Annonce

25. juli 2003 - 20:59

Hunden – 2. kapitel

Hunden- en sammensværgelse, 2.kapitel

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge K. Hansen og Alfred Lang

Belfast

Adjudanten var ret så bekymret.

»For helvede, hvor bliver han af ?«, bandede han og kiggede på sit armbåndsur. Klokken var nu 10,30. Hunden kom faktisk aldrig for sent. Måske var han rendt ind i en af hærens gadeafspærringer eller var blevet udsat for personkontrol af en patrulje. Men det lignede slet ikke Hunden ikke at overholde en aftale, uanset grunden.

»Jeg er spændt på at høre, hvorfor han egentlig vil møde mig«, grublede adjudanten.

»I næsten et år har han ikke været i Norden, og nu denne meddelelse fra ham. Ville ikke engang, at vi skaffede ham husly. Sagde, at han selv vil sørge for det.«

Dybest inde var McCourt ret stolt af at have fået en meddelelse fra Hunden. Det var ikke noget, der skete hver dag. En tanke snurrede gennem hans hoved. »Har jeg i den sidste tid klokket i det i noget vigtigt?« Næ! Det kunnne ikke dreje sig om en klagesag. Han kunne sit håndværk, han havde trods alt været to år i illegaliteten og fire år på universitetet i Long Kesh. Det måtte alligevel være vigtigt for Hunden at forlade Dublins relative sikkerhed og tage chancen ved at bevæge sig midt ind i Andersonstowns ghetto for at tale med ham personligt. Hvorfor havde man ikke bedt ham om at komme til Dublin? Han kiggede atter på sit ur. Klokken var 10,35. »Jeg venter ti minutter endnu«, besluttede han.

Ti minutter i elleve rejste han sig og forlod klubben gennem bagdøren. Det var på tide at foretage nogle efterforskninger. Han standsede en Falls Road-taxi, som bragte ham og de 8 andre passagerer et stykke op ad Whiterock Road. Oppe på bakken steg han af og stod nu foran en ruin. Det var her, Kellys bar engang havde ligget, før en bombe havde sønderrevet alt. Han kiggede sig lidt omkring. Det så ud til, at luften var ren heroppe. Han krydsede gaden og gik ned ad en skjult sti, indtil han nåede til en grøn dør, hvor han bankede på. Døren blev revet op og McCourt trådte ind i en mørk, tilrøget, illegal sprithule. Det sved i hans øjne, da han gennem røgtågerne iagttog formiddags- alkoholikerne, som tavst og surmulende sad og klamrede sig til deres guiness-flasker, deres medicin mod tømmermænd. Da var det, han opdagede »sin mand«, Mickey. Han gled ned på bænken ved siden af ham og afviste med et tak den flaske lunken porter, han blev tilbudt.

»Hvordan går det, Mac. Sker der noget?«

»Jeg ved det ikke, min søn, jeg er jo her for at finde ud af det.«

»Nå så?«

»Ja, på grund af din fyr. Ham som du hentede i Dundalk og kørte hertil. Hvor har du indlogeret ham?«

»Han sagde, hvor jeg skulle køre ham hen og at jeg skulle holde min mund.«

»Godt nok Mickey, det ved jeg, du gør. Men her i morges dukkede han ikke op. Kom nu, hvor har du efterladt ham?«

»Monagh Crescent.«

»Hvilket nummer?«

»Ved jeg ikke. Han bedte mig om at blive sat af et stykke oppe ad gaden.«

»Okay, Mickey, tak – og hold din mund lukket, okay?«

»Klart, Mac, du ved, du kan stole på mig.«

Tid til at gå, tænkte McCourt, hans IRA-officer ventede omgående beretning. Ti minutter senere slendrede McCourt ned ad Monagh Crescent, en lang husrække af faldefærdige papkasser, som efter anden Verdenskrig var blevet bygget af en forsømmelig regering til en svigtet arbejderklasse: Lakken på dørene skallede af i lange striber, nogle vinduer var sømmet til og rådnede langsomt op. Udbrændte biler, tiloversblevne rester fra den sidste gadekamp, spærrede fortorvene. På højre side legede børn på lossepladsen midt mellem det udrangerede kommunale skrot. Relikter fra en teknologi, som i årtier med mangel på byplanlægning og med sociale uroligheder, aldrig var blevet taget i brug.

Han standsede op foran nummer 23. Husets udseende adskilte sig på ingen måde fra nabohusene, bortset fra døren, som åbenbart var blevet sparket ind og nu dinglede skævt på ét enkelt hængsel. Nabokvinden var netop i færd med at hænge sit vasketøj op i den lillebitte have bag huset.

»Hvad er der sket i nabohuset, gode frue?«

»Det må guderne vide, min søn. Midt om natten hørte jeg en helvedes larm ved siden af, og da jeg stod op for at kigge, kunne jeg kun se en panserkøretøj køre op ad gaden. De må have slået døren ind med vilje, for de var her ikke mere end to minutter. Sullivans, som bor ved siden af, er på ferie i Glenarm. Efter morgenmaden gik jeg herover for at se, om jeg kunne gøre noget, men jeg tror ikke, at de har taget noget med sig. Jeg holder øje med huset, indtil boligadministrationen tager sig sammen og får døren repareret. Men guderne må vide, hvornår det vil ske, de svinepelse!«

Enten mente hun boligadministrationen eller også mente hun den britiske hær. Det kom ud på ét.

»Er Sullivans dine venner, min søn?«

»Næ, gode frue, jeg var bare nysgerrig, intet andet.«

Han fjernede sig og slentrede ned ad gaden. Hun kiggede efter ham og rystede på hovedet. Det sømmer sig ikke at stille alt for mange spørgsmål. Ihvertfald ikke i Belfast.

– * –

»Det var det, Joe. Det ser helt klart ud til, at briterne har fat i ham.« Joe, den ansvarlige IRA-officer bandede. Så bandede han endnu engang.

»Hvilket navn benytter han sig af?«

»Peel, John Peel.«

»Du godeste, Hunden mister vist aldrig sin humor.«

»Han har nu brug for mere end det, hvis briterne virkelig har fat i ham.«

»Okay, tag hen og få en advokat på sagen. Forsøg hos Clarke eller Davis. Og fortæl det også til en læge og en præst. Det kan du gøre fra Sinn-Feins-rådgivningscenter. Sig til dem, de skal ringe til Castlereagh.Vi ved ikke endnu, om de er klar over, hvem de egentlig har med at gøre. Hvis Hunden er heldig, så finder de slet ikke ud af hans rigtige identitet. Men det er nu næppe sandsynligt. Sidste nats operation tyder på, at de vidste, hvem de ledte efter.«

»Tror du de kan knække ham?«

»Hvem ved, Mac, hvem ved. Han er en sej gut, en af de bedste. Jeg har kendt ham siden 50`erne. Han er virkelig en benhård fyr, men når de ved, hvem han er, vil de ikke vige tilbage for noget...«

– * –

O`Brien kom langsomt til sig selv. Han lå på gulvet i en celle. Han forsøgte at bevæge sig, men helvedes smerter jagede gennem ham. Han blev liggende uden at røre sig. Åh Gud, tænkte han, de har brækket alle mine knogler. Han vidste ikke, om det var dag eller nat. Heldigvis kunne han ikke se sin ryg. Den lignede et landkort. Fuldstændig omtåget og udmattet forsøgte O`Brien at huske, hvor mange gange, han var blevet bevidstløs, men opgav. Det eneste han svagt kunne huske var, at han havde tiet hele tiden.Og ansigtet på McIntyre, som fuld af had stod over ham og havde sparket, bokset og slået løs på ham.

Åh Gud, tænkte han, denne skotske svinehund er vanvittig. Der er virkelig noget perverst over ham. Så blev han atter bevidstløs. Han havde slet ikke lagt mærke til, at han lå midt i en sø af bræk. Hans eget bræk.

»Den irske lort«, mumlede MacIntyre. Siden anholdelsen af Hunden var der gået næsten 48 timer. Han frygtede, at tiden ville løbe fra ham. En chokeret politilæge havde kastet et blik på den maltrakterede O`Brien og havde derefter harmdirrende beklaget sig til den ansvarlige politiinspektør. Han krævede, at O`Brien straks blev overført til et hospital, men det var lykkedes for McIntyre med assistance fra sin overornede at forhindre dette. Men hvor længe? På trods af sine anstrengelser havde han ikke kunnet lokke et eneste ord ud af denne svinepels, og selv McIntyre var klar over, at en fortsat mishandling af Hunden i hans nuværende tilstand, snarere ville slå ham ihjel end få ham til at plapre ud.

Dertil kom, at RUC, det lokale politikorps, befandt sig i et svært dilemma, da de blev kimet ned i telefonen. Modvilligt afviste de overfor de talrige opringninger, at de havde en »Sean Peel« eller »John Peel« i deres varetægt. Derudover befandt der sig ingen i deres arrest, som var blevet anholdt indenfor de sidste 48 timer i et hus i Monagh Crescent. Men i mellemtiden begyndte sågar pressen at ringe dem op og den ansvarlige politiinspektør var ved at blive godt gal i skralden over affæren. Han kunne ikke lide, at hæren tog over i hans egen politistation. Han ville ikke have en ny »hændelse« a la Brian McGuire. McGuire, en faglig funktionær, var blevet fundet død i sin celle. Han skulle angiveligt have hængt sig selv efter et langt »forhør«. Politiet blev frikendt fra enhver mistanke, men mange mennesker var overbevist om, at McGuire var blevet myrdet og derefter hængt. Denne affære have indbragt RUC et dårligt medie-image. Og denne skotske psykopat ophidsede ham virkelig. Han gad altså ikke at spille syndebuk for en sadist fra hæren. Han ringede igen til den ansvarlige officer fra hæren for at beklage sig. Denne havde knap nok fået lagt røret på, før telefonen ringede igen. Denne gang var det McIntyre, som bad om mere tid.

»Det bliver der ikke tale om, underofficer!Vi har overladt denne mand til Dem for at få ham til at tale i en fart. Vi har ikke bedt Dem om at slå ham halvt ihjel! Hvis dette bliver kendt derude, bryder helvede løs. Allerede nu handler vi faktisk illegalt. De har misbrugt Deres beføjelser. Men uanset hvordan det står til, har jeg ikke længere noget som helst at gøre med denne sag. Fra nu af er SAS og Psyop-drengene ansvarlige. Se til, at O`Brien bliver lappet sammen igen så godt som muligt. Drengene kommer om en times tid. De ledsager fangen og rapporterer til mig, hvis De skulle få noget ud af ham. Men hold fingerne fra ham fra nu af. Har De forstået ?«

McIntyres protester blev afbrudt med det samme. Han bandede, resjste sig og gik ned ad fængselsgangen til O`Briens celle og kiggede gennem dørhullet. Lægen gjorde sit bedste for at bringe Hunden tilbage til bevidsthed. Men han var stadig mere død end levende. Da herrerne, som stod for de psykologiske operationer, ankom i deres hvide kitler, blev de chokeret.

Majoren gav McIntyre en skideballe. »Råt, brutalt og først og fremmest succesløst!« McIntyre følte sig ramt og ydmyget af denne kritik. Et dybtfølt had mod O´Brien væltede op i ham.

O`Brien anede intet om alt dette. Lægen havde givet ham en indsprøjtning og lappet ham sammen så godt som muligt, og nu fik han den første virkelige søvn i flere dage. Stadig bevidstløs blev han båret ud af politistationen og kastet ind på bagsædet af en civil personbil. Majoren og chaufføren sad foran, mens McIntyre var tvunget til at presse sig ind bagved og stirre på Hundens maltrakterede krop. De tre SAS-mænd, som ikke havde sagt et eneste ord, kørte afsted i en velholdt Ford Cortina forsynet med en upåfaldende nummerplade.

Folkene fra RUC var ikke spor kede af at se dem køre bort. En sergeant, som passede telefonen og som tilhørte »pastor Paisleys genfødte«, smilede sågar. »Det er altså en bedre følelse at kunne sige sandheden, når det næste telefonopkald kræver oplysninger om denne mand«. Hans kollega nikkede indforstået. Politiets lod er sandelig ikke let.

Dublin

I redaktionskontorene på dagsbladet Irish Spectator sad Harry Thornton, en mager, gråhåret reporter ved en faxmaskine. Han var oprevet. »Tåbelige lorteting«, bandede han. Siden dengang han var en sart og tyndhudet journalistyngling, havde alting forandret sig. Dengang, i de »gode gamle dage«, som Harry sværmede om, skulle man tage ud i marken for at opdrive kontaktpersoner, slide hårdt i det og påtage sig møjsommeligt benarbejde for at kunne skrive sin historie. Journalisterne af idag havde det alt for let.

Hele det tåbelige bras kommer over faxen, hovedsagligt fra presseagenturerne. Er det efterhånden ikke alle sammen , der arbejder på den måde? Selv Provoerne bruger sådan en maskine i deres bureau i Falls Road i Belfast og i deres hovedkvarter i Dublin. Det er kommet så vidt, at selv terrorister af det format råder over telefax. Så længe han kunne huske tilbage havde Harry været »tilhænger af militans«, en sympatisør til republikanerne, som altid rådede over gode kontakter i »bevægelsen«, men nu, satans også, udbreder de deres kommuniques til verdenspressen over sådan en enfoldig maskine. Harry var, skønt ingen Provo, så dog en reinkarneret irsk nationalist.

Op i røven, tænkte han og kiggede på uret. Tid til en drink. Han tog sin hat på, gled ind i sin opslidte frakke, gik ned af trapperne og forlod huset. I receptionen ønskede damen ham en dejlig aften, hvilket dog blot frembragte en stønende lyd fra hans side. Typisk.

Overalt hvor man færdedes i dag, sad disse overmalede piger med deres lakerede fingernegle i receptionerne. Det er på høje tid at gå på pension. Han viklede sig ind i frakken, skred ud i regnen og bøjede til venstre ned på Quais. Regnen tegnede små prikker på det beskidte, grå frakkestof og Thornton styrede hen til den tilrøgede bagstue i Mulligans Saloon Bar. Han havde brug for en pint Guinness.

Paris

»Er De klar, Fader? Sidder præstekjolen ikke perfekt?«

’Præsten’ nikkede til sin ’trosfælle’. »Selvfølgelig, det bliver den også nødt til. Men jeg behøver vel ikke at læse messe, fordi jeg har den på, eller?«

Hans kammerat lo. Han vendte sig mod vinduet og kiggede ud. På Rue Bernard Palissey i syvende arondissement herskede der fredelig ro. Biograferne var endnu ikke lukket for i dag og der sad kun få gæster på gadernes caféer. »Nihil obstat, Pater, nok for iaften. Vi har en hård dag foran os imorgen«.

...forsættelse følger næste weekend.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce