Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
11. april 2011 - 15:46

Mellemøsten og truslen mod Vesten

Diskussionen om Libyen kan til tider være lidt mærkelig.

Exhibit one: I et par dage har det store tema i Danmark været om Gadaffi skal tillades at flygte (Lars Løkke og Lykketoft) eller han bør retsforfølges (Holger K. Nielsen). Men hvis Gadaffi skal retsforfølges, hvorfor så ikke arrestere en af de andre arabiske diktatorer – de er talrige som sandets i Sahara – næste gang vedkommende kommer til møde i en vestlig hovedstad, og derefter sende ham til Haag? Der er ingen grund til at antage at Gadaffi er hverken værre eller bedre end sine kolleger, når det kommer til undertrykkelse, tortur osv. Og i øvrigt er sagen ikke just aktuel, i og med at det synes at stå nogenlunde fifty-fifty i borgerkrigen.
Forresten: Hvorfor kræver oppositionen ikke en forespørgselsdebat, med krav om at aktionen mod Gadaffi følges op af boycott af Saudi Arabien og Bahrain og sanktioner mod USA, hvis dette land fortsætter med støtte disse diktaturer?

Exhibit two: Det har været et vigtigt argument, bl.a. for vor udenrigsminister, at den Arabiske Liga bifaldt interventionen (i hvert fald i første omgang). Ikke forstået. Formålet med aktionen er at beskytte oprørerne og derved give demokratiet en chance, så hvorfor er det et argument, at en samling diktatorer – nu med Ægypten som undtagelse – støtter aktionen? Hvorfor bomber man ikke Bahrain og Saudi Arabien, snarere end at tage dem til indtægt? Skal de præmieres for at deres undertrykkelse af befolkningen er mere effektiv end Gadaffis?

Exhibit three: Hvorfor diskuterer man ikke at det stort set kun er Vesten (plus altså den Arabiske Liga), der bakker op om flyangrebene? Resten af verden er skeptisk eller imod. Det gælder Rusland, Kina, Indien og Brasilien – der alle undlod at stemme i Sikkerhedsrådet – samt Tyrkiet, og flere Latinamerikanske lande (udover Brasilien, bl.a. Argentina, Uruguay og Venezuela). Se http://english.aljazeera.net/indept...

Men lad os se sagen med Vestlige øjne: Hvorfor diskuterer man ikke det helt store problem, nemlig at de arabiske oprør truer Vestens hævdvundne interesser i Mellemøsten?

Lad os komme ned på jorden, ned til interesserne. Først på det grundlag giver det mening at tale om at virkeliggøre idealer som demokrati og menneskerettigheder. Med venlig hilsen fra Marx.

Det gik eller så godt i lang tid

Kontrollen med Mellemøsten blev sikret gennem stabile klientregimer, med Ægypten og Saudi Arabien i spidsen.

De fik deres penge og deres militære isenkram, så de kunne holde deres befolkninger nede. Denne støtte til diktaturer var ikke baseret på en principiel modvilje mod demokrati, men var ren realpolitik: Hvis der blev indført demokrati, således at befolkningsflertallet faktisk bestemte politikken, ville resultatet være lige så sikkert som Allahu Akbar i moskéen, nemlig at kampen mod den israelske kolonialisme ville blomstre op og at Israels – og diktaturernes – amerikanske støtter ville blive bedt om at ryge og rejse. Det ville ikke gå.

Også på det økonomiske område gik alt som det skulle. De fleste lande – ikke mindste Ægypten – blev underlagt IMF’s ’strukturtilpasningsreformer’, dvs. nedskæring af offentlig velfærd, privatiseringer og åbning for vestlig kapital. Kun et par uger før det brød løs havde IMF ”welcomed Libya’s strong macroeconomic performance and the progress on enhancing the role of the private sector", jf. Le Monde Diplomatique, 2. april 2011 (’No good choices’).

Det gik mindre godt for irrelevante størrelser som levestandard, fattigdomsbekæmpelse og beskæftigelse, jf. ’A Political Economy of the Middle East’, hvis forfattere (Richards og Waterbury) i den sidste udgave af bogen på denne baggrund har fået second thoughts om nyliberal terapi.

Ikke mindst udviklingen i Libyen gik i den rigtige retning.

Gadaffi indså i slutningen af 90erne det udsigtsløse i sin radikale politik. Han betalte erstatning til Lockerbi-ofrene, accepterede at indstille sit atomprogram og samarbejdede endog med USA om bekæmpelse af islamistisk terrorisme. Derfor blev han i løbet af forrige årti lukket ind i varmen. USA anerkendte styret, olien kunne flyde frit til Europa og samarbejdet med perlevennen Berlusconi sikrede at menneskene ikke gjorde det. Den stakkels Gadaffi må nu virkelig føle sig forrådt af sine venner.

Der var selvfølgelig et ideologisk problem med denne bekæmpelse af arabisk demokrati.

Det klarede man ved på det retoriske plan at vride hænderne en gang imellem og opfordre til reformer. Når man gør det onde, er det god strategi at sige, at man vil det gode. Men araberne lod sig selvfølgelig ikke narre. De kunne godt se forskel på ’practice’ og ’preaching’, fordi de så praksis med deres egne øjne.

Katastrofen

Men i løbet af forrige årti blev de herskende vestlige interesser også truet.
Krigen i Irak har efterladt et land, der vakler mellem at falde under den amerikansk eller iranske indflydelsessfære.

Tyrkiet har løsnet båndene til Vesten, nu da medlemskab af EU er udelukket grundet en blanding af stigende europæisk fremmedfjendskhed og økonomisk krise; landet landet fører nu en mere Israel-kritisk politik samtidig med at det nærmer sig den anden regionale stormagt, Iran; bl.a. tog Tyrkiet sammen med Brasilien et selvstændigt initiativ til at løse problemet med det iranske atomprogram, trods stor amerikansk vrede.
Samtidig er Hitzbollah’s indflydelse vokset i Libanon, mens det palæstinensiske selvstyre i Ramalla (i praksis en israelsk klientregering) er blevet svækket af korruption og afsløring af tæt efterretningssamarbejde med Israel.

Og så kom katastrofen: Det arabiske demokratiske oprør.
Årtiers politik, dvs. interessevaretagelse, så pludselig ud til at ligge i ruiner. Det var næsten værre end opgøret med nyliberalismen i Latinamerika.

Hvad skulle man stille op?

Israel var ikke i tvivl: Den gode samarbejdspartner, Mubarak, måtte for alt i verden støttes. USA vaklede og forsøgte sig i første omgang med en magtoverdragelse til en vicepræsident, der var en prøvet hånd i samarbejdet med Israel og når det gjaldt tortur af mennesker, som USA mistænkte for terrorisme. Den gik ikke. Hvordan det går med vestlig indflydelse i Ægypten efter de kommende valg, er der ingen der véd.
Tilsvarende i Yemen. Her har man længe støtten diktatoren (præsidenten), fordi denne har åbnet landet for amerikansk terrorbekæmpelse. Men her på det sidste er der forlydender om, at USA vil skifte til at støtte den demokratiske opposition. If you can’t beat them, join them.

Derimod er den vestlige modstand mod arabisk demokrati intakt i forhold til Saudi Arabien; her er der så store interesser på spil, at der ikke er råd til eksperimenter. Det samme gælder Kuwait, Bahrain, Oman, Qatar og Emiraterne, hvis ledere er sjove synteser af præmoderne fyrster og postmoderne CEO’er. De er vitale, dels grundet olien, dels af hensyn til kontrollen med den Arabiske Havbugt. Den ideologiske omkostning er, at man må forsøge at snakke om noget andet, mens Saudi Arabien sender tropper til Bahrain for at hjælpe stedets diktator med at nedkæmpe en opstand fra landets shia-flertal.

I denne sammenhæng var den demokratiske opstand i Libyen dels et problem, dels en mulighed.

Som nævnt gik alt fint, før de forbandede demokrater begyndte at lave ballade og true stabiliteten. I den tilsvarende situation i Tunesien et par måneder tidligere var Frankrig klar til at sende sikkerhedseksperter til at hjælpe den trængte allierede. Libyen var anderledes. Her udviklede situationen sig hurtigt til en decideret borgerkrig, hvor oprørerne syntes at have gode chancer for at vinde, fordi dele af hæren skiftede side. I den situation ville det ikke være heldigt fortsat at støtte Gadaffi. Men hvis man støttede oprørerne, ville de næppe bryde med Gadaffis pro-vestlige linie.
Hertil kom at støtte til oprørerne – som ingen ganske vidst véd hvem er – med lidt held kunne give Vesten det, som det ikke har i Mellemøsten, nemlig demokratisk legitimitet. Måske kunne årtiers kamp mod demokrati druknes i larmen fra de fly, der skal bombe demokratiet frem i Libyen?

Under alle omstændigheder har de arabiske oprør naturligvis ikke ændret Vestens interesser i Mellemøsten.

Der er to. Den økonomiske interesse i en stabil strøm af olie, og mere generelt i at disse økonomier tilpasses den vestlige kapitals interesser i åbenhed, altså et godt investeringsklima. Og den strategiske interesse i kontrol med dette område mellem Europa, Afrika og Asien, som skiftende imperier har kæmpet om i tusinde år; for nogle årtier siden gjaldt det om at holde Sovjet ude, efter revolutionen i 1979 var Iran problemet, og i fremtiden bliver det måske Kina, der søger at gøre sine interesser gældende i regionen.

Disse vestlige interesser er nu truet. Det er det, det drejer sig om. Angrebet på Libyen er ikke en offensiv, men en defensiv handling.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce