Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
9. juni 2011 - 18:00

REVOLUTIONER, og hvad deraf følger

Ved den nylige Matchpoint-konference på Aarhus Universitet sagde EU-diplomaten Robert Cooper blandt andet: ”Vær ikke overrasket, hvis det arabiske forår ender i borgerkrig og kaos. Det normale resultat af revolutioner er Robespierre, Khomeini, Stalin og Lenin. Diktatorer eller borgerkrig, kaos.”

”Det arabiske forår” opfattedes fra begyndelsen som forbavsende ikke-voldeligt. Det indtryk blev skabt af to faktorer – dels vores almene uvidenhed om tidligere revolutioner, dels at næsten al medie-opmærksomhed var samlet omkring de store byer og, især, Tahrir-pladsen. Hvad der skete ude på landet, i månederne inden oprøret blev synligt, var man ikke så opmærksom på.

Hvad tidligere revolutioner angår, er vores forestillinger om dem begrænsede til nogle dramatiske højdepunkter – stormen på Bastillen eller Vinterpaladset f.eks. – som man har serveret for os i utallige, romantiserede (læs: voldelige) udgaver. De kulørte historier stammer som regel fra begge sider – de revolutionære, som vil fortælle om folkets helte, og modstanderne, der fremhæver revolutionens rædsler – og handler tit om begivenheder uden videre betydning for, hvordan det hele spændte af.

Læser man f.eks Sebastian Haffner’s ’Revolutionen, der blev forrådt’ om udviklingen i Tyskland efter første verdenskrig, er det forbløffende, så beskrivelsen af hele den indledende fase svarer til, hvad vi nu har fået fortalt fra Tunis og, især, Egypten. Også Philips Price’s ’Reminiscenses of the Russian Revolution’ og andre øjenvidners erindringer tegner lignende billeder af menneskemængder, som har nået et punkt, hvor de ikke har mere at miste og derfor nægter at adlyde myndighederne, selvom de er ubevæbnede og kun kan yde passiv modstand. Hver gang er det modrevolutionen, der griber til våben.

Våbnene er som regel lige for hånden, eftersom de fleste stater håndhæver et monopol på vold, der skal opretholde lov og orden. Når et oprør bryder ud, er det ofte, fordi staten har misbrugt sit voldsmonopol i form af politi og militær til at undertrykke befolkningens rettigheder, dvs. at der allerede er en tradition for at bruge ekstrem vold overfor, hvad myndighederne ser som ulydighed.

Dette forstærkes, når de omgivende stater, af angst for at revolutionen skal brede sig til deres områder, griber ind med sanktioner og/eller militær magt. Resultatet er, at revolutionære bevægelser udvikler sig til at blive mere og mere militaristiske. Dermed er grunden lagt til et kommende diktatur, fordi krig kræver stærk disciplin, stærk ledelse, og belønner hensynsløshed overfor civilbefolkningen.

Det er alt sammen sagt før. Men der mangler en diskussion af forudsætningerne for oprør. I medierne og blandt politikere tales der meget om nøden i de fattige lande, de fattige slumkvarterer, osv., og om årsagerne til den, men det er ikke så tit, man taler om den som vold – og hvad man har tænkt sig at gøre, når den fører til oprør.

Eller når den fører til autoritære forhold i lande, som gør modstand mod de fødevarekriser, ublu lånevilkår, handelsregler og kapitalflugt, deres befolkninger udsættes for af det såkaldt internationale samfund. Den diskussion kræver, at man indrømmer, at disse ting finder sted, og at de har karakter af vold mod sagesløse.

For at tage et ret kendt og veldokumenteret eksempel: I 1992 oprettede 45 afrikanske lande noget, de kaldte RASCOM (Regional African Satellite Communication Organization), som skulle sørge for en afrikansk satellit og indføre almindelige priser for telesamtaler. Dengang var de blandt de dyreste i verden, fordi de europæiske lande opkrævede 500 millioner dollars om året i leje af deres satellitter. En afrikansk satellit ville koste 400 millioner én gang for alle, men skønt det lignede en fin investering, kunne hverken Verdensbanken, IMF, USA eller EU i 14 år udstede andet end vage løfter om dyre lån.

Gaddafi’s Libyen stillede så med 300 millioner dollars, den Afrikanske Udviklingsbank fulgte efter med 50 millioner, og den Vestafrikanske Udviklingsbank kom med 27 millioner. Den 26. december 2007 fik Afrika sin første kommunikations-satellit, og de rige lande blev snydt for 500 millioner i leje om året, plus de milliarder i renter, deres eventuelle investering kunne have indbragt i fremtiden. Det er ikke mærkeligt, at de gerne vil af med Gaddafi og den stat, han og hans tilhængere har eksperimenteret sig frem til.

Den er sikkert autoritær og vilkårlig, men når den havde mulighed for at investere i at åbne en hel verdensdel for telefon, TV, og radio til overkommelige priser, var det, fordi den havde lukket sine grænser for den internationale finansverden. Den libyske centralbank afgjorde suverænt, hvem der skulle handles med og på hvilke vilkår, og dét betød, at olieindtægterne – de højeste i Afrika – kunne bruges til hvad der var politisk fordelagtigt, og uden at man behøvede at spørge nogen i udlandet.

Gaddafi-styrets solidaritet med de fattige kan naturligvis diskuteres, når det igennem de senere år har opkøbt store områder landbrugsjord i bl.a. Mali for at kunne dyrke fødevarer til hjemmemarkedet. Dermed deltager styret i den internationale nykolonialisme, som siden 2008 har ført til over 200 tilfælde af land-grabbing, hvor f.eks. Indien har skaffet sig 1 million ha., Djibouti 10.000 ha, SaudiArabien 100.000 ha i Etiopiens Oromia provins, som har den bedste landbrugsjord på Afrikas Horn, men hvor der er udbredt mangel på fødevarer. Sydkorea har leaset/købt store områder på Madagaskar; Saudierne har stillet 5 milliarder dollars til rådighed for investorer, der vil opkøbe jord i udlandet (læs Afrika) samtidigt med, at de har skåret den indenlandske produktion af korn med 12% om året for at spare ferskvand. Det er jo ved at blive ligeså kostbart som olie.

Opkøbene af agerjord i Etiopien og Sudan er pt. en voldsom trussel mod ’Det Egyptiske Forår’, fordi de stater, firmaer og personer, som har købt, skal bruge enorme mængder ferskvand til opdyrkningen – især, fordi der er tale om industrilandbrug med store monokulturer. Der eksisterer en aftale om fordelingen af Nilens vand, indgået mellem Sudan og Egypten i 1959, som tildeler Sudan 25%, Egypten 75% og Etiopien ingenting. De store lande, som har investeret i jordopkøb, har tilkendegivet, at de ikke vil overholde aftalen, men forlange en ny.

Egypten forbruger mere hvede, end det producerer – 18 millioner tons pr. år – og subsidierer brødpriserne med ca. 2 milliarder dollars pr. år. 60% af befolkningen anses som helt afhængige af lave brødpriser og rigelige forsyninger. Hvis Etiopien – som det truer med – bygger en dæmning over Nilen, vil vandmængden længere nede – i Egypten, hvor det aldrig regner! – svinde ind og forringe høsten katastrofalt.

Uden billigt brød bliver det næppe muligt at indføre folkestyre i Egypten.

Dette er en del af den virkelighed, som frembringer autoritære systemer i fattige lande. Det store flertal er af den velkendte slags, vi plejer at bedrive såkaldte ulandsprojekter med – mere eller mindre korrupte regimer, der samarbejder med eventuelle tidligere koloniherrer, multinationale virksomheder, Verdensbanken og IMF om at udnytte, hvad deres lande måtte have af gangbare ressourcer. Målet er altid ’at skabe udvikling’, dvs. at komme til at ligne de rige lande på alle måder.

Malawi er et godt eksempel. I 90erne var det lille, østafrikanske land netop blevet af med et diktatorisk styre, som havde varet siden 1966 og medført megen elendighed. Den nye regering søgte hjælp hos IMF, der var positiv, men stillede sine sædvanlige betingelser, også kaldet ’strukturreformer’: Salg af næsten alle statsejede værdier til private virksomheder og afskaffelse af stort set alle offentlige ydelser til landbrug, uddannelse, sundhed og transport. Dette skulle gøre det muligt for staten at betale renter (op til 56%) og afdrag på de lån, IMF leverede via internationale banker.

I 2001 opdagede man i IMF, at Malawi’s regering havde opbygget store lagre af korn for at kunne imødegå dårlige høstår. Da det kneb med betalingen af renter og afdrag, udstedte IMF ordre om, at lagrene omgående skulle sælges til private, hvilket vakte protester, men blev gennemført.

Året efter slog høsten fejl. Hungersnød fulgte; BBC beskrev situationen som ’den værste hungersnød’ i Malawi i historisk tid, og mere end tusind mennesker døde af sult.

I 1991-2 havde høsten været endnu elendigere, men dengang havde det ikke været nogen katastrofe, for dengang havde IMF ikke haft noget at sige i Malawi, og der havde været kornlagre at dele ud af.

Nu reagerede IMF ved at standse udviklingshjælp for 47 millioner dollars, fordi regeringen havde været for langsom med at gennemføre de strukturreformer - bl.a. afskaffelsen af subsidierne til de små bønders køb af kunstgødning - som havde medvirket til katastrofen.

Men da var den mest påtrængende gæld betalt, og Malawi’s regering bad IMF om at trække sig ud. Det gav en masse spektakel, men landet har hverken olie eller sjældne mineraler i undergrunden, så ingen af de rige lande greb ind med soldater. To år senere var alting ved det gamle; man kunne tilmed eksportere korn til Zimbabwe.

Malawi var heldigere end f.eks. Argentina eller Thailand, som måtte igennem økonomiske sammenbrud i 90erne efter at have været udsatte for IMF’s indgreb. Historien er ikke ny, den har gentaget sig i land efter land, kloden rundt. Mens det internationale bankvæsen øger investeringerne og omsætter kostbare ressourcer til penge, stiger antallet af nye investeringsobjekter automatisk, fordi mangel skaber efterspørgsel.

Et land, som vil bruge sine egne ressourcer til gavn for sin egen befolkning, må – i denne verden af overproduktion og spekulation – lukke grænserne, centralisere økonomien og styre den med jernhånd, Det kan ikke ét sekund tillade sig eller sine borgere økonomisk frihed. Dets myndigheder må konstant overvåge erhvervslivet og medierne. Ytringsfriheden må være begrænset. Alligevel vil en sådan politik ikke overleve længe, hvis den fører til velstand og kunne blive et forbillede for andre stater.

’Det arabiske forår’ fik Libyen til at fremstå som en trussel mod stormagternes interesser i Afrika. Gaddafi’s politiske ideologi havde udviklet sig fra visionen om et forenet Arabien, inspireret af Præsident Nasser’s kortvarige sammenslutning mellem Syrien og Egypten i Den Forenede Arabiske Republik (1958-61) til idéen om Afrika’s Forenede Stater, og hans økonomiske enegang havde indbragt så store indtægter, at Libyen kunne finansiere den første internationale satellit for Afrika syd for Sahara, samtidig med at man gennemførte verdens hidtil største ferskvandsprojekt til en pris af godt 300 milliarder dollars, bygget af internationale entreprenører, men finansieret helt af egne midler.

Projektet, som jeg har omtalt tidligere, udnytter det vældige ’hav’ af ferskvand, som er indlejret i sandsten under den libyske ørken og det meste af Egypten samt dele af Sudan og Chad. Vandet udvindes og transporteres i vældige, underjordiske rør fra ørkenen i syd til de beboede egne langs Middelhavet, hvor en omfattende udvidelse af de dyrkede områder var i gang de senere år. Indtil krigen blev der hver dag leveret 6,500.000 kubikmeter ferskvand til Tripoli, Benghazi, Sirte og andre byer ved Middelhavet. Skulle NATO’s bombardementer ramme dele af dette system, vil der for alvor være tale om en humanitær katastrofe.

Et tilsvarende projekt i Egypten kunne have betydning for krisen omkring Nilen, idet prøveboringer har vist, at der ingen forbindelse er mellem vandet i Nilen og den Store Nubiske Aquifer, som det vandbærende lag kaldes. Til gengæld er vandet gammelt, og det bliver ikke fornyet af Nilens oversvømmelser; når det er brugt, er det brugt. Man anslår, at der er vand til omkring et årtusind. Men det har indtil nu ikke været muligt for Egypten at forhandle en rimelig finansiering på plads.

Sådan hænger mange ting sammen og udgør årsagerne til krigen mod Libyen, som nok desuden skal ses som en kraftig advarsel til de arabiske oprørere om at holde sig fra at kræve altfor megen selvstændighed.

Pointen her er imidlertid, at revolutioner ofte munder ud i diktaturer, og at dette i høj grad skyldes omverdenens modstand. Vi – demokraterne – bidrager ved vores sanktioner og militære indgriben til at skabe netop det skrækvælde, vi udmaler i vores propaganda.

Kilder:
The Independent, June 3, 2011. Johann Hari: It’s Not Just Dominique Strauss-Kahn
New York Times, June 1. 2011. Lester R. Brown: When the Nile Runs Dry.
www.projectcensored.org/top-... Capitalist Forces wreak havoc in Africa …
http://en.wikipedia.org/wiki/Great_...

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce