Annonce

3. oktober 2003 - 18:41

Hunden - en sammensværgelse, 11. kapitel

Hunden, 11. kapitel:

»Kun døde fisk svømmer med strømmen«

af Sean McGuffin

oversat af Inge Kongsgård Hansen & Alfred Lang

Clontarf, Den irske republik

»Det ser ud til, at den afgørende stemme ligger hos mig. Vi bliver nødt til at afgøre sagen idag.«

De øvrige seks mænd fra IRAs militærpolitiske råd, der sad omkring bordet, nikkede samtykkende én efter én, selv de tre som vidste, at afgørelsen ville gå imod deres vurdering.

»Jeg er også for, at vi afblæser sagen«, sagde IRAs militære stabschef, manden fra Derry. »Forhandlingerne med britterne er for langt fremme og lige nu i en yderst vanskelig fase. Vi kan ikke lade processen gå i sig igen på grund af O´Briens kampagne.«

McDaid, Belfast’s delegerede, kom som forventet straks med indvendinger.

»Hvis Arthur ville være tilstede, ville hans votum være afgørende. Og vi véd allesammen udemærket, hvordan han ville stemme!«

Stabschefen sukkede.

»Rory, han er nu engang ikke her og han er ikke længere medlem af IRAs militærråd. Han er krigsfange og som sådan falder han automatisk tilbage til status som sympatisør. Det ved I jo allesammen.«

»Ja, men vi stemmer om hans aktionsplan.«

»Det gør ingen forskel.«

Moss Tierney, en stædig gammel mand fra Cork, der var rykket ind i rådet efter Hunden, hostede. Alle hoveder vendte sig mod ham. Tierney formulerede med omtanke det spørgsmål, som ingen havde ville tage op eller kunne besvare.

»Hvad? Hvordan afblæser vi operationen? Skal vi sætte en annonce i lorteavisen?«

Pinlig tavshed fyldte rummet. Lederne af den Irske Republikanske Hær, verdens mest succesrige byguerilla, ville ikke indrømme det, men hvad Hundens sidste planer angik, så havde de lige så lidt viden om aktivisternes identitet, som britterne havde.

McDaid tog ordet.

»Det var en pointe, Moss«.

»Tja«, han nikkede til stabschefen, »Jack, hvordan kunne vi egentlig afblæse det hele, hvis vi ville?«

Jack Conlon kiggede rundt i kredsen af tilstedeværende.

»Skulle vi ikke gennemgå alle de informationer, vi råder over, comrades?«

Nordirerne indvilligede i dette forslag, omend med en noget tøvende holdning. Conlon fortsatte.

»Så vidt vi ved, har briterne fået Arthur til at tale. De har haft ham under behandling i syv dage i Castlereagh og Ballykelly. Han har nu været flere uger i totalisolation. Spotter berettede, at Arthur i retssalen så ud til at være fuldstændig færdig. Da vi i forvejen gik ud fra, at de ville få ham til at bryde sammen, har vi lukket de sikre tilholdssteder og sørget for, at alle som har arbejdet sammen med ham forsvinder for et stykke tid.

»Briterne kender formodentlig Harernes navne. Det er altså kun et spørgsmål om tid, før de skide briter opsporer og eliminerer dem. Vi bliver nødt til at distancere os fra dem på forhånd. Gud ved, hvad de har planlagt. Aktionen i Paris var udemærket, det må jeg sige. Meget professionelt. Men vi kan ikke lade folk, som vi ikke har under kontrol, aktionere i vort navn.«

»Du var da selv tilstede på det møde, hvor Arthur blev autoriseret til at handle på denne måde!« sagde McDaid vredt.

»Det er sandt«, indrømmede Conlon, »Intet menneske er uden fejl, men sagen er den, at britterne ved hvem Harene er og vi, som burde vide det, ved det ikke.«

Mulhern, det yngste medlem af militærrådet, tog ordet. »Selv hvis de har nedbrudt Hunden, kender britterne ikke engang halvdelen af hele historien.«

De ældre vendte sig mod ham. Ynglingen, som de kaldte ham, talte kun sjældent ved rådsmøderne. Han hørte til »Falkene« i bevægelsens ledelse, produkt af Belfast’s hårde skole og fangelejren Long Kesh. Derudover stod han længere til venstre end de fleste af dem. I den seneste kampagne havde han kæmpet væbnet, før han langsomt var steget op ad rangstien, mens de fleste ældre herrer i ledelsen ikke havde været direkte med i aktionerne siden 40’erne eller 50’erne. Normalt havde han stor respekt over for de gamle, erfarne frihedskæmpere. Men lige nu kunne de tydeligt mærke, at han talte dem imod med sine egne erfaringers kraft. Stille og roligt forklarede han om planerne, sådan som han havde fået det til opgave af Hunden.«

»Jeg tror som sagt ikke, at de har nedbrudt Arthur. Men selv hvis det skulle være tilfældet, spiller det ingen rolle. Han havde jo taget sine forbehold. Han kender kun cellernes kontaktansvarlige. Han ved hverken, hvem de har rekrutteret, hvad de har for planer og hvilke dæknavne de benytter sig af. De har tilstrækkelige materielle midler og fuldstændigt frie hænder. Onkel Chris har sørget for de nødvendige identifikationspapirer. Selv hvis Hunden fortalte dem alt, hvad han ved, så har de ikke fået ret meget at vide.«

Et kort øjeblik indtrådte stilheden. Tingene stod henholdsvis værre og bedre til, end de havde forestillet sig det. Stabschefen hostede.

»Hvem er onkel Chris?«

Mulhern tøvede. Derefter sagde han: »Chris Connolly.«

»Du godeste, ham var jeg interneret sammen med i 1943 i Crumlin! Jeg troede, at han forlængst havde trukket sig ud af alt.«

»Jeg troede, at han var død.«

»Han er flyttet til Staterne, ikke sandt?«

Mulhern gjorde sig umage med at smile tilbage.

»Siden ’69 har han fungeret som sleeper. En gammel ven af Hunden. Han lever i Hollywood.«

»Hollywood, grevskabet Down?«

Mulhern smilede igen.

»Hollywood, Californien. Han er chef for et turistbureau. Han har sørget for samtlige dokumentanskaffelser.«

I et løssluppent højtlydt kaos af stemmer afbrød alle hinanden.

»Hvem deltager ellers i det? Hvem er Harene? Hvad er deres planer?«

»Jeg har jo allerede sagt, at det er kun Connolly, der kender aktivisterne og deres dæknavne. De forbereder deres aktioner helt autonomt. Hunden kender kun de celle-ansvarlige.«

»Kender du nogen af dem?«

Mulhern tøvede. Selvfølgelig kendte han dem. Det var Hundens sidste sikkerhed, skulle alt gå galt. Den eneste, som Hunden havde ubetinget tillid til.

Da O`Brien efter det sidste møde i militærrådet for fire måneder siden havde henvendt sig til ham, spurgte Mulhern ham, hvorfor han ikke involverede hele rådet. Drejede det sig som sædvanligt om, at yderligere en skulle informeres, eller ville han derudover få mere at vide?

Hunden var ikke i så godt humør som sædvanligt.

»Eamonn«, havde han sagt, »jeg har i lang tid været overbevist om, at der sidder en forrædder i vores øverste ledelse, måske sågar i militærrådet. Jeg kan ikke bevise det, skønt der findes visse mistanker. Jeg kan hellere ikke risikere at udløse paranoia og klapjagt. Derfor er det kun Harene, onkel Chris og du, som ved noget om sagen. Det bliver blandt os. Skulle der ske noget med mig, har jeg brug for dig, for at du kan hjælpe dem så godt du kan. Overfor Harene er dit dæknavn Master McGrath.«

»Du godeste, Arthur«, sagde Mulhern og rystede på hovedet, »overdriver du ikke med alle disse dyre metaforer? Hunden, Harerne og nu også Master McGrath.«

O`Brien smilede bare. »Du ved endnu ikke noget som helst om Vindhundene, Eamonn. Nej, tillad mig bare min lille spøg. Jeg har hele mit liv været rebel og revolutionær, og det før nogle af os overhovedet blev klar over, at vi er revolutionære. Jeg er ved at blive gammel, jo det passer, uanset hvad du siger. Det lyder måske lidt patetisk, men jeg må sige dig, at jeg er overbevist om, at Irlands fremtid ligger i hænderne på folk som dig. I de tre år du var interneret i Long Kesh har du tilegnet dig en historisk og politisk viden, som jeg næppe har kunne tilegne mig i mine 40 år. Man regner mig godt nok for en af de ledende aktivister, men i bund og grund har jeg altid været en enegænger.

Jeg var for ung til de gamle og for gammel til de »unge vilde«. Du ved, at man allerede for år tilbage sagde, at jeg ikke var en rigtig revolutionær, men bare en anarkistisk Graucho-Marxist. Ja, det er sandt. Når de ikke kan se de morsomme sider af sagen, så op i røven med dem. Det er klart, revolutionen er ikke noget teselskab, og jeg er parat til at give mit liv, hvis det er nødvendigt. Men jeg forsøger at have det skægt på min egen absurde måde. Vi må kunne grine på vejen til skafottet. Kun døde fisk svømmer med strømmen.«

Denne side af O’Brien havde overrasket Mulhern ligeså meget som de folk fra bevægelsen, der kendte O’Brien. Men Mulhern udviste stor respekt for O’Briens intelligens, hans engagement og hans snildhed. Og nu havde de altså snuppet ham, og det så fuldstændig ud til, at han på ingen måde havde lidt af stikker paranoia.

Mulhern så sig om i lokalet. Det kunne sågar være en af de tilstedeværende. Godt nok havde han afsløret onkel Chris’s identitet, men han ville med djævelens vold og magt holde på sin viden om Harene og Vindhundene.

»Det er alt, hvad jeg ved«, løj han.

Tuatha, folket fra de gamle irske sagn, der tidligere havde været i Clontarf, så til og smilede.

Kort efter var mødet slut, uden at man var kommet til en endelig afgørelse om noget som helst. Conlon havde besluttet, at en af deres mænd måtte tage til Californien og opsøge Chris Connolly. Forhåbentlig kunne man gøre det klart for den gamle mand, at nu hvor Hunden sad inde, havde militærrådet taget sagen i egen hånd og måtte derfor vide navne og dæknavne. Hvis ikke, fandtes der midler og muligheder for at få folk til at tale. Harene ville man kalde tilbage. Hvis det ikke var muligt, måtte de elimineres!

*

Moss Thierney forlod mødet og kunne mærke, at han trods alt havde 65 år på bagen. Han afslog tilbuddet om et lift til byen og steg istedet på lokalbussen. Tyve minutter senere befandt han sig på Fenian Gun, en pub i det nordlige Dublin. Den første han ringede til, var hans søster, der var enke. Han ringede til hende hver eneste aften, når han var på ’forretningsrejse’.

»Hvordan har I det?«

»Hun er blevet noget roligere« svarede hans søster. »Hele dagen havde hun smerter, men morfinen hjalp. Nu sover hun«. En kort pause. Så: »De må snart operere, hvis hun skal have en chance, det ved du godt, ikke Moss?«

»Jeg ved det, Maura, jeg ved det. Jeg skal sørge for det. Der findes disse kirurger i New York. Jeg er ved at samle pengene sammen. Hils hende mange gange fra mig, jeg er tilbage imorgen aften.«

Han lagde på.

Maura snøftede, lagde røret på og lavede endnu en kop te. Stakkels Maurice, tænkte hun. Han ligger stadig under for sine illusioner. Nora kommer aldrig til at forlade dette rum, kun i en kiste. Endnu snøftende kastede hun et sidste blik på sin sovende svigerinde, slukkede lyset og tændte for fjernsynet. Den sene nyhedsudsendelse var igang, og speakeren talte om en eksplosion i en bank i London.

I baglokalet på Fenian Gun sad Tierney og O’Gorman, pubbens indehaver, også og lyttede til de sene nyheder. Personalet var ved at rydde op og O’Gorman nippede til et glas Powers, mens Tierney slubrede en kop te i sig. Matt O’Gorman var en gammel kammerat. Han og Tierney havde begge været interneret i Curragh-lejren i 40’erne. Han gestikulerede vildt foran fjernsynsskærmen.

»Var det os, Moss?«

Tierney sad og tænkte på Nora. Nora med de lysende øjne og den kække mund. Nora hans kæreste, hans kærlighed - nu i 40 år. Nora som langsomt blev ædt op af kræft, mens disse forbandede læger ikke kunne finde ud af at gøre noget som helst. Nora... han så op.

»Jeg ved det ikke, Matt. Ved Gud, jeg håber det ikke«.

O’Gorman så overrasket på sin gamle ven. Begge var de gamle IRA-kæmpere og begge havde de i 1938 deltaget i Sean Russels fejlslagne bombekampagne i England.

»Hvorfor dog ikke det, Moss? Vi må da håbe på, at drengene havde heldet med sig og lavede en fuldtræffer«.

Tierney trak på skuldrene. »Det kan godt være, Matt. Jeg er ked af det, men jeg ved ikke, hvad der er op og ned lige nu. Kan jeg låne telefonen?«

»Ja, selvfølgelig. Jeg gør lige kassen op. Tag bagdøren når du går. Du kender jo vejen. Pas på dig selv og kom godt hjem.«

*

I kontoret hos Argos Import & Eksport i Ballsbridge, Dublin ringede telefonen. Det var lidt over midnat og kontoret var lukket for længst. Efter den tredje ringetone blev et modul aktiveret og stillede opringningen om til et baglokale i den britiske ambassade, der lå et stykke længere nede ad gaden, tæt på Dublins Kongelige Hestemarked.

»Det irske kløver står til rådighed«. Der lød et par klik og via de hemmelige britiske SIGINT-satelitter blev meddelelsen sendt over et relæ til Cheltenham i England, og derfra til hærens efterretningstjeneste i Maresfield. En efterretningsofficer tog røret og tændte for båndoptageren.

»Det er Emerald her. I aftes var jeg for første gang med til rådets møde. Onkel Chris er Chris Connolly. Bor nu i Hollywood, Californien. Papirerne på ham må være et eller andet sted i jeres arkiv. Han var interneret i Belfast i 1943«. En pause. »Hør engang, jeg har brug for penge«.

»Ikke noget problem. De bliver deponeret i Dublin imorgen. I Dollars. Var der mere?«

»Nej, jeg ringer igen om tre dage. Sørg for at pengene er der«.

»Roger, Emerald«.

Muldvarpen lagde på, gik ud på toilettet og kastede op. Han tørrede omhyggeligt sit ansigt af med det snuskede håndklæde og gik hen mod bagdøren.

»Er det dig, Moss?" Alt iorden?«

»Ja, Matt, tak. God nat«.

»Hils Nora. Vi ses. Hav det godt«.

Læs fortsættelsen...

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce