19. september 2003 - 19:39

Hunden – en sammensværgelse, 9. kapitel

Af modkraft

Hunden, 9. kapitel

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge K. Hansen & Alfred Lang

Amsterdam

Gerry Enwright var overbevist om, at han havde udnyttet aftenen produktivt. Skønt han rådede over flere kontakter i Amsterdam, havde han allerede ved første opringning fået fat i den vigtigste af dem alle, Roger Tresch, en venstreorienteret freelance-journalist, der hyppigt besøgte Irland. I tresserne som polit-turist og senere som nyhedsjournalist. Han havde skrevet flere bøger om det irske spørgsmål, og Enwright vidste, at han i to år havde arbejdet på en bog, som han kaldte sit opus magnum, en afsløringshistorie om de britiske og amerikanske efterretningstjenesters hemmelige virke i Europa.

De mødtes på en pub, der var en efterligning af en engelsk pub, Old Bell på Rembrandtsplein, og sludrede lidt sammen over en Heineken i den lille stue allerbagest. Tresch var overrasket over at høre fra manden fra Belfast, men da han vidste, at han havde deltaget i »tæppestrejken« i Long Kesh, var han ivrig for at få et interview med ham, selvfølgelig under fuld anonymitet. Derfor var han uden videre parat til at fortælle om sit nyeste projekt: at udforske de allieredes spionage-tjenesters uigennemtrængelige sump - og han specificerede gerne, hvem der var hvem i de britiske efterretningskredse i Holland. Mens Tresch udbredte sit kendskab til efterretningstjenesterne, indprentede Enwright sig detaljerne. Da han endelig vendte tilbage til Terdam, havde han for længst smedet sine planer.

Morgan rejste sig og slukkede for TV-apparatet, da Enwright trådte ind i hotelværelset. Pornofilmen havde kedet ham, og han havde planer om at opsøge byens bordelkvarter, som han aldrig har set, men han var ikke så dum at gøre det uden Enwrights samtykke.

»Fik du det du ville, Gerry?«, spurgte han, idet Enwright lukkede døren bag sig.

Enwright nikkede.

»Hvis du kan løsrive dig fra pornoen, kunne jeg dig fortælle dig noget mere interessant.«

»Hov hov, hr. præst, vi har vel lagt præstekjolen, eller? Vi er trods alt i Amsterdam!«

Enwright så forsonende på ham.

»Okay, du er tilgivet. Når jeg nu redder dig fra de kønslige synder samt en eksotisk, dødelig sygdom, kunne du så ikke dreje en joint for os«, sagde han og kastede en lille klump sort Afghan, som han havde fået af journalisten, hen til ham.

Damien strålede over hele ansigtet.

»Herligt, fortæl videre, jeg lytter. I køleskabet er der nogle øl.«

Enwright tog sig en Sella Artois og satte sig på sofaen.

»Vi angriber Hume.«

»John Hume eller Sir Alec Douglas?«

»Meget morsomt! Sir Alexander Hume, chef for den britiske efterretningstjeneste i Holland. Jeg har hans privatadresse, han bor her i byen. I overmorgen bliver det hans tur, derefter blander vi os med studenterne og tager med langtursbussen til Spanien«

»Hvordan ser det ud med »værktøjet«? Vi måtte jo efterlade alt vores grej i Paris.«

»Tag det roligt. En gammel ven vil hjælpe os ud af vor nød, en våbenhandler, som står i gæld til os. »Herr Otto« har en gammel regning, han endnu ikke har betalt. Skål! For Cuchullain Brigaden!«

Oxford, England. Klokken 14

Reggie Ackroyd var foruroliget. Hvor blev det satans pigebarn af? Resten af teamet havde præcis på klokkeslettet indfundet sig på banegården og lavede en kolossal larm. Minibussens chauffør krævede allerede ekstrabetaling for overarbejdstimerne. Den gamle tosse Brittain vil blive gal i skralden, hvis ikke alt var rettet til inden klokken atten.

Ifølge kontrakten skulle de forlade stedet senest klokken nitten. Sikken åndssvage sikkerhedsregler! En uforskammethed at undersøge hans medarbejdere i hoved og røv. Men han måtte indrømme, at det gav virkelig gode penge.

Og nu stod han der og ventede på den nye. Det var også hans partner Arnies skyld. Han havde kun ansat hende, fordi han troede, hun var villig til at lade sig kneppe. Typisk! Hvordan i al verden kan man drive forretning, når ens partners pik behersker hovedet, tænkte han.

»Herr Ackroyd?«

Han vendte sig om og betragtede den noget nervøse blondine, der netop havde tiltalt ham.

»Ja?«

»Jeg er Jeannie, Jeannie Morrison. Jeg er forfærdelig ked af, at jeg kommer for sent, men det tog en evighed med bussen.«

En let amerikansk accent. Det havde Arnie ikke sagt noget om. Hun så virkelig godt ud. Den skid ved, hvordan man scorer damer. Han skulle være blevet alfons og ikke Catering Manager.

»Ja, De er for sent på den. Vi var lige ved at køre uden Dem. Skynd Dem nu og stig ind. Flyt dig lidt, Denis, giv plads til den unge dame. Jeg vil præsentere Dem for de andre, mens vi kører. Kom nu, hele bundtet, vi har travlt!«

Chaufføren så opgivende og underdanigt op.

»Pralerøv«, mumlede han lavmælt, mens han satte i startgear og minibussen langsomt rumlede ud fra parkeringspladsen.

Klokken 15.00

Da Jeannie Morrisson vågnede af sin sovepillebedøvelse, forsøgte hun at gnide plastret fra munden. Men hendes hænder var lænket sammen. Hun lå på en seng med bind for øjnene. Hun rutsjede og drejede sig og forsøgte at skrige.

»Nå, er du vågen, skat? Psst! Tag det roligt. Der sker ingenting.«

Det var en irsk accent. Ikke den bløde, melodiske klang fra Vesten, men det hårde tonefald fra det sorte, industrielle Norden. Belfast slang. Hun forsøgte igen at sige noget.

»Bliv liggende helt rolig. Du er i et værelse på en pension. Der sker intet med dig og om nogle timer er du fri igen. Du skal bare forberede en god historie til medierne. Du bliver berømt, min skattepige. Det er da altid bedre end at være servicemedarbejder. En øjebliksberømthed takket være IRA. Og prøv nu at slappe af og sov lidt mere.«

Stemmen forstummede. I baggrunden kunne hun høre tennisboldenes regelmæssige tok-tok lyde, når ketcherne ramte dem og sendte dem retur, ledsaget af kommentarerne fra BBCs Dan Maskell i Wimbledon.

»Sikken kedsommelig idioti«, hørte hun Kelly surmule, mens Martina Navratilova på ny parerede hendes modstanderes drive.

»Et typisk britisk spil!«

Ditchley Park. Klokken 19.15

Hushovmesteren, den forhenværende regimentssergentmajor Harry Brittain, betragtede festhallen med tilfredshed. I kaminen på den modsatte side af hallens indgang, flimrede enorme flammer fra de brændende træstykker og kastede skygger på egetræsloftet og rustningerne, som stod langs væggene.

De strålende kandelabre kastede lys over hele det lange bord og reflekteredes af Waterford-krystal, Spode-porcelæn og Sheffield-sølvtøj, mens de dekorative stofservietter indhylledes i en magisk glans. Servietter af irsk stof. Brittain måtte, om end modvilligt, indrømme at cartering-teamet havde gjort et glimrende stykke arbejde. Oprindeligt ville han af sikkerhedsgrunde slet ikke have hyret dem. Men den faste medarbejderstab var fuldstændig overbebyrdet, og helt ærligt ville den ikke være i stand til at forberede en buffet med alt hvad der hører til, for sådanne store selskaber, og slet ikke for så mange verdensberømte og indflydelsesrige damer og herrer.

Derudover var cateringsvirksomheden blevet kontrolleret. De havde forladt huset som aftalt klokken nitten og nu havde Brittains stab ansvaret, for chefkokkene i køkkenet, for tjenestepigepersonalet og for sikkerhedspatruljerne, som bevogtede området.

Imens han kiggede på uret, konstaterede Brittain med dyb tilfredshed, at der stadigvæk var femog- fyrre minutter tilbage, før han officielt skulle hilse på gæsterne. Tids nok for en lille én, samt et flygtigt blik i de interessante magasiner, som han her til morgen havde modtaget i diskrete brune konvolutter. Ex-soldaten Brittain ville være blevet yderst indigneret, hvis man havde kaldt ham for bondage-ekspert. Det var kun perverse og degenererede, som tilfredsstillede sig selv på den måde. Men fordi han godt kunne lide at kigge på unge kvinder, som på forskellige raffinerede måder var blevet bundet og lænket, parate til at blive opdraget og afstraffet, kunne man da ikke konkludere, at han var sygeligt anlagt.

Hos hæren havde man lært ham disciplin, gjort ham til en mand. Det var præcis det, som landet havde brug for i dag, disciplin. Og ingen lagde så megen vægt på disciplin som han. Hård men retfærdig, det var Harry Brittain.

Denne unge, blonde, storbarmede dulle, som var med i cartering-gruppen i eftermiddags, havde sådan en feminin bagdel. Den ligefrem skreg efter at blive pirret og afstraffet, tænk om hun havde haft selvsiddende strømper på og intet andet under hendes stramtsiddende sorte nederdel...

Han havde svært ved at stoppe sine sexfantasier. Men det er der tid nok til bagefter, Harry, tænkte han. En sidste kontrolrunde for at se, om alt var sådan, som det skulle være. En virkelig stor sag. Næsten som i de gode gamle dage, hvor han bare ventede på at komme frem fra skjul. Den prikkende følelse af anspændthed, kriblen i maven og erkendelsen af, at han Harry Brittain, var den som bestemte. En følelse af ultimativ tilfredsstillelse.

På vej mod udgangen rettede han omstændeligt en sammenfoldet serviet, der lå noget usymmetrisk.

Et vidunderligt materiale, dette stof, tænkte han. Forbavsende, at disse Paddies stadig væk kan producere sådan en fremragende ting, når man tænker på, at hele bundtet er en flok dovne klamphuggere. Men sandsynligvis havde protestantiske håndværkere fra Norden lavet servietterne og ikke disse uduelige katolikker.

Harry, stram lutheraner som han var, var ikke den, som »rendte til præsterne i kjoler for at bede om syndsforladelse«, havde livligt deltaget i »Paddie-klaskning«, som han og hans kammerater kaldte det. Stiv som en ladestok, spankulerede han nu gennem forhallen, forbi de våben, rustninger og relikvier, der vidnede om Storbritanniens forgangne storhedstid. Han forsvandt ind i sine private gemakker, der lå under den storslåede egetræstrappe. Han tog en Glen Morangie Scotch, skyllede munden og trimmede sit overskæg.

Nu var han parat til alt. Aftenen tegnede lovende og interessant.

Kelly rensede værelset for efterladte fingeraftryk og tog stille og roligt afsted.

»Kan du have det, skat«, sagde han over skulderen til den sovende pige på sengen.

»Glem ikke at hilse manden fra Daily Mail fra mig.«

Han smed de to rejsetasker ind i den lejede bils bagagerum, og mens han kørte ud fra pensionens parkeringsplads, kiggede han på vejkortet. Klokken var nitten. Han håbede på, at bussen ville komme præcis. Det bølgende, engelske landskab gik ham på nerverne. Det var fremmed for ham.

Bussen var overraskende præcis.

Phil stod af, ventede indtil bussen tøffede af sted, krydsede vejen og steg ind i Avengeren.

»Hvordan gik det?«, spurgte Kelly, gassede op og kørte i retning af motorvejen. Phil grinede og de sidste timers anspændthed veg langsomt fra hende.

»En gammel kolonisoldat tog mig på røven, den liderlige buk. En slesk catering-ejer forsøgte at gøre smørede tilnærmelser og jeg har tjent den storslåede sum af otte pund, eksklusiv skat. Men jeg tror næppe, at jeg vil komme til at afhente klinkerne. Dem kan Jeannie få. For øvrigt, har hun det godt?«

»Sover som et spædbarn og drømmer om at blive berømt. Hvor kører vi hen, min kære?«

»Til lufthavnen, min skattebasse og pres lidt mere på gaspedalen. Vi laver en lille rejse. Jeg har ikke været hjemme længe. Vi flyver til United States of America. Før de opdager, hvad der er sket, er vi for længst over Atlanterhavet.«

Tim fløjtede.

»Jeg har opdaget, at min pas er forsynet med et indrejsevisa, men jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at jeg ville få brug for det så hurtigt.«

»Når lortet rammer ventilatoren, er det bedst, at vi er langt, langt væk herfra. Desuden er Bilderberg kun begyndelsen. Har du nogensinde hørt om Bohemian Hain?«

Kellys uforstående blik signalerede, at dette ikke var tilfældet og hun fortsatte:

»Det ligger i Californien. På denne årstid skulle det efter sigende være meget pittoresk. Jeg har to flybilletter til San Francisco i lommen. Du flyver til Babylon, men selvfølgelig uden blomster i håret. Vi har et arbejde, der skal gøres.«

Phil tog forsigtig paryk og briller af og sagde:

»Ved du, jeg synes, det er ærgerligt, at jeg ikke kan iagttage skuespillet, når BZ begynder at virke.«

»Hvordan tror du, det kommer til at virke?”

Phil trak på skulderne.

»Jeg ved det helt ærligt talt ikke, men når du giver et ekstremt hallucinerende narkotika til en horde af magtliderlige psykotikere...«

Tim udstødte et latterbrøl og tændte for radioen. Til tonerne af Jimi Hendrix’ Purple Haze kørte de langsomt i retning af Heathrow-lufthavnen. De stoppede kun op en gang for at smide den aktionserklæring, som Phil havde skrevet dagen før, i postkassen.

Modkrafts føljeton fortsætter næste weekend...

Nye læsere kan starte her:

Redaktion: