Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
14. marts 2011 - 16:50

Den vedtagne Europagt: Velfærds - og beskæftigelsespolitik underordnes hensyn til statsoverskud, erhvervenes profitabilitet og stærk euro.

Euroen og Danmark.

Det må anerkendes, at Den Økonomisk- Monetære Union og euroen har indebåret økonomiske fordele, idet det har givet større prissammenlignelighed, øget konkurrence og større økonomisk dynamik. Men euroen er desværre også født med væsentlig problemer.

Således havde 7 af de 11 oprindeligt deltagende lande en offentlig gæld på mere end 60 pct. af BNP. Og Grækenland blev godkendt, selvom det ikke opfyldte et eneste af konvergenskravene. Allerede fra starten var euroen således født med store indbyggede problemer.

Hertil kommer nok så væsentligt at for at en monetær union skal kunne lykkes skal landene ikke blot have tæt økonomisk samarbejde, men også ensartede efterspørgsels- og produktionsstrukturer samt ensartede prioriteringer i den økonomiske politik.

Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, vil der være risiko for, at der opstår interne spændinger og modsætninger i den monetære union, fordi landene rammes meget forskelligt af den internationale økonomiske udvikling. En fælles valuta indebar således behov for en højere grad af økonomisk politisk koordinering og samordning mellem medlemslandene. Og afgørende er her med hvilket formål og hvorigennem – med hvilke redskaber - en sådan økonomisk koordinering skal ske?

Den økonomiske politik, herunder pengepolitikken, kan nemlig have forskellige mål: Ud fra et monetaristisk og sædvanligvis borgerligt synspunkt vil bekæmpelse af inflation have højeste prioritet, mens et keynesiansk og mere socialdemokratisk synspunkt vil prioritere beskæftigelse (jf. boks sidst i dette kapitel om keynesiansme og monetaristisme). Og også hvad angår redskaber er der et afgørende valg: Skal man øge parlamenternes og regeringernes frihed, altså politikkens og demokratiets magtmidler eller skal markedet styrkes som økonomisk styringsmedium, dvs. selskabers og arbejdsgivernes magt?

Men i forbindelse med ØMU ´en blev valgene i høj grad truffet ud fra en markedsøkonomisk og nyliberalistisk, monetaristisk tænkning. Dette ses for det første i målsætningerne og i valget af økonomisk politiske redskaber For eurosystemet er hovedredskabet på linje med monetarismen at finde i pengepolitikken og hoved målsætningen at fastholde prisstabilitet dvs. topprioritet til inflationsbekæmpelse. Hovedrollen i opfyldelsen heraf har Den Europæiske Centralbank.

Derimod veg man tilbage for en tilsvarende oprustning og koordinering af den økonomiske POLITIK og finanspolitikken jf. det monetaristiske og neoliberalistiske holdning om, at staten så meget som muligt skal blande sig uden om markedsøkonomien (Se herom boks i slutningen af dette kapitel). For at bidrage til at harmonisere Eurolandenes økonomiske udvikling vedtog EU ´s ministerråd i 1997 ganske vist den såkaldte stabilitets – og vækstpagt, som bl.a. skulle tilnærme de enkelte landes finanspolitik til hinanden.

Men Vækst og Stabilitetspagten blev ligesom pengepolitikken primært underlagt monetaristiske målsætninger, i dette tilfælde om at offentligt underskud er skadeligt for markedsøkonomien. (Se herom boks i slutningen af dette kapitel). Pagten indebar derfor en forpligtelse for EU landene til at på mellemlangt at tilstræbe en offentlig budgetstilling tæt på balance eller med overskud.

Tabel: Konvergenskriterier for Euro-samarbejdet.


På trods af det åbenlyse behov for også en finanspolitisk koordinering blev en sådan imidlertid ikke udviklet koordinering blev en sådan ikke udviklet over de spæde tilløb i Vækst - og Stabilitetspagten og den havde som anført oven i købet et rent monetaristisk formål. Og på trods af de deltagende landes forskellighed og økonomiske problemer hos en række af dem blev der ikke udviklet økonomisk politiske redskaber til at skabe vækst og udligne forskellene.

For Danmarks vedkommende blev det ved en folkeafstemning besluttet ikke at tilslutte sig euroen. Desværre valgte folketingsflertal og regering at sætte sig mellem to stole, idet man på trods af Danmarks manglende tilslutning til og indflydelse på euroen besluttede at den danske krone skulle følge euroen og indgik en aftale med ECB herom. Hermed har Danmark for det første fraskrevet sig retten til selv at ændre på sin valutakurs gennem devaluering. Og for det andet betyder det også, at Danmark i høj grad har fraskrevet sig muligheden af at føre en selvstændig rentepolitik.

Afskrivningen af at føre en selvstændig valutapolitik har betydet, at den danske krones kurs i mindre grad afspejler den danske økonomis udvikling og dansk konkurrenceevne, men i højere grad kommer til at følge euroen og dermed afspejler euroens udvikling overfor de andre store internationale valutaer: Dollars og Yen. Dette har frem til finanskrisen indebåret en styrkelse af den danske krone i kølvandet på euroen overfor dollaren, hvilket først og fremmest skyldes svækkelse af dollaren på grund af USA´ s store gæld og underskud.
Den med euroen stigende kronekurs har været en ulempe for dansk erhvervsliv og dansk økonomi. Fra 2000 og til 2010 er den såkaldte lønkonkurrenceevne overfor udlandet forringet med 15 pct., hvilket langtfra skyldes en stigende kronekurs, hvorved danske eksportvarer i udlandet fordyres. Konsekvensen af den danske fastkurspolitik overfor Euroen har således været en betydelig forringelse af dansk konkurrenceevne overfor udlandet og dermed af dansk eksport og beskæftigelse.

Gældskrisen.

Som fremgået blev den monetære union født med ganske store økonomiske forskelligheder imellem de deltagende lande og ikke uvæsentlige økonomiske problemer hos især de sydeuropæiske deltagere, herunder Grækenland.

Denne tikkende bombe under valutaunionen blev imidlertid ikke søgt imødegået en aktiv økonomisk politik for vækst hos de svagere ”europartnere” og økonomisk udligning imellem eurolandene. I stedet fik inflations og underskudsbekæmpelse formentlig topprioritet på linje med anbefalingerne fra monetarismen.

Disse allerede værende økonomiske forskelligheder og spændinger i EU s euroområdet er blevet skærpet hen imod og navnlig efter den globale økonomiske krise (finanskrisen). For det første fordi en økonomisk krise automatisk fører til øget arbejdsløshed og dermed stigende offentligt underskud, fordi skatteindtægterne falder og de offentlige udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse stiger. For det andet er – jf. længere fremme – de offentlige budgetter i en række af disse lande blevet belastet af statslig støtte til og garantier for bankernes gæld (= overtagelse heraf).

EU er dermed i stigende grad blev delt op i to blokke. På den ene side har vi fortrinsvis Nord – og Centraleuropæiske ”overskudslande”, der udgøres af navnlig Tyskland samt Østrig, Holland og Belgien med overskud på betalingsbalancen. Men nord og Centraleuropas overskud genspejles på den anden side i de Sydeuropæiske ”underskudslande”, herunder navnlig Grækenland, Irland, Spanien, Portugal samt Italien (de såkaldte GIISP-lande), der modsat har udviklet stigende underskud. Og disse ubalancer har været voksende siden årtusindskiftet, jf. nedenstående figur.

Figur: Ubalancer indenfor euroområdet (Betalingsbalancens løbende poster i pct. af EU 12`s BNP).


Selve etableringen af ØMU bidrog hertil. Herefter strømme nemlig kapital til GIISP – landene og kastede sig over navnlig en række mere eller mindre spekulationsprægede investeringer i bank – og ejendomssektoren. Hertil kom, at kapitaltilstrømningen havde samfundsøkonomiske bivirkninger, idet det øgede udbud af kapital i alle landene pressede renten ned, hvilket igen gav næring til lånebaserede forbrugs – og navnlig boligbobler, som igen skabte inflation og dermed øgede underskuddene på betalingsbalancerne.

Der er en udbredt forestilling om, at gældskrisen i Sydeuropa er selvforskyldt og skyldes finanspolitisk uansvarlighed. At også egne politiske fejl spiller ind i den sydeuropæiske gældskrise skal ikke afvises, men det er stærkt utilstrækkeligt som forklaring. Mest er der om det i tilfældet Grækenland, hvor gældsudviklingen også er blevet fremmet af ineffektivt skattevæsen og hvor man myndighederne har forsøgt at skjule underskuddene i stedet for at rette op på dem.

MEN: Udover den globale økonomiske krise er den nuværende gældskrise i Sydeuropa OGSÅ et spejlbillede på, at Tyskland i stigende grad har udkonkurreret en række andre lande i eurosamarbejde. I kraft af økonomisk styrke har Tyskland kunnet opbygge et kraftigt eksport - og betalingsbalanceoverskud. Men hvor der er nogen, som har overskud, må der også være nogen til at bære underskuddet. Det er i stigende grad som nævnt blevet GIISP – landene. Her har EU svigtet ved ikke gennem en aktiv økonomisk politik at skabe vækst i GIISP – landene og ved ikke at arbejde for en økonomisk udligning herimellem, hvorigennem de mere problemprægede lande kunne tilnærme sig de økonomisk mere stærke.

I stedet har man ladet spændingerne vokse sig større og stærkere. Euroområdet – og dermed EU – er hermed i stigende grad været ved at brække i to. EU er delt i et Nord - og Centraleuropa, som godt nok også er ramt af underskud og vækstfald, men dog langt fra i samme udstrækning som Sydeuropa og hvor navnlig Tyskland klarer sig glimrende. Mens modsat Sydeuropa + Irland af den globale økonomiske krise er blevet ramt hårdt med vækstfald og arbejdsløsheds – og underskudstigning. Hvilket igen slår tilbage i form af manglende muligheder for at føre en ekspansiv økonomisk politik, der kan skabe ny vækst og beskæftigelse. Sydeuropa + Irland er således fanget i en gælds - og vækstfælde.

Figur: GIISP landenes gæld og fordelingen heraf på øvrige EU – lande 2010.


Det må anerkendes, at det øvrige EU er de gældsramte lande kommet til hjælp. Den europæiske Centralbank ECB sprang nu ind som redningsmand for bankerne ved at skyde penge heri og har endvidere overtager statsobligationer fra de gældsramte lande. Samtidig har EU – og herunder navnlig Tyskland – stillet en redningsfond til rådighed. Den er umiddelbart rettet til de gældsramte stater.

Det må i sig selv anerkendes som positivt, at det øvrige EU kommer de gældsramte EU lande økonomisk til hjælp. Mindre godt har det imidlertid været, at hjælpen ikke har haft præg af hjælp til igen at komme økonomisk på fode gennem øget økonomisk vækst og beskæftigelse. Desværre har hjælpen gennem krav om reduktion af offentlige udgifter tværtimod i høj grad været indrettet på at sikre tilbagebetaling til de store europæiske banker, som har stået for en stor del af finansieringen af den sydeuropæiske gæld, herunder ikke mindst finansiering af bank og ejendomsspekulation.

Dette skal ses i relation til, at de tyske, franske og engelske banker har i høj grad været med til at opbygge det gældsproblem, som i de seneste år har ramt Sydeuropa.

Og en del af forklaringen på gældskrisen ligger som anført også i selve Den Monetære Union og Euroen. For med tilslutningen hertil har de krise og gældsramte lande været afskåret for at kompensere deres svækkede konkurrenceevne gennem en nedskrivning (devaluering) af deres valutakurser, som kunne have genoprettet konkurrenceevne og betalingsbalancer.

Redningspakker og besparelser.

Som fremgået er der to veje videre i gældskrisen.

Den ene mulighed er den besparelsesstrategi, som et flertal af (borgerlige) regeringer i Europa anlægger og et flertal af økonomer hylder. Den er centreret omkring at skære på de offentlige udgifter samt på lønningerne. På kort sigt vil disse besparelser imidlertid reducere væksten og forøge arbejdsløsheden. På længere sigt handler det indenfor denne strategi derfor om igen at gøre investeringer profitable, hvorfor lønudviklingen skal holdes i ave og lønningerne om muligt skæres ned. Denne strategi knytter sig til en markedsøkonomisk, monetaristisk økonomisk teoretisk tilgang, der ser budgetunderskud som skadelig for økonomien og hvor finansiel balance anses for vigtigere end arbejdsløshedsbekæmpelse.

Den anden mulighed er en vækststrategi. Her tages udgangspunkt i økonomisk vækst er det bedste middel til at bekæmpe underskud, for med vækst stiger velstanden til at betale tilbage af og samtidig reduceres gældens andel af nationalproduktet. Men da den private sektor hidtil har været hårdt ramt af finanskrisen, må offentlige investeringer og offentligt forbrug bruges som løftestand for at sætte gang i hjulene i den private sektor. Hertil vil der ganske kræves startmidler, men sidenhed vil øget beskæftigelse kaste flere skatteindtægter af sig samt reducere de offentlige udgifter. En sådan strategi er efter finanskrisen blevet fulgt af USA.

Denne strategi knytter sig til makroøkonomisk, keynesiansk økonomisk teoretisk tilgang, hvor der lægges vægt på at bekæmpe arbejdsløshed og det om nødvendigt anses som legitimt at køre med statsligt underskud i en periode for herigennem at øge efterspørgsel og beskæftigelse

I forbindelse med disse strategier kan en aktiv valuta – og rentepolitik indgå. Det har uden tvivl øget de gældsramte Sydeuropæiske landes problemer, at de gennem den monetære union har været bundet op på den fælles valuta. For med stigende eurokurs er de gældsramte landes i forvejen kriseramte erhvervslivs eksport blevet yderligere fordyret og betalingsbalancerne dermed yderligere svækket. Modsat kunne de gældsramte lande gennem en devaluering dvs. nedskrivning af gældsplagede og underskudsramte landes valutaer opnå lavere priser og øget afsætning på deres eksport og dermed forbedring af betalingsbalancen, som også muliggør større tilbagebetaling på udlandsgæld. Samtidig vil beskæftigelse og skatteindtægter stige og statsunderskuddet falde.

Devaluering kan således være et hjælpemiddel om end ikke eneste middel i en vækststrategi. Som anført kræver strategien øgede investeringer og beskæftigelse. I den forbindelse kan det også være et hjælpemiddel at føre en aktiv rentepolitik dvs. at de gældsramte lande nedsætter rente, så den ligger under den europæiske rente for således at billiggøre private investeringer.

Men en selvstændig valuta – og rentepolitik forhindres af den monetære union, hvor de gældsplagede lande jo er bundet op på den fælles euro. De gældsramte lande kan derfor kun tage instrumenter i brug, hvis de udtræder af euroen. I så tilfælde vil de naturligvis miste adgangen til støtte og lån fra de øvrige EU lande, men på den anden side vinde et større økonomisk politisk råderum.

EU HAR indset nødvendigheden af at yde økonomisk hjælp til de nødstedte lande, hvis disse ikke skulle blive tvunget til enten at forlade eurosamarbejde eller ende med en statsbankerot med ødelæggende konsekvenser for også bankerne og dermed for deres hjemlandes økonomi samt for euroen som helhed. Man har etableret et økonomisk kriseberedskab på 750 mia. euro og herunder en såkaldt ”Stabilitetsfond” EFSF (Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet), der råder over 440 mia. euro= omkring 3 billioner kr. Reelt har det dog vist sig, at det heraf kun er 250 mia. euro, som er til rådighed, hvis lånfaciliteten som sådan skal have højeste kredit rating (AAA).

Det er godt, at de gældsramte lande får hjælp. Mindre godt har det været, at denne hjælp for det første har været baseret på en markedsøkonomisk, monetarisk økonomisk tilgang, hvor statsunderskud især gennem flere anses for skadeligt. EU ´s tilgang til gældskrisen i Sydeuropa er da også været præget af skrappe krav til reduktion af netop offentlige udgifter og derigennem offentligt underskud i de gældsramte lande. Og mindre godt har det været, at hjælpen i stedet for at fremme vækst og beskæftigelse i de gældsramte lande i nok så høj grad har sigtet på at sikre tilbagebetaling til de europæiske storbanker.

Politikken overfor de gældsramte lande har således ikke været særligt konstruktiv, idet den ikke bidrager til vækst og beskæftigelse og til at de kan komme ud af gældsfælden. De hårde besparelseskrav i forbindelse med hjælpen vil ikke alene medføre, at befolkningernes velstand og velfærd må betale prisen for bank og ejendomsspekulationen, men risikerer at uddybe de gældsramte landes økonomiske krise yderligere, således at de skruer sig ned i en negativ spiral.

Konkurrenceevnepagt

Den nu foreslåede ”konkurrenceevnepagt” vil næppe ændre herpå, snarere TVÆRTIMOD. Merkels og Sarkozy s oprindelig forslag må betegnes som et forsøg fra EU´s højrefløj og de store banker på at udnytte krisen til at institutionalisere en monetaristisk og neoliberalistisk økonomisk politik endnu mere i EU. Et regulært kupforøg.

Det må anerkendes, at det oprindelige tysk - franske forslag efterfølgende er blevet modificeret, hvilket må tilskrives den klare og indædte modstand mod forslaget fra fagbevægelsen i EU, fra de europæiske arbejderpartier og fra venstrtefløjen i EU - parlamenetet.

Hvor der i det oprindelige forslag var tale om at ” en gældsbremse” skulle indføres i forfatningen, overlades det nu til landene selv at afgøre, om det f. eks i stedet skal ske fx. i en særlig ”lov”. Det vil også være ”..de enkelte lande selv, der har ansvaret for at vælge de økonomisk-politiske initiativer, der efter landets opfattelse vil være effektive for at nå disse mål”. Endvidere er nu også beskæftigelseshensyn med blandt målene. Endelig har der i forbindelse med det oprindelige forslag været talt om ”sanktioner” (fx bøder) til lande, som overtrådte pagten. Dette synes nu pillet ud. Hovedpunkter i den aftalte pagt synes bla.a. at være:

Oversigt: Den vedtagne konkurrenceevnepagt
• Europagtens fire overordnede målsætninger er: bedre konkurrenceevne, øget beskæftigelse, sunde offentlige finanser og at genskabe finansiel stabilitet

• Landene kan selv vælge konkrete tiltag, som kan forbedre konkurrenceevne og øge beskæftigelsen, ud fra deres specifikke udfordringer og nationale traditioner

• Europagten indeholder dog et større katalog af muligheder, som landene skal overveje. Forslagene omfatter bl.a.: Gennemgang af lønaftaler i den offentlige sektor, arbejdsmarkedsreformer, skattereformer, højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønsordninger, bedre uddannelsessystemet,bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder

• Hvert år skal deltagerlandenes stats og regeringschefer påtage sig "konkrete nationale forpligtelser", som skal opnås iden for 12 måneder

• Landene forpligter sig derudover til at overføre EU s budgetregler, der sætter grænser for statsunderskud og gæld, til national lovgivning

• Der vil blive holdt årlige topmøder om europagten. EU kommissionen vil overvåge om deltagerlandene følger op på deres løfter og bidrager med oplysninger om deres økonomisk holdbarhed og konkurrenceevne

• Der er ikke direkte sanktionsmuligheder overfor lande, der ikke overholder sine forpligtelser i henhold til pagten, men pagtens ” forpligtelser (…) blive afspejlet i de nationale reformprogrammer og stabilitetsprogrammer, der indgives hvert år, og som vil blive vurderet af Kommissionen, Rådet og Eurogruppen”.

• Eurolande er bundet til at være en del af pagten. Ikke eurolande forventes at meddele på EU - topmødet 24-25. marts om de ønsker at deltage?
Kilde: Børsen 14/3-2011.

Men uanset opblødning omkring beskæftigelse ligger i pagtens bestemmelser om grænser for statsunderskud og gæld stadig en overvejende monetarisk/neoliberalistisk tilgang til økonomisk politik med prioritering af statsfinanser og erhvervenes profitabilitet.

For det andet ligger der med grænser for statsunderskud og gæld og finansiel stabilitet en institutionalisering i hele euroområdet af den besparelsesstrategi, som hidtil land for land er blevet stillet som betingelser i forbindelse med de enkelte redningspakker.

Europagten indeholder nemlig nogle af de samme punkter, som det fransk-tyske forslag, selvom :

• Sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor)”. Det vil sige lavere løn til de offentligt ansatte!

• ”En omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten”. Det vil sige, at lønmodtagerne skal bære krisens omkostninger!

• ”Yderligere åbning af beskyttede sektorer”. Det vil sige flere privatiseringer!

• ”Tilpasse den faktiske pensionsalder til den forventede levetid”. Det vil sige forhøjet pensionsalder!

• ”Begrænsning af førtidspensionsordninger”. Det vil sige afskaffelse af efterlønsordninger!

Og uanset opblødning om metoder er der næppe tvivl om, at den nye pagt¨s mål vil være forpligtende for de enkelte lande på samme måde konvergenskravene, der jo som vi kan se i Danmark har fået ganske vidtrækkende konsekvenser uanset at også de til Vækst og Stabilitetspagten knyttede sanktioner er ganske svage eller nærmest fraværende.

Og at det enkelte land selv vælger metoden, vil næppe være ensbetydende med, at man kan gøre hvad man vil i stik modsætning til pagtens retning. Ligesom den nærmere udmøntning af pagten ganske givet vil blive konkretiseret og præciseret genem vedtagelser og evalueringer på efterfølgende EU møder med mere eller mindre bindende virkning for de enkelte deltagende lande.

Det hedder som oven anført herom i pagten, at ”disse forpligtelser (…) blive afspejlet i de nationale reformprogrammer og stabilitetsprogrammer, der indgives hvert år, og som vil blive vurderet af Kommissionen, Rådet og Eurogruppen”.

Danmark skal selvsagt blive ved med at holde sig udenfor euroen. Grundene hertil er ikke blevet færre, men flere efter europagten. Euroen er en fejlkonstruktion og EU s dertil knyttede penge og valutapolitik tjener i alt for høj grad monetarisk/neoliberalistiske og de store bankers interesser, mens der i den grad mangler vækst og beskæftigelsesfremme for de gældsplade lande. For Danmarks eget vedkommende har fastskurspolitiken skadet dansk konkurrenceevne og væksten og det bør overvejes om den skal forlades til fordel for en svensk valuta og rentepollitik med flydende kurser.

Vedrørende europagten er det svært at se, hvad Danmark skulle have at gøre i den. Den sigter således stadig i hovedsagen på en besparelsespolitik og på mere overordnet plan på en monetaristisk politik. Selvom beskæftigelseshensyn nu er kommet med i pagtens mål, handler pagten i alt overvejende grad fortsat om, at velfærd og beskæftigelse skal underordnes hensyn til statsoverskud, erhvervenes profitabilitet og stærk euro. og DEN er modsat næppe befordrende for, at der i Danmark kan føres en vækst og beskæftigelsespolitik. Det må derfor være et åbent spørgsmål, om ikke Danmark bør sig nej til at tilslutte sig pagten?

Bilag.



Henvisning

Den samlede rapport på 53 sider med dokumentation, illustrationer og henvisninger kan læses på www.henrikherloevlund.dk/Art...
Vederlagsfrit abonnement på det månedlige nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce