Annonce

15. august 2003 - 17:15

Hunden – 4. kapitel

Hunden – en sammensværgelse , 4. kapitel

af Sean McGuffin

– oversat af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang

Fjerde kapitel: BELFAST

Dræb et menneske på grund af dets tanker

»Det er sådan, det forholder sig, Sir«, sagde MacIntyre til den kommanderende officer.

»O’Brien er ansvarlig for planlægning af en række alvorlige attentater. Men altså ud fra de oplysninger, vi har kunnet samle, så ved ikke engang han, hvad der er angrebsmålene, hvem der vil deltage. Han kender ikke engang deres dæknavne. Han har rekrutteret tre mænd. Deres navne har vi – godt – men han har instrueret dem i at holde sig helt ude af bevægelsen og selvstændigt hver især rekruttere endnu en person. Vi har altså at gøre med tre kommandoer i England eller på kontinentet, og de råder over en helvedes masse penge, der sandsynligvis stammer fra den serie af bankrøverier, der fandt sted sydpå sidste måned.«

»Hvordan ser det ud med deres pas? Identitetspapirer? Andre papirer?«

»Dér var han også ude på tynd is. Han har ikke set nogle papirer. En eller anden, som han kalder for ’onkel Chris’ er ansvarlig for det. O’Brien aner ikke, hvem denne ’en eller anden’ er, men han kaldte ham for ’Yank’. Jeg kan fortælle Dem, Sir, denne gang har de virkelig sikret sig i alle ender og kanter.«

»Ja, godt nok MacIntyre, lad os begynde med det, vi har. Jeg har brug for de tre navne og de papirer, der hører til.«

MacIntyre var godt forberedt og trak papirerne op af sin taske.

»Den første, Sir, er Gerard Pius Enwright, 29. Kommer fra Jamaica Street i Ardoyne. Sad to år for at have bortført en bil i 1977. Kunne være kommet ud efter 10 måneder, men han deltog sammen med Nugent og drengene i strejken i H-blokkene, og der har han også afsonet sin fulde straf. Løsladt maj 1979. Siden da ukendt opholdssted. Er blevet set i Belfast.

Den anden er William Delaney, kaldet Liam. Han kommer fra Brandywell i Derry. Som teenager blev han såret under den blodige søndag i Derry. Formodentlig blev han medlem af Fianna kort tid efter, senere steg han i graderne og blev optaget i IRA. Sprængstofspecialist. Opererede formodentlig i grænseområdet. I Norden ikke tidligere straffet, men sad fængslet et år i Syden på grund af medlemskab.

Den tredje mand er os en gåde. Phil Clarke. Ham har vi overhovedet intet på. Alle de spørgsmål, som stemmen stillede til O’Brien angående denne mand, besvarede han blot med en vanvittig hikken, og han plaprede hele tiden ud om ’vores dag vil komme’, eller sådan noget lignende. Sergenten gennemgår papirerne en gang til, og vi har bedt om hjælp fra Garda i Dublin. De har lovet, at de vil tage sig af denne mand, og sende os alle de oplysninger, de har om Delaney plus et foto. Vi har et af Enwright, men det er over fem år gammelt og han har helt sikkert ændret sit udseende.«

»Ja, godt, MacIntyre. Jeg vil gerne have en komplet oversigt over Enwrights og Delaneys bekendtskabskreds. Vi må vide, hvem de er vokset op sammen med, hvem de gik i skole med. Vi har brug for navnene på deres slægtninge og på de, der er blevet gift ind i familien. Hvem drikker de sammen med og hvor? Kør navnene igennem computeren. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Vi praler så rigeligt med, at computeren kan nævne os farven på tapetet hos hvem som helst, altså skulle vi være i stand til at tjekke deres omgangskreds af. Og find ud af, hvem denne Clarke er. Og så er der også denne ’onkel Chris’. Kan vi ikke få efternavnene ud af O’Brien? Hvis han er i Amerika, har han formodentlig kontakt med Noraid eller med Caucus.

Bank i bordet hos FBI! Måske er han rejst ind i landet illegalt, og vi kunne måske opnå, at han bliver udvist og overgivet til os. Efter Reagan har sat sig i stolen, er Washington og Lanley blevet mere samarbejdsvillige, men helt ærligt, så er der visse vanskeligheder forbundet med sager om udvisning. De irske amerikanere vil gøre et stort nummer ud af det, når sådan en gammel veteran fra den irske borgerkrig bliver udleveret, og politikere som Kennedy og Biaggi vil koble sig på Paddy-kampagnen. Men har De fået noget som helst ud af O’Brien om, hvornår hans såkaldte ’harer’ vil gå i aktion?«

MacIntyre rystede på hovedet med dyster mine.

»Nej, Sir. Det har han nok heller ikke selv en anelse om. Han ved kun, at det bliver snart. Selv om vi har fået den svinehund til at tale, så morer han sig stadig over os.«

»Lad dog være med at vrøvle, mand, han har garanteret sørget for, at de kan komme i kontakt med ham og omvendt!«

»Naturligvis har de spurgt ham om det, Sir, men det er altsammen så vagt. Kort tid før han for sidste gang blev bevidstløs, nævnede kan ’korporalen’ – velsagtens et slags dæknavn. Men ellers ingenting.«

»Folkene i Dublin skal lige tjekke det i computeren. Når alt kommer til alt, har vi jo fået den fra dem. Eller var det omvendt? De skal nok komme til at samarbejde, om de vil eller ej. Såvel de som vi ønsker ikke flere spektakulære anslag à la Mountbatten. Denne idiot til en irsk ’premierminister’ bliver jo til en røvslikker, bare man anerkender ham som ’statsmand’. Vi fandt også ud af det med Michael Collins i 1921. Klap en paddy, og han vil kysse dine støvler.«

»Undskyld, Sir, men jeg tror, at Hunden er noget anderledes.«

»Det ved jeg, idiot, hvorfor tror De, vi har måtte underkaste ham den behandling? Fanatiske tosser vil der altid findes, disse vanvittige folk, der aldrig glemmer, aldrig tilgiver, som vi ikke kan købe, men som vi kan eliminere. For at vinde denne lille, beskidte krig skal vi bare identificere dem.«

MacIntyre hostede.

»Der er endnu en ting, Sir. Det er alt sammen optaget på bånd, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med det. Jeg synes, at han er en forbandet tosse. Kort før han endte med at blive bevidstløs, slap der noget mere ud af ham.«

»Ja?« sagde officeren afventende. MacIntyre trykkede på knappen og rummet fyldtes af gyselige toner og en stille hvisken, der lød lige så uhyggelig som forrykt. Det var Hundens stemme. En monoton singsang.

»Jeg stammer fra O’Briens af Ara, af Conagh, af Podelbrien, fra kongerne af Thomond. Den stærke hånds sejr. Vores banner med de tre løver var med Brian Boru i Clontarf. Vi var greverne af Inchiquin, lensgreverne af Thomond og baronerne af Burren. Vi fulgte de vilde gæs. Vi rystede alle imperier, men vi skabte intet selv. Vi er Tuatha. Vi er overalt.«

Officeren stirrede på MacIntyre.

»Det kan godt være, han er en tosse, men i så fald en meget farlig en«. MacIntyre rømmede sig. »De har ret, Sir, men hvad skal der ske med fangen? RUC beklager sig stadig væk over, at telefonerne gløder på grund af ham.«

»Det er for sent at tænke på det nu, MacIntyre. Jeg skal til appel. Vi lapper ham sammen igen, og giver drengene fra Londons politi besked på at komme og hente ham, så vi bliver fri for ham. De kan så anklage ham for medlemskab af en terroristisk forening og begrave ham i et højsikkerhedsfængsel. På den måde kan vi sætte ham fast et par måneder, uden nogen ved, hvor han er, og forhindre at han giver meldinger tilbage til Belfast eller Dublin.

Vi må omgående alarmere vores kollegaer i Europa og sikre os, at der ikke slipper et eneste ord ud til den forbandede presse. Vi er et hoved foran, men ved endnu ikke nok. Havne og lufthavne må overvåges mere intenst døgnet rundt, og vi har brug for oplysninger om alle de grupper på kontinentet, der har kontakt til paddierne, altså baskerne, bretonerne og hvad der er tilbage af den tyske Røde Armée Fraktion.Og så vidt vi ved, har de også slået sig sammen med de forbandede Røde Brigader i Italien. Der er masser af folk, vi må tage kontakt til i denne sag. Sørg De for, at begge fotografier bliver fremskaffet og sendt rundt pr. telefax samtidigt. Afsted, igang med arbejdet!«

MacIntyre gjorde honnør og forsvandt på stedet.

Officeren lænede sig tilbage og tændte en pibe. Det var en ubehagelig sag, og MacIntyre havde klokket i det. Han skulle ikke have overladt O’Brien til den skotte. MacIntyre var ivrig, men uegnet til en så vigtig opgave. Han måtte fjerne ham fra denne operation. Hvis den gik galt, ville MacIntyre være den ideelle syndebuk. De forbandede psyop-drenge ville grine skadefro. Deres pilotprojekt med deres nye ’legetøj’ var jo afsluttet. Nå ja, skidt med det, tænkte han. Snart ville han ikke længere have noget at gøre med det. London var dømt til at tage sig af sagen. Han skulle bare sørge for at få røven ud af skudlinjen.

*

O’Brien havde også mistet kontrollen. Han lå halvt bevidstløs og stivnet på en feltseng. Han var snørret fast med remme, og hans hjerne befandt sig på en længere ferierejse. Han mærkede knap nok det ryk det gav, da helikopteren lettede og fløj over det irske hav til London.

Da O’Brien to dage senere for første gang kom for en dommer i Marylebone, sådan som det siden skulle gentage sig mange gange, så han ud som en zombie. I retssalen havde den stille observatør, som IRA havde udsendt, svært ved at genkende den mand han havde talt med få måneder før, da IRAs hærledelse mødtes i Wicklow bjergene. Den forsvarer, som var blevet beskikket, kunne ikke få et ord ud af Hunden. Hans mærkværdige smil, hans tomme ansigtsudtryk var skræmmende. Selv fængselsbetjentene var foruroliget.

»Han er kappet helt over«, mumlede en af dem.

»Det er helt sikkert«, svarede hans kollega.»Hvad i djævelens navn har da de lavet med ham?«

Et flygtigt smil viste sig på O’Briens ansigt. Udflydende tanker dæmrede fra dybet af hans bevidsthed. Han talte for første gang i tre dage. Dæmpet, stille. »Mine Harer!«, mumlede han. »Mine drenge vil få de svinepelse til at svede.«

PARIS

Conciergen, Madame Dabré, kiggede op på den unge præst. Hun fik knap nok tid til at undre sig over, hvad han mon foretog sig i foyeren i hendes eksklusive appartementejendom i Rue Rivoli, da hendes hoved blev trukket bagover og hun mærkede den sødlige lugt af kloroform. Da hun kom til sig selv igen, befandt hun sig i sit eget kosteskab, kneblet og fastbundet til en stol. Hun forsøgte at sprælle og skrige, men uden held. Med gallisk stoiskhed slappede hun af og lænede ryggen op ad væggen. Hun fik nok ilt i kosteskabet, og man ville sikkert snart finde hende. Det var meget spændende. Der ville bestemt komme et fotografi af hende i Le Souvenir, måske endda også i Paris Match. Hendes søster i Louvain, denne heks, ville blegne af misundelse.

Hun undrede sig over denne præst. Hvorfor i alverden gik han rundt med en golftaske?

Oven over hende, i den luksuriøse første-etage-lejlighed tilhørende Monsieur og Madame Benoit, der netop nu var på ferie i alpebyen Gstaad, havde præsten helt andre ting i hovedet end Madame Dabré. Han var i færd med at montere RPG-raketkasteren og kontrollere dens visier-fiksering. Ved siden af ham var hans ’gejstlige broder’ i gang med at tømme kassen med håndgranater og afprøve sit Armalite-gevær. Der var ingen af dem, som sagde ret meget. De var af natur ikke så snakkesalige og havde nok at gøre med at bringe deres udstyr i orden.

Den første ’præst’, Peter Ambrose, hos den engelske sikkerhedstjeneste bedre kendt som Gerry Enwright, var vant til ro. Han havde indtil for kort tid siden været to år i isolation i Long Kesh fængslets H-blok 5.

Under afprøvningen af hans RPG 7 kom han – som hver dag – til at tænke på fængselscellen. Stanken af ekskrementer fyldte hele fængselsgangen, og hans eneste indretningsgenstand, en madras der var fuld af urinpletter, som fængselsvagterne hver dag sprøjtede med et desinfektionsmiddel, havde ikke meget til fælles med Benoits overdådigt indrettede lejlighed med malerier, tæpper og andre kunstværker.

Han følte den fine krave på sin katolske præstekjole, som han havde fået syet for nylig og tænkte tilbage på det grove tæppe, som i to forfærdelige år havde været hans eneste påklædningsstykke. »Den ædleste beklædning, som en ukuelig irer kan bære, er en fanges tæppe i tæppestrejken«, hed det sig i en sang. I en sang, som skulle vække følelserne hos bodegapatrioterne, der fylder sig med Guiness eller whiskey i de illegale drikkebuler i Belfast og Derry eller i barer i Boston og New York. Det kan være rigtig nok, tænkte Enwright, men på et eller andet tidspunkt har man trang til også være anstændigt klædt. Det var ikke fordi, han fortrød de to års tæppestrejke. Det var hans egen beslutning. Han havde sine principper og derfor nægtede han at acceptere ’kriminaliseringen’. Han var ikke nogen kriminel, men en krigsfange. Dømt af særlige domstole i henhold til særlovgivning. Ingen nævninge og en korrupt, unionistisk dommer.

Han havde fulgt Kieran Nugents eksempel. Nugent stammede også fra Belfast og han havde erklæret: »Hvis I vil, at jeg bærer fangedragt, så må I sømme den fast til min ryg«. Og således havde de måtte lide, de tæppestrejkende. Og Bobby Sands og ni andre fanger var døde i sultestrejke. Enwright havde kendt de fleste personligt. Han blev løsladt, før sultestrejkerne startede i 1980, men emotionelt følte han sig stadig som en mand i »tæppestrejke«.

I 1977 havde det været helt logisk for ham at gå i tæppestrejke, lige så logisk som det havde været for ham at tilslutte sig provoerne i 1974, efter at briterne havde skudt hans yngre bror. Hans fængselsophold havde kun hærdet ham, overbevidst ham om sagens rigtighed. Det havde givet ham tid til reflektion og analyse og han havde gennemgået den kartarsiske proces, det er at blive en overbevidst revolutionær.

Terence MacSwiney, borgmesteren i Cork, som i 1920 døde efter 73 dages sultestrejke, havde sagt: »Ikke de, som kan tilføje den største lidelse, men de, der kan bære den største lidelse, vil sejre«. Efter to års tæppestrejke kunne Enwright erklære sig enig. De daglige prygl og chikaner fra fængselsvagterne, som udsultede dem, havde gjort det klart for ham, at der var en masse at sige om alt det vrøvl med ’selvforskyldt lidelse’. Da han kiggede gennem sigtekornet på sin RPG 7, der var rettet mod dørene på den britiske ambassade, som lå på den modsatte side af den snævre gade, tænkte han pludselig på Bobby Sands, på Underhusets repræsentanter og på martyrer.

»Til din ære, Bobby«, mumlede han.

LONDON

I en bar celle, hvor den stærke pære i loftet lyste døgnet rundt, sov Hunden. Fængselsbetjenten, der kiggede gennem dørhullet, kunne se på den urolige søvn, at han drømte. Pludseligt åbnede hans kæber sig til et skrækkeligt gab og en krampe fortrak hans indfaldne ansigt. Han lo. Et par lallende ord trængte ud af en forvrænget mund. Betjenten kunne ikke forstå ordene, men det gjorde ikke noget. Intet ville forbigå det elektroniske aflytningsudstyr, som var gemt i væggen. Vagten skød dørhullet til og fortsatte sin rundgang. To måneder senere kom transkriptionen af de bånd, som også indeholdt Hundens drømme til at udløse en sælsom kædereaktion i Washington D.C. Men agenten fra den britiske efterretningstjenestes Irland-afdeling, som næste morgen gennemhørte båndene i fængselsdirektørens kontor, havde ikke den ringeste anelse om, hvad det var, han hørte rent akustisk og forsøgte at gætte de forvrængede ord, som kom ud mellem Hundens udtørrede læber.

»Vindhundene. Disse røvhuller kender ikke vindhundene«.

Hegarthy, efterretningsagenten lo. »Vindhunde, for Guds skyld. Denne paddy er fuldstændig vanvittig«, sagde han til sig selv, mens han pligtopfyldende nedfældede ordene i sin dagsrapport.

PARIS

Damien Morgan sad ved vinduet og kælede for sit Armalite gevær. Han vidste, at nu var lejligheden kommet, hvor der var mulighed for at få skadeerstatning. Den lejlighed ville han ikke lade gå fra sig.

Morgan var vokset op i Belfast i 50’erne og 60’erne. Indtil hans femten års fødselsdag i 1969 havde han stort set været upolitisk, men Orange-ordenens progromer dette år, havde med ét slag forandret ham. Som det også var sket for mange andre katolikker, havde Damien og hans familie oplevet, at en brølende pøbel af berusede mænd fra Orange-ordenen brændte deres hus ned og drev dem ud på Spamount Street, mens de protestantiske politifolk grinende stod og så på. Orangeisterne var kommet fra bydelen Tiger-Bay overfor, og da de ud på morgenen forlod de ulmende gader og vaklede hjem for at fejre endnu en stor sejr over paveslænget, måtte Damien og hans familie forlade deres hus, som var ødelagt af ilden, lade deres få ejendele på en kærre og sætte retning mod et af de hjemløseherberger, der i al hast var blevet oprettet i ghettoen. Næste dag havde Damien forladt herberget og begivet sig til et hus i Turf Lodge for at slutte sig til IRA.

Indenfor en uge blev han medlem af Fianna, IRAs ungdomsorganisation. Da IRA blev splittet, tøvede Morgan ikke et øjeblik med at tilslutte sig de frafaldne, der snart fik betegnelsen ’provos’. I begyndelsen var det ældre republikanere fra 40’erne og 50’erne, der dominerede i den ret så konservative gruppe. Disse oldies havde i 60’erne vendt bevægelsen ryggen, da det ’officielle’ IRA havde taget afstand fra vold og havde overtaget socialistiske fraser med stalinistisk fortolkning. De nye, unge medlemmer som Damien var overhovedet ikke interesseret i de politiske uenigheder. De ville action. De ville have geværer, så de kunne beskytte deres ghettos mod politiet og orange-pøblen. De ’officielle’, de sleske svinehunde, som den nuværende generation kalder dem, havde solgt IRAs våbenarsenal fra 50’erne til en ikke-eksisterende ’Hær for et frit Wales’. Derfor var Derry og Belfast forsvarsløst udleveret under progromerne i 1969. IRA stod godt nok med ryggen mod muren, men blev i folkemunde hånligt omtalt som ’I Run Away’.

Provoerne ville sørge for, at dette aldrig, aldrig ville ske igen.

Morgan voksede sig ud af Fianna og trådte ind i IRA. 1971 var han i New Lodge Road, da den første britiske soldat, artilleristen Curtis, blev skudt. Som så mange andre var Morgan forbløffet, da de første tropper marcherede ind i Derry for at ’beskytte’ katolikkerne mod orangeisterne og det ’sekteriske’ politi. Hvedebrødsdagene var dog snart til ende. Belejringen af Leeson Street i Belfast og den tiltagende brutalitet mod katolikker fik store dele af den katolske arbejderklasse til at se de britiske soldater som deres fjender. Løgnen om britisk neutralitet brød endelig sammen, da interneringerne begyndte i august 1971. Det var nemlig borgerretsaktivister og republikanere, der blev interneret, ikke de loyalistiske våbenbrødre og mordere.

Damien undslap anholdelsesbølgen, da han på det tidspunkt var på et uddannelseskursus i Dundalk og havde sluttet sig til kliken af de hårde drenge fra Norden. De forvandlede den engang så sovende grænseby til et El Paso med skudvekslinger, pengebeskaffelsesaktioner og operationer på den anden side af grænsen, for at ’tage kampen op mod briterne’. I de få måneder voksede respekten for Damien blandt de hårde drenge, blandt mænd som Martin Meehan og Dutch Doherty, der var brudt ud af fængslet i Crumlin Road og blevet aktive i grænsebyen. Damien havde længtes efter at blive en af dem, men hans første egentlige operation, et bombeanslag i Newry, endte med en personlig fiasko. Han blev taget på fersk gerning og bragt til politiets torturcenter i Gough Barracks i Armagh.

Efter to dages prygl brød den attenårige sammen, forrådte to små våbendepoter og prisgav navnene på to IRA-folk. RUC løslod ham på den betingelse, at han skulle arbejde for dem som betalt spion, »ellers...«

Ellers ville de anholde ham igen, hænge han op på et mord eller lade IRA vide, at han havde fungeret som spion. I sidstnævnte tilfælde ville IRA skyde ham.

Damien havde på trods af alt meldt sig igen hos sin IRA-enhed og åbent indrømmet alt. Den kommanderende IRA-officer i hans brigade havde været forstående, fordi han var klar over, at teenageren havde været igennem en masse. Men de kunne kun tilbyde ham eksil. En genoptagelse i IRA var udelukket. Samme aften blev Damien bragt til Liverpool-færgen og fik en enkelt ordre: Vend aldrig mere tilbage!

De følgende år var et mareridt for ham. Sæsonarbejde i havnen og aftenkurser på en højere teknisk skole, gav ham delvis en uddannelse men intet fornuftigt arbejde. Krigen i Irland gik videre, og sporadisk sprang der også irske bomber i England. Da var en irer fra Belfast ikke velkommen på arbejdsmarkedet, og chikanerne fra det engelske politi garanterede, at han ikke blev for længe i det samme job.

Et par gange lykkedes det ham at sluse sig ind i Belfast for at besøge sin familie. Han mødte også gamle venner som feks. Enwright, som han var gået i skole sammen med. Men selvom de mænd, der havde givet befaling om hans eksil, enten var døde eller i fængsel, gjaldt deres oprindelige ordre stadigvæk. Og hele tiden var han plaget af dårlig samvittighed. Han havde givet informationer. Han var, selv om det var mod hans vilje, blevet til forrædder.

Og så havde han modtaget dette brev. Som sendt fra himlen – fra Enwright. Et meget forsigtigt brev. Det lovede ingenting. Men brevet indeholdt en togbillet til Dublin og en instruktion om at indfinde sig på et bestemt tidspunkt i Carney Arms i Dun Laoighaire. Morgan lod sin ugeløn være ugeløn, og samme aften tog han færgen, da brevet – godt nok mellem linjerne – havde antydet en benådning.

Og nu befandt han sig så her i Paris, var klædt som præst og holdt Armalite-geværet, som han havde modtaget i et lille hus i en forstad til Paris. Huset tilhørte en bretonsk separatist, der ofte tog til Irland på grund den ’keltiske musik’, og altid viste sig parat til at gøre drengene en tjeneste. Morgan ventede med sit gevær på, at Sir Henry Wakehurst, hendes majestæts ambassadør i Frankrig og en af Europas førende efterretningseksperter skulle køre gennem den søjlebesmykkede indgangsportal til ambassaden. Han kiggede på sit armbåndsur. Kun et par minutter endnu. Han kiggede over på Gerry og beundrede ham igen for den ro, han udstrålede. Hvis to år i tæppestrejke havde lært ham noget, så var det tålmodighed.

Klokken var fem minutter i tolv, torsdag den 19. maj.

Fortsættelse af Modkrafts føjleton følger næste weekend ...

Nye læsere kan starte her:

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce