Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
5. juli 2011 - 0:29

Roskilde: Sindsoprivende og sublime oplevelser

ANMELDELSE: Roskilde 2011 blev besøgt af cirka 130.000 gæster, frivillige og kunstnere. Et helt lille samfund med sine hierarkier og netværk og forskelligt distribuerede rettigheder.

Men også en musikfestival, der denne gang mere end tidligere har fokuseret på det nye og det udfordrende. Desværre betyder det også for den, der er på opdagelse, at der er meget, man går glip af.

Roskilde Festival havde i år 163 navne på plakaten. Det er et imponerende antal - men også kun fordi kvaliteten faktisk også var i top på rigtig mange koncerter.

Janelle Monáe

Den mest sindsoprivende oplevelse for undertegnede på dette års festival var Janelle Monáe.

Hun kom anstigende med den fulde bandbesætning, komplet med hornsektion og elektrisk strygekvartet og kor og dansere. Undertegnede er stadig i en slags trance over den koncert. Et fantastisk vildt og funky band.

Monáes musik veksler mellem soul-tradition og mange andre elektroniske, rock- og poptraditioner, inklusive psykedeliske elementer og punk og folkemusik, selv om det sidstnævnte hørte vi ikke noget til ved koncerten. Det er faktisk for dovent at kalde det r&b, selv om det er det også.

At være med i denne koncert var en symbiotisk oplevelse. Janelle kunne - uden at sige et ord, blot med en bevægelse - få hele teltets publikum til at sætte sig ned. Og lidt efter stå op igen. Hun styrede også fuldstændig suverænt publikum som svar-kor.

Janelle Monáe bliver stor i det næste tiår og kan allerede nu sammenlignes med de største blandt hendes forbilleder.

Den new zealandsk/australske gruppe Crowded House har skrevet et nummer, der hedder »All I Ask«, hvor de synger »all I ask is to live each moment free from the last«. Med den sætning opsummerer de i virkeligheden hele popmusikkens væsen og filosofi.

Også når vi af nostalgiske grunde hører popmusik, er det jo for at genopleve et et bestemt øjeblik fri for fortid og fremtid. Det er snapshots, som er bundet til en bestemt følelse.

Janelle Monáe - og med hende den musik, der er mere end pop - går en anden vej. Fremfor at gribe øjeblikket og fastholde det, åbner hun det for tidens strøm. En sang som »Come Alive« udtrykker selve frigørelsens følelse: det, at blive levende og blive ét med det levende.

Fremfor at lede lytteren væk fra tiden, åbner hun for en verden, hvor »these dreams are forever« (»Dance Or Die«), og hvor man løber fra det, der holder en tilbage: »faster and faster I should run / faster and faster from your arms« (»Faster«). Sætningen kan forstås som en flugt fra både våben og omfavnelse, hvilket også giver mening i udtrykket: »You hide your chainsaw deep in kisses«.

I »Locked Inside« synger hun om at være holdt nede og undre sig over, at så få tør stille spørgsmål ved verdens orden og uretfærdighed: »Locked inside a land called Foolish Pride / Where the Men are always white / He hates to talk but loves to fight / Is that alright?«, spørger hun. Kærlighed og frihed er det udtrykte alternativ, men så alligevel ikke kun: »I can make a change / I can start a fire«, synger hun.

Denne musikalske frigørelse kræver, at musikken finder ind til nerven og historien hos den, der lytter, så man føler, at man lever i en sammenhæng, at man ser eksistensen med nye øjne, omtrent det, Immanuel Kant betegnede som den »sublime oplevelse«: den oplevende forrykkes i forhold til den, vedkommende var forud.

Efter koncerten med Janelle Monáe var undertegnede forrykt, ingen tvivl om det.

Koncerten indledtes med de første fire numre fra hendes aktuelle album »The Archandroid«. Efter en ouverture kom »Dance Or Die« med ultrahurtig rap og meget fængende kor, dernæst »Faster« og »Locked Inside«.

Vi har desværre ingen optagelse (eller fotos) fra koncerten, men her kan ses en version fra Birmingham. Den er urolig og rå, men det var faktisk endnu mere råt i Roskilde:


Janelle Monáe spillede også »Cold War« og »Tightrope«, som er hendes aktuelle hits.

Derudover viste hun lidt om sine rødder ved at spille Stevie Wonder’s »My Cherie Amour« og Jackson 5’s »I Want You Back«, og det passede perfekt i sammenhængen.

Arctic Monkeys

I rockmusikalsk sammenhæng er Arctic Monkeys fra Sheffield en forening af tradition og modernitet. Denne indtagende (garage)rock har da også rigtig godt fat i de unge publikum. Musikken er præget af mod og livslyst.

Sangeren Alex Turner ligner mere og mere en Ramone. Og energien er i fokus hele vejen denne aften. Men det er også et lydhørt og vidende publikum, der har bevæget sig ind i pitten foran Orange Scene. Alle synger med på flere af sangene, især gennembruddet »I Bet You Look Good On The Dance Floor«.

Selv er jeg meget glad for »She’s Thunderstorms« fra den seneste plade »Suck It And See«: Det er en melankolsk Smiths-agtig sang om det hjerteslag, der snyder, om at være helt nedlagt af fremmede, utæmmelige magter.

Lige efter denne sang begyndte det så småt at dryppe ned fra himlen, men folk gik ikke. Gruppen satte i gang »Teddy Picker«, sangen, der spørger om hvad, der er godt ved at være »a man of the people, when there’s people like you«.

JPEG - 62.9 kb
Alex Turner, Arctic Monkeys.
Foto: Anders Schjørring.

Arctic Monkeys spillede numre fra alle fire albums, og de virkede veloplagte og sikre. Det dryppede som nævnt lidt under koncerten, men det egentlige skybrud ventede til to minutter efter Arctic Monkeys havde afsluttet, og lydfolkene havde sat ELO’s »It’s a Living Thing« på anlægget.

Vejret er virkelig en levende ting og ikke noget godt oplæg til The Strokes!

The Strokes

Det helt forfærdelige skybrud, der skabte oversvømmelser flere steder i landet var faktisk forbi igen få minutter før, Strokes gik på.

Og Strokes lagde stærkt ud med første nummer fra den første plade »Is This It?«, og det var det. Selv om sandsynligvis ikke alle blandt publikum er ligeså bekendt med Strokes’ musik som med for eksempel Arctic Monkeys, så vandt Strokes hjerterne over til sig.

En af deres nu klassiske sange »Hard To Explain« fanger netop det sted, hvor Strokes befinder sig bedst, stedet mellem tanke og udtryk (Between Thought And Expression, som forbilledet Lou Reeds tekstsamling hedder). Det, der er svært at forklare og rationalisere, men som udtrykkes præcist med musik: En følelse, der både rummer glæde, ekstase og melankoli.

Efter »Juice Box« joker Julian Casablancas om sin danske mor og sin barndoms somre i Danmark: »My Danish is very uncool. I only know what I learned from my mormor and morfar", like "nej, nej, Julian, det må du ikke«, siger han.

Efter dette har Strokes helt og aldeles vundet alle blandt publikum over til sig, og festen er rigtig i gang.

Man må sige - uagtet tidligere nævnt kritik - at Strokes er det helt rigtige på Orange lørdag aften. Der er fest, og der er hjerte i musikken, og bandet viser sit virkelige format ved ikke bare at præsentere et album og et par ældre numre, men spille et miks af numre fra alle fire plader, der har det helt rigtige flow til netop denne lejlighed.

Strokes’ musik udtrykker livsglæde og smerte på én gang, derfor er de aldrig en-dimensonale. At de står i gæld til både garagerock og synthpop-traditionen understreger dette, men først og fremmest kan de komponere og er rimelig selvkritiske.

Det var tydeligt at se, at Julian Casablancas blev mere og mere fuld på scenen, man kunne også høre det på hans bemærkninger.

Efter koncerten var man bare opløftet, og betegnende nok hedder et af de bedste numre, de spillede »What Ever Happened?« for det var den følelse, man havde.

Efter koncerten gik jeg forbi en mand, jeg ikke kender, der insisterede på at give mig en gin & tonic. Da jeg havde drukket den, stod en kvinde, jeg aldrig har set før, ved siden af mig, der insisterede på at betale min næste øl. Det kan musik også gøre ved mennesker.

Spids Nøgenhat

Efter skybrud og lyn og torden og Strokes og opløftede mennesker var man helt klart i humør til syrerock. Og det var også lige indenfor rækkevidde, da Spids Nøgenhat spillede på Pavilion-scenen.

Spids Nøgenhat, der kalder sig »det revolutionære underholdningsorkester«, er dansksproget psykedelisk rock, når det er bedst. Frontmand og sanger er Uffe Lorenzen, der også kendes fra det fine band Baby Woodrose.

Teksterne er syrede rejser i kvindebryster og blomstret tapet og spørgsmål, som »Mand, kan du ikke se, du er ligeså gennemsigtig som mig?«. Man bliver taget af den musik. Man ryger en spliff, og man bliver helt væk i den musik.

Og så slutter Spids Nøgenhat med tre klenodier fra den danske guldalder: Røde Mors »Lille Johnny’s Mund er Fuld Af Blod« i en flydende version, Young Flowers’ »Oppe I Træet« - »og jeg er laaangt, laaang væk«, og til sidst en sej version af Gasolin’s »Langebro«.

Det band bør vist ses igen meget snart.

Seun Kuti, Femi Kuti & Egypt 80

Og ikke fordi dette års festivals tema er rusmidler. Men de spillede nu en rolle hos mange af de optrædende.

Seun Kuti er den yngste søn af afrobeat’ens opfinder Fela Kuti. I dag spiller han med sin fars gruppe i Egypt 80. På scenen i Roskilde optrådte han for første gang sammen med storebror Femi Kuti, der også har en glorværdig karriere bag sig i Nigeria.

»They say that plutonium is good for you - and that marihuana is bad«, siger Seun Kuti fra scenen, »we say marihuana - legalize it!«.

Og han synger sammen med publikum: »Plant it - and let it grow!« i mange minutter.

Det er hypnotisk og hektisk musik, meget sexet og meget fræk. Men der er andre sider: »Rise Again« er en sørgmodig og bekymret sang om hjemlandet Nigeria. Musikken går lige i kroppen, også på det meste af publikum, der vugger og danser i takt.

Ind imellem tager Seun sin sax frem og spiller nogle vidunderlige figurer i modtakt og medtakt til de øvrige blæsere.

Meget medrivende koncert.

Mastodon

Mastodon kunne ikke fylde den store plads foran Orange Scene, og det var vel til at forudse. Måske har festivalledelsen valgt at placere Mastodon her, fordi bandets publikum er mere kontrollabelt med den strenge crowd safety foran denne scene?

Mastodon er ellers et suverænt band indenfor progressive metal, selv om bandet ikke er videre nyskabende - personligt synes jeg, at Mars Volta ville have pyntet mere på programmet.

Mastodon kan ikke sige sig fri for et element af opvisning, og de er da også meget dygtige. Og de vil helt sikkert mere end blot være underlægning til alle dem, der har for vane at mødes for at gøre djævletegn sammen i takt til musikken.

Portishead

Portishead fra Bristol er et af de hovednavne, mange sikkert havde set mest frem til. De skuffede heller ikke, men måske var det lige lovlig vovet, at placere dem i party-time om fredagen? For Portishead er ikke festmusik, mere søndags-melankoli og eftertænksomhed.

Det handler om at være »wounded and afraid« og spørge, med Beth Gibbons’ grådkvalte stemme: »do you know what I wanted?« med det indlysende, uudtalte svar, at det vidste man jo ikke.

Koncerten startede i den kakofoni, der hedder »Silence«, og som også indleder seneste album »Third«.

Men vi fik også alle triphop-klassikerne »Mysterons«, »Sour Times« og »Glory Box«, især sidstnævnte var i en mega version. Portishead er i virkeligheden trip hop-beats kombineret med Kurt Weill, Billie Holiday og John Barry. De rummer historien i sig og er ikke bare af sin tid. Derfor finder man sig også i, at der går flere år mellem gruppens plader.

Det var en meget indadvendt Beth Gibbons, man oplevede, og en del gik ud af pitten for at finde underholdning andetsteds. Men Beth og de seks musikere fik skabt en meget stemningsfuld koncert for dem, der var i humør til det.

Til sidst gik Beth ned i pitten og røg på en joint, hun fik tilbudt, mens bandet spillede videre.

Sådan skal det være.

JPEG - 96.8 kb
Beth Gibbons, Portishead.
Foto: Anders Schjørring.

Efter Portishead optrådte M.I.A på samme scene, men Deres udsendte var desværre træt og mæt af dagens oplevelser og orkede ikke mere.

Men Roskilde Festival har meddelt, at festivalen har doneret 1,3 millioner kroner til den revolutionære kunstner, som gør det muligt for hende at støtte et projekt, der skal hjælpe de tamilske ofre i den 25 år lange borgerkrig på Sri Lanka. M.I.A. er selv datter af en politisk aktivist fra De Tamilske Tigre, og hendes musik udtrykker modstand mod undertrykkelse.

Julianna Barwick

Selv om det var svært at nå alt det interessante med det tætpakkede program, der var på årets Roskilde Festival, blev der tid til at opleve et enkelt navn på den nye intime Gloria scene, der er platform for de mere avantgardistiske og eksperimenterende/udfordrende kunstnere.

Julianna Barwick arbejder med elektronik og stemme og skaber en meget sfærisk musik. Det vokale input mangedobles via loops, der tilføres nye figurer, der igen loopes, og på den måde skabes næsten kirkeagtige korale stemninger.

Desværre overstyrede lydsystemet, hvilket fik det hele til at knitre og knase på en utilsigtet måde.

Men koncerten og stedet fungerede som chill-out område i kontrast til det virvar, der ellers var omkring én.

Big Boi

Big Boi, som man tidligere har hørt med Outkast, var vild energiudladning, i hvert fald fra lydanlægget, men hvor meget kom fra scenen? Joh, noget kom der, for Big Boi inviterede nogle hvide piger på scenen for at vrikke med røven, og det virkede på publikum.

I det hele taget var publikum rigtig godt med, selv om noget af lyden, blandt andet Outkast-vokaler, var præ-indspillet. Og det var især numre fra tiden med Outkast, der lod til at fænge.

Der var fest i teltet og et animeret publikum (paralleliseret og paralyseret), men det virkede ikke rigtig på undertegnede.

Der skal et levende og kogende band til. Noget a la Janelle Monáe.

Kings Of Leon

Kings Of Leon er egentlig et godt band, men de har haft svært ved at forny sig. Som afslutningsnavn var de faktisk lidt underligt placeret. Men da anmelderen nu selv var i det ydre rum med Janelles musik i nervebanerne, havde de nok ikke virket på ham alligevel.

Under alle omstændigheder lød Kings Of Leon mere mainstream end nogensinde, så hvis Roskilde Festival mener det alvorlig med, at man fremover vil satse mere på det nyskabende og udfordrende, er det vist sidste gang, vi ser Kings Of Leon på Roskilde.

2011 - en god årgang

Alt i alt var det en meget berigende musikalsk oplevelse på Roskilde i år. Denne anmelder så mere musik end her beskrevet, men enten er der ikke så meget at skrive om, eller også var det kun muligt at se en del af koncerten på grund af sammenfald i programmet. Det er for eksempel grunden til, at vi missede The Battles, som ellers var højt prioriteret. Under alle omstændigheder kan man være forsikret om, at der var meget mere at komme efter på Roskilde i 2011 end her beskrevet.

Roskilde Festival: Fredag 1.7.2011: Seun Kuti, Femi Kuti & Egypt 80 (Arena), Mastodon (Orange), Portishead (Orange), Lørdag 2.7.2011: Arctic Monkeys (Orange), The Strokes (Orange), Spids Nøgenhat (Pavilion), Søndag 3.7.2011: Julianna Barwick (Gloria), Big Boi (Arena), Janelle Monáe (Cosmopol), Kings Of Leon (Orange).

Læs mere om Roskilde Festival 2011 på Modkraft:

Drømmende stemninger og ny folkemusik
Roma på Roskilde: Jeg er bange
Fællesteltets sidste Roskilde: et tilbageblik
»Fuck orange, det er her, det sker!«
Roskilde: Protestaktion mod Love Camp
Roskilde og den hjemløse røde tråd

Se også linkboxen om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce