Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
15. maj 2011 - 14:09

Ny regering på radikale stemmer problematisk - hellere arbejderflertal.

Indledning.

Det snarlige efterlønsforlig mellem VKO og Det Radikale Venstre (DRV) har bragt udsigterne til et regeringsskifte i krise. Den åbenlyse splittelse mellem S + SF (+ Enhl.) på den ene side og de radikale på den anden side svækker oppositionens troværdighed

Hertil kommer, at den åbenlyse uenighed imellem S + SF og så de radikale også rejser tvivl om S + SF s økonomiske politik og om, hvilken politik en evt. ny regering vil kunne føre? En tvivl, som også svækker troværdigheden af oppositionen som regeringsalternativ og omvendt styrker den borgerlige blok.

Efter mange måneder med solidt rødt flertal er genvalg af Lars Løkke og en ny borgerlig regering derfor pludselig igen et muligt udfald af det kommende folketingsvalg.

For venstrefløjen rejser denne situation en række spørgsmål: S+SF har længe satset på, at de radikale ikke havde andet alternativ end at støtte dem, fordi VK hidtil af hensyn til den tætte alliance med DF og den stramme udlændingepolitik IKKE har villet samarbejde med de Radikale. De radikales enegang i forhandlingerne om regeringens 2020 plan er kommet som en overraskelse, men er nu en kendsgerning.

Der er på den baggrund for det første behov for at overveje, hvilket udfald de pågående efterlønsforhandlinger kan ende med?

For det andet: S har historisk tidligere gået sammen med de Radikale om regeringsdannelse, senest under Nyrup regeringen. Men et er historie: Hvilket parti er Det Radikale Venstre i dag? Og hvad der er DRV s overordnede strategi i forhold til den økonomiske politik og regeringsspørgsmålet?

For det tredje: Som anført kan hverken udfaldet af det kommende folketingsvalg eller af regeringsdannelsen mere betragtes som givet. For S+SF melder der sig efter efterlønsforløbet et nøglespørgsmål: Kan – og bør – en ny regering i givet tilfælde baseres på radikale stemmer?

Videre for det fjerde: DRV kræver af en ny regering uanset farve en ”økonomisk ansvarlig politik”. Hvad indebærer det og hvilke konsekvenser vil det få for en S+SF regerings politik?

1. Efterlønsforlig mellem VKO og Det Radikale Venstre.

Det ligger ganske klart, at der bliver et efterlønsforlig mellem VK, DR og Det Radikale Venstre (DRV).

Det er for regeringens vedkommende ikke overraskende. Regeringens interesse i næsten et hvilket som helst resultat er åbenlys. VK har meget at vinde ved at få splittet oppositionen, først og fremmest fordi det vil diskreditere oppositionen og i høj grad styrke chancerne for Løkkes genvalg.

DF er – taget for pålydende - mindre enige i selve efterlønsindgrebet, som partiets vælgere er det omkring. Men i forhold til efterlønsspørgsmålet er DF´s overordnede interesse imidlertid at få genvalgt Løkke og dermed få videreført de indflydelsesmuligheder, som kun en fortsat borgerlig regering vil give dem. Så DF har villet trække sig meget langt for at imødekomme både regeringen og de radikale.

Ganske vist er DF nok mere splittet i forhold den traditionelle ”arvefjende” i DRV, med hvem man næppe ønsker at dele rollen som fast støtteparti, men på den anden side er DF godt klar over, at DRV s medvirken til et efterlønsforlig er den bedste garanti for en fortsat borgerlig regering.

For Det Radikale Venstre burde der have værer en højere grad af dilemma. På den ene side har både regeringen og DF strakt sig langt for at få DRV om bord, hvilket hvad angår selve efterlønsspørgsmålet har givet DRV betydelig indflydelse. På den anden side vil et sådant forlig uddybe kløften i oppositionen og dermed modvirke chancen for det regeringsskifte DRV indtil nu har erklæret sig som tilhænger af.

Hvad har så været vigtigst for DRV? I den forbindelse skal man nok hæfte sig ved, at de radikale på den ene side nok som bekendt har været uenig i med VK og navnlig DF i værdipolitikken, navnlig udlændingepolitikken. Men på den anden side i den for DRV tungtvejende økonomiske politik, herunder arbejdsmarkeds -, udgifts – og skattepolitikken, længe har været mere enig med VK end med S+SF og i en række økonomisk politisk sager har stemt for regeringens politik, fx dagpengereformen.

I udlændingepolitikken ligger DRV måske nok nærmere på S+SF, men disse er på den anden side rykket nærmere VK og DF. Og i den økonomiske politik er DRV ikke overvældende enig med Fair Løsning og Forandring, men som anført langt mere enig med de øvrige borgerlige partier. Derforhar spørgsmålet været, om DRV skulle gå indgå efterlønsforlig og dermed cementere den borgerlige regering i realiteten været forholdsvist åbent for DRV – betydeligt mere åbent end man officielt siger.

DRV´ s mål er at bruge et efterlønforlig som løftestang for at få sig placeret centralt som tungen på vægtskålen i forhold til VK - regeringen og herigennem få åbnet mere vedvarende indflydelseskanaler til den, også på sigt til på værdipolitikken. Derfor trækker man kynisk på skulderen over, hvis den borgerlige regering fortsætter efter valget.

Så da både VK, DF og DRV således har været stærkt interesseret i et efterlønsforlig, er det blevet til noget.

2. Det Radikale Venstre: Socialliberalt centrumsparti eller yderliggående (ny)liberalistisk parti?

Det som har delt oppositionen og omvendt ført de radikale og regeringen sammen er et betydeligt sammenfald af synspunkter på den økonomiske politik. At det bliver afgørende for Det Radikale Venstre er ikke nogen tilfældighed.

Som anført har DRV historisk navnlig i første halvdel af 1900 – tallet haft tradition for samarbejde med socialdemokratiet og har sammen med dette parti en væsentlig del i opbygningen af social – og velfærdsstaten (eksempelvis Steinkes socialreform). Det kunne lade sig gøre, bl.a. fordi DRV på dette tidspunkt med rødder i husmandsbevægelsen så sig selv som et socialliberalt parti, der placeret i centrum kunne bygge bro mellem arbejderbevægelsen og den borgerlige lejr.

Men DRV har i de sidste årtier af 1900 tallet under Niels Helweg Petersen og Marianne Jelved flyttet sig. Partiet er i dag i højere grad et parti for byernes intellektuelle - den såkaldt ”kreative klasse” - og et i stigende grad blevet mere rendyrket (ny)líberalistisk.
Og partiet kan dermed ikke længere betragtes som et midterparti, men er både i henseende til den økonomiske politik og værdipolitikken tværtimod et yderliggående parti.

Paradoksalt nok kan både partiets værdipolitik og økonomiske politik ses som aspekter heraf. Uenigheden i forhold til regeringen i fx udlændingepolitikken kan ses som udtryk for, at DRV står mere fast på de grundlæggende liberale ideer om personlig frihed mv., som V og K på dette område har lagt til side for at vinde magten.

Men til gengæld deler RV den (ny)liberalistiske tilgang til den økonomiske politik med V og K (og Liberal Alliance), ja partiet må nærmest siges her at ligge til højre for VK og repræsentere en endnu mere ideologisk, hardcore (ny)liberalisme på dette område.

Det var udtryk for denne stigende borgerlige og liberale orientering, at DRV deltog i den borgerlige Schlüterregering 1988 til 1990. Og at DRV fra 1993 til 2001 alligevel kunne deltage i den socialdemokratiske ledede Nyrup – regering var i høj grad på grundlag af, at S selv havde flyttet sig og inspireret af New Labour i England selv slog ind på en i betydelig grad nyliberalistisk inspireret økonomisk politik.

Betingelserne for den historiske alliance mellem DRV og Socialdemokratiet om sociale reformer og opbygning af velfærdsstaten er således ikke længere til stede. DRV er ikke længere et socialt orienteret midterparti, men er i dag langt mere et økonomisk og nyliberalistisk orienteret parti, som venstrefløjen kun vil kunne samarbejde med, hvis man tilslutter sig en nyliberalistisk orienteret økonomisk politik.

3. Det Radikale Venstres overordnede strategi for ”tungen på vægtskålen”.

Ved Thorning Schmidts overtagelse af ledelsen i Socialdemokratiet i 2004 i spidsen for partiets gamle højrefløj – Nyrup fløjen - forsøgte S – ledelsen at videreføre den nyliberalistisk orienterede politik. Men da man ikke kunne slå den ægte vare i form af Fogh og ikke mindst af hensyn til ikke at miste for meget tilslutning til SF valgte Socialdemokraterne imidlertid efter valget i 2007 at gå til venstre og gå om bord i en mere progressiv vækst og velfærdspolitik.

Den tidligere tætte alliance mellem DRV og S under Nyrup omkring en nyliberalistisk økonomisk politik er hermed blevet undermineret. DRV s accept af en alliance med S+SF har da også mere været et (nødtvungent) fravalg af VK end et helhjertet tilvalg af S+SF. DRV har indtil nu været nødt til at fravælge VK, fordi disse partier foretrak den faste alliance med Dansk Folkeparti, som ikke ville give de radikale indflydelse hverken i værdipolitikken eller i den økonomiske politik.

For ikke at stå helt isoleret har DRV så valgt den røde blok, men som anført langtfra helhjertet, men i konstant kritik heraf og under vedvarende krav om en markeds – og udbudsøkonomisk politik med skattelettelser, arbejdsmarkedspolitiske stramninger og stram udgiftspolitik.

DRV har da også netop på disse områder i en lang række tilfælde stemt for VK s reformer og politik, fx i forbindelse med Genopretningspakken for halvering af dagpengeperioden.

DRV ´s tilslutning til ”rød blok” har således konstant været halvhjertet og nok så meget af nød som af politisk fællesskab med S+SF. Margrethe Vestager har da også gentagne gange forsvaret tilslutningen til ”rød blok” med henvisning til, at DRV satsede på at en Thorning Schmidt regering efter en indledende ”kick-startpolitik” ville ændre kurs til en ”ansvarlig økonomisk politik” efter DRV s opskrift.

Man var altså med andre ord IKKE enig i S+SF s faktisk fremlagte politik i ”Fair Løsning”, men byggede alliancen på en forventning om ”rødt vælgerbedrag” dvs. om at S når det kom til stykket ville falde tilbage til den gamle nyliberalistiske politik.

Dette skete som bekendt imidlertid ikke, formentlig bl.a. fordi S herved ville have blødt for meget til SF. Men det er på denne baggrund ikke noget tilfælde eller kiks, at DRV som det i dag grundlæggende set økonomisk og nyliberalistisk orienterede parti det er, griber chancen for at gennemføre en sådan politik med højrefløjen, da VK og DF n u af angst for at tabe valget tvinges til at droppe den hidtidige boycut af de radikale.

De radikale øjner nu en historisk chance for ved at frigøre sig fra ”rød blok” igen at blive tungen på vægtskålen, hvor de i højere grad kan få gennemført både deres økonomiske politik og deres værdipolitik ved at spille på muligheden for flertal til begge sider.

Om det bliver ved at tvinge en S+SF – regering til at acceptere deres nyliberalistiske økonomiske politik eller om det bliver ved at tvinge en VKO – regering til en mere liberal værdipolitik vil formentlig i denne forbindelse være DRV mere underordnet, når det kommer til stykket. På grund af dette grundlæggende ”dobbeltspil” kan DRV i realiteten næppe mere betragtes som en del af rød blok. Indtil der er et alternativ, vil DRV formentlig angiveligt fastholde at pege på Thorning som statsminister, men kommer Løkke med et tilbud til DRV om samarbejde med og indflydelse en VK – regering, er det ikke utænkeligt, at DRV formelt set skifter side.

Men vil nogen indvende: Kan det tænkes, at Løkke vil det? Det kommer formentlig ganske an på mandatfordelingen efter valget. Har Løkke et flertal med alene DF, vil VK formentlig videreføre VKO samarbejdet med DF som fast støtte parti. Men har VK ikke flertal med DF alene, kan det tænkes, at DF så kompenseres med ministerposter og at de radikale til gengæld bliver støtteparti for i stedet en borgerlig regering.

Opsummerende kan DRV således ikke betragtes som et sikkert og pålideligt medlem af ”rød blok”, men må formentlig vurderes at arbejde for og sigte på at placere sig frit imellem blokkene med henblik på at gennemtvinge sin nyliberalistiske økonomiske politik og sin liberale værdipolitik overfor hvilken regering der nu måtte komme.

4. S + SF regering på radikale stemmer?

For S + SF indebærer denne situation et dilemma og kræver nogle ikke nemme og enkle valg.

På den ene side er der for oppositionen en betydelig risiko for på den ene side, at de radikale efter valget i sidste ende deserterer fra rød blok og skifter side og sikrer Løkkes fortsættelse som statsminister. Det vil dog ikke være helt enkelt for DRV at gøre dette, da partiet jo i flere år udtrykkeligt har ønsket et regeringsskifte og da de fleste af DRV s vælgere ønsker et sådant og at DRV peger på Thorning. Vælgerskaren skal derfor modnes hertil gennem et længere forløb.

Det vil indrømmet være noget af en katastrofe, hvis Løkke kan fortsætte. Ikke alene betyder det fortsat tilbagerulning og massiv nedskæring af velfærden, men også yderligere privatisering af den offentlige sektor, fortsat skattestop og givet også flere skattelettelser. Med andre ord yderligere fart på den nyliberalistiske drejning af det danske samfunds- og velfærdsmodel.

Samtidig tvinges Thorning Schmidt formentlig til at trække sig som partileder efter et nederlag. Det kan man efter behag græde mere eller mindre tørre tårer over, men det vil under alle omstændigheder tvinge oppositionen til den langsommelige opgave at bygge en ny statsministerkandidat op.

På den anden siden må imidlertid også konsekvenserne tages i betragtning af, at basere en S+SF regering på radikale stemmer, hvis der med andre ord kommer et ikke – socialistisk flertal. Det er så givet, at DRV vil benytte de ikke socialistiske flertal (inkl. DRV selv) som et værktøj til at gennemføre en nyliberalistisk økonomisk politik. Enten ved at det bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget for Thorning – Schmidt regeringen, i hvilket tilfælde de radikale selv kan indtræde i denne som vagthunde for den økonomiske ”ansvarlige politik”. Eller ved udenfor en S+SF regeringen at true med at gå sammen med højrefløjen og bringe Thorning regeringen i mindretal på den økonomiske politik.

En ”rød regering” på radikale stemmer vil således med andre ord være tvunget til at gennemføre en i hovedsagen nyliberalistisk økonomisk politik med efterlønsindgreb og andre ”arbejdsmarkedsreformer” i lignende stil, aflysning af velfærdsforbedringer til fordel for stram udgiftspolitik og formentlig også yderligere skattelettelser.

En sådan økonomisk politik vil være i total modstrid med de reformer og forbedringer, som S+SF har lovet fagbevægelsen og sine egne vælgere. Dermed vil Thorning ikke alene svigte sin politik og sine valgløfter og dermed lide et grundlægende tab af troværdighed.

Men hvis en S+SF regering således i realiteten fører højrefløjens politik, vil det desillusioner og demobilisere en sådan regerings egen basis. Og en S+SF regering vil dermed være et nemt offer for de borgerlige, som efter en periodes restitution vil øjne chancen for hurtigt valg og snarlig tilbagekomst til regeringsmagten.

Konklusionen heraf er, at S + SF naturligvis ikke selv skal skubbe de radikale over i de borgerliges lejr og dermed foranledige, at Løkke helt sikkert fortsætter Formelt set må invitationen til de radikale om at støtte en ny regering og politik opretholdes. Skifter de radikale alligevel side, skal det være på eget initiativ, således at de selv bringer sig i et modsætningsforhold til deres egen vælgerskare.

Men reelt vil en S+SF regering baseret på radikale stemmer være næsten lige så slemt som at Løkke fortsætter, fordi det vil tvinge en Thorning Schmidt regering til ”rødt forræderi” mod sin egen fremlagte politik og mod egne vælgere og eget bagland.

I en ikke helt nem balanceakt må S+SF derfor først og fremmest må satse på at et flertal med Enhedslisten udenom de radikale – på et arbejderflertal - fx ved at opfordre til at stemme på et parti, der IKKE vil forringe efterlønnen.

Henvisning:

Denne KRITISKE DISKUSSION kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/art...

Vederlagsfrit abonnement på det månedlige nyhedsbrev KRITISKE DISKUSSIONER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce