13. september 2003 - 23:27

Hunden – en sammensværgelse, 8. kapitel

Af modkraft

Hunden, 8.kapitel

Af Sean McGuffin

– oversat af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang

AMSTERDAM

Lokalbussen fra Rhenen standsede denne aften klokken 23.30 ved busstoppestedet Oostelijke Handelskade. Der var intet spor af politibetjente, der ville kontrollere bussen eller kigge efter mistænkelige passagerer. De koncentrerede deres overvågning om lufthavnsområdet, hvor man allerede havde anholdt to præster, som var ankommet med IC-toget fra Paris. De to kirkemænd var yderst indigneret over denne behandling, og det havde krævet flere telefonopringninger fra deres Superior i Dublin, før det hollandske politi måtte give sig og erkende, at de to anholdte virkelig var kommet til Amsterdam for at deltage i en katolskm kirkekonference. Politiledelsen undskyldte tusinde gange.

Imens mødtes to irskfødte amerikanere i foyer’en på hotel Terdam. De var netop kommet hertil med bussen fra Rhenen, og var blevet enige om at dele en hotelsuite.

Hvorfor egentlig ikke? De tjekkede ind, pakkede ud, tømte minibaren i deres værelse og satte sig til rette foran fjernsynet for ikke at forsømme midnatsnyhederne. De havde en lang dag bag sig.

»Hvordan har du det, min ven?” spurgte Gerry Enwright.

»Okay, Amigo«, svarede Damien Morgan og grinede, »Stik mig lige en Heineken og prøv at vænne dig af med at snakke med den grufulde amerikanske accent.«

De så nyhedsudsendelsen, mens lysene fra Leidseplein genspejlede sig i kanalen udenfor. Åbenbart var der to præster i Paris, som havde opført sig temmelig besynderligt her til morgen.

»Nu om dage kan man ikke engang have tillid til kirken mere.«

»Nej, ikke længere, min søn, ikke siden de har afskaffet de latinske bønneritualer.«

DUBLIN

Klokken var 23.30, da Harry Thornton langt om længe kom igennem med sin opringning til London. Siden nyhederne fra Paris blev spyttet ud af faxen, havde han fortvivlet forsøgt at komme i forbindelse med sine kontakter. Nu var han hundrede procent sikker på, at hans historie passede. I øjeblikket kunne eller ville ingen hverken i Irland eller England vel bringe historien på grund af pressecensuren. Men han havde et kort i baghånden, det var Dave Smith, chefredaktør på Leveller, som han plejede tæt kontakt med. Thornton havde for et par år siden hjulpet med et par interviews med »drengene« og var derfor sikker på, at Smith ville være lydhørig overfor hans historie.

»Er det dig, Harry?«

»Ja, for helvede!«

»Det lyder godt, mand. Er du klar over, at jeg endelig kan sige, det jeg altid har ønsket at sige, men aldrig har haft mulighed for?«

»Og hvad er det?«

»Ryd forsiden!«

LONDON

Henry Williamson, generaldirektør i Barclay Bank, Threadneedle Street i hjertet af Londons finanskvarter, slappede af derhjemme med en godnat-drink. Hans kone var allerede gået i seng, og han havde set den sene nyhedsudsendelse, hvor man først og fremmest berettede om den afskyelige forbrydelse i Paris. Han gled uroligt rundt i lænestolen, slukkede fjernsynet med fjernbetjeningen og bevilgede sig selv en ekstra slurk fra krystalkaraflen på bordet ved siden af lænestolen. Det må da være en and, eller?

Jo, selvfølgelig. Det må være en af de der medløbere. Eller en ansat, der var blevet vred. Da Benson, hans stedfortræder, om eftermiddagen kl. 15 var kommet ind til ham og havde fortalt ham om opringningen, havde han været helt sikker. 24 bomber i 24 boxe i 24 filialer af Barclay Bank. Midnat præcis ville den første tidsindstillede bombe sprænge i luften i hans filial. Absurd. Ganske åbenlyst et klovnenummer.

Den irske accent, det vulgære kodeord »Bastard«. Cuchullain Brigade blev nævnt. Nej, det var da for langt ude. De havde naturligvis iværksat en gennemsøgning af banken, men der blev som forventet ikke fundet noget usædvanligt. De kunne ikke åbne bankboksene, da kunderne rådede over de nødvendige supplerende nøgler, men det er da helt usandsynligt. Han kiggede igen på uret. Klokken var 23.59. For at være helt sikker var det måske en idé at ringe til natportieren. Han langede ud efter telefonen.

Norman Ferguson, tidligere ansat i Hendes Majestæts Cold Stream Guards og nuværende natsikkerhedschef, regnede sig selv for at være en helvedes god vagt, tog nu en kraftig slurk af sin Pale-Ale-flaske og tørrede sig om munden. Om lidt ville midnatsfilmen starte. Med John Wayne. Herligt, hvordan han mejede alle disse hjulbenede og skævøjede ned i Vietnam. Selvfølgelig vidste Norman som gammel soldat, at det i det virkelige liv forholdt sig helt anderledes, men det var nu meget godt i hæren. Der lærte man i det mindste drengene disciplin.

Gudskelov havde han selv ikke de mindste problemer med det. En af hans sønner aftjente sin værnepligt hos faldskærmsjægerne i Derry og den anden var fængselsbetjent i Brixton, tak for det, meget godt. Men de fleste unge mennesker i dag! Fuldstændigt håbløse! Han kastede et sidste blik på kontrolskærmene. Alt var roligt, såvel i banken som udenfor. Han slængede sig bekvemt tilbage for at se filmen med »Big John«. Telefonen ringede. Han bandede, rejste sig fra hans hyggesofa og gik hen til telefonen på væggen. Det var dette sludrechatol Williamson. Aldrig havde man fred. Han havde jo allerede meldt denne telefonopringning, som han modtog ved 23-tiden. Bastard – ja præcis. Kuckullin Brigade. Snarere noget forvrøvlet sortsnak.

»Ja, herr Williamson. Alt er roligt her. Jeg har lige tjekket det hele. Der er ingen grund til at være urolig. Jeg er fuldt ud i stand til at klare sådanne situationer. Jeg har været i Dieppe, Sir. Jeg er ikke bange for en forrykt telefonopringning. Åh ja, Sir, der var igen et af disse opkald. For cirka en time siden. Jeg tænkte nok, at de ville ringe af den grund. Ingen grund til panik, Sir.«

Fra den inderste del af banken hørtes et tordenagtigt detonationsbrag. De tre skærme gik ud. Norman tumlede bagover til væggen. Det føltes som om hans trommehinder var ved at sprænges. Han kunne høre, at sprinkleranlægget automatisk gik i gang og alarmsirenerne hylede løs.

»Forbandet lort. Nej, undskyld Sir, ikke Dem. Øhh, undskyld Sir, men jeg tror, øhh, De straks skulle tage at komme herhen. Straks...«

Speedy Robinson fløjtede, mens han arbejdede. Det var klokken to om morgenen, men det generede ham ikke det mindste. Han kunne holde sig vågen i flere døgn, hvis han var i topform. Lige i øjeblikket havde han med et forunderligt stof at gøre. BZ! Det ville holde ham i gang, tænkte han. Han havde undret sig over opringningen i eftermiddags. I årevis havde han ikke hørt eller set noget til Phil Clarke. Dengang havde han slået sig ned i Andersonstown som småpusher og forsørget hende og Eddie med pot og hash. Det havde han været glad for.

Alle kunne lide Eddie og Phil og han havde altid slået gode handler af med dem. Der gik seriøse rygter om, at Eddie havde noget at gøre med »drengene« og enhver sikkerhedsforanstaltning – hvor immateriel den end var – kunne være af betydning, selv for sådan en smalsporspusher som ham. Det var jo alment kendt, at nogle af de puritanske Provos ikke ligefrem omgik narkopushernes knæskaller med omsorg.

Men det var alt sammen nogle år siden, og det var gået godt for Speedy siden da. Det var lykkedes for ham at forsvinde fra Belfast og bosætte sig i London, hvor han var steget op i de højere samfundslag, havde fået et flot hus og ejede en ekspanderende import-eksport-forretning. Han var hverken kommet i søgelyset af Provoerne eller af Sergeant McBride fra Belfasts Narkoafdeling. Og Londons politi kunne indtil videre heller ikke klandre ham for noget. I mellemtiden var kendte rockstars blevet hans kunder. Han var ikke længere tvunget til at sælge stof på gaden, i klubber eller barer. Han rådede sågar over et veludstyret laboratorium i kælderen under sit hus i det fine Chelsea, hvor han fremstillede syre og kokain sammen med to venner.

Opringningen fra Phil var kommet som en overraskelse helt ud af det blå. Han havde ingen anelse om, hvor hun havde hans nummer fra. Det stod ikke i telefonbogen. Men han aftalte straks et møde med hende for de gode gamle dages skyd: Kl. 18 samme aften i Porcupine på Charing Cross Road.

Hun havde næsten ikke forandret sig, tænkte han, da hun trådte indenfor i pubben. Noget ældre, noget strammere, men stadig væk en skide flot pige. Han havde selvfølgelig hørt om Eddies død, prøvede at afspille medlidenhedsturen, men hun overhørte hans kondolence og kom straks til sagen. Han blev temmelig forbavset, da han hørte, hvad det var, hun ville ham. Han havde aldrig opfattet hende som pusher, og slet ikke for sådan en drabelig ting. Men det ville nu alligevel blive en udfordring for ham. Hun betalte på stedet, og han fik lov til at beholde formlen bagefter.

Hvis stoffet var så heavy, som hun påstod, kunne han vel markedsføre det. Kokain, selv det syntetiske, blev der i dag betalt svimlende summer for. Hvis han kunne blande BZ med andre syntetiske stoffer, ville det være mindre dødeligt end Angel Dust.

Siddende ved sit arbejdsbord tjekkede han endnu engang formlen, som hun havde givet ham. Alle nødvendige kemikalier lå parat. Det var sådan set pærenemt. Det ville blive ligesom i de glade videnskabsdage i laboratorierne på Queens University. De havde også forbandet travlt. Fireogtyve timer. Immervæk havde hun stukket ham tusind pund og lovet ham yderligere tusind i tilfælde af, at han afleverede stoffet til tiden. Mærkeligt, at hun ikke efterlod ham et telefonnummer. Men nu til dags lider næsen alle af paranoia. Af gode grunde. Det forstod han fuldt ud.

»Nu må De gerne ryge igen, men for Deres sikkerheds skyld beder vi Dem om ikke at løsne sikkerhedsbæltet, hvis De altså ikke føler trang til at stå op eller gå på toilettet. Jeg er Deres stewardesse, mit navn er Patricia. Jeg byder Dem velkommen på vores fly til San Francisco. I aften viser vi Dem filmen »Hennessy« med Rod Steiger og til de, som ønsker det, udleverer vi hovedtelefoner og serverer en lille anretning. Jeg takker på vegne af Pan Am, for at De har valgt at flyve med os.«

»Kan jeg hjælpe dem, Sir?«

»Ja, gerne.«

Jim Jackson smilede til den attraktive stewardesse.

»Kunne De måske sige mig, hvad klokken er i London nu?«

Stewardessen kiggede på uret.

»Næsten midnat, Sir.«

»Tak, frøken«, strålede han tilfreds til hende.

»Jeg kunne tænke mig en dobbelt whisky, hvis De vil være så venlig. En irsk en.«

»Det skal De få, Sir. Kunne De tænke Dem en Bushmills?«

»Det ville være helt fin«.

Da hun vendte tilbage med hans drink, sad Jim Jackson og sang lige så stille.

»I det fjerne ses en grøn bakke, uden bymur, hvor vores kære Herre blev korsfæstet og døde, så vi dermed alle blev reddet«.

Den gamle hymne, en favoritmelodi i Harrow, var skrevet af en fru Alexander, kæresten til en victoriansk præst. Inspirationen var kommet til hende, da hun stod på bymuren omkring det daværende Londonderry og havde kigget ud over Bogside, hvor de indfødte irere boede og havde set den grønne bakke, der senere blev verdensberømt som Creggan, hjemstedet for tusinder af terrorister. Jackson tænkte på Liam Delaney. Ateisten fra Creggan.

Han lo indvendigt. Ja, sandelig.

»Slainte go bragh, min kære pige«.

Stewardessen rødmede. Men der var jo tale om en 1. klasses passager og tilmed den, der så bedst ud blandt alle disse tørvetrillere. Mens Rod Steiger tonede frem på skærmen, og hans plan om at myrde dronningen blev klar, lænede Jim Jackson sig tilbage i sædet og sippede til sin Bushmills.

»Midnat«, mumlede han.

»Én til af den samme, hvis De vil være så venlig, frøken«.

Læs næste kapitel af Modkrafts weekendføjleton

Nye læsere kan starte her:

Redaktion: