Annonce

26. september 2003 - 17:27

Hunden – en sammensværgelse, 10. kapitel

Hunden, 10. kapitel:»Fuglen er fløjet afsted«.

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge K. Hansen & Alfred Lang

Ditchley Park

»Og nu, mine højtærede damer og herrer, vil jeg afslutte med at byde Dem velkommen til vores årskonference og takke vores vært, Sir David Palliser. Bon appetit! Lad vores diskussioner blive ligeså resultatorienterede som sidste år. Mine damer og herrer, lad os udbringe en skål »for Organisationen«!

De seksogtredive gæster løftede højtideligt deres glas og og drak.

»Leve Bilderberg!«

De foldede deres servietter ud og afventede koncentreret serveringen af Vichysoisse`en.

Tyve minutter senere herskede en afslappet atmosfære. Rødtungefilet fra Dover var ved at blive serveret...

Maurice Levy, en betydningsfuld bankier fra Paris, tørrede sig affekteret om munden med sin serviet, mens han faldt i staver og stirrede på Reinhold Stumpf, der sad på pladsen overfor ham.

»Sale Boche«, hvæsede han.

Han for forskrækket sammen. Hvad var det, han sagde? Var der nogen, som kunne have hørt det?

»Merde!«

Han mistede kontrollen over sig selv.

Han kastede et flygtigt blik på sit vinglas. Nej, han havde næsten ikke drukket noget af det. Han forsøgte påny at fiksere den fede bayriske indenrigsminister. Hvad var det for en medalje, han bar? Den lignede da til forveksling et hagekors. Og ham Stumpf så også ud som en vaskeægte...

Pludselig var franskmanden drevet langt væk, fortabt i rum og tid. Han var et lille barn, som skreg på perronen af Gare du Nord-Paris, da et stort, arisk monster spyttede på hans far og kastede ham, Maurice, ind i en stinkende godstogvogn, der skulle bringe ham og hans forældre til Auschwitz. Hans forældre var omkommet der. Var Stumpf denne SS-bøddel? Umuligt! Eller dog? Desto længere han betragtede Stumpf, desto mere bekendt forekom ham det oppustede ansigt, især de små griseøjne...

»Cochon!«, skreg han, mens han sprang op og hældte vin ud over sin sidemand.

»Assassin! Salaud!«

Stumpf, der sad hensunken i dagdrømmeri, vågnede brat. Han havde et stykke tid været ganske tavs og ignoreret det sædvanlige selskabssludder fra den saudiarabiske delegerede. Han forsøgte at blive klar over, hvad det var, der gjorde ham så ophidset. Så faldt det ham ind. Der var der simpelthen for mange af disse forbandede jøder tilstede.

»Gå ad helvede til, jødesvin!«, skreg han, og startede et veritabelt angreb tværs over bordet og tog kvælertag på franskmanden.

Festsalen lignede en romersk skueplads i antikken, da verdens mest indflydelsesrige og intelligente hoveder opførte sig, som om de var i en cirkusmanege. Angst og afsky, paranoia og panik bredte sig.

Den irske republiks udenrigsminister, hvis far var blevet skudt af Black and Tans, hældte en masse skældsord ud over den britiske udenrigsminister, som smågrinende kastede rundt med brødkrummer.

Chefen for Hays Westchester Bank kastede sig over den slanke, unge mand, som var leder af Fredscentret i Stockholm og forsøgte ihærdigt at voldtage ham.

En schweizisk diplomat onanerede og sprøjtede sin sperma på sin sidemand, en nigeriansk diplomat.

Vatikanets udsendte troede, at Gud nu åbenbarede sig for ham, hvilket han slet ikke brød sig om. Hun var sort.

Hushovmesteren Brittain snublede omtåget hovedkulds ind i kampene. Et genialt anfald af skarpsindighed gjorde det klart for ham, at han nu igen befandt sig i skyttegraven. Han rev et spyd løs fra en af de velbevarede rustninger, og spiddede Konrad Hissing, USAs forhenværende ambassadør til væggen. En sikkerhedsvagt fra CIA, som kom ilende ind i salen, affyrede et skud mod den amokløbende gamle britiske soldat, skød forbi og ramte i stedet nazilederen Enoch Powel. Han faldt pladask på gulvet og måtte med gru i sindet hjælpeløs se til, at et ældre konservativt medlem af det engelske overhus kom kravlende hen mod ham for at slikke hans blod, der sprøjtede ud af hans åbne sår.

Den amerikanske boss fra Mogul Oil, som gennem lang tid havde forsøgt at berolige sin sidemand, blev pludselig selv ramt af BZ-stoffet og startede en veritabel jagt på den japanske delegerede for at tage hævn for Pearl Harbor, hvor hans søn faldt som ung soldat. Men det var for sent! Den gamle herre Takei Shushimi, som med stift blik havde iagttaget solnedgangen gennem vinduet, var endelig kommet til erkendelsen af, hvorfor Hokusai havde malet Fujijama-bjerget så ofte, og begik prompte harakiri med sin steakkniv.

Den frusterede oliekoncern-manager rettede derpå sin vrede imod den sleske Tacoæder, skreg »tænk på Alamo!« og kvalte den mexicanske økonomiprofessor, der blev regnet for landets kommende præsident. Det kom nu ikke til en virkelig kamp. Mexicaneren troede, han befandt sig på et bjerg, forført af Don Juan.

Da de øvrige sikkerhedsvagter stormede ind i salen, flygtede nogle skrækslagne gæster fra dem ved at springe ud af vinduerne. Overalt blev de mødt med panisk forfærdelse. Imens de forsøgte at fatte, hvad der foregik, sprang Sir David Palliser, der havde gemt sig bag den kæmpemæssige egetræsdør, på en sikkerhedsvagt bagfra og snuppede hans Uzi-maskinpistol. Før han blev slået i gulvet, lykkedes det for ham at affyre en skudsalve, der løsnede op i rækkerne af vanvidssmittede delegerede, og sårede den britiske inderigsminister.

Massakren og kaos’et ville ingen ende tage.

Bogside Derry

Fuglen gik opad William Street. Han var åndsfraværende, men ikke helt så langt væk, at han ikke havde bemærket den britiske gadepatrulje, som lurede i skyggen af bymuren ved Magazine Gate.

»’Aften, drenge«, sagde han

»Hvor skal du hen, gamle dreng?«, spurgte en sergent, hvis udprægede slang afslørede, at han var en rigtig Birmingham-prolet.

»Bare i Rocker for at få en natdrink. Jeg må varme mine gamle knogler før min nattesøvn.«

»Du skulle forlængst have ligget i sengen, bedstefar. Idag er det farligt at rende rundt udenfor. For en times tid siden var der skyderi nede ved gavlmaleriet med den idiotiske påskrift Her begynder det frie Derry.

»Er der nogen sårede, min søn?«

»En af vores mænd blev ramt i skulderen. Han skal nok klare det. Det ser meget mørkere ud for denne provo-lort. Han kommer ikke langt. Patruljerne leder efter ham alle steder. Du ved godt, der bliver ikke taget fanger«.

»Jeg håber, I får fat i uslingen. Desto hurtigere I udrydder dette terroristpak, desto roligere kan gamle folk som jeg sove igen.«

»Du har ret, bessefar. Desto hurtigere kommer vi ud herfra, fra dette gudsforladte hul. Bare rolig, vi skal nok rydde op blandt disse svinehunde. Har du måske nogen nyheder, som kunne have vores interesse?«

»Intet, Sir, men jeg holder ørerne stive og siger til, når jeg hører noget. Det gør jeg jo altid, ikke sandt?«

»Godt nok, bessefar. Kom godt hjem igen. Bliv ikke for længe i pubben, muligvis kommer vi i løbet af aftenen forbi og rydder op.«

»Jeg tager kun en lille drink, min søn, for at holde min gigt på afstand.«

»Drik en skål for os, bessefar«, hviskede sergenten, mens han stak ham en pundseddel.

»Tak min søn. Jeg vil gøre mig fortjent til denne opmærksomhed. Den usle folkepension kan man hverken leve eller dø af.«

Fuglen gik opad bakken. Fra de to pubber Castle og Dungloe trængte lys ud og oplyste den mørke gade.

»Hvorfor spilder du tiden med at sludre med den gamle røvpuler, sergent?« spurgte korporalen, som åndsfraværende trykkede på sine bumser i ansigtet.

»Hjerter og hjerner, Alex. Derudover kan den gamle knark blive nyttig for os. Han er de pund værd, som han får i ny og næ. Du må anstrenge din hjerne, når du har at gøre med disse Micks. Han er harmløs, men nogle af dem er det absolut ikke.«

Da Fuglen trådte indenfor i pubben Rocking Chair øverst på bakken, så han helt anderledes på sagen. Han syntes, at den »forbandede provo«, som skød britten fra Brandywell egentlig slet ikke havde set ud til at være særlig såret, da han for en times tid siden var klatret over hans bagmur for at skjule sit Armalite-gevær.

Fuglen smilede og banede sig vej gennem røgtågerne hen til bardisken. Han standsede kun op for at stoppe sergentens pundseddel i fangehjælpens indsamlingsbøsse, der stod i hjørnet.

»Der er han!«, brølede Bull Morrison, pubbens uofficielle overhoved og stemningsindpisker.

»Der har vi ham, den gamle, indestængte søpirat. Hvad vil du drikke?«

Fuglen blinkede noget forvirret. At Bull spenderede en drink, var noget helt nyt! Men lejligheden måtte udnyttes.

»En Pint Stout, tak, fordi det er dig. Og hvad mener du med indestængt?«

Bull blinkede med det ene øje til de andre fulderikker; muskuløse arbejdere, som stod henslængt ved bardisken med deres porter i hånden.

»Har jeg ikke sagt til jer, at han er en gammel, snu ræv? Lader som om han ikke ved noget som helst. Er som sædvanlig tavs som graven.«

Der lød spredt latter og flere nysgerrige værthusgæster blandede sig i samtalen.

»Nå, Fugl, hvem vil du så tage med til staterne. Ud med sproget.«

»Tag mig med Fugl, jeg har altid drømt om at komme til staterne«, sagde en anden indsmigrende.

»Tag dig ikke af dem, de er bare misundelige«, råbte den velformede, buttede Lizzie Curran over til ham.

»Har jeg ikke altid været din søde lille dullemus? Jeg vil holde dig mere med selskab i San Francisco end alle disse sludrechatoller tilsammen.«

Fuglen satte sig på sin sædvanlige barstol og nippede til sin Pint.

»Hvad drejer det hele sig om, Kevin?« spurgte han bartenderen.

Kevin holdt op med at drikke sin Smithwicks og kiggede på den gamle mand.

»Du godeste, folk, jeg tror ikke han holder os for nar. Han aner virkelig ikke, hvad der sker.«

Et øjeblik blev der dødstille i pubben, men efter at stamgæsterne havde samlet sig omkring baren, brød et larmende helvede løs. En eller anden fik jukeboxen til at tie, hvorfra Largeys udødelige vuggesang om provoerne havde drønet som sædvanlig.

»Værsgo, Gerry, det her vil gøre dig godt«, sagde Kevin og rakte Fuglen en dobbelt Powers.

Fuglen kiggede forundret ud over forsamlingen.

»Jeg har da ikke fødselsdag i dag, vel?«

»Dit gamle fjols, det er meget bedre end det«, brølede Morrison, som kun med besvær formåede stadig at beherske sig en smule.

»Du vandt i tombolaen i aften. Førstepræmien, en rejse for to til Californien. Alt bliver betalt, dit heldige asen.«

Fuglen smilede, nippede til sin whiskey og lod stamgæsternes drillerier og skulderklappen passere.

»Hvem er den heldige udkårne?« blev der spurgt i kor.

»Hvem tager en gammel ungkarl som dig så med?«

»Come on, din gamle heldige ræv, frem med det. Lizzie måske?«

»Jeg ved det ikke endnu, drenge. Jeg må lige tænke over det.«

Men i virkeligheden var han allerede sikker. Han var helt klar over, hvem han ville tage med, og at det hele ikke havde noget som helst med held at gøre. Gerry »Fuglen« Quigley havde i hele sit liv endnu aldrig købt en lodseddel i en tombola. Her har Hunden haft en finger med i spillet. Eller Onkel Chris.

Gerry »Fuglen« Quigley. Tooghalvfjerds år ung. Tidligere politisk fange, siden sin ungdom i tyverne medlem af IRA. Manden som fik kælenavnet »Fuglen«, fordi han hver gang før han flygtede fra fængslet – og han flygtede i alt fem gange – skrev på cellevæggen: »Fuglen er fløjet afsted.«

Den ærværdige borger og trofaste støtte til Bogside Community sad på sin ynglingsbarstol i sin ynglingsby og smilede.

»En lille afveksling er ligeså forfriskende som en hvilepause«, sagde han. Det er tid forVindhundene til at starte træningen.

Han ville ringe til Martha.

Clontarf, Republik Irland

IRAs militærpolitiske råd havde konfereret i to timer, og man var stadigvæk ikke blevet enige. I værelset i det sikre hus i Clontarf, nord for Dublin, var luften tyk af hundredevis af kvalmende cigaretter. Et ledende medlem, en lille gråhåret mand fra Derry, rømmede sig.

»Det ser ud til, at den afgørende stemme ligger hos mig. Vi bliver nødt til at afgøre det idag.«

Læs næste kapitel

Nye læsere kan starte her:

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce