Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
20. februar 2011 - 20:28

Prisen på menneskeliv & Ægyptiske noter

PRISEN PÅ MENNESKELIV

Det kommer selvfølgelig an på, hvad slags liv, man snakker om. Her drejer det sig om borgere i USA. Skal man oversætte tallene til andre lande, bliver de lavere, afhængigt af udviklingsniveau og politisk tilhørsforhold.

Den 17. februar skriver New York Times under overskriften REGERINGSKONTORER HÆVER PRISEN PÅ LIV; ERHVERVSLIVET PROTESTERER om en voksende konflikt i USA. Det drejer sig om en række federale organisationer som EPA (miljøbeskyttelse), FDA (fødevare – og medicinkontrol), Transportadministrationen og Afdelingen for Indenrigs Sikkerhed, som hver især har forhøjet prisen på et menneskeliv med mellem 30 og 100%.

EPA opererede f.eks. under Bush-administrationen med en pris på 6,8 millioner dollars, men har nu hævet prisen til 9,1 millioner. Transportadministrationen har fastsat en pris på ca. 6 millioner, mens Afdelingen for Indenrigs Sikkerhed anslår, at prisen for et dødsfald på grund af terror ligger 100% over prisen på alle andre dødsfald.

Når dele af erhvervslivet protesterer, skyldes det, at disse underlige priser har et rent praktisk formål: De bruges til at begrunde indførelsen af regler for produktionen af en lang række varer.

Den mest aktuelle konflikt på tidspunktet for artiklen i Times var mellem Transportadministrationen og bilindustrien og drejede sig om bestemmelser for, hvor meget (eller hvor lidt) indbygget sikkerhed, der skulle kræves i nye biler – f.eks. forstærket tagkonstruktion o.lign.

Den slags bestemmelser medfører naturligvis udgifter for bilfabrikanterne – de skal lave ændringer i produktionen, måske finde nye materialer eller bruge flere af de kendte, bruge mere tid pr. bil, osv.

I 2005 afviste Bush-regeringen en plan om at kræve dobbelt styrke af taget på nye biler, hvad der skulle have kunnet redde 135 liv om året, fordi transportindustrien havde regnet ud, at omkostningerne ville overstige værdien af disse 135 liv med 800 millioner dollars.

Transportadministrationen foreslog derfor nogle mindre kostbare forbedringer, der blev anslået til at kunne redde 44 liv om året. I fjor indførte Obama-regeringen de skærpede regler under henvisning til, at omkostningerne – med de nye priser på liv – ville blive lavere end besparelserne. Dertil kommer det beregnede antal skader og dermed forbundne udgifter, som de forstærkede tage skulle begrænse.

Det interessante er, at det oprindeligt er erhvervslivets organisationer, der har presset på for at få regeringen til at sætte tal på værdien af menneskeliv. Det kunne bruges i diskussionerne med embedsværket om værdien af foreslåede indgreb. Med andre ord – får man nok for pengene?

N.Y. Times forklarer ikke, hvordan regeringens departementer kommer frem til deres, ret forskellige, tal. Men det faktum, at Afdelingen for Indenrigs Sikkerhed påstår en 100% højere værdi af ofre for terror end for trafikulykker, kunne tyde på, at der er en direkte sammenhæng mellem omkostningerne ved departementets indgreb og den påståede værdi af reddede menneskeliv.

Det er indlysende, at omkostningerne ved f.eks. visitering af flypassagerer, overvågning af internettet eller flere hundrede tusinde hemmelige agenter er større end ændringer i bilers tagkonstruktion.

EGYPTISKE NOTER

De reportager, vestlige medier har bragt fra omvæltningerne i Tunesien og Egypten, har været ensidige på en pudsig måde. Ikke så meget politisk – om end alle anti-muslimske kattelemme har stået på klem – som faktuelt: Man har, meget naturligt, samlet opmærksomheden om de stor byer og om den rolle, de elektroniske medier – internettet, facebook og twitter – har spillet. Hvad Egypten angår, er det undgået de flestes opmærksomhed, at netop, som det lykkedes regimet at mørklægge de fleste af de elektroniske kommunikationer den 28., kulminerede opstanden. Og forklaringen på, hvad der udløste det tunesiske oprør har hele tiden været en ung students selvmord.

Lidt graven i tilgængelige kilder viser et andet og mere sammenhængende billede. Det ser ud til, at begge oprør begyndte tidligere, end vores medier har opfattet det, og at det ikke som fremstillet var et storby-fænomen. I Tunesien begyndte det i landsbyer fjernt fra hovedstaden, bredte sig til større byer og endte i de store demonstrationer i Tunis.

Fra Tunesien, som i sig selv er lidt af et udkantsområde i Mahgreb, bredte bevægelsen sig til de egyptiske landdistrikter, og allerede d. 25. var 12 byer over hele landet i fuldt oprør. Flere øjenvidner fortæller, at opstanden på Tahrir-pladsen i Cairo aldrig var begyndt, hvis ikke det meste af landet allerede havde bevist, at det var muligt at demonstrere trods udgangsforbud og politivold.

Spørger man om baggrunden, er billedet broget, men det vigtigste synes at have været nogle helt enkle, økonomisk-politiske forhold.

I begge lande har det længe været en vigtig forudsætning for landbefolkningens tilværelse, at mange familier havde medlemmer, som arbejdede i udlandet og sendte det meste af lønnen hjem til landsbyen. Men to ting har på det seneste ødelagt systemet.

For det første betød den globale finanskrise, at en række værtslande greb ind overfor både den legale og den illegale udenlandske arbejdskraft. Folk blev fyret, store mængder blev deporteret – og strømmen af penge til landsbyerne i hjemlandene, her Tunesien og Egypten, svandt ind til næsten ingenting. Samtidig steg priserne på basale fødevarer drastisk, mange steder op til det tidobbelte, og det skete i løbet af kort tid, fordi det ikke, som påstået, havde noget at gøre med vejr og høstudbytte, men skyldtes spekulation på det globale marked.

Det forbavsende for os i de rige lande er, at arabiske bønder ikke er dummere, end at de kan se en sammenhæng mellem den slags katastrofer og den politik, deres egne regeringer følger.

Det har betydet, at oprøret i yderdistrikterne fra starten ikke kun blev en protest mod en pludselig økonomisk katastrofe, men mod selve den marginalisering af de producerende bønder og den centralisering af den politiske og økonomiske magt, som havde været med til at fremkalde den.

Noget andet, den såkaldt udviklede verden har haft svært ved at forstå, er opstandenes mangel på ledere og politiske programmer. Trods utallige spørgsmål desangående og ligeså mange, helt afvisende svar fra deltagerne, har vi vist endnu ikke helt fattet, at folk kan selv, når det kommer til stykket.

Men det ville jo også afsløre alle idéer om politisk lederskab, førende partier, økonomiske teorier og så videre, som udtryk for de højtuddannedes rodfæstede foragt for de befolkninger, som sørger for deres bekvemmeligheder.

Sådan ser det i hvert fald ud for dem, der har spurgt sig for, dér hvor tingene foregik. En god, lang og grundig rapport finder man på
http://japanfocus.org/-Mohammed-Bam...
som stammer fra The Asia-Pacific Journal, Vol.9, Issue 7, No. 1, February 14, 2011

Nu forhandler man bag lukkede døre i både Tunis og Egypten, og det er svært at forestille sig, at det såkaldt ’internationale samfund’ med USA og Israel i spidsen ikke vil bruge alle tænkelige (og utænkelige) midler for at beskytte, hvad man tror, er dets interesser.

Og før vi bestemmer os til, hvem vi skal holde med, skal vi nok lige tænke på, hvordan det skal gå med vores varmeregning – for slet ikke at tale om benzinprisen. Den snakker man meget om i USA – hvor mange arabere skal slås ihjel, for at vi kan trille rundt og holde varmen?

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce