Annonce

31. august 2003 - 2:49

Hunden - 6. kapitel

Hunden – en sammensværgelse, 6. kapitel.

af Sean McGuffin

Oversat af Inge K.Hansen og Alfred Lang

Belfast

Den ansvarshavende officer var ganske afslappet.

»Sådan er det bare, McIntyre«, sagde han.

»En eller anden skal være syndebukken, men jeg vil ikke være det. De er med øjeblikkelig varsel suspenderet fra tjenesten. Jeg vil overflytte Dem til en øvelsesmanøvre, så slipper vi af med Dem her. De har forårsaget en masse ballade, og RUC var ikke særlig samarbejdsvillig. Nogle af disse forbandede Labour-parlamentarikere beskylder os igen for tortur. McIntyre, De er virkelig til besvær! Jeg har heller ingen anelse om, hvorfor De opfører Dem på den måde. De fleste af vores mænd ville give deres ene ben for at få lov til at komme gratis til Amerika. Oven i købet til Californien. Der har vi en fælles øvelse med yankeerne. Jeg er sikker på, at De vil få en hel del frisk luft derovre, for ikke at snakke om nogle samfundsfjendtlige sygdomme. San Francisco ser ud til at være oversvømmet af homoer. Nej, ikke flere indvendninger. Træd af!«

McIntyre hilste anstrengt og gik. Den ansvarshavende officer kastede sig igen over læsningen af The Times.

Dublin

Harry Thornton konfererede med sin chefredaktør. Det var altid en frustrerende oplevelse. Matt Ryan, chefredaktør på Spectator, var forretningsmand og ingen journalist. Hans filosofi om hvordan avissalget konstant kunne øges, var simpel.

»Kvinderøve og bryster, det er det, som gennemsnitslæseren vil se, og vi vil ikke skuffe ham«, plejede Ryan at brøle, når han havde bællet for mange whiskey-sjusser i sig nede i Jury.

Han og Thornton, som han i al hemmelighed hånligt kaldte for »Førstmeldingen«, lagde ikke skjul på deres gensidige antipati overfor hinanden. Thornton, som på grund af sin alder ikke kunne fyres, blev som regel beordret til at smutte over i telegrafværelset og holde øje med pressebureauernes meddelelser. Dette var somme tider ret så frustrerende, men i det store og hele kunne Harry lide det.

Denne morgen forholdt det sig anderledes. Harry var overbevidst om, at han kunne diske op med historien over alle historier, men for at kunne skrive den, behøvede han Ryans tilladelse. Efter femten minutters hed diskussion, gik det hele i stå på grund af uovervindelige uenigheder. Thornton forsøgte for sidste gang.

»Altså, Mr. Ryan, kan De ikke se, at det er et hit? Hvis den mand, som briterne har anholdt i Belfast og lade forsvinde i England virkelig er Hunden, og hvis han har organiseret disse selvstændigt agerende celler, så må man regne med virkelig opsigtsvækkende aktioner, så er det forbi med fredsforhandlingerne«.

»Lige et øjeblik, Harry. Disse rygter om fredssamtaler er jo den rene spekulation. Briterne har hele tiden dementeret, at de har nogen som helst kontakt med provoerne - »Ingen dialog med terrorister!« Den linje kender De lige så godt som alle andre«.

»Mr. Ryan...«, Harry lagde for en gangs skyld bånd på sig selv. »Mr. Ryan, der har fundet fredsforhandlinger sted, ganske vist uofficielt, men provoernes hærledelse er splittet, og hvis Hunden virkelig er blevet anholdt, kan det være, at Duerne får flertallet bag sig. Naturligvis vil briterne proklamere, at de ikke forhandler med terrorister, det har de altid sagt. Men er det ikke rigtigt, at fanger fra Long Kesh i 1972 blev fløjet til London for at forhandle våbenhvile?

Makarios, Kenyatta og Mandela blev også en gang regnet for at være terrorister, senere blev de statsmænd og fik lov til at drikke te med hendes majestæt i Buckingham Palace. Forstå det dog, Mr. Ryan, det er et bevidst planlagt spil fra briternes side. Vi har den eksklusive historie og kan offentliggøre den før alle andre«.

Ryan tog et hiv af sin cigar. Han hadede rygning, men mente, at det hørte med til hans image. Helt ved siden af. På grund af det betragtede hele redaktionen ham blot som en endnu større vigtigper og karl smart. Han bøjede sig fremover.

»Nej, Harry, for mig er sagen klar. Det eneste De har at byde på, er sladder fra en af Deres fordrukne republikanske værtshusvrag. Jeg rydder da ikke forsiden på grund af det. Vi har en pæn, lille historie om en syngende nonne, som netop har indspillet sin første LP. Sådan noget vil læserne have. De har fået nok af provoer og politik. Det kan der slet ikke blive tale om, og dermed basta!«

Thornton rejste sig. Han var træt. Meget træt. Han havde brugt hele natten til at gruble over historien og til at indhente bekræftelser, udtalelser som »ingen kommentarer« og lignende dementier. Han vidste, at han havde ret, og at der virkelig var noget stort i luften, men dette røvhul lod ham ikke skrive om det!

Skråt op! For Harry Thornton, 62, var sagen slet ikke afsluttet. Han ville prøve hos en anden avis.

Han gik hen til sit skrivebord, satte sig ved sin klaprende Underwood skrivemaskine, der stadig var bedre end disse moderne tekstbehandlingsmaskiner, og tog sin slidte adressebog med æselører frem. Han løftede telefonrøret, men fik så en anden idé.

Nej, det ville være bedre at ringe fra en pub. Desuden var han helt tør i halsen og havde brug for en »kur«.

»Jeg er tilbage om en time, Dymphna« mumlede han, mens han gik hen mod bagtrappen, der førte ned til Burg Quay. Sekretæren nikkede. Hvem ville bekymre sig om det, tænkte hun. Hun havde ganske vist kun arbejdet tre måneder her, men havde længe vidst, hvem der ville blive til noget og hvem, der var på vej nedad, og Harry Thornton var for hende en fortidslevning.

Da han kom tilbage til sit kontor, tøvede Matt Ryan et øjeblik. Så greb han sin privattelefon.

»Giv mig et sikkert kabel ud af huset, Maeve« sagde han til telefondamen. Efter få minutter talte han med en højtstående britisk efterretningsmand, der sad i sit lille kontor i en sidegade til Stephens Green.

Paris

Sir Henry Wakehurst, bærer af det britiske Empires orden for tro tjeneste, og udsmykket med alverdens glitterstads, der var for kedelig at beskæftige sig med, var i højt humør. Han havde netop indtaget en fremragende middag tilberedt af

ambassadens franske køkkenchef. En superb vagtelmousse, efterfulgt af små agurker pocheret i hvidvin og fyldt med kaviar, garneret Sterletfilet à l’Orloff, skyllet ned med en ganske særlig Moselvin fra ambassadens vinkælder.

Nu sad han i sin Rolls Royce med chauffør og overvejede forløbet af resten af dagen. Eftermiddagens møde med den allierede generalstabschef ville sandsynligvis blive yderst kedelig. Disse amerikanere havde en tendens til at opføre sig temmelig uciviliseret, men kl. nitten ville det hele være forbi, og han kunne derefter tage hen til klubben.

Henri havde omtalt en Bordeaux Ausone, årgang 75, som han ubetinget måtte prøve. Derefter ville han afprøve den nye russiske restaurant på Rue Amelot, som Sir Lionel havde anbefalet. Til slut ville han begive sig til Madame LeFebre’s diskrete etablissement, som befandt sig i nærheden af Boulevard George V.

Den sidste gang han var der, havde stedet overgået sig selv, og disse to små feminine damer havde hele tiden bedt ham om mere. Så i aften ville de få, hvad de havde bedt om.

Han smilede velfornøjet, og bed enden af sin Corona cigar. Det kan godt være, etiketten ikke tillod det, men der var noget yderst mandligt over det. Sir Henry følte sig, uanset ordener og statslige udmærkelser, som inkarneret mandsperson. Han kastede et flygtigt blik på interieuret i den netop udbyggede Rolls.

Amerikanerne havde leveret et ordentligt stykke arbejde. I betragtning af disse terroristiske anslag, kunne man ikke være forsigtig nok. De skudsikre dæk, mikrobølge-TV-scanneren, den eksplosionssikrede benzinbeholder, sprængstofdetektoren og iltapparaterne var alt sammen blevet indbygget på yderst smagfuld vis.

Det gik ikke an at lade fjenden se, at man var angst. Man måtte gøre et godt indtryk. De indfødte forventede det, og alt i alt var det i dette tilfælde ganske vellykket: Værdighed, stil og skjulte sikkerhedsforanstaltninger!

Det var bare en skam, at de ikke var gået hele vejen og havde installeret skjulte maskingeværer og et katapultsæde. Sir Henry var en glødende beundrer af den gode, gamle James Bond-opfinder Ian Fleming, selvom han aldrig ville indrømme det. Disse evindelige nedskæringer i statens budget! Men alt i alt var han tilfreds.

Han tog et hiv af sin Corona og sagde gennem samtaleanlægget: »Kør De bare, Maurice!«

Lydløst gled vognen gennem ambassadens smedejernsport ud på Rue de Rivoli. Motorcykeleskorten fulgte efter. Da bilen drejede til højre, så Sir Henry op. Det var en vidunderlig dag. Han kom i tanke om en sætning, han havde lært i fransk i skolen. Han var mere soldat end diplomat, og således var hans afskyelige fransk en gru for hans kollegaer, men denne gang troede han, det var helt rigtigt: »Il fait beau jour. Le soleil brille et les oiseaux chantent dans les abres«.

Det var denne gamle snorkesæks sidste tanker, for fader Ambrose trykkede på aftrækkeren på hans RPG 7. Raketterne var en fuldtræffer, bragede lige igennem det skudsikre glas, plaskede Maurice Robson fra Bethnal Green, London, før sin død chauffør i statstjeneste, og Sir Henry, forhenværende spion, ud over den dobbeltforstærkede, ildsikre benzintank i limousinen. Benzintanken havde opfyldt de amerikanske bilkonstruktørers forventninger, og var ikke eksploderet, men det spillede ikke længere nogen rolle for Sir Henry og hans chauffør.

Da sikkerhedsbetjentene med trukne pistoler sprang fra deres motorcykler, åbnede Morgan ild mod dem fra hans Armalite-gevær. Enwright lod raketkasteren falde og kastede med præcision to håndgranater ind i det blodige kaos nede på gaden.

Morgan havde allerede skruet geværet fra hinanden og pakkede nu raketkasteren i en golftaske.

»Skal vi gå, fader?«

»Hvorfor ikke, min søn.«

Da de løb ud af lejligheden og forlod huset via bagtrappen, efterlod de et sørgeligt sceneri hos Monsieur og Madame Benoit. Et af deres originale vægtæpper fra Ludwig den XIV.’s hof var gået op i flammer, da RPG-raketten gav ildbagslag.

Da hun hørte larmen nede fra stueetagen, begyndte Madame Dabré åndeligt at gøre sig klar til TV-kameraerne. Hun var ikke klar over, hvad der var sket, men hun var helt sikker på, at det måtte være noget for klokken-seks-TV-avisen. Snart ville hun være »star« og hun tænkte på, at hun i hvert fald måtte ringe til sin søster. Den dumme gås ville blegne af misundelse.

Da trafikkaoset på Rue Faubourg de la Rivoli blev større og større, startede de vrede bilister en veritabel dyttekoncert. Blålys og gennemtrængende sirenelyde fra politi- og ambulancevogne hjalp på ingen måde ordenskræfterne i at trænge igennem til den smalle ensrettede gade, der førte til ambassaden. Da de langt om længe ankom dertil, mødte de chokerede og skrækslagne britiske sikkerhedsfolk.

Ambassadøren og chaufføren var døde, ligeså tre bodyguards, to franske politibetjente lå sårede på fortovet. Vinduerne i modebutikkerne, der lå på den anden side af ambassaden, var sønderknust og snesevis af turister og forbipasserende havde fået et chok eller var blevet såret af de omkringflyvende glassplinter.

I dette kaos havde kun få, hvis overhovedet nogen, overskud til at bemærke to præster dukke op på en Kawasaki-motorcykel fra en sidegade hundrede meter fra gerningsstedet. Motorcyklen kringlede sig problemløst gennem trafikken og krydsede Seine-floden.

En halv time senere sad præsterne, der i mellemtiden havde skilt sig af med deres præstekjoler, foran en rolig bistro og nippede til deres to »demis«.

Morgan havde allerede telefoneret to gange, hver gang i 30 sekunder, første gang til det borgerlige Le Monde og anden gang til Libération, det førende venstreorienterede dagsblad. Hans fransk var ikke det bedste, men de forbavsede telefonister havde forstået kodeordet »bastard« og kunne forstå på det hele, at »La Brigade Cuchullain«, Harerne, var gået i aktion.

Hos DST, den franske efterretningstjeneste, røg René Carasso, en fed, skaldet karriereofficer, hans 47. Gauloise. »Sales Anglaises«, brummede han nærmest til sig selv. »Maudits Irlandaises«. Inspektøren var ikke anglofil, og bebrejdede den britiske efterretningstjeneste den flodbølge af raseriladede opkald, der kom til ham fra hele Europa og direkte fra London.

Var det virkelig nødvendigt, at hver eneste britiske agent ringede til han? I ti år havde han været ganske tilfreds med at følge med i den anglo-irske krig.

Paris var tumleplads for mange frihedskæmpere fra alverdens lande. Indtil videre havde han beskæftiget sig med den konstante fejde mellem arabere og israelere, der myrdede løs på hinanden. Med Carlos’ våbenleverancer. Med medlemmer af Rote Arme Fraktion. Med Brigate Rosse. Med de latinamerikanske eksilfolk fra Tupamaros og Montoneros. Det sidste han havde brug for nu var paddierne og briterne. Resigneret instruerede han sin stedfortræder.

»Få fat i papirerne vedrørende samtlige franske Irland-solidaritetskomitéer! Lav razziaer i alle de barer, hvor kelterne hænger ud! Ekstra politipatruljer på gaderne og i bistroerne!«

Dybest inde var han godt klar over, at det var spild af tid. Denne gruppe var alt for professionel. Dens medlemmer ville under ingen omstændigheder tage kontakt til de lokale pro-irske aktivister og organisationer, og formodentlig var de ude af landet for længst.

Madame Dabré, conciergen, var den eneste der havde set dem, og hendes beskrivelse var intet som helst værd. Lufthavnene og banegårdene var officielt afspærret, men der var ingen som vidste, hvad man egentlig ledte efter. Enkelte irske turister ville blive udsat for ubehageligheder. Masser af strømere ville kræve overtidsbetaling. Og det var det hele. Han var sikker på, at hvem der end måtte gemme sig bag Cuchullain brigaden, så var de nu - ti timer efter attentatet - langt, langt væk. Han ville få ret. Mens han frustreret løftede telefonrøret for endnu en gang at ringe til sine kollegaer i London, ankom Paris-Amsterdam toget til perronen i Rhenen i Holland.

Læs fortsættelsen.

Nye læsere kan starte her:

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce