Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
28. februar 2011 - 14:50

Euro Memorandum 2010/11: En alternativ økonomisk politik i Europa

Siden foråret er der overalt i Europa gennemført en politik, der vil reducere de offentlige sektorer markant og dermed forringe velfærden drastisk. Den finanskapital, der udløste krisen og derefter har profiteret af den, lades stort set urørt. Den får fortsat lov til at diktere vilkårene for krisepolitikken.

En række europæiske økonomer har udarbejdet og underskrevet et Euro Memorandum (EM), der foreslår en alternativ krisepolitik, se: http://www.euromemo.eu/euromemorand... ; et kort resummé af rappporten er netop blevet oversat til dansk: http://kritiskdebat.dk/articles.php... .

Her er der mange idéer, der bør kunne inspirere oppositionen i Danmark.
Nedenfor gennemgås EM’s forslag, med mine kommentarer.

Finansielle reformer

EM foreslår for det første, at samfundet gennem forskellige typer af beskatning inddrager nogle af de enorme midler som det gennem diverse bail outs har tilført finanskapitalen. For tiden svulmer fondene og bankerne af penge, så der skulle være midler nok. Formålet er dels at indføre et mål af retfærdighed i samfundsøkonomien, dels at få en vis demokratisk styring af finanskapitalen ved at lukke en række af de mange ’sorte huller’ i den finansielle sektor. Ellers kommer der nye bobler. med de velkendte katastrofale følger for vækst og beskæftigelse.

Forslagene omfatter:

1) En formueskat. Denne skat blev afviklet i Danmark for mange år siden, men Fair Løsnings millionærskat kunne være et alternativ. Men det er klart at denne skat rammer bredt, dvs. ikke er fokuseret på spekulationsgevinster,

2) En finansiel transaktionsskat (FTT) – altså en slags Tobin skat – eller som alternativ en bankskat, der beregnes på bankernes balance. I Fair Løsning foreslås på linie hermed, at der overføres 2 milliarder kroner fra banker til Folkeskolen.

3) Lukning af skattelyene, især i London og Luxembourg.

4) Indgreb mod at banker gemmer penge ’off balance sheet’. Det bruges til at omgå mindstekapitalkrav, dvs. frisætter midler til spekulation.

4) Regulering af den meget spekulativt prægede handel med derivater, ved at kræve at denne handel foregår på børserne (den er i dag næsten ureguleret, fordi den foregår udenom børserne), og at ’produkterne’ standardiseres således at prisdannelsen bliver mere gennemskuelig.

5) Regulering af hedgefonde (der også er helt uregulerede i dag).

6) Og endelig at forretningsbanker (’commercial banks’) og investeringsbanker adskilles. Dette er meget vigtigt, fordi almindelige menneskers – og virksomheders – penge indsættes i forretningsbanker, mens investeringsbankernes aktivitet er mere risikobetonet; en adskillelse vil berøve den spekulationsprægede del af finanskapitalen muligheden for at spille med almindelige borgeres penge. På flere af disse punkter (4, 5 og 6) har USA taget en række skridt gennem Obama’s finansreform; langt fra nok, men i EU er absolut intet sket.

7) Oprettelse af statsbanker og tilskyndelse til kooperative banker, således at de private banker får konkurrence. Dette har SF og SD foreslået, hvilket mindeværdigt inspirerede Lene Espersen til at tale om ’Nordkoreanske tilstande’, skønt konkurrence da burde være godt ud fra en borgerlig synsvinkel …

8) EM kritiserer at EU har opfordret til at fremme private og arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger, altså til at udfase offentlige ordninger (folkepension), til trods for at 20% af de nævnte pensionsformuer blev tabt i 2008, fordi deres værdi afhænger af markedet og derfor trues under en krise.

I forlængelse heraf vil jeg tilføje, at man på længere sigt bør se på kilden til hele miséren, nemlig finanskapitalens voldsomme opsvulmning i forhold til realøkonomien.
I Danmark er de midler, som finanssektoren råder over, altså aktiverne (egenkapital plus fremmedkapital, dvs. lånte midler), øget fra at overstige bruttofaktorindkomsten (BNP i faktorpriser) med knap en halv gang i perioden mellem 1948/49 og 1963, til at være 2,2 gange så stor i 1983; denne faktor er derefter øget til 3,4 i 1993, 4,1 i 2001 og ikke mindre end 7 i 2007 (se http://anderslundkvist.net/2010/11/...) .
En sådan udvikling er ikke stabil. Derfor må de to hovedkilder til finanskapitalen, nemlig pensionsopsparingen og boligkapitalen, på sigt unddrages markedet og overføres til demokratisk kontrol.

Videre advarer EM mod blot at hæve mindstekapitalkravene – med henblik på gøre bankerne mere solide – eftersom det er let at omgå sådanne krav (men indgreb mod ’off balance sheet’ begrænser vel denne mulighed?).

EM foreslår det ikke, men jeg vil mene, at det offentlige bør indsætte repræsentanter i bankbestyrelserne.
Disse repræsentanter skal have vetoret. Dette er den direkte måde, hvorpå investering i eksotiske papirer og boligspekulation kan forhindres. Det ville også være herligt, hvis de fik positiv magt, således at demokratiet fik et ord at skulle have sagt om allokeringen af kapitalen (udlånene, investeringerne) mellem miljø, infrastruktur, våben og pjat. Alternativt kunne man demokratisere (socialisere, nationalisere – det betyder det samme) hele den finansielle sektor, således som SF traditionelt har krævet. Men dette vil være politisk urealistisk, således som landet ligger i dag, og det ville formentlig betyde, at det offentlige også overtog bankernes tab, - og de bør bæres af aktionærerne.
Offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne er formentlig det eneste virkelig effektive indgreb mod finanskapitalen; med en lille forskydning i de politiske magtforhold, også indenfor oppositionen, er det heller ikke urealistisk.

Pengepolitik

EU’s pengepolitik varetages som bekendt af den Europæiske Centralbank (ECB).

Denne subsidierer bankerne ved at udlåne meget billigt til dem. Egentlig har den forbud mod at finansiere det offentlige (staterne), men da det begyndte at brænde sammen i Sydeuropa dispenserede man fra denne regel. Faktisk var ECB’s opkøb af sydeuropæiske statsobligationer lige så væsentligt som garantien fra EU og IMF for at et kollaps blev undgået sidste forår. EM foreslår at denne praksis gøres til hovedreglen.

Det foreslås i denne forbindelse, at der udstedes Euro obligationer. Dette er faktisk blevet foreslået af nogle lande, men Tyskland har sat sig imod. Dette land vil ikke bidrage til en sådan kollektiv finansiering af Sydeuropa (og andre lande med problemer).
EM gør opmærksom på at EU som sådan kan låne meget billigt på de internationale markeder, fordi sikkerheden vil være i top, når hele EU står bag. Ordningen vil derfor kunne give betrængte lande meget billige lån. EM foreslår at en vis andel af landenes finansieringsbehov dækkes af sådanne lån, mens resten – som hidtil – sikres gennem salg af landespecifikke statsobligationer. Det vil forhindre megen panik.

Endelig foreslår EM, at ECB demokratiseres, altså underordnes folkevalgte politikere. I dag er ECB ’uafhængig’, hvilket i praksis betyder at den først og fremmest servicerer bankerne.

Finanspolitik

Det siges gerne at EU har en fælles pengepolitik, men ikke en fælles finanspolitik.
Det er forkert. EU har en fælles finanspolitik, men en negativ en af slagsen. Konvergenskravene, især reglen om at de offentlige underskud højst må være på 3% af BNP, begrænser medlemslandenes mulighed for at føre ekspansiv finanspolitik.
Konvergenskravene sigter mod at harmonisere økonomierne, således at de kan have en fælles valuta, Euroen. Selv om Danmark ikke er med i Euroen, har vi – noget ulogisk – vedtaget at acceptere disse krav (i Stabilitetspagten fra slutningen af 90erne). Er det ulejligheden værd engang at stemme om Danmarks tilslutning til Euroen ....?

EM anbefaler en fælles ekspansiv europæisk finanspolitik.

Det kræver for det første en koordinering af landenes finanspolitik, hvilket betyder at de lande, der har bedst råd – først og fremmest Tyskland, der har stort overskud i handelen med udlandet – skal trække læsset, altså sætte gang i deres økonomier, så de andre lande kan begynde at tjene penge ved at sælge til dem. Tyskland har modsat sig en sådan politik, og har insisteret på at problemerne alene ligger hos lande med udlandsunderskud, især Sydeuropa og Irland. De må løse problemerne ved at spænde livremmen ind, ikke ved at få mulighed for at eksportere til Tyskland. EM fordømmer denne politik som usolidarisk.

For det andet anbefaler EM, at EU som sådan begynder at føre (ekspansiv) finanspolitik.
I dag er EU budgettet alt for lille til at dette kan gøres; budgettet er på 2% af medlemslandenes BNP og halvdelen af dette beløb spildes på landbrugsstøtte. EM ønsker budgettet løftet til 5% af BNP, og foreslår at de ekstra penge bruges til fx fælleseuropæiske infrastrukturprojekter.
I en dansk sammenhæng er en sådan oprustning af EU naturligvis kontroversiel, ikke mindst på venstrefløjen. Men EM mener altså, at det er den eneste vej frem.

Øvrige politiske forslag

EM foreslår en generel sænkning af arbejdstiden fra 48 til 40 timer og kritiserer den generelle tendens i Europa til at forlænge tilbagetrækningsalderen. EM’s sigte er naturligvis at skaffe jobs til de arbejdsløse.

Sammenligning med Fair Løsning

1) Millionærskatten og forslaget om en statsbank flugter med EM’s forslag. Det gælder også forslaget om at beskatte banker og andre finansielle institutioner med 2 milliarder kroner, der øremærkes til Folkeskolen.
Derudover er der desværre ikke meget, der tyder på at oppositionen vil tage et grundlæggende opgør med banker og fonde. Ejendomsskatten fredes, hvilket øger risikoen for en ny boble. Og SF og SD skrev under på de bankpakker, der reddede bankerne, selv om regeringen ikke imødekom oppositionens ønsker om modydelser i form af en vis offentlig kontrol. EM’s mange forslag kan tjene som inspiration til effektive indgreb mod spekulation.

2) Afvisningen af at afskaffe efterlønnen harmonerer med EM’s anbefaling om ikke at forlænge tilbagetrækningsalderen. Forslaget om de ekstra 12 minutter er umiddelbart i strid med EM’s anbefalinger, men her skal det huskes at denne forlængelse af arbejdstiden udtrykkeligt skal vente til efter at væksten er kommet i gang.

3) Fair Løsning foreslår en rimeligt ekspansiv finanspolitik, hvilket harmonerer med EM’s synspunkt. På den anden side mangler der en offensiv politik på EU plan, hvor man sammen med europæiske meningsfæller presser på for grundlæggende strukturreformer i det EU, der så oplagt er en fejlkonstruktion i sin nuværende opbygning. EM’s forslag om en reform af ECB, Euro bonds og et ordentligt EU budget til gennemførelse af en ekspansiv finanspolitik på EU niveau kunne her inspirere.

4) Fair Løsning accepterer nedskæringskravene fra EU, altså kravet om at der skal spares 24 milliarder kroner, så det offentlige underskud kan nedbringes. Det kan siges, at da Danmark har skrevet under på Stabilitetspagten, er der ikke andet at gøre. Men det er klart at SD og SF ideologisk og politisk har accepteret EU’s overordnede kontraktive politik, hvor budgetligevægt har topprioritet; alternativt kunne oppositionen have arbejdet for en fælles front i Europa mod denne nyliberale offensiv.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce