dette, rejser det fælles udspil spørgsmålet, om samarbejdet og den indbyrdes ”musketer ed” har bidraget til et klarere alternativ til regeringens udspil til reform af førtidspension og fleksjob? Eller om den indbyrdes tilnærmelse har kostet i form af en udviskning af profilen overfor VK?

Regeringens udspil.

Papiret fra S, SF og RV er som anført modspil til VK s udspil. Lad os derfor kort se på hovedtrækkene heri.

Regeringens hovedforslag vedrørende førtidspension er, at under 40 – årige fremover – bortset fra helt oplagte sager - ikke skal kunne modtage førtidspension, men indplaceres i såkaldt ”udviklingsforløb”; at personer over 40 – år tilbydes et udviklingsforløb på op til 5 år inden der tages stilling til permanent førtidspension, at forsørgelsesniveauet tager afsæt i den ydelse, den enkelte modtog forud for udviklingsforløb (så længe vedkommende er berettiget hertil) og herudover fastsættes en minimumssats (formentlig = kontanthjælpsats) samt endelig, at kommunernes refusion for førtidspensionister nedsættes fra 35 pct. til 20 pct.

Vedrørende fleksjob er VK s overordnede forslag, at fleksjob gøres helt midlertidige. Under 40 årige kan kun tildeles midlertidige fleksjob for 5 år ad gangen og over 5 årige tildeles i første omgang et midlertidigt 5 årigt fleksjob, hvorefter der tages stilling til permanent fleksjob. Løntilskuddet omlægges, således at det er størst ved mindst arbejdsgiverbetaling og herefter aftrappes op til et loft svarende til maksimal dagpengesats. Hermed forringes også ydelsen i fleksjob for langt de fleste over lavtløn. Også for fleksjob nedsættes refusionen til kommunerne, navnlig for de efter det første følgende fleksjob.

For en nærmere gennemgang, diskussion og kritik af VK´ s udspil, se Lund, Henrik Herløv: Regeringens udspil til reform af førtidspension og fleksjob – Hjælp til at komme i arbejde eller parkering i lavindkomst og uvished? Dec. 2010.

Fælles overordnede ”politiske principper” i udspilet fra S, SF og RV.

I forhold til VK s udspil slår de 3 oppositionspartier en række overordnede politiske principper fast, som de i fællesskab vil forhandle ud fra.

Disse 6 principper er:

1. Borgere med nedsat arbejdsevne skal fortsat have ordentlige vilkår

2. Gode og rimelige vilkår for fleksjobbere og personer på ledighedsydelse

3. Eksisterende førtidspensionister skal ikke have ringere vilkår

4. Unge skal have bedre hjælp

5. Bedre forebyggelse skal reducere risikoen for førtidspension og fleksjob

6. Ændringer skal ikke ske af akutte sparehensyn, men udgifterne skal reduceres over tid.

Godt og mindre godt i S, SF og RV ´s principper.

Det må på den ene side anerkendes som godt, når det i ovennævnte principper slås fast af de tre partier, at reformen IKKE skal være en spareøvelse, men at det handler om over tid ” … at forebygge tilgangen til offentlig forsørgelse og medvirke til, at flere bevarer en hel eller delvis tilknytning til arbejdsmarkedet”.
Heri ligger den helt rigtige tilgang, at man skal forebygge og behandle sig til en lavere tilgang af førtidspensionister og fleksjobbere og ikke gennemføre det via administrative stramninger og økonomiske forringelser. Det slås også i tilslutning hertil helt rigtigt fast, at effekten af en sådan indsats vil ”afhænge af, hvor mange ressourcer, der afsættes til kommunernes indsats og om de bruges effektivt.”

Men i denne forbindelse må det på den anden side også helt overordnet påpeges som en modsvarende stor svaghed ved oplægget, at der så ikke sættes tal på, hvor store ressourcer der må forudsættes tildelt til kommuner og regioner, hvis der skal ydes en god og effektiv forebyggelses – og behandlingsindsats overfor førtidspensionister og fleksjobbere, som reelt sætter sig spor i form af færre mennesker i de to ordninger.

Mange førtidspensionister og fleksjobbere er ramt af komplekse problemer og af lidelser, som ofte er ganske omfattende og kroniske. Her vil det kræve en både omfattende og langstrakt indsats fra både det sociale område i kommunerne og det psykiatriske og somatiske behandlingssystem i regionerne, hvis der skal opnås så mærkbare forbedringer i funktionsevne og helbred, at flere kan komme ud af eller trække mindre på ordningerne.

En sådan langsigtet reduktion i tilgangen til førtidspension og fleksjob kan derfor næppe realiseres uden en ressourceforøgelse til forebyggelses og behandlingssystemerne i størrelsesordenen 1-2 mia. kr. Uden en investering i bedre forebyggelse og behandling risikerer de gode hensigtserklæringer fra S + SF at forblive kun gode hensigter.

Som sagt er det som udgangspunkt godt og rigtigt, at S, SF og RV slår fast, at reform af førtidspension og fleksjob ikke skal være en spareøvelse. Og i den forbindelse må man også hilse det velkomment, at man fastslår, at ”Borgere med nedsat arbejdsevne skal fortsat have ordentlige levevilkår”. Det kan man kun tilslutte sig.

Men det er til gengæld en svaghed, at det i praksis forbliver forholdsvist udefineret, hvori ”ordentlige levevilkår består” bortset fra omkring ydelsen for førtidspensionister, jf. længere fremme. VK´ s udspil lægger jo klart op til helt konkrete forringelser af såvel tildelingskriterier som ikke mindst ydelser for både førtidspension og fleksjob. Her er det en gennemgående svaghed, at modspillet fra S, SF og RV forbliver forholdsvist ukonkret og spagt, bortset fra enkelte punkter.

Og det må navnlig betragtes som en stor svaghed ved udspillet fra det tre oppositionspartier, at de slet ikke forholder sig til et væsentligt besparelseselement i VK – udspillet, nemlig nedsættelsen af refusionssatserne. Herigennem satser regeringen jo tydeligt nok på at forstærke de i forvejen økonomisk hårdt trængte kommuners økonomiske incitament imod at tilkende førtidspension og mod at oprette fleksjob. Og på ad den vej at spare penge.

Del II: Vurdering af oppositionsudspillet vedr. førtidspension.

Synspunkter og forslag fra S, SF og RV vedr. førtidspension.

Tyngden i det fælles forhandlingsudspil fra S, SF og RV ligger klart på førtidspensionsområdet.

Det slås fra de tre oppositionspartier fast, at

• Personer, som allerede er på førtidspension, kan være sikre på, at S, SF og RV ikke vil forringe deres vilkår

• Og at justeringer ikke skal føre til, at flere parkeres på kontanthjælp

• At man er åbne for et ”helhedsorienteret udviklingsforløb for unge førtidspensionister til at forebygge førtidspensionering”,

• men at der i disse udviklingsforløb ”…skal lægges en tidsplan for den enkelte, så denne får overblik over sin situation og ikke fastholdes i et forløb på ubestemt tid”

Endvidere peger man på behovet for en arbejdsmiljøindsats, der kan forebygge og begrænse risikoen for at få permanent nedsat arbejdsevne.
Og man peger på behovet for, at den offentlige indsats koordineres effektivt og det foreslås ligefrem, at der i kommunerne opbygges en samlet forvaltning, der beskæftiger sig med grupperne i udkanten af arbejdsmarkedet.

Godt i markeringerne fra S, SF og RV vedr. førtidspension.

Det må naturligvis hilses velkomment, at S, SF og RV slår fast, at der ikke kan blive tale om ændringer i førtidspensionen med tilbagevirkende kraft. Vigtigt og rigtigt er det endvidere, at de tre oppositionspartier sammen vil stå fast på, at ”justeringer ikke fører til, at flere parkeres på kontanthjælp”. Det er et vigtigt synspunkt, da VK jf. foran har lagt op til en forringelse af ydelsen i udviklingsforløb.

Ganske vist foreslår VK, at ydelsen i udviklingsforløb ”tager afsæt” i den hidtidige ydelse dvs. at er man på sygedagpenge fortsætter man hermed. Men man opererer også med en minimumssats. Selvom det i VK udspillet ikke direkte siges, kan man frygte for at VK her har forslagene fra Arbejdsmarkedskommissionen i tankerne, hvorefter denne minimumssats skal svare til kontanthjælpssatsen og hvor det foreslås, at man kun oppebærer sin hidtidige ydelse så længe reglerne for denne tillader det. Dvs. at sygedagpengemodtagere, der falder for varighedsbegrænsningen, ryger på minimumssatsen = kontanthjælp. Hvis det er disse tanker, som spøger hos VK, indebærer det, at de som i stedet for tilkendelse af førtidspension placeres i udviklingsforløb før eller senere havner på kontanthjælp.

Hermed vil netop flere blive parkeret på kontanthjælp. Det er godt og vigtigt, at S, SF og RV vender sig imod denne fattiggørelse af mennesker med reduceret arbejdsevne.

Endelig må det ikke mindst anerkendes som godt og rigtigt og særdeles vigtigt, når S, SF og RV vender sig imod ” at udviklingsforløb fastholder mennesker med reduceret arbejdsevne på ubestemt tid”. Det er jo netop det frygtelige, som VK lægger op til, at en 18 årig skizofren kan blive parkeret i 22 år i udviklingsforløb, som ganske vist er 5 årige, men som bare forlænges gang efter gang uden at der sker nogen ændring af situationen.

Og mindre godt.

Som anført ovenfor er det godt, at de tre partier vender sig mod forringelse af vilkårene for eksisterende førtidspensionister. Betydningen af kravet må dog ikke overvurderes. Selv om de Konservative har været ude med synspunkter om også ændringer for eksisterende førtidspensionister, taler det fælles VK udspil dog ikke herom. Ligesom også DF har taget afstand herfra. Så der er nok her tale om en lidt billig omgang.

Vedrørende kravet om, at ikke flere skal ende på kontanthjælp er det som anført godt og rigtigt. Men det er til gengæld er det mindre klart, hvad der ligger i S, SF og RV synspunktet om ikke flere på kontanthjælp: Ligger der at ydelsen i udviklingsforløb ikke skal være kontanthjælp, men svare til satsen i førtidspension? Eller vil man sætte en begrænsning for, hvor mange personer der må være i udviklingsforløb på kontanthjælpssats?

Her kunne oplægget godt være mere klart og definitivt omkring, at det naturligvis ikke kan accepteres, at ydelsen i udviklingsforløb bliver lavere end satsen for førtidspension, fordi det vil åbne op for kassetænkning i kommunerne i at spare penge ved at placere mennesker med reduceret arbejdsevne i udviklingsforløb i stedet for at tilkende dem en ellers berettiget førtidspension.

Endelig må det som sagt hilses velkomment, at S, SF og RV tager afstand fra tidsubestemt parkering i udviklingsforløb. Til gengæld er det igen mindre klart, hvad der ligger i synspunktet og i kravet om, at der skal lægges en tidsplan, for hvor lang kan den være? Også her kunne oplægget ønskes mere klart og definitivt om, at der kun kan accepteres et op til 5 årigt udviklingsforløb og at hvis kommunerne ikke er i stand til at dokumentere fremskridt i funktionsevne og bringe pågældende tilbage til ordinær beskæftigelse, så skal førtidspensionen falde.

Endelig må det som anført foran betragtes som en væsentlig svaghed ved udspillet, at det ikke afviser reduktion af refusionssatsen for kommunerne fra 35 pct. til 20 pct., idet der af VK i høj grad lægges økonomisk gift for tilkendelse af førtidspension.

Del III: Skidt og kanel i oppositionsudspillet vedr. fleksjob.

Som anført har udspillet sin tyngde i forsvaret for førtidspension. Omkring fleksjob er udspillet nemlig anderledes spagfærdigt og tomt.

Ganske vist fastslås det som et princip, at der skal være ”Gode og rimelige vilkår for fleksjobbere og personer på ledighedsydelse”.

Men dettes synes i høj grad at begrænse sig til personer på ledighedsydelse, som er tilkendt fleksjob, men ikke har kunnet finde et. Her er det godt, at de tre partier vil give særlig hjælp til, at de pågældende finder et sådant og til at der oprettes flere fleksjob særligt til dem.

Men ellers er de tre partiers udspil blottet for konkrete og specifikke synspunkter om fleksjob bortset fra, at man åbner op for en justering af maksimumsgrænsen for offentligt støtte til ordningen, så det fremover forhindres at fleksjobbere kan have en indkomst på op til 700.000 med stor offentligt støtte.

Dette er ganske vist et rimeligt og rigtigt synspunkt, men ellers må det karakteriseres som en stor svaghed ved udspillet fra S, SF og RV, at det ikke klart afviser – ja ikke engang kommenterer - VK´ s mange oplæg til forringelse af fleksjob:

• Indførelse af midlertidige fleksjob,

• forringelse af ydelsen for alle andre end lavtlønnede

• og også her den væsentlige nedsættelse af refusionssatserne

Fleksjob har været et væsentligt element i at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked og har været en succes, idet den har givet mennesker med reduceret arbejdsevne en mulighed for at blive på arbejdsmarkedet, i stedet for at droppe helt ud og ende på kontanthjælp eller i førtidspension.

Alligevel efterlades man med det indtryk, at S, SF og RV stiltiende har opgivet kampen for ordningen og mod de væsentlige forringelser som VK s forslag indebærer.

Afslutning.

Godt og mindre godt i udspillet fra S, SF og RV.

Det må anerkendes, at der er en række gode og rigtige elementer i udspillet fra S, SF og RV til forhandlinger om reform førtidspension og fleksjob: ”Færre skal udstødes af arbejdsmarkedet”

De tre partiers fastslår rigtigt og positivt, at reformen ikke bør handle om besparelser, men om gennem forebyggelse og behandling at reducere tilgangen til førtidspension og fleksjob. Og at borgere med nedsat arbejdsevne fortsat skal have ordentlige levevilkår.

Og det må anerkendes, at der føres et godt forsvar omkring førtidspension, når det fastslås, at flere ikke må ende på kontanthjælp og at udviklingsforløb ikke må være indebære tidsubestemt parkering.

Også blikket for, at personer på ledighedsydelse, som ikke har kunnet finde fleksjob, skal hjælpes hermed er rigtigt.

Men der er også store svagheder i udspillet. Når det rigtige synspunkt markeres, at der skal satses på forebyggelse og behandling, er det en svaghed, at der ikke kræves de fornødne yderligere midler til at opruste regionernes psykiatriske og øvrige behandlingssystem og kommunernes sociale ditto samt kommunernes forebyggelsesindsats.

Og det må karakteriseres som en svaghed, at der ikke tages afstand fra den del af VK ´s spareøvelse, som handler om gennem reducerede refusionssatser at lægge økonomisk gift for at kommunerne tilkender førtidspension og fleksjob.

Det er som anført omkring førtidspension oplægget har sin tyngde, men det er alligevel i den forbindelse en svaghed, at der ikke stilles et klart krav om, at ydelsen for personer i udviklingsforløb skal svare til ydelsen i førtidspension og at udviklingsforløb skal klart afgrænses til max 5 år.

Og hvad angår fleksjob er det en overordentlig stor svaghed, at der fra S, SF og RV nærmeste er larmende tavshed og mangler en klar afvisning af midlertidige fleksjob, forringet ydelse i fleksjob og nedsættelse af refusionssatsen også her.

Hvorfor et halvt forsvar?

Man spørger sig selv, hvorfor der kun føres et sådant halvt forsvar for førtidspension og fleksjob? Som anført har de tre partier som forligsparter jo en ganske stærk udgangsposition i forhandlingerne med vetoret på denne side af et valg og hvis fx S+SF sammen afviste forringelserne, ville de ikke blive gennemført.

Spørgsmålet er, om det er selve den indbyrdes tilnærmelse af synspunkter de tre partier imellem som har snarere end en styrkelse er blevet en svækkelse af forhandlingspositionen? Som tidligere anført ligger det Radikale Venstre jo i den økonomiske og velfærdsmæssige politik tættere på VK end især SF. Der er dog også synspunkter på den socialdemokratiske højrefløj, som ligger tæt herpå.

Men især RV har fx markeret sig med synspunkter mod fleksjob. At fleksjob i oplægget mere eller mindre bliver solgt til stanglakrids synes at have været prisen for at få de Radikale med til udspillet og forsvaret for førtidspension.

Spil om politikken efter et regeringsskifte?

Det må anerkendes, at der ER et politisk hensyn i oppositionen om at blive indbyrdes enige om en politik for området med henblik på, hvad der skal gøres efter et regeringsskifte. Det styrker formentlig alt andet lige også troværdigheden af et regeringsalternativ, hvis oppositionspartierne står samlet.

Eftersom RV i henseende til den økonomiske politik og velfærdspolitik i praksis lige så meget er en modspiller som en medspiller ligger der formentlig hos S og SF en overvejelse om, hvad der kan ske efter et valg. Kan man risikere at RV går sammen med VK på de nævnte politikområder, såfremt RV igen genvinder sin historiske position som ”tungen på vippen”. Her kan S og SF måske mene, at det er en fordel at give RV de fornødne indrømmelser vedr. førtidspension og fleksjob INDEN VALGET frem for efter.

Men det synes at have haft sin store pris at blive enige med RV. Stormløbet fra de borgerlige og arbejdsgiverne mod fleksjobordningen synes at være givet frit løb og også i forsvaret for førtidspension er der væsentlige svagheder. Spørgsmålet er, om en så høj en pris for RV s opbakning er ønskelig og den ikke kan svække det politiske indhold af alternativet til VKO vækkes og dermed måske opbakningen hertil?

Supplerende alternativ til VK s forslag.

I stedet for VK s asociale reformudspil og til styrkelse af udspillet fra S, SF og RV kan foreslås følgende:

• Revalidering bør prioriteres som effektivt instrument til rehabilitering, bl.a. gennem øget refusion.

• Behandlingssystemet bør oprustes gennem tildeling af større midler.

• Beskæftigelse af personer med reduceret arbejdsevne bør støttes gennem præmiering af virksomheder, som opretter sådanne jobs.

• Førtidspension bør bevares for både under og over 40 årige – det handler ikke om alder, men om udsigter til generhvervelse af erhvervsevne.

• Men den forud for førtidspension gående undersøgelse, arbejdsprøvning og sagsbehandling kan med fordel samles i et tidsbegrænset 3 til max 5 årigt rehabiliteringsforløb med reelle behandlingstilbud.

• Fleksjob bør ikke gøres midlertidige og løntilskudsmodel og ydelse bør i hovedsagen bevares, således at de følger med arbejdsgiverbetalingen op.

• Dog bør loftet for løntilskud til fleksjob justeres, således at der ikke gives tilskud for arbejdsgiverbetaling udover 200 - 250.000 kr.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce