Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
1. marts 2011 - 1:49

Kunstnerisk ytringsfrihed vs. privatlivets fred

BAGGRUND/ANALYSE: Om kort tid afsiger Østre Landsret dom i en højest usædvanlig sag, hvor en hovedperson i en roman har sagsøgt forfatteren og romanens forlag for at have krænket privatlivets fred.

Det er vel næppe sjældent, at en person har følt sig krænket over at optræde i en bog. Men det hører – i al fald i Skandinavien – til sjældenhederne, at en person har taget skridtet ud og har sagsøgt forfatteren og dens forlag.

En af de juridiske fagbøger, som omhandler forholdet mellem ytringsfrihed og privatlivets fred, er Personlighedsret, der udkom i 2007. Og om de få sager, der hidtil har været (forsøgt) rejst i relation til kunst og litteratur, har advokat Peter Lambert med speciale i medieret, ophavsret og markedsføringsret anført i et af sine indlæg i bogen, at "[g]runden hertil kunne være, at man har fundet praktiske løsninger på de problemer, der er opstået, men ... nok snarere [er], at de personer, der har følt sig hængt ud, ikke har villet reagere af frygt for at blive til grin eller andre negative konsekvenser". [1]

Derfor er retspraksis inden for dette område også særdeles sparsom.

Seierstad-dommen

Oslo Tingrett har imidlertid efter udgivelsen af Personlighedsret afgjort en sag om en bog, hvor retten har skullet veje ytringsfrihed over for privatlivets fred.

Boghandleren fra Kabul (2002) af den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad førte nemlig som bekendt til et sagsanlæg mod hende selv og hendes forlag Cappelen Damm. Sagen blev afgjort i juli 2010, og retten dømte Seierstad og forlaget til hver især at betale en erstatning på NOK 125.000 til sagsøgeren Suraia Rais, [2] der er gift med hovedpersonen, og som selv er blandt de personer, der optræder i bogen.

I dommen udtalte retten bl.a.:

"Oplysningerne om Rais’ tanker og følelser er sensitive. De er tillagt hende som sande og publiceret, uden at Seierstad og forlaget kan anses for at handlet i god tro for at sikre, at de er rigtige og nøjagtige. Rais er ikke kilde til oplysningerne og kan ikke siges at have medvirket til dem." [3]

GIF - 151.2 kb
Åsne Seierstad. Foto: Jarle Vines

Selv har det været Seierstads argument, at det kun er den litterære reportage, som kan bringe læseren helt tæt på begivenhederne. [4] Hun og forlaget har derfor anket dommen, idet de frygter, at den kan betyde indskrænkninger for den dokumentarjournalistik, der udgives i bogform.

Men ankesagen har ikke afholdt yderligere 6 medlemmer af den afghanske familie fra også at sagsøge Seierstad og hendes forlag.

Og i det hele taget synes sagsanlægget mod Seierstad at have givet andre, som har følt sig forurettede, mere blod på tanden.

I Sverige har den tidligere litterære agent Bengt Nordin anlagt sag mod sin datter Camilla Danilda på grund af hendes selvbiografiske roman At leva med sanningen (2009), som handler om incest. Og i Norge overvejer hele 14 familiemedlemmer at sagsøge Karl Ove Knausgård, mens de afventer sjette og sidste bind af hans selvbiografiske roman Min Kamp (2009-?), hvoraf foreløbigt to bind er udkommet på dansk. I øvrigt var første bind indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

GIF - 303.1 kb
Karl Ove Knausgård, pressefoto.
Knausgård gæster International Forfatterscene i Diamanten den 14. marts 2011.

Men også i Danmark er det bl.a. Seierstad-dommen, som sagsøgerens advokat har henvist til i den sag, der p.t. verserer for Østre Landsret. Anderledes har de sagsøgtes advokat fastholdt, at de to sager ikke er sammenlignelige. Og den danske sag synes i al fald at fremstå både mere omfattende og mere kompleks, hvilket gør det noget vanskeligt at spå om sagens udfald.

Von Hannover mod Tyskland

Ét af de forhold, der gør den danske sag mere omfattende end den norske, er, at den også omhandler retten til eget billede. I sagen har der nemlig været anvendt et fotografi af hovedpersonen både til bogens forside og til markedsføringen heraf.

Og det har fået sagsøgerens advokat til at henvise til yderligere en dom, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i sagen "von Hannover mod Tyskland" i juni 2004.

Caroline von Hannover, der er prinsesse af Monaco, havde forud herfor rejst en række sager ved de tyske domstole, fordi flere tyske ugeblade uden hendes samtykke havde bragt paparazzibilleder af hende og hendes familie. Afgørelserne var dog - bortset fra nogle billeder af hendes børn, der er særligt beskyttede efter tysk lovgivning - gået von Hannover imod, idet tysk ret havde lagt "afgørende vægt på pressens rolle som formidler af information – ikke blot af seriøs art – til offentligheden". [5]

Men von Hannover havde fået medhold, da hun efterfølgende havde rejst en sag ved menneskehedsrettighedsdomstolen i Strasbourg med påstand om, at de tyske domstolsafgørelser havde krænket hendes ret til et privatliv.

GIF - 127.1 kb
Den Europæiske Menneskehedsrettighedsdomstol i Strasbourg. Foto: Alfredovic

I dommen udtalte Den Europæiske Menneskehedsrettighedsdomstol bl.a.:

"Although freedom of expression also extends to the publication of photos, this is an area in which the protection of the rights and reputation of others takes on particular importance. The present case does not concern the dissemination of "ideas", but of images containing very personal or even intimate "information" about an individual.

... The Court considers that the publication of the photos and articles in question, the sole purpose of which was to satisfy the curiosity of a particular readership regarding the details of the applicant’s private life, cannot be deemed to contribute to any debate of general interest to society despite the applicant being known to the public …

As the Court has stated above, it considers that the decisive factor in balancing the protection of private life against freedom of speech should lie in the contribution that the published photos and articles make to a debate of general interest …" [6]

Sagen "von Hannover mod Tyskland" er omtalt i Personlighedsret af advokaterne Jakob Juul og Lars Solskov Lind. Og om dommens konsekvens har de to advokater fastslået, at
"retstilstand om pressens offentliggørelse af personbillleder [må] anses for grundlæggende ændret". [7]

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech mod Gyldendal og Helge Bille Nielsen

Den danske sag handler som sagt om en hovedperson i en roman, der har sagsøgt forfatteren og romanens forlag for at have krænket privatlivets fred.

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er således det borgerlige navn på en virkelig person. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech/"Rasmussen" er imidlertid også navnet på hovedpersonen i Das Beckwerks roman Suverænen, der udkom i 2008, og det har fået førstnævnte til at sagsøge Gyldendal og forfatteren for identitetstyveri.

Vel at mærke er den sagsøgte forfatter ikke Das Beckwerk, men dets virksomhedsleder med det borgerlige navn Helge Bille Nielsen. Selv kalder han sig ofte for "den navnløse", men i offentligheden er han nu nok alligevel bedre kendt som den både i 2001 og i 2010 afdøde Claus Beck-Nielsen.

JPEG - 123 kb
Virksomhedsleder Helge Bille Nielsen foran Das Beckwerk. Foto: Das Beckwerk.

Det er i den danske sag Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs påstande, at Helge Bille Nielsen og Gyldendal i forbindelse med romanen Suverænen uberettiget har "anvendt og offentliggjort sagsøgers private forhold, herunder sagsøgers billede, sagsøgers navn, sagsøgers adresse, navne på sagsøgers børn, sagsøgers skilsmisse og sagsøgers økonomiske dispositioner", og at de "uberettiget har anvendt sagsøgers tekster …". [8]

Derudover har han fundet det injurierende, at karakteren "Rasmussen" benytter udtryk som "negermand" og "nigger", ligesom man har ladet "Rasmussen" fremkomme med en opdigtet udtalelse om Rote Armee Fraktion.

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech kræver derfor en erstatning på henholdsvis kr. 60.000 og kr. 30.000 fra forlaget og fra forfatteren. Og ydermere kræver han, at alle eksemplarer af bogen hjemkaldes fra boghandlere, og at de sammen med de eksemplarer, som forlaget måtte have på lager, destrueres.

Gyldendal og Helge Bille Nielsen har heroverfor påstået afvisning/frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Sagsforløbet

Domsforhandlingen har på grund af flere forhindringer og udsættelser været næsten to år undervejs.

Først nægtede Das Beckwerk overhovedet at modtage en stævning mod Claus Beck-Nielsen med den begrundelse, at man ikke havde nogen ansat med det navn. Sagsøgtes daværende advokat var derfor nødt til at konsultere Folkeregisteret, før han på ny kunne fremsende en stævning nu mod Helge Bille Nielsen.

I dets svarskrift afviste Das Beckwerk imidlertid, at Helge Bille Nielsen er at betragte som den juridisk ansvarlige forfatter, uanset at der på romanens bogflap er bragt et billede af Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og Helge Bille Nielsen ("Rasmussen" & "Nielsen") med teksten "Hovedpersonen og hans forfatter".

Dernæst blev sagen udsat for at blive videreført fra Københavns Byret til Østre Landsret, efter at de sagsøgte havde fået medhold i deres påstand om, at sagen er af principiel karakter.

Dette medførte også forøgede advokatudgifter, og tillige kravet om betaling af et større depositum tvang Thomas Skade-Rasmussen Strøbech til at skifte advokat intet mindre to gange, og af uvisse grunde var det først hans tredje advokat, der ansøgte om fri proces.

Og endelig blev sagen udsat, da den daværende retsformand kort forinden den planlagte domsforhandling den 8. og 9. september 2010 udskød domsforhandlingen til den 19. og 20. januar 2011; et tidspunkt, hvor dog hverken han selv eller sagsøgerens advokat havde mulighed for at være til stede.

Ikke alene har Østre Landsret derfor måttet udpege en ny retsformand; Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har tillige været nødt til at finde sig en ny og fjerde advokat. [9]

Spekulationerne

Men hvor dele af sagsforløbet kan forekomme en anelse usædvanligt, er dette dog intet imod sagens øvrige omstændigheder. Disse har nemlig ligefrem har ført til spekulationer om, at retssagen i sig selv er en happening, der er iscenesat af de to parter og i øvrigt tidligere partnere Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i fællesskab.

Mindsket spekulationerne har det nok heller ikke, at Das Beckwerk forud for retssagen nærmest har beskrevet denne som en planlagt event. På dets hjemmeside har man således kunnet læse følgende:

"PLANNED LARGER BECKWORKS & MAJOR CATASTROPHIES IN 2010:
THE LAWSUIT/TRIAL:
ØSTRE LANDSRET, 8+9 SEPTEMBER, 10-15 (10am-3pm):
THOMAS SKADE-RASMUSSEN STRØBECH versus DAS BECKWERK & GYLDENDAL PUBLISHERS
Finally the lawsuit against Das Beckwerk for theft of identity, biography, name, picture etc will be on court.
The proceedings are public, and everybody is welcome!"
 [10]

Spekulationerne har imidlertid ikke hold i virkeligheden.

Derimod udspringer de af, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech tidligere har optrådt som en romanfigur; nærmere bestemt som bipersonen "Rasmussen" i romanen Selvmordsaktionen. Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004, der udkom på Gyldendal i 2005 under forfatternavnet claubeck-nielsen.net.

Også på dennes bogflap var der i øvrigt bragt et billede af Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbech med teksten "Nielsen og Rasmussen ved grænsen til Irak 1. januar 2004".

GIF - 174.1 kb
Selvmordsaktionen af clausbeck-nielsen.net her i den norske udgave. Foto: Das Beckwerk

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der selv er performancekunstner, har under kunstnernavnet Thomas Altheimer derudover reflekteret over sine erfaringer som romanfigur i essayet "Mennesket mellem fylde og tomhed. Om suverænitet, fiktion og virkelighed", hvori han tilbage i 2008 bl.a. skrev:

"Jeg ved ikke meget om politisk litteratur ... Men jeg har erfaring som udøvende på figursiden i en dansk bog … Selvmordsaktionen, hedder den. Den er skrevet af Claus Beck-Nielsen og handler om vores lille tur til Irak og vores forsøg på at demokratisere landet.

Jeg spillede dengang i 2004 rollen som Rasmussen. … Det var dengang min første erfaring som litterær figur. For hysterikeren en ubehagelig oplevelse med tanke på at man ikke selv er herre over fortællingen. Men jeg tror, at det er en god og stærk udsigelsesposition at sige noget som litterær figur. … Det forventes, at man bringer sit sindelag på niveau med sine handlinger. Men selvom jeg gerne ville, skriver jeg alligevel ikke her som litterær figur. For så skulle der have været et plot, en mening med det hele. Der er langt mere tale om et tomt menneske. Et menneske, som eksisterer i rummet mellem historierne. Et menneske, som måske kommer til at optræde i Nielsens næste bog – og hvis, så formodentlig under et andet navn – men igen, det er vi jo ikke selv herre over. Det er helt op til Claus. Og fred være med det. Det er i hvert fald det, min terapeut siger." [11]

Om sagens baggrund

Både Selvmordsaktionen og Suverænen er dog projekter, der er udført i Das Beckwerks regi; et såkaldt "arts house", som blev etableret i 2002 i kølvandet på Claus Beck-Nielsens selvskrevne død.

Forud herfor havde Claus Beck-Nielsen gennemgået et forløb, hvorunder han havde oplevet at få "frastjålet" sin egen identitet.

I en periode havde Claus Beck-Nielsen nemlig levet et dobbeltliv for at realisere et projekt, hvor han havde ført fiktionen ud i virkeligheden. Parallelt med sit private liv havde han således inspireret af Max Frischs roman Jeg er ikke Stiller (ty. Stiller, 1954) ageret i offentligheden som den fiktive person Claus Nielsen. Og som Claus Nielsen havde han været tvunget til at leve som en hjemløs, idet han havde foregivet at have mistet sin hukommelse og dermed heller ikke havde kunnet huske sit personnummer, som er nødvendigt for at få offentlig hjælp.

Flere aviser havde bragt Claus Nielsens historie. Og efter afsløringen af Claus Beck-Nielsens rigtige identitet havde dette udløst en debat, der havde stillet spørgsmålstegn ikke ved det samfundsmæssige aspekt, men ved det moralske i, at han havde ført offentligheden bag lyset.

Om end Claus Beck-Nielsen havde forsøgt at holde de to identiteter adskilte ved at forklare, at der havde været tale om et kunstprojekt, havde han imidlertid ikke kunnet forhindre den fiktive Claus Nielsen i at virke tilbage på hans private liv. Hans egen identitet var derfor begyndt at smuldre. Og da også hans ægteskab var gået i opløsning, havde han ligesom sin fiktive person måttet se sig selv forvandlet til en hjemløs.

Det synes efterfølgende at have været inspireret af semiotikken og Roland Barthes’ påstand om forfatterens død, at han havde valgt helt at skille sig med Claus Beck-Nielsen.

Claus Beck-Nielsen tog således det mere eller mindre tilfældige navn Helge Bille Nielsen. Og i den "forfatterløse" Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi, som udkom i 2003, skildrede han hele forløbet.

GIF - 170.4 kb
Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003). Foto: Das Beckwerk

I forlængelse heraf har Das Beckwerk haft til formål,

"… at videreudvikle de muligheder, der lå i Claus Beck-Nielsens afsked med identiteten. Siden 2002 har Das Beckwerk arbejdet på at videreudvikle nye måder at være menneske på hinsides identiteten, navnet og nummeret.

Desuden har Das Beckwerk forsøgt at skabe en aktiv forbindelse mellem den enkelte verdensborger og verdenshistorien." [12]

Og også Das Beckwerk har bragt fiktionen bragt ud i virkeligheden. Ikke mindst da Helge Bille Nielsen sammen med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i rollerne som "Nielsen & Rasmussen" drog på to demokratirejser til henholdsvis Irak og USA i 2004.

GIF - 172.4 kb
Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og Helge Bille Nielsen som "Rasmussen & Nielsen" på demokratirejse i USA i 2004. Foto: Das Beckwerk (Samme foto blev senere anvendt på omslaget af Suverænen)

Året efter udkom romanen Selvmordsaktionen, hvori det omvendt var virkeligheden, der var blevet bragt ind i fiktionen.

Men Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs samarbejde ophørte dog ikke af den grund. I 2006 drog de således atter på en demokratirejse, denne gang til Iran.

Kontroverserne begyndte først i september 2008 umiddelbart efter udgivelsen af Suverænen. En journalist fra Information forsøgte da via den litterære agent forgæves at komme i kontakt med hovedpersonen:

"Nej, selvfølgelig kan man ikke det, lyder beskeden fra Nielsen gennem hans litterære agent. Nielsen har skrevet en roman, og det lader sig af gode grund ikke gøre at få fat på en romanfigur. Man skriver jo heller ikke en mail til Peter Høeg og spørger om Frøken Smillas telefonnummer …"  [13]

Journalisten så ikke desto mindre den fotografiske gengivelse af en virkelig person på romanens forside som et incitament til selv at prøve at opspore hovedpersonen.

Efter at have researchet sig frem til tre mulige navne, Thomas Strøbech, Thomas Altheimer og Thomas Herzen, lykkedes det journalisten at komme i kontakt først med hovedpersonens søster:

"Ja, Thomas er min bror … Hun er ikke sikker på, hvad han hedder for tiden … Men i løbet af årene har han både heddet Strøbech, Altheimer og Herzen, fortæller hun." [14]

Og via hovedpersonens ekskone lykkedes det ham endelig at komme i kontakt med Thomas Altheimer selv, som på tidspunktet befandt sig i Wien:

"Nu har jeg jo ikke læst bogen, så det ved jeg ikke noget om. Min officielle stillingtagen til Nielsens brug af min figur er nok bedst udtrykt i en lille tekst i Den Blå Port. Men det er klart, at jeg føler det urimeligt, at andre skal fortælle min historie.

Jeg har flere gange bedt Nielsen om ikke at benytte mit navn. Eller altså, jeg har bedt ham om ikke at skrive om mig. På en respektfuld måde altså, hvor jeg forklarer, at jeg gerne selv vil sætte betingelserne for, hvordan min historie skal fortælles. Men selvfølgelig har Nielsen jo sit materiale fra vores rejse, og det bruger han jo, som han vil." [15]

Journalisten interviewede også Helge Bille Nielsen, der forklarede, at

"[e]nhver brug af navne, der ligner, minder om eller faktisk er helt identiske med virkelige navne på virkelige personer … ikke nødvendigvis [betyder], at det er de samme. … Sådan står der nemlig sidst i romanen i punkt otte på en liste over forbindelsen mellem litteratur og virkelighed." [16]

Men da journalisten kunne fortælle, at Thomas Altheimer ikke havde været begejstret for at have fået hovedrollen i Suverænen, kom det imidlertid ikke bag på ham:

"Hvis man har kvalificeret storhedsvanvid, som han har, så er det ulideligt, at nogen skriver ens historie. Den, der gør det, vil jo aldrig have format til at skrive den. Det vil føles som et overgreb." [17]

I forlængelse heraf oplyste Thomas Altheimer over for journalisten, at han nu overvejede at sagsøge Nielsen for identitetstyveri, fordi "[f]orbindelsen mellem fiktion og virkeligheden var blevet ham for tæt". [18] Dog var det naturligvis i hans borgerlige navn Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, at han efterfølgende hyrede en advokat. Denne fremsendte i januar 2009 et brev til Gyldendal og Claus Beck-Nielsen med krav om erstatning og om en tilbagetrækning af bogen, og i marts 2009 indgav han et klageskrift til Københavns Byret.

Sagen fortsatte ikke desto mindre i medierne.

I Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs øjne føjede Das Beckwerk således spot til skade, da man til Højskolebladet udtalte:

"In principle it would have been more relevant if we had sued the man who claims to be the real Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. After all he is the bad copy."  [19]

Og umiddelbart før retssagen tilbød Helge Bille Nielsen selv at forlige sagen:

"Hvis han mener, jeg har stjålet hans identitet, så må han gerne få min. Jeg bruger den ikke mere. Den er i og for sig mere kendt end hans. Jeg tror, at den er mere værd i offentligheden. Han kan jo være Claus Beck-Nielsen, så har han også et forfatterskab bag sig."  [20]

Men uanset retssagens udfald synes sådanne udtalelser - i al for for en stund - at høre fortiden til.

Das Beckwerks bestyrelse meddelte nemlig den 17. januar – sidste dag for Das Beckwerks seneste projekt Funus Imaginarium, hvis formål har været endnu engang at cementere Claus Beck-Nielsens død – at virksomheden lukker med øjeblikkelig virkning. Das Beckwerks hjemmeside er i den forbindelse blevet genåbnet som Das Beckwerk Museum. Og også dets virksomhedsleder Helge Bille Nielsen skulle fra og med den 21. januar og ét år frem have fået forbud mod at optræde offentligt, herunder også at give interviews, både i Danmark og i Norge. [21] [22]

Domsforhandlingen

Helge Bille Nielsens sidste offentlige optræden som Das Beckwerks virksomhedsleder var følgelig hans medvirken i domsforhandlingen, der fandt sted den 19. og 20. januar.

Og "optræden" skal måske endog tages helt bogstaveligt. I al fald var der i retslokalet i Østre Landsret flere lyd-, kamerafolk og fotografer til stede. Retten identificerede enkelte som pressefotografer, og både TV Lorry og DR’s Sproglaboratorium har siden lavet indslag med optagelser fra retslokalet. [23] Men derudover skulle Thomas Skade-Rasmussen Strøbech efter sigende have fået retssagen optaget med henblik på at lave en film herom. [24]

Enkelte af tilhørerne syntes da også at have været blevet forvirret af hele set-up’et. Retsformanden måtte således flere gange pointere, at det kun var de personer, som på forhånd havde fået rettens tilladelse hertil, der havde lov til at fotografere.

GIF - 199.8 kb
Østre Landsret. Kilde: Wikimedia

Domsforhandlingen blev indledt med advokaternes forelæggelse, og det fremgik heraf, at der i sagen er blevet fremlagt bl.a. en lang række kulturartikler samt to kontrakter, hvoraf den ene i henhold til de senere forklaringer skulle vedrøre parternes aftale om ophavsrettigheder i forbindelse med Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs demokratirejse til USA. Sagsøgerens advokat bemærkede tillige, at spørgsmålet om, hvem der har skrevet Das Beckwerks Suverænen, ville blive gjort til genstand for bevisførelsen.

Herefter fulgte først Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs partsforklaring.

Hans egen advokat spurgte indledningsvis om ophavet til nogle konkrete passager i romanen. Og Thomas Skade-Rasmussen Strøbech forklarede, at udtalelserne om bl.a. Rote Armee Fraktion ikke var hans egne, men at enkelte tekstafsnit derimod stammede fra den blog, som han havde skrevet i forbindelse med deres rejse til USA.

Advokaten spurgte dernæst, om han opfattede sig selv som en offentlig person. Hertil svarede Thomas Skade-Rasmussen Strøbech nej og forklarede videre, at hans navn Thomas Skade-Rasmussen Strøbech endog ikke er almindelig kendt, eftersom han privat kalder sig Thomas Strøbech og i kunstneriske sammenhænge navne som fx Thomas Altheimer. Endvidere bekræftede han, at han aldrig offentligt har fortalt hverken om sine børn, sin bopæl eller sin skilsmisse.

Endelig spurgte advokaten til, hvornår han var blevet bekendt med romanen Suverænen. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech fortalte, at hans først havde hørt om romanen, da hans datter havde ringet til ham i Wien for at berette, at der rundt om i København hang plakater med hans billede på.

Modpartens advokat spurgte herefter til, om han havde diskuteret romanen Selvmordsaktionen med Helge Bille Nielsen. Og da Thomas Skade-Rasmussen Strøbech hertil svarede nej, spurgte han, om ikke det havde været indforstået, at de hver især havde kunnet benytte materiale fra deres rejser i deres respektive projekter. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, påpegede han, havde jo netop selv anvendt materiale fra Irak-turen til en akademisk opgave. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech forklarede imidlertid, at han havde dumpet den konkrete opgave, og at den opgave, som han havde bestået, havde haft et andet indhold.

Advokaten bad dernæst Thomas Skade-Rasmussen om en uddybning i forbindelse med en passage i den tekst, som han havde skrevet i Den Blå Port. Dette afslog Thomas Skade-Rasmussen Strøbech imidlertid, eftersom han ikke mente, at det tjente noget formål at diskutere en poetisk tekst med en jurist.

I stedet spurgte advokaten, om det ikke var korrekt, at han ligesom Helge Bille Nielsen havde leget med sin identitet. Dette afviste Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, idet han fastslog, at han altid havde skelnet mellem sin privatperson og sine fiktive personer. Han bekræftede dog, at han til sine projekter havde anvendt fiktive navne som fx Thomas Altheimer, Thomas van Brunt og Thomas Herzen, men tilføjede, at han skam også havde benyttet sig af fornavnet Walter (red. Walter Benjamin).

Endelig ville advokaten vide, om Thomas Skade-Rasmussen Strøbech selv havde spurgt de mennesker, som optræder i de kunstvideoer, som han har lagt ud på nettet, hvorvidt de ønskede at medvirke i hans film. Dette afviste han, men forklarede, at turister jo ofte tager billeder uden at spørge om lov, og at filmene i øvrigt mest var tænkt som en privat videodagbog. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech bemærkede desuden, at tilhørerne i retssagen nok udgjorde hans hidtil største publikum.

GIF - 125.4 kb
Et eksempel på en af Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs videoer med titlen "van Brunt goes to the hospital again"

Dernæst fulgte Helge Bille Nielsens partsforklaring.

Sagsøgerens advokat spurgte, om han var ophavsmanden til konkrete passager i bogen, hvori bl.a. indgik Thomas Skade-Rasmussens navn, hans børns navn, hans adresse og hans skilsmisse. Helge Bille Nielsen svarede ja til samtlige passager, og forklarede, at han havde skrevet omkring 98% af bogen, mens den øvrige del var skrevet af andre medarbejdere hos Das Beckwerk.

Endvidere bekræftede han, at det var ham, der havde besluttet at lade nogle af Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs tekster indgå i romanen, ligesom han havde været meget involveret i udformningen af bogens omslag.

Sagsøgerens advokat spurgte herefter, om ikke han i stedet for navnet Thomas Skade-Rasmussen Strøbech bare kunne have anvendt et andet navn. Men Helge Bille Nielsen forklarede, at det var væsentligt for romanen, at den tog afsæt i en virkelig krop.

Endelig spurgte sagsøgerens advokat, om han havde overvejet at fortælle Thomas Skade-Rasmussen Strøbech om bogen. Dette afviste Helge Bille Nielsen.

Herefter bad hans egen advokat han om at redegøre for, hvordan læseren kan vide, at der er tale om en roman.

For det første står der "roman" på forsiden, forklarede han, men erkendte, at det selvfølgelig var noget, som enhver kunne skrive. Men han forklarede videre, at det allerede i slutningen af bogens første sætning – "Da den tidligere medarbejder i det danske integrationsministerium Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i slutningen af januar 2004 vendte levende hjem fra en rejse op gennem det krigsramte Irak … var han overbevidst om én ting: Kunsten i det enogtyvende århundrede hører hjemme på et museum"  [25] – er gjort tydeligt for læseren, at der ikke er tale om en reportage, al den stund det ikke er et sprog, som man finder i en avis.

Endvidere redegjorde han for, hvordan Thomas Skade-Rasmussen Strøbech på s. 27 gennemgår en forvandling til figuren "Rasmussen", hvorefter romanen fortsætter som en Don Quixote-fortælling med henholdsvis "Rasmussen" som Don Quixote og ham selv som Sancho Panza. Derudover fremhævede han litterære referencer, bl.a. til romanen Onkel Toms Hytte, og påpegede, at tonen er satirisk, og at det, som "Rasmussen" siger i relation til virkeligheden, er "lidt langt ude". Og endelig konstaterede han, at romanen har en slutning, som er helt urealistisk.

Hvor hans advokat konkluderede, at han altså ikke havde villet skrive en reportage om Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, svarede han, at han i al beskedenhed havde skrevet romanen i en højere sags tjeneste, og at han ville betragte det som en mislykket roman, såfremt den blev opfattet som dokumentarisk.

Men Helge Bille Nielsen tilføjede også, at han helt ærligt ikke havde vidst, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech var sagsøgerens rigtige navn; han havde troet, at hans navn var Thomas Altheimer.

Hans advokat bad ham dernæst redegøre for det foto, der var blevet anvendt til bogens forside.

Helge Bille Nielsen forklarede, at det var et foto, der var taget i forbindelse med en af de happenings, som "Rasmussen" og "Nielsen" havde udført i USA, og at det var taget af en turist med hans eget kamera.

Helge Bille Nielsen forklarede også, at fotografiet på bogens omslag bevidst er bukket, således at hans selv kun kan ses på bogens bogflap, hvor der normalt er en beskrivelse af bogens forfatter, hvilket fra hans side havde været tænkt som en ironisk kommentar til forestillingen om den følsomme forfatter.

GIF - 142.8 kb
Bogomslag Suverænen. Foto: Das Beckwerk

Til sidst fulgte vidneforklaringen fra Johannes Riis, der er litterær direktør på Gyldendal, og som sådan ikke er direkte part i sagen.

Johannes Riis forklarede, at Das Beckwerk efter hans mening havde skabt noget af det mest fornyende og grænseoverskridende kunst.

Han forklarede videre, at der med de litterære referencer til bl.a. Don Quixote efter hans opfattelse ikke kunne herske tvivl om, at Suverænen er fiktion. Og han påpegede, at nøgleromaner er en gammel litterær tradition. Af eksempler nævnte han bl.a. Homers Odysseen, Dantes Den Guddommelige Komedie og Thomas Manns Huset Buddenbrocks og herhjemmefra værker af forfattere som H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Thomas Kristensen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Bettina Heltberg.

Johannes Riis tilføjede, at nøgleromaner op gennem tiden nok havde kostet venskaber, men at de yderst sjældent var endt i retten. Ydermere mente han, at Åsne Seierstads bog er en dårlig sammenligning, eftersom der her er tale om dokumentarisme. Og han vurderede, at det ville føre til en tsunami af retssager, hvis dommen i denne sag skulle ende med at gå de sagsøgte imod.

Endvidere bemærkede han om reklameplakaten, at man alene havde anvendt et billede af bogens forside.

Og endelig oplyste Johannes Riis, at Gyldendal som udgangspunkt havde haft store forventninger til Suverænen, eftersom den var blevet udgivet i forbindelse med det amerikanske valg, men at bogen dog reelt set kun havde solgt i omegnen af 1100-1200 eksemplarer.

Den efterfølgende dag var afsat til advokaternes procedure.

Sagsøgerens advokat erkendte, at det muligvis var usædvanligt, at retten skulle behandle en sag, hvor hovedpersonen i en roman har sagsøgt forfatteren og dens forlag, men tilføjede, at den lovgivning, som sagen skal afgøres efter, overhovedet ikke er usædvanlig.

Advokaten henviste til den dom, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde afsagt i 2004, og fastslog, "at Suverænen ikke indgår som led i en debat om emner af væsentlig offentlig eller politisk betydning og derfor heller ikke … kan gøre gældende [at have] en udvidet ytringsfrihed i emner af offentlig interesse". [26] En roman er nemlig ren underholdning.

Og ydermere fremhævede han Oslo Tingretts dom i sagen om Åsne Seierstads Boghandleren fra Kabul, hvortil han retorisk spurgte: "[H]vorfor skal en sag afgøres anderledes hos os, når nu lovgivning i vores naboland er stort set det samme?" [27]

Anderledes fastslog de sagsøgtes advokat med henvisning til en række domme fra Den Europæiske Menneskehedsrettighedsdomstol, at "[s]ærligt den politiske kunst må have en meget udstrakt grad af ytringsfrihed, da det er afgørende for et demokratisk samfund, at den politiske kunst har mulighed for at gøre sig gældende i den offentlige politiske debat". [28]

Advokaten fastslog videre, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs deltagelse i rejsen til USA kun kunne opfattes som et samtykke til, at hans person kunne indgå i Helge Bille Nielsen kunstprojekter.

Og endelig afviste advokaten, at oplysninger om Thomas Skade-Rasmussen skulle være af særlig privat karakter, al den stund det er informationer, der er tilgængelige gennem forskellige medier. Havde der i stedet været tale om en biografi, konstaterede han, ville der da heller ikke have været nogen retssag. [29]

Paragraffer og praksis

Der er i den danske lovgivning i væsentligt omfang beskyttet mod andres brug af en persons særpræg (historie, navn, billede, stemme, fremtoning og andre kendetegn). Denne lovgivning består hovedsageligt i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, herunder især § 264d, navnelovens § 26, persondatalovens §§ 27-27 og markedsføringslovens § 1. Og også Den Europæiske Menneskehedsrettighedskonvention indeholder i artikel 8 en bestemmelse om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Men der en række undtagelser. Undtagelser fra ubetinget personbeskyttelse beror først og fremmest på hensynet til ytringsfriheden, hvis bestemmelser findes i grundlovens § 77 og i Den Europæiske Menneskehedsrettighedskonventions artikel 10.

I vurderingen af, hvorvidt der er sket krænkelse af privatlivets fred, indgår spørgsmål som bl.a. om retten til egen historie, retten til eget billede, oplysningernes karakter, oplysningerne anvendelse samt samtykke og god tro; spørgsmål, der alle er behandlet i Personlighedsret.

GIF - 94.3 kb
Peter Schønning, Merethe Eckhardt og Malene Ehlers (red.): Personlighedsret (2007)

For så vidt angår retten til egen historie anfører advokat Peter Lambert følgende hovedregel:

"Hensynet til ytringsfriheden spiller en stor rolle og medfører, at der kun i begrænset omfang kan siges at foreligge en ret til egen historie.
Som det klare udgangspunkt kan ingen bestemme, hvilke oplysninger om vedkommende der skal tilflyde offentligheden, så længe dette ikke indebærer en overtrædelse af freds- og ærekrænkelsesreglerne eller andre relevante retsregler som eksempelvis persondataloven eller et kommercielt misbrug efter reglerne om retten til eget billede m.v. Med disse begrænsninger må enhver således tåle mod sin vilje at få skrevet sin biografi, at blive portrætteret i anden sammenhæng, at blive omtalt for gerninger, man har fortrudt osv." [30]

Lambert bemærker endvidere, at der ikke synes at herske tvivl om, at "der under den kunstneriske ytringsfrihed er en udstrakt frihed til at bearbejde virkelige begivenheder i fiktiv form, og den person, der skildres på den måde, må som det klare udgangspunkt finde sig heri". [31] Og særligt vid er friheden, fastslår han, når der er tale om satire.

I de få tilfælde, hvor der i Danmark har været rejst indsigelse mod anvendelse af en persons historie, har der ifølge Lambert været tale om nøgleromaner. Og her er der sket frifindelse med henvisning til, "at vedkommende ikke på en for offentligheden kendelig måde kunne identificeres i romanen, eller – hvilket forekommer mere rigtigt – at romanen ikke har indeholdt æresfornærmelse eller krænkelse af privatlivets fred". [32]

Lambert anfører dog, at der for så vidt foreligger en ret til egen historie, når det gælder personfølsomme oplysninger, eftersom den pågældende person selv kan benytte personfølsomme oplysninger ved at fortælle sin egen historie.

Beskyttelsen mod videregivelse af personfølsomme oplysninger må ifølge Lambert anses for at være videre for ukendte personer end for kendte personer.

Blandt de personfølsomme oplysninger regnes bl.a. retten til eget navn. Lambert anfører således:

"Allerede i tidlig teori blev det antaget, at en person, hvis navn blev benyttet som betegnelse i fiktive værker, måtte kunne få domstolenes beskyttelse herimod, hvis navnet blev brugt på en sådan måde, at det med rimelighed kunne sættes i forbindelse med en levende person, der bar dette navn."  [33]

Lambert påpeger dog, at beskyttelsen af personfølsomme oplysninger selvfølgelig ophører, såfremt der gives samtykke hertil; et samtykke, der vel at mærke også kan gives stiltiende. Men beskyttelsen ophører også, hvis det vurderes, at den, der bringer omtalen, har været i god tro.

Endvidere fastslår Lambert mere generelt:

"Den manglende retspraksis kan have betydning på to områder: Da en bedømmelse uden for de oplagte freds- og ærekrænkelser i et væsentligt omfang må bero på rimelighedsvurderinger, må det formentlig indgå som et moment, at der nu gennem generationer ikke eller i meget begrænset omfang er blevet grebet ind over for fremstilling af personer i nøgleromaner, på film og i andre fiktive sammenhænge. For det andet er det ikke for alvor afprøvet, hvilken rolle tidlig retspraksis kan spille for bedømmelsen af nutidige sager, når det tages i betragtning, at samfundet i mellemtiden har udviklet sig til et massemediesamfund, og at [menneskerettighedskonventionens] artikel 10 har fået en betydelig vægt. Det vil være naturligt at antage, at rammerne for kunstnerisk benyttelse af personligt særpræg er blevet udvidet." [34]

Som eksempel på, at grænserne for benyttelse af personligt særpræg i fiktiv form har flyttet sig, fremhæver Lambert Klaus Rifbjergs roman Marts 1970. I Rifbjergs roman optrådte en lang række kendte personer som sig selv, men i en ren fiktiv og satirisk handling. Romanen udløste et ramaskrig. Og bl.a. advokat Asger Thylstrup skrev et indlæg i Berlingske Tidende, hvori han konkluderede, at "Klaus Rifbjerg kan … have bevæget sig uden for de grænser, som hidtil har været gældende for brug af virkelige navne og personer i romaner, hvis personerne i hans bog er helt umiddelbart genkendelige fra det virkelige liv". [35] Rifbjerg blev dog ikke sagsøgt, og ifølge Lambert vil det "ikke i dag forekomme naturligt at skride ind over for sådan en brug, så længe den ikke indebærer en freds- eller ærekrænkelse". [36]

GIF - 132.8 kb
Bogomslaget til Klaus Rifbjerg: Marts 1970

For så vidt angår retten til eget billede anfører advokaterne Jakob Juul og Lars Solskov Lind, at det oftere end kendte sker, at ikke-kendte personernes billede anvendes til illustration af et almindeligt emne, hvilket – i hvert fald indtil Den Europæiske Menneskehedsrettighedsdomstols dom i sagen "von Hannover mod Tyskland" – sædvanligvis er blevet accepteret, hvis ikke sammenhængen har kunnet virket krænkende.

De to advokater bemærker hertil, at retspraksis om brugen af ikke-kendte personers billede overvejende har vedrørt spørgsmål om private forhold eller personen under omstændigheder, som åbenbart har kunnet forlanges unddraget offentligheden.

Ifølge advokaterne har det dog siden Højesterets dom i en sag om Buster Larsen (U1965.126H) "ligget ... fast, at kendte personer efter almindelige retsgrundsætninger og nu tillige markedsføringslovens § 1 nyder beskyttelse mod, at billeder af dem anvendes til reklameformål" [37] ud fra det ræsonnement, og at en kendt person selv er indehaver af den reklameværdi, der knytter sig til billedet.

Og som udgangspunkt, fastslår de, må ikke-kendte personer have krav på samme erstatning, om end den økonomiske værdi, der knytter sig til billedet, typisk vil være mere begrænset.

Markedsføringslovens § 1 omhandler god markedsføringsskik, og dette betyder ifølge de to advokater,

"… at det ikke er tilladt at bruge eller referere til personer, deres billede, figur eller personlige kendetegn til reklameformål, uden den eller de pågældendes forudgående tilladelse. Det må lægges til grund som gældende ret, at det samtykke, der skal gives om udnyttelse til reklameformål, skal være konkret og informeret samtykke …
Som udgangspunkt skal samtykket afgives personligt."  [38]

Det bemærkes for god ordens skyld, at gennemgangen af Personlighedsret ovenfor langtfra er fyldestgørende, og at der derfor også kan indgå andre hensyn i vurderingen af, hvorvidt der er sket krænkelser af privatlivets fred.

Kunstnerisk ytringsfrihed eller privatlivets fred

Men hvilken betydning vil antagelserne i Personlighedsret have for sagen om Suverænen?

GIF - 144.9 kb
Justitia, Alte Brücke, Heidelberg, Tyskland. Foto: Gernot Kelberg

Umiddelbart synes der ikke at herske tvivl om, at de sagsøgte har overtrådt markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik ved at have anvendt et foto af den sagsøgte i reklameøjemed uden at have indhentet dennes konkrete og personlige samtykke. En økonomisk erstatning herfor må imidlertid være begrænset, eftersom Thomas Skade-Rasmussen selv har insisteret på, at han ikke er nogen offentlig kendt person.

Men dette skulle i så fald omvendt tale for, at han nyder en udvidet beskyttelse mod krænkelser af privatlivets fred.

I forlængelse heraf synes en af vurderingerne da at måtte være, om og i hvilken grad Thomas Skade-Rasmussen Strøbech – ved ikke at have gjort indsigelser mod Selvmordsaktionen, ved at have deltaget i demokratirejsen til USA og qua sin tekst i Den Blå Port – kan siges at have givet stiltiende samtykke til, at hans person har kunnet anvendes i Helge Bille Nielsens kunstneriske produktioner.

Herunder må vurderingen vel også omfatte spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der indgår i Suverænen, kan siges at være mere personfølsomme end de oplysninger, som tidligere har indgået i Selvmordsaktionen.

I Selvmordsaktionen indgik navnet "Rasmussen" samt et foto af Thomas Skade-Rasmussen Strøbech.

I Suverænen indgår tillige det endog meget karakteristiske navn Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. Og i henhold til tidligere praksis skulle lovgivningen for så vidt yde beskyttelse herimod.

Lambert anfører imidlertid:

"Friheden er særlig vid, når det drejer sig om satire …
Denne frihed må som det klare udgangspunkt omfatte både tilfælde, hvor vedkommende identificeres ved navn, og hvor det ikke er tilfældet som ved for eksempel nøgleromaner, selv om rammerne utvivlsomt er snævrere, når der er tale om navngivne personer. Retningslinjerne for anvendelse af navnelovens §§ 26-27 passer i virkeligheden dårligt hermed, og den eneste løsning må være den antagelse, at fri kunstnerisk bearbejdelse af offentligt kendte begivenheder med benævnelse af de involverede personer må betragtes som tilfælde, hvor benyttelsen af navnet ikke er uberettiget efter navnelovens §§ 26-27."  [39]

Desuden har det i nyere tid – bl.a. efter Klaus Rifbjergs roman – ikke været prøvet, hvorvidt grænserne for benyttelse af personligt særpræg har flyttet sig. Og derudover er der en mulighed for, at beskyttelsen vil blive anset for at have været ophørt, såfremt det vurderes, at Helge Bille Nielsen har været i god tro, al den stund han efter eget udsagn ikke på tidspunktet havde været bekendt med, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech var sagsøgerens borgerlige navn. (Dette er vel ikke helt usandsynligt, eftersom heller ikke Thomas Skade-Rasmussen Strøbech selv syntes at have været bekendt med sagsøgtes borgerlige navn, da der i sin tid blev indgivet et klageskift i sagen.)

Ydermere må det skulle vurderes, hvorvidt de øvrige oplysninger om sagsøgerens private forhold, herunder navne på hans børn, hans adresse, hans skilsmisse, hans økonomiske dispositioner, samt anvendelse af hans billede på bogens omslag er af personfølsom karakter.

Som eksempel nævner Lambert, "at der er grund til at udvise tilbageholdenhed med hensyn til omtale af straffesager". [40] Hvor Thomas Skade-Rasmussens økonomiske dispositioner bl.a. omfatter et lån, som han tog i forbindelse med indkøb af en computer ud fra en berettiget forventning om efterbevilling, synes der i relation til førstnævnte forhold ikke umiddelbart i samme grad at være tale om personfølsomme oplysninger.

Som et andet eksempel nævner Juul og Lind en sag (U1973.730B), hvor et fotografi af fire græske gæstearbejdere optaget på et cafeteria var blevet anvendt som baggrund for en omtale af en svensk film om terrorisme. [41] I relation til sidstnævnte forhold synes der således heller ikke umiddelbart i samme grad at være tale om personfølsomme oplysninger.

Men som nævnt har Den Europæiske Menneskehedsrettighedsdomstol efterfølgende – såvel efter den dom, Juul & Lind nævner, som efter udgivelsen af Selvmordsaktionen – afsagt en dom, der muligvis kan få betydning for sagen.

Det kan umiddelbart forekomme vanskeligt at se, at der skulle kunne drages en direkte parallel mellem paparazzibilleder af von Hannover og hendes familie og et billede af Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i rollen som "Rasmussen". Findes dommen relevant for sagen, synes spørgsmålet derfor snarere at være en mere generel vurdering af, hvorvidt der kan drages en direkte parallel mellem ugeblade og litteratur, hvorved det konkrete motiv og omstændighederne for billedets optagelse bliver mindre relevant.

I vurderingen af påstanden om injurierende sprogbrug og udtalelser synes forholdet dog at være anderledes. Disse forekommer i højere grad at være potentielt sensitive; et forhold, der i Seierstad-dommen gjorde, at dommen faldt ud til sagsøgers fordel. Det samme gjorde sig gældende i en sag, hvor den tyske forfatningsdomstol forbød en nøgleroman, som indeholdt seksuelle scener og andre intime detaljer. [42] Fælles for de to sager er så vidt ses, at beskrivelserne fremstod som sande. I relation til Suverænen synes vurderingen således at bero på, om der kan siges at have været ført bevis for, at der i al fald den del af bogen, hvor sprogbruget og udtalelserne indgår, er tale om ren fiktion.

Endeligt skal der i sagen tages stilling til spørgsmålet om copyright i forbindelse med de af Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs tekster, som indgår i romanen. Men heller ikke her synes svaret være helt entydigt, eftersom teksterne – helt eller delvist – er hentet fra internettet og til og med fra en blog, som ifølge Helge Bille Nielsens partsforklaring er afholdt af Das Beckwerk.

Når litteraturen kommer for retten

Sagen om Suverænen er altså temmelig kompleks.

Og ikke alene er sagen – ved at tillige omfatte spørgsmålet om retten til eget billede og spørgsmålet om ophavsrettigheder til tekster, som er lagt ud på nettet – mere omfattende end en nutidig prøvelse af en nøgleroman; bogens konkrete omstændigheder gør også, at sagen må anses for at være helt uden sidestykke.

Det er naturligvis sagens konkrete præmisser, som vil være afgørende for, hvilken betydning dommen vil kunne få for fremtidige sager. Men der kan være god grund til at frygte, at det er dommen i netop denne sag, der risikerer fremover at danne præcedens. Der kan nemlig være forholdsvis meget på spil.

Det synes således at have været med reference til Seierstad-dommen, at Gyldendals litterære direktør forudså en tsunami af retssager, såfremt dommen går de sagsøgte imod. Men hvor Seierstad-dommen alene omhandler litteratur, står det værre til med sagen om Suverænen.

Lambert har med henvisning til Den Europæiske Menneskehedsrettighedskonventions artikel 10 anført om den kunstneriske ytringsfrihed:

"De, der skaber, fremfører, spreder eller udstiller kunstneriske værker, bidrager til udvekslingen af ideer og meninger, der er af afgørende betydning for et demokratisk samfund." [43]

Selve temaet i Suverænen er endog politisk kunst. Men får præmisserne i sagen "von Hannover mod Tyskland" afgørende indflydelse på kommende dom, fordi der i forbindelse hermed er blevet anvendt et foto af den sagsøgte, risikerer kunstneriske værker - og herunder altså også politisk kunst - samtidigt at blive reduceret til ren underholdning.

Dommen vil – måske bortset fra spørgsmål om overtrædelse af markedsføringsloven – komme til at bero på en rimelighedsvurdering. Og i en sag, hvor der kan være forholdsvis meget på spil, kan det vække til bekymring, at i al fald dele af bevismaterialet synes temmelig uklart, ligesom sagen ikke forekommer at være fuldt ud belyst.

Under bevisførelsen kunne man således godt undre sig over tre forhold:

Det første vedrører spørgsmålet om samtykke. I artiklen "På sporet af Rasmussen", som netop var den artikel, der startede hele sagen, er Thomas Skade-Rasmussen Strøbech som nævnt blevet citeret for at have udtalt:

"Jeg har flere gange bedt Nielsen om ikke at benytte mit navn. Eller altså, jeg har bedt ham om ikke at skrive om mig. På en respektfuld måde altså, hvor jeg forklarer, at jeg gerne selv vil sætte betingelserne for, hvordan min historie skal fortælles." [44]

Artiklen er fremlagt i sagen, men selv om der også under domsforhandlingen blev refereret direkte hertil, blev artiklens reference til spørgsmålet om samtykke alligevel ikke inddraget.

Det andet vedrører spørgsmålet om rettigheder. I sagen er der som nævnt også fremlagt en kontrakt, der efter sigende skulle vedrørende parternes aftale om ophavsrettigheder i forbindelse med Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs demokratirejse til USA.

Her blev der også refereret direkte hertil under domsforhandlingen. Men det blev der imidlertid kun med det formål at påvise, at kontrakten bærer Helge Bille Nielsens underskrift, mens selve kontraktens indhold heller ikke blev inddraget.

Det tredje vedrører endelig spørgsmålet om selve litteraturen. Lektor og litteraturkritiker Poul Behrendt har diskuteret bl.a. Claus Beck-Nielsens litterære projekter i Dobbeltkontrakten, som udkom på Gyldendal i 2006. Behrendt har også i Weekendavisen skrevet en føljeton om den konkrete sag om Suverænen. Og i én af sine artikler har han fremhævet, hvad der efter sigende skulle være den seneste danske sag om en nøgleroman; nemlig en sag fra 1943, der ifølge Behrendt netop blev afvist af Østre Landsret på grund af en udtalelse fra en litteraturprofessor. [45]

Det forekommer sandsynligt, at de sagsøgte har læst Behrendt føljeton. Men alligevel har man valgt ikke at indkalde nogen ekspertvidner i sagen.

Dertil kommer, at sagen vel ikke alene omhandler kunstnerisk ytringsfrihed vs. privatlivets fred. Sagen synes nemlig tillige at handle om en konflikt mellem to kunstneriske positioner. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har således selv udtalt:

"Det er klart, at når man begynder at lave kunst, så er alt et eksperiment, men det her går altså for vidt. Jeg bliver jo helt opslugt af hans værk, og som kunstner har jeg ikke lyst til at blive en del af Das Beckwerk." [46]

I et indslag på TV Lorry har Thomas Skade-Rasmussen Strøbech givet udtryk for, at han uden en dom frygter, at han kan ende som hovedperson i flere af Helge Bille Nielsens kommende romaner. Omvendt har Helge Bille Nielsen i samme indslag givet udtryk for, at han med en dom ikke vil udelukke, at han vil skrive flere romaner, der har Thomas Skade-Rasmussen Strøbech som hovedperson. [47]

Men uanset dommens udfald vil Helge Bille Nielsen fortsat ikke have carte blanche til at offentliggøre personfølsomme oplysninger om Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, ligesom Thomas Skade-Rasmusssen Strøbech stadig ikke vil have ubegrænset ret til sin egen historie.

Det kan måske synes forståeligt, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har følt sig krænket over bl.a. at blive kaldt en dårlig kopi i pressen. Men ikke desto mindre er de eventuelle krænkelser, som måtte have fundet sted i pressen, ikke en del af sagen.

Og sagen synes allerede haft nogle følger. For dels har Helge Bille Nielsen for så vidt måttet kompromittere sit eget projekt ved at træde frem som den "følsomme" og juridiske ansvarlige forfatter; dels har Thomas Skade-Rasmussen Strøbech med domsforhandlingen haft mulighed til at indsamle filmmateriale til at fortælle sin egen historie.

Men selve dommen kan for begge parter dog godt vise sig at være en "lose-lose-situation".

For taber Thomas Skade-Rasmussen sagen, kan han ligefrem have medvirket til at have udvidet den kunstneriske ytringsfrihed. Og vinder han sagen, kan han måske omvendt have indskrænket sine muligheder for at ytre sig som kunstner. Sidstnævnte vil naturligvis også gælde Helge Bille Nielsen, som endog risikerer, at hans avantgardekunst ikke vil blive husket for dets kvaliteter, men for at have været den direkte årsag til, at der blev skabt begrænsninger for kunsten.

I værste fald vil det derfor kunne vise sig, at det ikke alene ville have været til parternes, men også kunstens fordel, hvis man havde fundet en praktisk løsning på problemet og havde indgået et forlig i sagen.

Knud Romers Den der blinker er bange for døden (2006) er en af de nyere nøgleromaner, der har vakt en del postyr. [48]

GIF - 114.4 kb
Omslaget til Knud Romer: Den der blinker er bange for døden (2006)

Flere havde følt sig krænket af hans bog, men dengang blev problemet fx løst ved, at en af de krænkede, sognepræst Georg Græsholt, skrev et åbent brev til Knud Romer. Dette gav han endog samtidigt lejlighed til at fremstille sin egen historie, og i brevet skrev han bl.a.:

"… det er jo … en udmærket bog, du har skrevet. Selv om plottet om din ulykkelige og dybt ensomme barndom og nykøbingensernes massive fremmedhad og ondskabsfuldhed jo nok kan virke noget hårtrukkent. Så slemt var det jo ikke. Men en sjov bog er det, det vil jeg gerne medgive – og rose dig for.

En roman er en roman. Et stykke fiktion – også selv om udgangspunktet som i din bogs tilfælde er virkeligheden – et langt stykke af vejen en virkelighed, vi to havde til fælles. Derfor er det til at leve med – selv om det også er irriterende – at blive hængt ud i en roman. Blive nævnt ved navn og placeret i en åndssvag og malplaceret birolle, som ganske vist har lidt med virkeligheden at gøre, men også kun lidt. Det er vi mange, der er blevet udsat for i din roman.

Selv har jeg fået den tvivlsomme ære at blive nævnt som en af de utålelige skolekammerater …

Jeg oplevede selv mine ti år i Nykøbing som en meget blandet fornøjelse. Men du var et af lyspunkterne. Og jeg regner dig stadig for min bedste ven i drengeårene. …

Det tjener … din redelighed, at du trods alt hverken har kaldt bogen en selvbiografi eller erindringer, men netop en roman.
Men kære Knud, tag dog i fremtiden og indrøm, at du faktisk havde venner, at du faktisk havde venner, og at du i det hele taget havde det noget bedre i din barndom, end du fortæller i bogen og det seneste halve års tid har skildret det i medierne. Det er temmelig patetisk for os andre at være vidner til – og rent ud sagt en fed løgn." [49]

Hvad angår Suverænen er det måske endnu ikke for sent at forlige sagen.

Dommen afsiges den 17. marts 2011. Læs resultatet her.

Det forventes dog, at sagen på grund af dens principielle karakter vil blive anket til Højesteret.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce