Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
4. juni 2011 - 21:33

Den Europæiske krise og Rød Plan

Økonomisk krise i Europa

Europas økonomiske historie de sidste par år er i korthed denne:

Først fik vi i 2008/09 en gigantisk økonomisk krise, udløst af at finanssektoren, der i 00-erne fik lov til at gøre stort set, hvad den ville. Det udløste et spekulationsorgie, mest dramatusk i form af boligbobler i de fleste lande, mest ekstremt i Spanien og Danmark (flexlån, lav rente, fastfrosset ejendomsskat).

Det skulle staten så feje op efter. Det kostede en masse i bail-outs til banker og andre spekulanter. Det kostede også enorme hjælpepakker for at bekæmpe den negative vækst og stigende arbejdsløshed. Samtidig betød den realøkonomizke krise at staternes skatteindtægter faldt, mens dens udgifter til dagpenge osv. steg. Derfor voksede de offentlige underskud langt ud over de 3%, som EU normalt tillader.

Disse underskud skulle finansieres. Derfor voksede den offentlige gæld. Det sker i enhver økonomisk krise, således også i 30erne. Men hvor man dengang og ved senere kriser lånte indenlands eller af andre regeringer eller internationale organisationer, låner man i dag af den private, globale finanskapital; dette blev muligt efter at restriktioner på kapitalbevægelser blev fjernet i den nyliberale periode efter ca. 1980. Den ultimative magt over fx Danmark er dermed overført til denne finanskapital. Lars Løkkes punchline, når han skal forklare nødvendigheden af nedskæringer, er da også gerne, at ellers mister ’markedet’ tilliden til os, således at det bliver meget dyrt at låne penge for at finansiere underskuddet.

Kapitalismen er dyr. Den koster penge, mange penge. Betalt af det offentlige, dvs. skatteyderne.

Nettoresultatet blev at finanskapitalens problemer blev til offentlige problemer (bankerne og de andre skurke klarer sig nu fint, skulle jeg hilse og sige). Den finansielle krise udviklede sig til den europæiske gældskrise.

Dermed skiftede krisebekæmpelsen gear, faktisk til bakgear. Hvor man i 2008 og frem til sommeren 2009 førte god gammeldags Keynesiansk stimuleringspolitik, fra USA over Europa til Kina, har menuen i Europa derefter stået på det modsatte, nemlig nedskæringspolitik. Det er det eneste ansvarlige, hedder det fra EU og Europas regeringer, for ellers trækker finanskapitalen pengene til sig. Det er sikkert rigtigt nok. Men det er også dybt uansvarligt, for nedskæringspolitik betyder lavere vækst, dermed faldende skatteindtægter, dermed større offentligt underskud og gæld. Især Irland og Grækenland har spændt livremmen ind, med det resultat at økonomierne snarere er blevet kvalt end slanket. Derfor må man skære endnu mere ned for at låne endnu flere penge osv. Det er ikke økonomiske vismænd, men Tahrir-pladsens kusiner og fætre i Madrid, Barcelona og Athen, der har fattet essensen: At nogen tager røven på dem. De har også fattet at den officielle opposition enten er forsvundet (Italien) eller degeneret til en farce (før sit fald var Strauss-Kahn - leder af IMF og dermed den globale finanskapitals førstemand - de franske ’socialisters’ mest sandsynlige præsidentkandidat).

Den aktuelle krisepolitik er altså ikke specielt rational, økonomisk set. Men politisk set er den mere end rationel.

De dominerende lande i Europa (Tyskland, Frankrig, England og Italien) har borgerligt-liberale regeringer, så en forskydning af den økonomiske balance fra den offentlige til den private sektor er næppe uvelkommen; at flytte magt fra den demokratiske til den kapitalistisk kontrollerede sektor er liberalismens ældgamle program. Faktisk er der tale om en historisk smadring af hvad der er af europæiske velfærdsstater. Det er er Margharet Thatcher’s våde drøm. Da Naomi Klein skrev sin bog ’Chockterapi’, passede den på Latinamerika og mange andre steder, men ikke på Europa. Det gør den nu. Når det økonomisk-politiske system er i krise, tag så de nyliberale planer op af skriveborsdskuffen og genemfør dem, før folk rigtigt opfatter hvad det er, der rammer dem.

Rød Plan 2020

Vi kommer nu til Rød Plan 2020. Jeg ser kun på et par elementer i den.

Selv om planen accepterer de rammer, som EU har udstukket, især at det offentlige underskud skal ned under 3%, går S-SF dog imod den herskende politik i Europa (ikke mærkeligt at økonomiske vismænd osv. er kritiske, – hvis de havde været positive var der grund til bekymring!). Hvorimod regeringens plan flugter fint med den nyliberale og anti-Keynesianske konsensus i Europa.

Krisen er ikke ovre, siger den Røde Plan, og derfor skal økonomien stimuleres med bl.a. offentlige investeringer. S-SF vil som bekendt forlænge arbejdstiden, men det skal vel at mærke ikke ske nu (hvor det blot vil give øget arbejdsløshed, fordi længere arbejdsdag vil give mindre arbejde til de ubeskæftigede), men først om et par år, altså – forhåbentligt – på den anden side af krisen. Det ville faktisk være en god idé i de første to år at gøre som Stauning gjorde i 1938, nemlig forbyde overarbejde, så der blev arbejde til de arbejdsløse (denne arbejdsfordelingspolitik virkede glimrende).

Det er skuffende at Rød Plan ligesom regeringens plan opererer med en årlig realvækst på blot 0,9% i det offentlige forbrug 2016-20, men den tid, den sorg (jeg tvivler på at konjunkturerne er vendt på det tidspunkt, bl.a. grundet den irrationelle politik i Europa, og i så tilfælde er fortsat stimulans nødvendig).

Det andet element i Rød Plan, der er værd at fremhæve, er ansatserne til en reformering af den finansielle sektor.

Det eneste, der her batter og virkelig kastrerer finanskapitalen, er naturligvis en tilbagerulning af kapitalliberaliseringen siden 1980. Her bliver det spændende at se, hvad der kommer ud af den undersøgelse af krisens årsager, som en ny regering har bebudet. Lad os håbe at undersøgelsen munder ud i forslag, der kan få tigeren ind i buret, så folkevalgte politikere igen kan få magt.

De midler, som finanssektoren råder over (aktiverne) er øget fra at overstige bruttofaktorindkomsten (ca. lig med BNP) med knap en halv gang i perioden mellem 1948/49 og 1963, til at være 2,2 gange så stor i 1983; denne faktor er derefter øget til 3,4 i 1993, 4,1 i 2001 og ikke mindre end 7 i 2007
(se nærmere http://anderslundkvist.net/2011/05/...)

Det er efter enhver rational målestok sygt, at den blotte formidling vægter så meget i forhold til produktionen af varer og service. En radikal sanering er påkrævet.

Sådanne strukturreformer er, rimeligt nok, ikke på bordet i Rød Plan, der mest handler om at få pengene til at passe, på en sådan måde at almindelige mennesker ikke rammes for meget. Men der er interessante forslag i planen.

Millionærskatten kan gøre visse indhug i spekulationsgevinster. Det er også positivt at SF-S vil tvinge de multinationale selskaber til at betale skat (kun 26% af dem gør det i dag!), og at der ytres positiv interesse for en Tobin-skat (et gammelt krav fra Attac). På EU plan bør det følges op af bestræbelser for at få lukket skatteparadiserne, ikke mindst Luxembourg, hvor Juncker – den pæne mand – kommer fra.

Det virkelig interessante er forslaget om at ATP og LD skal kunne konkurrere på lige fod med banker og realkredit (i dag må de kun have 5%’s indflydelse).

Begrundelsen er at der mangler konkurrence i den finansielle sektor.

Så sandt, så sandt. Danske Bank sidder på 50% af bankforretningerne og sammen med sine aflæggere – bl.a. Realkredit Danmark, Danica Pension og Home – på omkring 33% af hele den finansielle sektor. For resten ejer Møller-Mærsk 20% af aktierne i Danske Bank, mere end nok til effektiv kontrol, så den suverænt største indenfor den produktive kapital kontrollerer den suverænt største indenfor finansiel kapital, hvilket gør Danmark unik mht. koncentration af kapitalmagt (nærmere i mit bidrag i Dansk Nyliberalisme, Frydenlund 2009). Lidt ekstra konkurrence ville være fint, hvilket ægte liberale burde være enige i – men de er stort set uddøde.

ATP blev tænkt som en slags erstatning for det økonomiske demokrati, der ikke blev til noget.

Men i stedet for at blive en udfordring til kapitalmagten har ’lønmodtagerkapitalen’ udviklet sig til en ordinær spekulationsfond, fx oprettede ATP for nogle år siden en kapitalfond; disse kapitalfondes asociale meritter kan man læse om i en bog af Poul Nyrup Rasmussen. For at der skal være socialistisk mening i tingene, bør S-SF foreslå en reformering af ATP, med mere demokrati og økologi og mindre spekulation.

Men hov: Med den ene arm bundet på ryggen, kan fonden jo ikke konkurrere med de andre dyr i junglen. Derfor bør disse også, med Danske Bank i spidsen, reguleres strammere. Det mest effektive – og det simpleste – vil være offentlige repræsentanter i bestyrelserne, med vetoret overfor især spekulative udlån. Hvis disse repræsentanter også får positiv bemyndigelse til at opprioritere investeringer i milø og andre fornuftige ting, er vi næsten i mål. Det kan gå galt, men det eneste vi efter krisen véd med empirisk sikkerked er, at finanskapitalen er inkompetent til at forvalte vor kollektive opsparing. De borgerige vil råbe op om Nordkorea og stalinisme, men det er fordi de ikke evner at skelne mellem diktatorisk og demokratisk regulering.

Da SF og S for et par år siden stemte for bankpakkerne foreslog man modydeser fra bankerne, til gengæld for alle de rare penge og garantier (som også er penge, eftersom de gør det billigere for bankerne at finansiere), men det ville regeringen selvfølgeig ikke være med til, og SF og S insisterede ikke. Den fejl kan en ny regering gøre god igen. Det er også ærgerligt, at partierne har opgivet deres glimrende idé om en statsbank, så borgere uden præference for spekulation havde et alternativ. Måske kan undersøgelsen af årsagerne til krisen, dermed en kortlægning af den finansielle sektor, få SF og S på andre tanker.

Når jeg hører ordet ’strukturreformer’, får jeg kuldegysninger, fordi dette ord er blevet identisk med afdemokratisering og økonomisk utryghed for almindelige mennesker. En demokratisering af den finansielle sektor kan give ordet en positiv betydning. Og så er en radikal reform i øvrigt nødvendig for at undgå en ny finansiel boble med efterfølgende krise.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce