22. august 2003 - 20:21

Hunden – 5. kapitel

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse, 5. kapitel.

af Sean McGuffin

Oversat af Inge K. Hansen & Alfred Lang

London

På samme tidspunkt sad Liam Delaney på Codgers Pub i London, i en sidegade til Fleet Street, i byens hjerte. Kun få af hans gamle venner fra Brandy-kvarteret i Derry, hvor han var vokset op, ville kunne genkende ham. Det lange hår, skægget og bakkenbarterne var forsvundet, jeans og cowboyjakke lagt bort. Her sad han glatbarberet iført en dyr Armani-habit. Hans Derry-slang var det svært at skjule, men han forholdt sig under alle omstændigheder temmelig ordknap. Tale, det var noget andre kammerater tog sig af.

Han kiggede igen på uret.

Jim Jackson trådte ind ad døren, kiggede sig omkring i det overfyldte værtshus, fik øje på Delaney og gik hen til baren. Fem minutter senere satte han sig ved Delaneys bord og stillede to skotske æggeomeletter, der var set bedre, samt to krus Watneys fra sig. Delaney, der altid drak Guiness, kaldte det for noget værre kattepis.

»Hvad så?«

»Ingen problemer, alt er ved det gamle, det er da ikke fordi jeg overanstrenger mig!«

Som Delaney var også han klædt som gentleman. Men i modsætning til Delaney, der så komisk ud i den uvante beklædning, så bar Jackson tjenestetøjet med en selvsikkerhed, som om han var blevet født med denne distingverede adfærd. Det var heller ikke så underligt, for de første 20 år af hans liv havde han tilbragt sammen med sine forældre Lord og Lady Gregory Jackson på deres slægtninges gods i East Grindstead udenfor London.

Hans far, en finansmand i London, var død for et par år siden, da Jim studerede kemi i Brunel. Hans mor og hans stedfar levede stadig på godset, men ikke Jim. Han var flyttet hjemmefra og havde lagt skjul på, hvor han egentlig kom fra. Kontakten til sin mor havde han dog ikke afbrudt fuldstændigt, og således havde han stadig adgang til den gamle portnerbolig på familiegrunden. Her havde han de sidste 3 dage set til, mens manden fra Derry arbejdede.

De var et usædvanligt par. Ireren gav aldrig efter, var forstokket, en macho og så målrettet, at det næsten var en besættelse. Jackson derimod var imødekommende, smidig, næsten for blød – men det var alt sammen bare facade. Bag alt dette gemte der sig ikke en lille forkælet søn af aristokratiet. Han var fuldstændig ligeglad med rigdom og samfundsmæssig anerkendelse. Han nærede et dybt had til det samfund, han var blevet født ind i. Oprør, modstand og alt »det onde« havde altid tiltrukket ham langt mere end autoritet, repression og »det gode«. Den gyldne middelvej betød jo bare middelmådighed. Hvad kunne der være godt ved det? Han var anarkist og derfor var han sammen med ireren.

De havde mødt hinanden et år tidligere i Yemen, i en af PLOs træningslejre. Jackson havde kæmpet sig vej dertil som en af de få overlevende fra den socialrevolutionære Symbionese Liberation Army, som han under sit studie på Berkeley havde sluttet sig til i 1974, kort før bortførelsen af mediemilliardærens datter Patti Hearst. Han var en gåde for amerikanerne, men hans kendskab til kemi viste sig at være ganske nyttig, skønt han havde forladt SLA kort tid efter skyderiet, hvor general Cinque, alias ex-svindleren Donald DeFreeze, var blevet dræbt.

Efterretningstjenesten havde ikke lagt mærke til ham, selv om han havde knyttet et net af internationale forbindelser med udgangspunkt i bæstets hjerte – en betegnelse for USA, som han havde overtaget fra Ernesto Che Guevara. Han var stadig i besiddelse af en lejlighed i North-Beach-district i San Francisco. Således hændte det, at han år efter dukkede op i træningslejren i Sana.

De havde været en broget flok i denne lejr: Fortrinsvis arabiske og tyrkiske revolutionære, et par tyskere fra RAF og den anarkistiske 2. Juni bevægelse, fem medlemmer af De røde Brigader, et par baskere og to irere. En af disse irere var Delaney, og i løbet af de tre uger, de tilbragte i lejren, havde der udviklet sig et sælsomt venskab mellem den tavse irer fra Derry og den belevne mand fra London.

Til at begynde med vidste Delaney slet ikke, hvad han kunne have til fælles med »Briten«, som han kaldte han i tankerne, da han mødte ham for første gang. Tid til selskabeligt samvær var der i forvejen ikke ret meget af. PLOs træningsfolk tog hårdt fat i hver eneste af dem. Morgenmotionen startede klokken seks hver dag. Resten af formiddagen gik med kurser om våbenlære og konstruktion af bomber. Om eftermiddagen fulgte bevægelsesøvelser i terrænet. Derefter blev der holdt foredrag om zionismens ugerninger og nødvendigheden af international, revolutionær solidaritet, og omkring klokken ni om aftenen gik de fleste mænd og de få kvinder udmattede i seng. Ireren var imponeret over Britens rolige adfærd, metodiske snilde og nådesløse beslutsomhed, og således havde der udviklet sig et mærkværdigt venskab og kammeratlighed mellem dem.

Delaney havde lagt vægt på at få en kontaktadresse på manden fra London. Derfor kom han et år senere, da han blev rekrutteret af Hunden for at blive sendt til London, i tanke om den rolige, bombekyndige brite.

Mens han nu sad i denne engelske pub, omringet af fjenden, og følte sig utilpas i det stive jakkesæt, blev han klar over, at han havde truffet det rigtige valg. Så vidt var han forberedt. Det første skridt kunne nu blive iværksat. Det ville være svært at standse dem nu.

Jackson var blev meget overrasket, da manden fra Derry pludselig dukkede op fra det blå og havde forelagt ham planen. »At overtage en bygning? Er du blevet gal, Paddie?« var hans første reaktion. Da det gik op for ham, at det ville dreje sig om i alt fireogtyve bygninger, troede han, at Ireren var blevet total forrykt. Efter Delaney tålmodigt havde sat ham ind i planen og forklaret ham detaljerne, strålede Jacksons øjne. Det kunne lade sig gøre, for fanden da, det ville lade sig gøre.

Dagene i portnerboligen var blevet godt udnyttet, ligesom de tre dage i bankkvarteret. Det var, det måtte han indrømme overfor sig selv, temmelig nervepirrende alt sammen. Han havde altid ønsket at blive skuespiller. Nu gik denne drøm i opfyldelse. Hans beklædning, hans optræden, hans accent gjorde sit til, at der ikke opstod nogen som helst problemer. Bankdirektørerne havde udvist en venlig imødekommenhed og lejet de ønskede safebokse ud til ham. To bankfolk havde sågar inviteret ham op i modtagelseslokalet til et glas brandy. Tre pakker med dødeligt indhold lå i depot, tikkede konstant fremad i de underjordiske haller under tre filialer af Barclay Bank.

Den første pakke indeholdt en enkelt sprængsats, som skulle eksplodere denne aften ved midnatstid. Tidsindstillingen på den anden bombe ville aktivere en eksplosion en uge senere og den tredje ville sprænge i luften efter fjorten dage. Efter eksplosionen af den første bombe ville der naturligvis blive udsendt en personbeskrivelse af ham i hele Storbritannien, men det foruroligede ham ikke det mindste. Han havde jo været forklædt, havde ikke efterladt nogen fingeraftryk, var ikke registreret på nogen politi – og Interpolliste, og var derudover på dette tidspunkt allerede langt, langt væk. Han berørte sin tegnebog i inderlommen og følte på sin enkeltbillet med fly til San Francisco, som lå gemt der sammen med hans falske pas og hans rejsechecks.

Det skulle gøre godt at gense Golden-Gate-broen, at begive sig hen til hans lille lejlighed på Telegraph Hill, at drikke på Specs og »I Zoo« i North-Beach-Distrikt, at sejle med færgen over til Tiburon og hygge sig blandt de coole yuppier fra Marin, at sidde i saunaen, køre op til Tahoe og løbe på ski i Squaw Vally. Der skal også være plads til fornøjelse, ikke bare arbejde, arbejde, arbejde. Han smilede.

»Kom nu, din lille bondeknold, lad os drikke en til. Jeg tror, en G og T ville være præcis det rigtige lige nu.«

Delaney rynkede panden. Han gjorde sig virkelig umage, men han ville aldrig vænne sig til denne englænders frækheder. Men, tænkte han, mens han banede sig vej gennem mængden af middagsgæster for at afgive deres bestilling, briten havde gjort et godt stykke arbejde. Formodentlig lå den irske sag ikke Jackson så meget på hjertet som ham, men hans had til Englands establishment var så sikkert som amen i kirken. Helt sikkert.

»Bushmills og en Gin Tonic«, sagde han til barpigen. Fik man ikke altid bare nogle dråber på bunden af glasset? Længselsfuldt tænkte han på en skummende pint Guinnes i Rocker i Derry. Det bras, som de sælger her, er bare ikke det samme.

Tag det ikke så tungt, Liam, mumlede han til sig selv. Der bliver tid nok til det, når jobbet er gjort. Harerne vil give de skiderikker en lektion, som de sent vil glemme.

Philomena Clarke bevægede sig. Hun kastede et blik på vækkeuret ved siden af hendes seng. Du godeste! Det var allerede middagstid. Hun forsøgte at koncentrere sig om de uvante omgivelser. Bryllupssuiten på Carleton Hotel i nærheden af Kensington High Street. Søvnigt strakte hun sig. Hun følte sig ikke særlig godt tilpas. Det dæmrede langsomt for hende: Om natten, der havde været ret så seksuelt ophidsende, havde hun til sidst måtte tage til takke med en plads på kanten af den enorme dobbeltseng.

Hun satte sig op, rystede sit lange, blonde hår og lod hånden glide ind under hovedpuden efter den automatiske Walther P. 38, grunden til hendes dårlige søvn. Ved siden af hende bevægede hendes partner Tim Kelly alias Bennett alias Mulcahy sig, drejede sig om på den anden side og begyndte at snorke. Forsigtigt kravlede Phil ud af sengen, tog hendes kjole over sig og listede på tåspidser ud i badeværelset. Hun lukkede døren og lod det varme vand fylde badekarret. Da hun trådte ned i badet, gjorde alt ondt på hende, men så pjaskede hun fornøjet i badesaltet, en lille opmærksomhed fra Carleton Hotels Ltd. Det var lang tid siden hun havde hengivet sig til en sådan udskejelse. Alt for længe, tænkte hun. Næsten syv år.

Mens hun slappede af i det varme sæbevand, tænkte hun tilbage på den sidste gang. Det var i det tossede, tumpede, mærkværdige Belfast, på den tid hvor hun lærte Eddie at kende. Den store Eddie. Eddie med de leende øjne. Eddie den udadvendte, midtpunkt og sjæl ved ethvert party. Eddie den bløde og lidenskabelige elsker. Eddie den frygtløse, dumdristige, forrykte, dumme, modige provo, der i syv år havde ligget en meter under jorden på Milltown kirkegårdens republikanske æresplads. Hun så på sit armbåndsur på hylden ved siden af badekarret, hvilken dato det var. Kun tre dage til hans dødsdag. Dødsdagen, hvor hun ville give ham en gave – død eller ej – som han ville værdsætte. Hævn.

Hævn havde kastet sine skygger over Phils liv igen og igen. Hun blev født som Philomena Mary Clarke i New York og som 21-årig student rejste hun for første gang til Irland, hvorfra hendes bedsteforældre var emigreret til USA. Hendes forældre var protestanter, selv om de ikke var særlig troende, så hun var ikke opdraget i tradition med den store hungersnød og den irske borgerkrig. Hun var rejst til Irland for at studere ved Queens University i Belfast, mens hun boede hos en tante. Indtil da havde hun overhovedet ikke interesseret sig for irsk historie. Men det ændrede sig hurtigt.

Det ændrede sig netop den aften, da hun mødte Eddie Doyle over en drink på universitetet og ved første blik lidenskabeligt, håbløst og vanvittigt forelskede sig udødeligt i ham. Eddie forandrede hendes liv fuldkommen. Indenfor en måned opgav hun studiet. Hun flyttede fra sin tante og ind på Eddies lille, ramponerede kollegieværelse på Fitzroy Avenue bag ved universitetet. Det følgende år blev det mest vidunderlige i hendes liv. De lo meget, drak billig vin, elskede, røg dope og gik hver aften til sessions med traditionel irsk musik. I Pat’s Bar, hos Kellys i Short Strand, oppe i nærheden af Toomebridge i Crosskeys og i Prisoners Defence Club i Andersontown. I Pure Drop. I Felons Club, hvor man for at blive fuldgyldigt medlem skulle have siddet mindst 10 år i fængsel for Irland.

Eddie havde på få måneder proppet hende fuld med irsk historie. Hun levede i en keltisk dæmring. Hun hørte til et af de slet ikke så sjældne væsener, der fra i dag til i morgen var blevet republikaner. Eddie kom fra en republikansk familie. I 1940’erne havde hans far været interneret, ligeså hans tante. En onkel var blevet skudt under forsøg på at flygte fra et fængsel. En af hans bedstefædre havde ved århundredeskiftet været den ledende figur i Irish Republican Brotherhood. Da Eddie lærte Phil at kende sad to af hans ældre brødre fængslet i Long Kesh og en søster i kvindefængslet Armagh. Alle for den rigtige sag. Naturligvis var Eddie med hos provoerne – det kunne ikke være anderledes.

De tilbragte to år fuld af glæde sammen. Det fik en brat ende, da den ubevæbnede Eddie blev skudt ned af en undercover-patrulje fra Special Air Services, SAS, idet han nærmede sig et skjult våbendepot. En eller anden havde forrådt Eddie, og han blev skudt. Så enkelt var det. Byguerillakrig i Belfast. Den gamle »Dame Britannia« kunne ikke længere kontrollere situationen, men blev ved med at optræde som håndhæver af loven med hendes soldater, dommere, nævninge og håndlangere, som var en og samme sag.

Ved begravelsen, der var en af de største i Belfast i årevis, havde den utrøstelige Phil mødt Hunden for første gang. Eddies slægtninge var venlige, med stadig reserverede overfor hende. De holdt af den sprudlende lykkelige amerikanske pige og havde venligt forsøgt at optage hende i familien. Men Phil var helt anderledes end de. Hendes religion, hendes sprog, hendes moralforestillinger, alt det var fremmed for dem. De havde vigtigere ting at gøre end at forsøge at tale Eddie fra hende eller at kritisere Phil. Men nu da han var død, blev hun forbundet med tabet og Phil følte sig ubehjælpsom i deres nærvær.

Hunden var af en helt anden støbning. Han viste ærlig medfølelse, næsten som en onkel. Phil vidste ikke, at Eddie havde hørt til Hundens trop, at han havde været en af Hundens drenge. Hans død var næsten et lige så stort slag for Hunden som for Phil, selvom han som IRA-aktivist ikke kunne vise det. Men han var meget bekymret og hensynsfuld. Da Phil overvældet af sorg begyndte sværge hævn, tog han hende til side og beroligede hende. I de kommende uger var det ham, der tog sig tid til at forklare hende, hvorfor hun ikke kunne blive del af IRAs kæmpende enheder for med våben i hånd at hævne hendes døde elsker. Det var også ham, der forstod at værdsætte hendes færdigheder og overbeviste hende om det rigtige i at blive en »sleeper«.

Årene gik. Hun genoptog sit studium på universitetet. Til USA ville hun ikke tilbage. Hun græd sig ikke længere gennem nætterne, men levede i cølibat og holdt sig langt væk fra studenterne. Der gik ikke en eneste dag, hvor hun ikke længtes efter Eddie. Den smertefulde følelse af tomhed forlod hende ikke, tiden kunne ikke læge såret. Hun tog sin eksamen og begyndte derefter at undervise på en skole i Belfast. Mindet om Eddie bandt hende til denne by. Så, en sen aften var der nogen, som bankede på hendes dør. Det var Hunden. Hun havde netop været i gang med at forberede sommerferien. Hun havde planlagt en rejse til Korfu sammen med en veninde, men det Hunden havde at sige, fik hende til at glemme alt det. Ugen efter forsvandt hun umiddelbart efter skoleferien var begyndt for at deltage i et kursus, et kursus hos Hunden. Det fandt sted udenfor Rom, i en villa som tilhørte De Røde Brigader.

Det var ingen fornøjelsesrejse, hun havde arbejdet hårdere end alle andre for at bevise, at hun, når det drejer sig om omgang med våben og sprængstof, om planlægning og revolutionær strategi var ligeværdig med mændene. Da sommeren var ved at være slut, var hun atter vendt tilbage til lærertilværelsens monotone kedsomhed. Hun havde nu en opgave og ventede på at blive tilkaldt når som helst. Da opfordringen kom et år senere, var hun parat.

Hun vidste også, hvem hun skulle rekruttere som partner. I månedsvis havde hun tænkt over det. Tim Kelly. Fra Short Strand i Belfast. Han var undsluppet interneringsbølgen i 1971 og havde siden da boet i Belfast. Han havde været en af Eddies nære venner. Sammen havde de to smuglet våben til Norden over de ufremkommelige veje, der i zig-zag krydsede den vanvittige, kunstige, 317 mil lange grænse. I fem år kørte han måned efter måned over grænsen eller overvågede smugleriet skjult blandt de vildtvoksende buske, der groede langs grænsen.

Han havde været meget snild, men havde også haft heldet med sig. Flere gange var transporterne ved at gå galt, men han var aldrig blevet taget. Han var clean, ikke registreret. Derefter havde han tilsyneladende vendt bevægelsen ryggen og blev erhvervsaktiv som medudgiver af en anset konservativ dagsavis i Dublin. Han holdt sig for sig selv, blev væk fra de kendte oprørerpubs og kom aldrig til begravelsesceremonierne. Men han var en stille tilhænger. En overbevist republikaner. Sådan tænkte de. Men hvad hverken Phil eller nogen som helst anden vidste: Han bar rundt på en hemmelighed.

Det hele var startet med en mærkværdig begivenhed, en hændelse som han den dag i dag ikke kunne finde en forklaring på. Eller var han bare bukket under for en indbildning? Eller var han rent tilfældigt stødt på noget? Var en paranoid ikke et menneske, som havde en ubevidst forestilling om, hvad der virkelig skete? Han kunne ikke få det til at hænge sammen. For fire år siden var han en fredag eftermiddag blevet kaldt ind på personalekontoret for at få skæld ud for at være kommet for sent på arbejde – smugleriet af tændsatser til Newry havde varet længere end forventet. Da han trådte ind i det lille hummer, som Frank Doherty kaldte sit kontor, havde han ikke været særlig nervøs.

»Ah, Mulcahy (dette navn brugte Kelly dengang), jeg hører, at De igen er kommet for sent.«

Kelly skulle lige til at fremsige de sædvanlige undskyldninger. I virkeligheden interesserede han sig ikke en bønne for dette job, som bestod i at forkorte og sammenklippe andres artikler – ikke på grund af indholdet men for længdens skyld. Han ville på stedet have fundet sig et andet job, hvis han ellers var ude efter det. Så skete det. Han stirrede på Doherty, som om han aldrig havde set ham før. Manden var død. Han kunne se skelettet igennem hans hud. Knoglerne blev holdt sammen ved hjælp af en fin kobbertråd. Organerne, hjertet, lever, nyrerne – alt var af plastik og af rustfrit stål. Stemmen drønede over et forstærkeranlæg fra et bånd. Han havde en robot foran sig.

Han prøvede at ryste det af sig, men intet hjalp. Hallucinationen, hvis det altså var en sådan, forsvandt ikke. Han hørte ikke de milde bebrejdelser og det så ud til at vare minutter før han konstaterede, at han skulle fratræde, ikke fra jobbet, men fra robottens nærvær, han kunne gå med en advarsel. Da han blev grebet af panik, snurrede han rundt på trappeafsatsen og forlod kontoret. Han gik ud af huset. Han stirrede på folk på gaden. Dublins arbejdere havde travlt med at passe deres arbejde. Han spadserede langs kajen, trådte ind i Barneys Pub og havde så hurtigt bestilt en pint, at han knap nok selv kunne følge med. Normalt drak han ikke noget øl. Han sad ved dette vakkelvorne, usle bord og støttede sit hoved i hænderne.

Der måtte da findes en logisk forklaring på dette, grublede han. Selvfølgelig, klart nok, han var på kanten af et nervesammenbrud. Katatoni, ledsaget af paranoide vrangforestillinger. Han forsøgte at komme i tanke om, hvad han vidste om skizofreni. En skizofren var en person, som ikke var i stand til at efterleve samfundets herskende adfærdsnormer. En realitet, som en skizofren person afveg fra eller aldrig havde kunne tilpasse sig. Var realiteten i et samfundsmæssigt livsmønster, et liv i en foregivet kultur? Et liv, som fra barndommen af var blevet tillært stykke for stykke, hvis regler var blevet formidlet af autoritetspersoner som forældre, lærere, præster, kammerater.

Han måtte på divanen!

Et eller andet holdt ham tilbage. En terrorpeut! Hvad kunne sådan en gøre? Underkaste ham hjernevask, tvinge ham til at acceptere det uacceptable.

Naturligvis kunne han lære ham at forholde sig konformt, tilpasse sig til normen, hvis der var tale om midlertidig skizofreni. Denne indsnævrende norm, som det overvældende flertal, om end de fleste tøvende, indføjede sig under. Men hvad nu hvis det ikke drejede sig om en hallucination, hvad så? Hvad skulle han gøre, hvis det var et tegn, en vision? Nej, så ville han jo blive forrykt. De ville anbringe ham på galeanstalten sammen med de andre sindssyge, hvis han blev ved med at tro på sådan noget. Han var ikke stærk nok til at følge de dunkle stier, at koble sig fra realiteten og se til, hvad der så ville ske.

Umiddelbart gjorde han ikke noget ved det. Han passede fortsat sit kedelige, sikre arbejde, og var opmærksom på ikke endnu engang at møde Frank Doherty eller det væsen, som kaldte sig Doherty.

Han forlod bevægelsen. Han havde jo trods alt været med længe nok. Fem år – meget længere end gennemsnittet. Hans kammerater udviste forståelse, selv om de ikke var meget for at lade ham gå, for han var trods alt en god kæmper. Kun få kunne påtage sig så meget som han. Han blev en enegænger afskåret fra omverdenen. Han formodede, at skizofrene havde tendens til at kommunikere med andre mennesker gennem deres underbevidsthed, at ignorere verdenens ydre fremtrædelsesformer og kigge ind under overfladen. Det han så, var ikke noget kønt syn.

Fra dette tidspunkt af gik han tit på biblioteket. Han lånte først og fremmest psykologibøger, bøger som kunne lære ham mere om skizofreni. Men jo mere han læste, desto mere utilfreds blev han. Disse folk var nogle charlataner. Han begyndte at læse Jung og blev fuldstændigt optaget af »det kollektive ubevidste«. Han vendte tilbage til irske myter og legender og stødte på Tuatha de Dannan, og langsomt gik det op for ham, at de kommunikerede gennem ham. Det var ikke fordi, han hørte stemmer om natten, han så ingen frygtindgydende spøgelser, men de hjemsøgte ham. I drømme. Og han fik en forestilling om, hvad paranoia er. Burroughs påstår, at en paranoid er et menneske, som har en vag forestilling om, hvad der i virkeligheden foregår, og Kelly var enig med ham. Han postulerede dog også, at paranoia kunne være en ufrivillig indoptagelse af andre menneskers undertrykte og fjendtlige tanker.

Pludselig som lyn fra en klar himmel, havde Phil opsøgt ham, mindet ham om Eddie og om, at han stod i gæld til sin afdøde ven. Han havde ikke haft noget valg. Og nu var han her.

Mens Phil sæbede sig ind, tænkte hun forundret på, hvor en forbandet dejlig elsker han var. Egentlig ville hun slet ikke have haft noget kropsligt med ham at gøre. Det var det sidste, hun havde haft i tankerne, da de aftenen før havde udgivet sig for at være nygifte og havde lejet bryllupssuiten under falsk navn. Men hotellets gave: En flaske champagne i isbeholderen samt hendes nervøse anspændthed fik hende til at glemme alle forsæt. Sådan gik det hele naturligt af sig selv. Mens hun tørrede sig, begyndte hun af fløjte. Hun var ikke ligefrem god til det, men den kære Edith Piaf ville muligvis have genkendt de første par takter fra »Je ne regrette rien«.

Eddie ville sikkert ikke have haft noget imod det, tænkte hun.

Læs næste kapitel

Nye læsere kan starte her:

Redaktion: