Annonce

8. november 2003 - 13:16

Hunden - en sammensværgelse, kapitel 16

Hunden, 16. kapitel

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgård Hansen & Alfred Lang

»Et fornuftigt menneske tilpasser sig til sin omverden, et ufornuftigt menneske derimod forsøger at tilpasse sin omverden til sig. Dermed er ethvert fremskridt afhængig af de ufornuftige mennesker.«

(George Bernhard Shaw)

»HVIDE BASTARDER - IKYM660«. Mens hans kollega forgæves forsøgte at få noget ud af folkene på gaden, ringede Ramirez til bilregistreringskontoret for at få navnet på bilens ejer. Inden der var gået fem minutter spyttede computeren et navn og en adresse ud. Charles Emmett Hennessey, 52. Las Cascadas, Orinda.

Orinda? Ramirez studsede. Det var kun rige folk, der boede i Orinda. Det var godt nok ikke uden grund, at Coco County gik for at være Californiens tosseanstalt, men der var endnu ikke blevet udkæmpet nogen dødelige bandekrige dér.

Hvorom alting er, turen derhen ville højst tage 15 minutter. Det var en hurtigt beslutning helt for egen regning, men enheden havde jo en vis selvstændighed. Da Oaklands regulære politi samt en ambulance med hylende sirener dukkede op, vendte han sig mod sin adjudant William Basso.

»Kom, Billy, det må vi lige tjekke ud«.

Skyderi i Orinda

MacIntyre havde ventet bag huset, skjult bag træerne, indtil BMW’en med Kelly og Hennessey var trillet hele vejen op ad indkørslen. Han var fulgt efter Kelly, efter denne havde taget afsked med Nagle ved Embarcadero i San Franciscos indre by. Der var ikke ret meget trafik, og da Kelly ikke var vant til at køre på californiske motorveje, var det en relativ nem leg for MacIntyre at hæfte sig på ham.

Vejen førte over Bai-broen, op ad rute 24 og ind i Orinda. Da skotten så på gadeskiltet, at Las Cascadas var en blind vej, parkede han ved siden af søen, og gik videre til fods.

Til slut fandt han BMW’en, der var parkeret ud for det sidste hus på vejen for enden af en stejl indkørsel. Det lille hus, der lå helt for sig selv, var omgivet af træer. MacIntyre havde banet sig vej rundt om vandfaldet, og var gået i position bag huset. Derfra kunne han observere alle, der kom og gik ud og ind ad huset. Han havde stået og overvejet de næste skridt, da hoveddøren blev åbnet og Kelly skubbede en mand ud foran sig, mens han truede ham med et våben, gav ham håndjern på og tvang ham til at køre afsted.

Inden der var gået tre minutter, var MacIntyre indenfor i huset. Via bagtrappen kom han op på altanen og slog et vindue ind. Ved en kort gennemsøgning fandt han Ruger-geværet, som dovendyret Hennessey havde brugt til jagtgevær. Han tog en Scotch, og plantede sig på altanen i eftermiddagssolen. Fra denne position kunne han se enhver, der kom op ad indkørslen, men der var ingen, som kunne se ham på grund af de blomstrende buske og orkideer, der omkransede altanen.

Fugle kvidrede i træerne over ham, egern hoppede fra gren til gren i det gamle kastanietræ og tog slet ikke notits af den urokkelige skotte. MacIntyre indstillede sig på en lang ventetid. Han vidste ikke hvornår, men før eller siden ville de komme tilbage, og han ville tage imod dem med maner.

*

Phil kørte op ad indkørslen, parkerede den lejede Toyota i garagen ved siden af huset, og gik ad fortrappen ind i huset. Hun regnede ikke med, at Kelly ville være tilbage indenfor den næste times tid. Men frem for alt havde hun ikke regnet med det karateslag i nakken, MacIntyre gav hende med fuld kraft.

Hun besvimede.

Da hun kom til sig selv et par minutter efter, var det første hun så, skottens ondskabsfulde skelen, da han sad i sofaen overfor hende og vippede Ruger-geværet frem og tilbage i sine enorme arme. Hendes hænder og fødder var snøret sammen med plasticreb, som smertende skar sig ind i hendes hud.

»Nå, vendt tilbage til de levende?«

Snart er du færdig din beskidte luder, tænkte MacIntyre med et sadistisk smil. Han glædede sig allerede over sin triumf. Mediernes opmærksomhed.

Belønningen. Den uundgåelige forfremmelse. Hele den britiske efterretningstjeneste var på jagt efter Cuchullain-birgaden, og hvem havde fanget dem? Den skide kaptajn Jock MacIntyre.

Han frydede sig over forestillingen om, hvorledes disse højrøvede, indbildske Oxford-Eaton-aber ville vride sig, når han vendte hjem og blev fejret som helt.

»Hvornår kommer din ven tilbage, din horekælling«, spurgte han, greb fat i hende og rev hendes bluse istykker med sine barkede næver og blottede hendes store bryster.

»Der er vel tid til lidt sjov«.

Phil spyttede ham i ansigtet, og faldt om, da han rasende slog hende på munden og der gik hul på hendes læber på grund af hans prangende Glasgow-Rangers-ring.

»Snot mig ikke til en gang til, din åndssvage ko«, råbte han.

»Jeg kender dig, din luder. Jeg har en fremragende hukommelse. Du var engang Eddie Doyles lille hoppe. Jeg og major Lloyd skød det svin, vidste du det?

Og nu vil jeg også skyde din nye ven, kammeraten til svinet Doyle, når han kommer tilbage«.

Der løb en tynd stribe af blod fra hendes læber, mens hun stirrede på

MacIntyre med et trodsigt og gennemborende blik. Han skulle lige til at slå hende igen, da han hørte BMW’en køre op ad indkørslen. Hurtig stoppede han et beskidt lommetørklæde i munden på hende, og stillede sig bag døren.

Kelly steg ud af bilen, lagde Uzi’en fra sig og rev Hennessey ud fra bagsædet. Han så Phils bil i garagen og kaldte på hende. Da hun ikke dukkede op, slog han hoveddøren ind og slæbte den stønnende Hennessey op af trapperne henimod stuen.

Indtil dette øjeblik var alt gået efter MacIntyres plan. Men Kellys sjette sans advarede ham, der var et eller andet galt. Måske kastede kelternes mytologiske legende »Tuatha« et blik herned.

Det var ikke Phils måde, slet ikke at reagere. Stående bagved Hennessey slog han døren til stuen op med Uzi’ens geværløb, så Phils lænkede, udstrakte ben på det dyre persertæppe og sprang tilbage i køkkenet, da der knaldede et skud fra MacIntyres gevær, som lagde Chuck Hennessey ned og slyngede ham ud i køkkenet.

»Smid pistolen Paddy, og kom herind med hænderne over hovedet, eller den lille luder her vil opleve ting og sager«.

MacIntyres grove skotske sprog gjorde Kelly hvidglødende af raseri. Et enkelt blik var nok til at fastslå, at fætter Chuck var kommet slemt til skade. Endu en kugle borede sig gennem den tynde trævæg, prellede af på køkkenbordet og ramte vinduet, der klirrende brast i tusind stykker, skræmte de små egern og forstyrrede den rustikale stilhed i Las Cascadas.

Hvem er den vanvittige skotte, tænkte Kelly. Hvad i helvede laver den brite her?

MacIntyre rev lommetørklædet ud af Phils mund og skar rebene over. Med den venstre hånd trak han hende op på benene og med sig ud på altanen. Med hans Ruger i højre hånd sigtede han mod døren.

»Hør efter, lille skat, sig til din ven, at han skal smide pistolen væk og

komme herud og give os selskab. Hvis han ikke gør det, skærer jeg din forpulede hals over!«.

Han trak sin kniv og ridsede hendes hals.

»Hurtig, skrub af Kelly!«, skreg Phil, da kniven skar en gang til.

»Slip hende!«, skreg Kelly, kastede Uzi’en på tæppet i stuen, og kom så selv indenfor.

MacIntyre smilede lumsk.

»Godt, godt! Timothy Skiderik Kelly. Meget langt fra Torfland, ikke sandt, din rotte«, triumferede han skadefro, mens han sparkede Phil om på gulvet og truede Kelly med sin Ruger.

»Din tåbe, Tim«, græd Phil »du skulle have flygtet herfra«.

Kelly smilede underfundigt.

»De tider er forbi, hvor vi løb fra noget som helst. Derimod kæmper vi nu på barrikaderne«.

Han kom pludselig i tanker om teksten til en gammel ballade.

MacIntyre skød ham i maven. Koldblodig, kalkulerende, med kolde øjne. Det morede ham at se blodet trænge gennem Kellys T-shirt.

Kelly sank om på gulvet og tilsmudsede Isfahan-divanen med blod.

»Kender jeg dig«, hvæsede han.

MacIntyre viste tænder og gik et skridt frem.

»Du har lige lært mig at kende, din møghund. Jeg og majoren har ordnet din kumpan, Eddie. Jeg har taget mig af din boss, den forbandede hund. Hans krop så ud som hakkekød bagefter. Og nu vil jeg ordne dig, bagefter vil jeg more mig lidt med din veninde. Jeg er MacIntyre, jeg dræber tumbede paddier for imperiet«.

Han tvang Phil til at lægge sig på divanen og afsikrede geværet.

»Det kan godt være, at de derhjemme foretrækker at fange jer levende, men hvorfor skulle jeg interessere mig for forskrifter fra en Marquis af

Queensbury«.

Phil, hvis hænder endnu var lænket sammen, rykkede ude af sig selv af vrede i tæppet med sine høje skohæle. Skotten tumlede bagover, geværet fløj op i luften. Lynhurtigt greb Kelly til pistolen i sin lomme, affyrede et skud og skabte dermed en tredje øjenhule i skottens abeagtige pande. MacIntyre vaklede og faldt bagover, slog ryggen mod altangelænderet, svævede i en stor bue seks meter ned i dybet og ramte pladask taget på sergent Tony Ramirezs bil, der parkerede foran indgangsdøren med hvinende dæk og hylende sirener.

Kelly krøb hen over gulvet, snuppede den kniv MacIntyre havde truet Phil med, og skar rebene om hendes håndled over.

»Kom så, ud herfra kære, se at komme afsted«.

Phil famlede sig op på højkant og forsøgte også at hjælpe Kelly på benene.

»Glem det mit barn, min time har slået. Her tag den«.

Han rakte hende Uzi’en og samlede sin Walther op fra gulvet.

»Tag bagtrappen fra altanen . Jeg holder dem tilbage. Na Reabhlodi

Abu! Jeg hilser Tuatha fra dig, uanset om du tror på dem eller ej«.

»Kelly, du er vanvittig!«, skreg hun, mens hun forsøgte at hjælpe ham på benene.

Han sank sammen med et smil på læben.

»Oh, Mavoureen, jeg er bange for, at ligesom Sean O’Dwyer har jeg trukket det korteste strå i dette spil. Slán!«

Phil indså, at hun ikke længere kunne hjælpe Kelly, vaklede ud på altanen og forsvandt ned af bagtrappen og ind i skoven. I dette øjeblik hørte hun Kelly skyde vildt med sin Walther mod indgangsdøren, og dermed tvang han Ramirez og Basso til at gå i dækning bag bilen, hvor de over radioen tilkaldte forstærkninger. Det sidste hun hørte til Kelly, da hun flygtede ned mellem træerne i retning af hovedvejen, var hans sitrende stemme:

»O giv dem hvad de har fortjent, slag på slag

Gør det af med dem, slag på slag

Gør plads for de stolte fenier«...

Phil nåede vejen og drejede mod nord. Femhundrede meter nede af Via De Las Croces standsede hun en bil, som tog hende med. Da hun efter at have kørt fem kilometer steg ud i Lafayette, berettede bilradioens nyhedsoplæser allerede om skyderiet i Orinda.

Hun stak sin Uzi i skuldertasken, børstede sit hår på banegårdens toilet og tog derefter lyn-toget ind til San Francisco.

Samtidig med at hun steg af toget på Embarcadero stationen på den anden side af bugten, var de enheder, der var tilkaldt som forstærkning og havde omringet ejendommen i Orinda nu igang med forsigtig at sluse sig indenfor i huset. Det seneste kvarter var der ikke faldet et eneste skud.

FBI-agenterne, der var blevet tilkaldt af lokale politifolk, fandt en

stendød Chuck Hennessey samt den bevidstløse og døende Tim Kelly, hvis blod sivede i strømme gennem hans T-shirt, der var det eneste, han havde købt under sit korte ophold i De forenede Stater. På blusen var der trykt en tekst: Hellere være død end være en kryster.

Udenfor sværmede de første fluer allerede omkring liget af den tidligere

kaptajn fra Hendes Majestæts britiske hær, Jock MacIntyre, som

redningsfolkene lagde på en båre, for kort tid efter at stille den fra sig i

lighusets modtagelseshal.

Denne aften var der indkaldt til ekstraordinær forsamling i

Lamorinda-ejendomsmæglerforening. Panikken bredte sig. Sådan en hændelse kunne have negative følgevirkninger på huspriserne i området.

Oppe i Reno sad tante Maureen stadig og spillede på enarmet tyveknægt. Den lykkelige kvinde vidste endnu ikke, at hendes eneste søn var død.

Læs fortsættelsen...

Hunden, indtil nu:

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Hunden – 14. kapitel

Hunden – 15. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce