»Danmarkskanonen er politikernes elitære fantasier om, hvad det vil sige at være dansk«

I dag udkommer den nye Danmarkskanon, der ifølge tidligere Kulturminister Bertel Haarder er:

»Et dannelsesprojekt skabt for at være mere tydelige overfor dem, der vokser op i Danmark, og dem der kommer hertil fra udlandet, tydelige med hensyn til, hvad dansk kultur egentlig er.«

Danmarkskanonen er et nationalistisk projekt, der skal bestemme, hvad det vil sige at være dansk. At udvælge og redigere fortællinger om vores fortid, har altid været en ideologisk og politisk kampplads. Den katolske kirke kanoniserede de hellige skrifter, som bestemte hvad det vil sige at være rettroende og op gennem 1800-tallet bestemte det offentlige museum hvad nationalstaten danmark er.

Den forhenværende kulturminister Marianne Jelved forklarede i 2014 med henvisning til museumsinstitutionen at:

»De første offentlige museer i Vesten blev etableret ud fra forestillingen om at uddanne befolkningen til at blive gode, dannede og oplyste borgere… Museer har med andre ord altid været dannelsesinstitutioner i samfundet«, skrev hun i udgivelsen Rum for medborgerskab.

De offentlige museer fungerede i 1800-tallet som platform for statens identitetspolitiske kampplads, men nu er museet blevet afløst af de lovgivende ministerier og uddannelsessektorens kanoner.

Det græske ord kanon betyder en autoriseret rettesnor. Og kanonisering kendes helt tilbage fra den tidlige kristendom, hvor de »kanoniske skrifter« har været centrale for forståelsen og udformningen af den kristne tro.

Den kristne kirke konstituerede deres magt gennem udvælgelsen af de rette skrifter i biblen, i 1800-tallet brugte den politiske elite det borgerligt dannende museum til at skabe nationalstaten og i dag bruges Danmarkskanonen til at bestemme »hvad dansk kultur egentlig er, overfor dem, der vokser op i Danmark, og dem der kommer hertil fra udlandet.«

Sammen med skuespiller Zaki Youssef har Tidsskriftet Marronage formuleret en kritik af den nye Danmarkskanon, der kan ses her 

Anders Foghs borgerlige kulturkamp

Anders Fogh Rasmussen erklærede i 2003, at det var »udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid, og det fulgte hans regering op med en officiel kanonpolitik.«

Det førte til et årti, hvor kanoner blev indført på stribe i vores uddannelsesinstitutioner. Vi fik en Dansk litteraturs kanon i 2004, Kulturkanon i 2006, Historiekanon ligeledes i 2006, Demokratikanon i 2008 og Naturkanon i 2009.

Historiekanonen fra 2006 var dels en hyldest til mindesmærker og personligheder, der skulle opdyrke fædrelandskærlighed, og dels var det et forsøg på at skabe en mytisk fortælling om Danmarks vej til velfærdsstat, demokrati og EU.

»Formålet var dobbelt. Dels skulle kanon-tilgangen puste nyt liv i et dansk-nationalt folkefællesskab – et fællesskab, der siden 1980erne var begyndt at gå i opløsning. Dels skulle den fremme en politisk-kulturel assimilering af ’de fremmede’ – de mange nye indvandrere og flygtninge, der var ved at gøre det åbenbart, at Danmark var i færd med at blive et multietnisk og –kulturelt samfund.« forklarer professor på RUC, Bernard Eric Jensen i bogen Heritage is Commoning, der kritiserer begrebet kulturarv.

»Læs artiklen Nationalstaten blev født sammen med det nationale museum« hos Baggrund

Historien om de borgerliges dannelsesprojekt

Helt tilbage i 1800-tallets Danmark begyndte en storslået identitetspolitisk praksis, hvor man igennem det nye offentlige museumsvæsen forsøgte at danne befolkningen.

Den dannelse, man tilstræbte, var et udtryk for de borgerlige dyder og normer, og var rettet mod de nederste klasser. Man kan se det som et civiliseringsprojekt. Og den brede befolkning blev kun repræsenteret i det omfang, den kunne understøtte den ideologiske teleologiske historiefortælling.

I en tid præget af sociale revolter og spirende arbejderkampe skulle museet opdrage arbejderklassen til at blive ordentlige samfundsborgere.

Sociale problemer skulle afhjælpes gennem borgerlige værdier indlagt i adfærdsmæssige koder. Museet blev indrettet på en sådan måde, at det var imødekommende overfor befolkningen, samtidig  med, at man blev formet efter samfundets krav til offentlig opførelse uden f.eks. bandeord, spytten, slåskampe, spisning, beskidt skotøj og gambling.

Idéen til det borgerligt dannende museum har også forbindelser til oplysningstiden og de liberale ideer, der udsprang af den Franske Revolution.

De offentlige kunstmuseer, der opstod i denne historiske kontekst, var udtryk for denne ideologi, og museet fik rollen som beskytter af statens magt. Museet kom på denne måde til at afspejle eller materialisere staten og statens ideologi.

Så når den danske befolkning bliver inviteret til at stemme om særligt danske dyder og værdier, der skal opføres i en Danmarkskanon skal vi huske, at det er borgerligt ideologisk værktøj, og befolkningen bliver inddraget for at understøtte statens politiske fortællinger.

Danmarkskanonen er et identitetspolitisk værktøj, der skal bruges til at ensrette befolkningen.

Albert Scherfig og Yannick Harrison er medredaktører på Tidsskriftet Marronage, der beskæftiger sig med Danmark som kolonimagt - et ofte overset kapitel i dansk historie, og som første gang udkommer i 2017.

Læs mere om Tidsskriftet Marronage her