Annonce

25. oktober 2003 - 12:07

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 14

Hunden – en sammensværgelse,

kapitel 14: San Francisco Blues

af Sean McGuffin

oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

San Francisco

»På gensyn, Ms. Bogart.«

»På gensyn, Mr. Hennessey, og god weekend.«

Charles »Chuck« Hennessey II smilede eftertænksomt. På vejen ned fra 20. etage på Embarcadero 2 tænkte han på den nye sekretær. Smukke ben, syntes han, men hendes bryster kunne nu godt tåle en smule silikone. Han forlod elevatoren i garagekælderen, gik hen til sin BMW og steg ind. Motoren brummede, stereoanlægget drønede. Han trådte speederen i bund og jog bilen op ad udkørselsrampen, drejede til højre ned ad Clay Street i retning af motorvejen.

Det var fredag eftermiddag, klokken var 15 og Hennessey forlod reklamebureauet tidligt for ikke at sidde fast i myldretidstrafikken. Ms. Bogart måtte blive på kontoret til kl. 17.15 og derefter underkaste sig den rædselsfulde tur med sporvogn gennem byen, men Chuck Hennessey kunne som medejer af det ansete reklamebureau Higher & Hier selv bestemme over sin tid. Startede arbejdsdagen kl. 10.00, derefter to timers frokostpause hos Taddich og tidlig fyraften. Chuck Hennessey havde klaret det.

Chuck var i godt humør, da BMW’en susede hen over broens nederste dæk og gennem tunnellen under Treasure Island, marinens afspærrede militærområde midt i bugten. Udsynet over bugten var overvældende som altid. Bådene vuggede ind i weekenden, deres mangefarvede sejl stak op over det kolde, blå vand. Da han ved den anden bue på broen kørte i retning af Highway 24 kastede han et blik i sidespejlet og så de spøgelsesagtige tårne på skyskraberne i finansdistriktet og toppen af Trans-Am-pyramiden, der så ud som om den svævede over de sidste tågeskyer, solen endnu ikke havde fortrængt.

Solen brændte på East-Bay-motorvejen, da han kørte hjem gennem Caldicott-tunnellen og County Contra Costa. Der var ikke meget trafik og 25 minutter efter, han var taget afsted fra kontoret, kørte han ind i den lille bebyggelse Orinda, mens Eric Burdon fremstammede »San Francisco Nights« i stereo. Om fem minutter var han hjemme. Om fem minutter ville han møde sin skæbne...

Ved Safeway-supermarkedet drejede Hennessey til højre ad den smalle Camino Sobrante, hvor træerne stod tæt på begge sider af vejen. Han satte farten ned og trillede forbi County-Club, kørte op ad vejen til den lille sø, som han passerede til venstre for atter at sænke farten for ikke at køre ind i de forrykte joggere og deres hunde, som tilsyneladende rendte rundt om søen hele dagen lang.

Alle huse her var i luksusklasse og lå tilbagetrukket i deres haver. Luften var fyldt med lyden af hvislende plænevandingsanlæg, hunde der gøede, fugle som sang og den gryntende stønnen fra joggerne.

Han veg udenom en flok vilde hjorte, der ganske roligt stod og åd græs i vejkanten og drejede til højre ned ad den private vej ved navn Las Cascadas. Han stoppede op ved postkassen, tog et par breve og en håndfuld reklamer ud. På det sidste stykke af den fornemme vej satte han farten op. Vejen gik stejlt opad i kurver og bøjede ned mod vandfaldet, som vejen var opkaldt efter. Han parkerede foran sit hus. Hans ungkarle-rede. Hans træhytte.

Træhuset, der var dækket af blade fra de høje ege- og platantræer, var lille og fortryllende. Det lå ovenover slugten. Her oppe fra kunne man se ud over Cascadas-vandfaldet. Tidligere havde huset været tjenestebolig for de store spanske godser, som engang havde hersket i Orinda og Moraga. Oppe i træerne tumlede egern lystigt omkring, og blå, kæmpe hejrer skreg og snadrede. Det var et idyllisk gemmested i bjergene og samtidig kun en 1/2 times kørsel fra City. Hennessey havde købt huset efter sin skilsmisse og han elskede at leve her. Terrassen var ideel for hans weekend-fester og de unge sexede damer, som kom og gik var ligeså begejstrede for den luksuriøse indretning som for husets rustikke charme.

Han ledte efter nøglerne, åbnede indgangsdøren og tog flere trappetrin op ad gangen. En drink, et brusebad og måske et par »streger koks«. Så kunne han hengive sig til aftenens udartende glæder og fornøjelser.

Han kastede sin lædermappe på køkkenbordet. Da han gik hen mod husets bar i stuen, hørte han den klikkende lyd. Først nu så han den. Den forekom ham bekendt. Det var hans Walther P. 38. Hvad der forekom ham mindre bekendt, var ansigtet over den hånd, som rettede pistolen mod hans bryst.

»God aften, fætter«, sagde Tim Kelly.

»Endelig mødes vi…«

Orinda

»Sæt dig, fætter. Tag noget at drikke. Du har det da smukt her. En vel udrustet bar og så disse interessante kemikalier«.

Chuck sank ned i sofaen, tog imod den Scotch han blev tilbudt, drak en slurk og forsøgte at begribe, hvad det var, der foregik.

Kelly sad rolig og afslappet over for ham. Han sænkede pistolen og nippede af sin drink. Det var tydeligt, at han havde været her i lang tid og var begyndt at føle sig hjemme. Videofilmen Dommer Roy Beans liv og virke løb over skærmen. Chucks video.

Hennesseys forråd af kokain og joints lå spredt ud over aztekerbordet af sten. Den næsten tomme flaske Scotch og et halvtomt isbæger stod på bordet ved vinduet, illumineret af en stråle fra den nedgående sol. Hans Ruger Mini-14 gevær stod lænet op ad hjørnevæggen.

»Hvem fanden er De? Hvordan er De kommet ind her? For helvede, hvad er det, De vil?«

Spørgsmålene skød ud af Hennessey. Kelly smilede.

»En ting ad gangen, fætter. Skal jeg ikke først præsentere mig selv? Jeg er virkelig din fætter. Timothy Kelly fra Belfast. Min far Danny var din gamle Hr. Anthony’s ældre bror. Jeg er ked af, at Tony har åndet ud for sidste gang. Nå ja, men det ser jo ud til, at han har sørget godt for dig. Hvordan går det for lille tante Maureen? Men hvorfor spørger jeg dig så dumt. Har jeg måske ikke talt med hende her til morgen og har hun måske ikke fortalt mig, at du overhovedet ikke er nogen omsorgsfuld søn. Har ikke besøgt hende i over en måned, har ikke ringet til hende i en hel uge. Sådan opfører man sig da ikke overfor ens ældste slægtninge, og slet ikke overfor ens egen mor. Du skulle skamme dig!«

Hennessey forsøgte at afbryde ham, mens gæsten fejede hans indvendinger bort med pistolen.

»Nej, lad mig tale ud. Jeg ved, det er et lille chok, at jeg dukker op her og trænger mig på uden at have anmeldt min ankomst. Jeg må tilstå, at jeg i morges henne fra træerne iagttog dig, da du tog afsted. Du så ud til at være langt væk i dine egne tanker, og derfor vovede jeg ikke at forstyrre dig. Du kørte væk og jeg gik ind i huset. Det var pænt af dig at gemme ekstranøglen på verandaen. Jeg så mig lidt omkring og gjorde det hyggeligt. Som jeg sagde før, du har det smukt her.

Undskyld, jeg er ikke særlig gæstfri. En joint, en stang til næsen, eller en Scotch? Føl dig bare hjemme. Da vi nu skal til at bo sammen, behøver vi jo ikke være så formelle. Og du skal ikke være bekymret for lille tante Maureen. Hun har det godt. Da du i så høj grad har svigtet dine pligter som søn, har jeg arrangeret det sådan, at der er nogen, som gør hende selskab og rejser lidt sammen med hende, mens vi to lærer hinanden bedre at kende.«

Hennessey for op, sank så ned igen og rystede lidt på sin drink, da ireren afsikrede pistolen.

»Jeg har jo sagt, du ikke skal afbryde mig. Bliv siddende helt rolig og jeg vil forklare dig alting. I den kommende uge vil du af fire gode grunde gøre, hvad jeg giver dig besked på.

For det første, en opringning til strisserne og hopla, du bliver taget. Dine fingeraftryk er både på kokain-etuiet og på vægten. Det her er mere end 5 gram. Dermed er du en dealer og ikke kun en, der sniffer ved særlige lejligheder. Det giver 1 år eller i det mindste en stor bøde, og dit dejlige job samt din smukke bil bliver du også skilt af med.

For det andet har jeg kigget lidt i dine papirer, som du var så sjusket ikke at låse væk. Som jeg ser det, er et tip til skattemyndighederne nok til, at du ordentlig kommer til at jogge i suppedasen.

For det tredje, hvis du ikke gør, som jeg siger, ender du i en ligvogn – har du nogensinde været i et lighus? Nej tak, jeg ville nu heller ikke besøge sådan et sted pga. en pervers nysgerrighed.

For det fjerde og som det sidste har mine venner og kammerater, som det måske er gået op for dig, din mor i deres varetægt.

Men selvfølgelig vil du ikke samarbejde af nogle af de tre først nævnte grunde, men ud fra familiær loyalitet, ikke sandt ? For øvrigt har briterne dræbt din onkel Danny, min far. Vidste du det ikke ? ’79 med en gummikugle, hvorpå der stod Made in America. Men det kan du da virkelig ikke gøre for. Det var på vej hjem fra pubben, han gik helt i sine egen tanker, da svinene skød ham ned et par meter fra hans hus. Af ren og skær kedsomhed. De kommer hurtigt til at kede sig, ved du.

Hvor om alting er, så skulle velstanden og din nasale selvbedøvelse have korrumperet dig så meget, at din ansvarlighedsfølelse overfor din klan er forsvundet. Husk lige punkterne 1 til 4.«

»Du bluffer«, stammede Hennessey.

»I har ikke kidnappet min mor, eller? Ve jer, hvis...«

»Jeg ved det, hvis vi krummer så meget som ét af hendes grå hår ogsåvidereogsåvidere. Okay! Jeg har ingen tid at spilde. Her, ring til hende! Men glem ikke, at jeg har dig i min hule hånd.«

Kelly rakte ham telefonen og så til, mens hans fætter ringede op. Det ringede fire gange, så var der forbindelse.

»Mor?«

»Charles, er det dig, Charles? Der er en ung mand, som...«

Samtalen blev afbrudt, og en anden stemme lød i telefonen, en stemme fra Belfast.

»Det er nok. Ingen grund til bekymring, din mor er på en lille udflugt. Der sker hende ingenting, forudsat at du gør, som din fætter siger.«

Forbindelsen blev afbrudt.

Chuck lænede sig tilbage. Det kunne da ikke være rigtigt. Et mareridt, det var det. I lille søvnige Orinda skete der ikke sådan noget.

Kelly smilede en smule hånligt til ham.

»Er du så småt ved at fatte det ?«

Inderst inde tænkte han: Det går da alt for nemt. Den fyr er en idiot.

De seks timer Kelly havde tilbragt i huset, havde han ikke ligget på den lade side.

Han havde brugt mindre end en halv time for at klemme telefonkablerne sådan sammen, at ligegyldigt hvilket nummer Hennessey ringede til, så ville han blive forbundet med telefonsvareren, der befandt sig i soveværelset. Tidligt om morgenen havde han ringet til fru Hennessey, hvis nummer han havde fået fra den almene telefonoplysning. Han havde bekræftet overfor hende, at hun i lottospil havde vundet en rejse for to til Reno, og at de flybilletter og hotelreservationer, som hun ville modtage med posten, virkelig var ægte. De gjaldt imidlertid kun i en uge og hun måtte indenfor 4 timer være i lufthavnen. Kunne hun klare det?

Naturligvis. Maureen havde i hele sit liv endnu ikke vundet noget som helst og hun kedede sig. Den glade enke ville ikke gå glip af en gratis rejse som denne. Mens hun pakkede, ringede hun naturligvis til sin eneste søn.

»Charles, er det dig, Charles? ( Der er sket noget vidunderligt... slettet). En ung mand har...(netop ringet. Jeg har vundet en rejse for to personer til Reno. Vil du ikke tage med mig?... slettet)«. Derefter havde Kelly udstødt truslen med et lommetørklæde for munden. Det var ikke ligefrem særlig professionelt gjort, men som han formodede var hans dilettantiske fremfærd nok til at forvandle den ikke alt for kvikke Hennessey til den rene elendighed.

»Hvad skal jeg gøre for dig?«

»Det lyder straks meget bedre, fætter. Først slapper du helt af. Jeg mener det alvorligt. Drik en smule, eller snif lidt. I den kommende uge går du ingen steder. I morgen tidlig ringer jeg til dit kontor og fortæller dine kollegaer, at du ligger i sengen med influenza. Eller vil du hellere have, at jeg siger, du har fået aids eller herpes? Som du vil, du gamle. Det er jo super, mand! Det eneste du skal gøre, er at lægge dig på din flade og blive høj. Måske kommer du til at køre lidt rundt ind i mellem. Tag roligt lidt i næsen. Tag ikke telefonen – den fungerer alligevel ikke. Lær din gamle fætter at kende. Tilbage til dine rødder, lev en lille smule – åh ja – og hold din mund, når du er klar over, hvad der er godt for dig og den betagende Maureen!«

Avenue District

Fats Dolan var ved at tørre bardisken af med en snavset klud, da MacIntyre og hans kumpaner trådte indenfor i klubben. Fats gjorde det nu ikke, fordi han havde sans for hygiejne, det var bare en refleks. Klokken var elleve, han havde tømmermænd og voldsom hovedpine. De kininpiller, lægen har ordineret ham, virkede ikke endnu.

Dolan var en San Francisco-original, hvilket egentlig var en mild betegnelse for denne 55-årige kvindehader fra Dublin, som altid var i dårligt humør. I over 20 år havde han kørt Molly-Maguire-klubben i Avenue District.

Dolan gik for at være irsk patriot. Hans værtshus var dekoreret med blegnede kopier af proklamationen fra 1916 samt plakater med billeder af de døde sultestrejkende fanger. Hans jukebox havde kun irske plader

Aften efter aften slubrede ølkrus-patrioterne deres Guiness i sig her, alt imens de hånede det britiske imperium. Det var slet ikke noget spørgsmål: Fats hadede briterne, det var der ingen, som var i tvivl om. Når han var kanonstangdrukken, som han kaldte det, hvilket som oftest skete et sted mellem kl. fire om morgenen, når han rejste sig for at lave regnskab og drak videre alene i den lukkede pub, og kl. tretten, når han gik til frokost og golfspil sammen med sine drukvenner, for til sidst omkring kl. enogtyve at falde bevidstløs om i sengen i sin bolig over pubben, så hadede Fats alle og enhver, inklusiv sig selv.

Nogle af de journalister og fallerede skribenter, der hørte til værtshusets stamgæster, forsøgte ved lejlighed at diskutere »sjælenes mørke nat« og »eksistentialistiske øjeblikke« med ham, men sådanne problemer kendte Fats ikke noget til. »Humbug«, var som regel hans reaktion. ”Forsvind ud af min pub, elendige nasserøve!« Eller han blandede deres drinks og frydede sig, når de kastede op.

Men takket være omtalen fra nogle af journalisterne og takket være den kendsgerning, at værtshuset tiltrak en broget flok af folk, lige fra irsk-amerikanske Noraid-sympatisører til kunstnere og litterære daglejere, så gik Fats alligevel for at være en »original«. Herb Caen, San Francisos sladderspalte-skribent, skrev regelmæssigt om ham, pubben gik godt og blev nævnt i alle turistguider om byen.

Irerne ville nu have droppet pubben fra dag til anden, hvis de havde haft kendskab til en væsentlig omstændighed. I ti år havde Fats Dolan været stikker, meddeler for FBI i San Francisco.

MacIntyre, Butch og Sammy vidste det heller ikke. De var på weekendferie fra træningslejren Presidio og var tilfældigvis kommet til byen ved bugten. Aftenen før havde de drukket sig fulde på Edinburgh Castle, en skotsk pub i nærheden af Polk Street og de havde tilbragt natten sammen med nogle ludere, de havde samlet op i Tenderloin District. Stangstive og fortumlede som de var, havde nattens langfingrede damer haft let spil og i morgendæmringen var de smuttet med Sammy’s pung fra det snuskede hotel i O’Farrell Street.

Mac og Bud havde dog stadig penge, ubarberede og udmattede søgte de tre nu efter vådt til ganen samt hævn – i nævnte rækkefølge. Da de glædesløse glædespiger, som havde ødelagt deres fornøjelsestur ikke stod til rådighed, og luderne i San Francisco plejede at sove længe, måtte irerne i stedet finde sig i at blive objekt for deres hævnbegær.

Fra en udgave af Bay Guardian fandt de frem til, at der indenfor en radius af seks husblokke befandt sig otte irske pubs, deriblandt Ireland’s 32, Abbey Travern, Starry Plough og Molly Macguires. Med den lejede bil kunne man let kommer derhen.

»Tre krus Budweiser, Fats«, knurrede MacIntyre og smed en tyver på bardisken.

Dolan tørrede videre og lod som om, han ikke havde hørt noget som helst. Barens øvrige gæster drak roligt videre og ignorerede gruppen på tre.

»Kom nu, Mac, vi sætter os. Jeg henter øllet«, overtalte Butch ham, da hans behov for alkohol var stærkere end hans lyst til slagsmål.

I hvert fald lige i øjeblikket. Sammy førte skotten hen til et bord ved siden af jukeboxen, mens londoneren gik tilbage til bardisken.

»Tre Buds, mester. Tag dig ikke af min kammerat, han er stadigvæk oppe at køre«.

”Selvfølgelig, Sir«, strålede Dolan, skønt hans små griseøjne funklede lumsk, mens han tappede øl i krusene. To muskuløse byggearbejderne, der netop var kommet hertil fra Sligo, så spørgende på Fats, der blinkede til dem, da Sammy gik over med ølkrusene.

»Her, Mick«, sagde Fats og smed en jukeboxmønt over til ham.

»Lad os få lidt musik. Hvad med A 48 og C 20?«

Den lavstammede landsmand smilede. Gode, gamle Fats forstod sig på at sætte løjer i gang. Han kastede mønterne i, trykkede på tasterne og tonerne fra IRA’s geværer drønede ud af den slidte jukebox.

Fortsættelse af Modkrafts føljeton følger næste weekend

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce