1. februar 2004 - 15:05

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 27

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse,

Kapitel 27: ’Danse macabre’

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

Midsommer gør os fri

Taoiseach fra Irland var en verdensmand, en venlig og dannet ål, som hans parti (desværre) anså for at være den bedste, de kunne byde på, når det drejede sig om at forhandle med briterne og deres europæiske partnere. Men en stor del af hans landsmænd og –kvinder foragtede ham og anså ham for at være en forrædderisk kollaboratør, en krybende spytslikker – beskyldninger han bestemt og fuld af selvretfærdighed ville tilbagevise til hver en tid.

Denne Taoiseach var ganske afslappet og egentlig i ganske godt humør, da han iklædt cowboyhat og –støvler hilste pænt på de flinke sikkerhedsfolk, der hjalp ham ud af limousinen og tog sig af hans bagage. Selv Pat O’Riordan, den forstyrrende inspektor, der aldrig veg fra hans side, slappede helt af, da han blev betaget af de smukke omgivelser. De store mammuttræer, der så ud til næsten af vokse ind i himlen, lagde en velsignet skygge over dem denne dag i middagsheden i Nordcalifornien.

Sammen med deres vært, den amerikanske senator fra den irske valgkreds, begav de sig ind blandt de nonchelant klædte rige folk og berømtheder og slentrede under de mægtige træer op ad den snoede sti til det fælles bygningskompleks, der var lavet som en kopi af det landlige jagtgods fra filmen Fangen fra Zenda - forbi en bar og en grillplads og forbi et enormt open-air teater, i hvis rundcirkel elektrikere hastede frem og tilbage for at forberede endnu en løssluppen fornøjelse, et såkaldt spejdershow. De steg op på et af områdets omkringkørende åbne ladvogne der udsmykket med et ugleemblem trillede roligt frem og tilbage på de mange stier og veje for at transportere medlemmer og deres gæster rundt på området.

Skovvejen, hvor vognen kørte afsted, førte forbi en lille sø, hvor dovne foreller nød den sene eftermiddagssol. I træerne sang og pippede fugle. De besøgende kunne høre, at der et eller andet sted var nogen, som spillede klaver, et blæserorkester var i gang med en prøve og et cocktail-party ville ingen ende tage. De mest indflydelsesrige herrer med ansvar for Big Business og statsledelse opførte sig som små drenge, tumlede gennem skoven, fiskede, drak, fortalte snuskede historier og pissede under åben himmel. Og der var altid en tjener parat, der sørgede for, at glassene var fyldt og tog sig af deres tossede idéer.

Premierministeren følte sig beæret over at være på dette sted, hvor han sågar var gæst i en af de allermest ansete camps, The Caveman’s. Præsident Hoover havde hjulpet med til at gøre denne camp berømt og den for længst diskrediterede, men endnu levende kujon Nixon og hans gamle garde havde ligeledes opholdt sig der.

»Hvad i alverden er det?« spurgte O’Riordan, og pegede på en træstatue, der var beklædt med en evangelisk præstekjole og en lille kvadratisk hat, og hvis pegefinger lå let presset mod læberne. Statuen stod ved bredden af søen, overfor ’Uglernes skrig’. Premierministeren tog taknemmelig mod en Scotch fra en af medpassagerene. En tidligere våbenhandler, hvis virksomhed ville kunne overtage hele den irske økonomi, hvis han ville. Han var iført Bermuda-shorts og en Hawai-skjorte i skrigende farver.

»Hvis min hukommelse ikke tager fejl, Seamus«, den store premierminister ønskede, at alle der hørte på skulle vide, at han en gang før havde været del af dette udvalgte selskab. »Er det en statue af denne lille skovs skytsengel, den hellige St. Johannes af Nepomuk, som 1393 på befaling af den gode Kong Wenceslaus, ja Santa Claus selv, blev druknet i Moldau, fordi han havde nægtet at åbenbare den utro dronnings skriftehemmeligheder. Tavs som graven var den gamle St. Johannes og ikke sådan en snakketaske som vores superforræddere nu til dags, der gør arbejdet lettere for jer, Seamus. Her er alle medlemmer forpligtet til at holde på hemmeligheder, og vi gæster ligeså.«

Inspektoren var for længst holdt op med at høre efter. Han stirrede forbavset på en procession af midaldrende og ældre herrer i mærkværdige kostymer. Mange var klædt ud som munke, andre som fodsoldater fra middelalderen eller som skovånder og elver, andre igen så ud som Robin Hood eller som sækkepibemajorer i kilt. Med plastikbægre og plastikspyd pegende mod himlen gik de i takt ned ad stien og sang i et øredøvende kor lejrens sang: »Bo-hee-mi-a, Bo-he-mi-ahh, dit hjem er heeeeeeer!«

O’Riordan rystede på hovedet. Han havde ikke troet, at der var noget, som kunne overraske ham længere. Voksne mænd! I hans 30 år i tjenesten, hvoraf han havde tilbragt 5 år som livvagt i forskellige lande, havde han ikke haft meget til overs for politikere i det hele taget, uanset hvilket parti de så var fra. Men sådan noget havde han endnu ikke oplevet. Voksne mænd, der opførte sig som små børn, tænkte han hovedrystende. Da han hørte, at han var den eneste sikkerhedsvagt, der fik tilladelse til at ledsage sin boss, havde han været overordentlig stolt og en smule opblæst. Nu misundede han resten af sine kollegaer, der de næste to dage var overladt til sig selv femogtreds kilometer syd for San Francisco. Såvidt han kendte sine drenge, ville de give den hele armen i de dunkle irske værtshuse og han måtte udføre sin tjenestepligt her, stokædru og nøgtern omgivet af rige, berusede fuldblodsidioter.

Hans høallergi begyndte at plage ham, da vognen nåede en lille bakketop og chaufføren råbte: »Caveman’s til venstre«, mens han pegede på en udsmykket træhytte, hvor Lawrence og Conart og Oppenheimer havde mødtes og lagt planerne for Manhattan-projektet og Amerikas første atombombe. Her havde Wernher von Braun, nazien fra NASA, tilbragt så mange somre. O’Riordans blik faldt på det gnavne, væmmelige, farlige ansigt på en mand, der – tilsyneladende omgivet af gamle bekendte – sad ved et bord af mammuttræ. Nej, det kunne da ikke være sandt! Jo, det var faktisk Tricky Dicky i egen person.

»Velkommen i lunden!« gjaldede et kor af stemmer.

Det er der da ikke et svin, der kan holde ud, tænkte O’Riordan.

heftig regn

El Tacomo er en lille lufthavn femogtreds kilometer nord for Sebastopol i Sonoma County. Der står et par skadedyrsbekæmpelsesflyvemaskiner og –helikoptere, men ud over de to hangarer, et skrabet kontor, som har set bedre tider og den slappe vindpose, er der næppe noget at se på. Nattevagten hed Ed Douglas. Jobbet fik han ikke mange penge ud af, men han indrømmede også gerne, at han ikke just blev overbebyrdet. Om dagen tappede han en smule benzin og fiksede et par småreparationer, om natten sov han på en feltseng i det lille kontor. Han havde et bærbart fjernsynsapparat og fordrev tiden med efteruddannelseskurser. Af og til kom en af kvinderne fra Monte Rio for at blive kneppet af ham når der ikke var fremmede i byen eller i Bohemian Camp. Men som regel var det et ensomt liv.

Ed, en firskåren, fed mand i begyndelsen af halvtredserne, med fugtige hænder og et smørret smil, var lykkelig i sit liv. Det kan godt være, der var nogen, som troede, at alt håb var ude for ham, men Ed vidste bedre. Snart ville han have nået sit livs mål og blive fjernsynsevangelist.

Klokken var 19. Han låste hovedporten. Der var ikke startet nogen flyvemaskiner herfra og der var heller ingen i vente. Ed havde fordybet sig i den sidste lektion fra Oral Swaggart fjernuniversitet, som han netop havde modtaget. Sikke noget tænkte han, mens han betragtede bogomslaget i skrigende farver. »Hvordan man tjener fedt på djævleuddrivelse«.

Et bilhorn afbrød hans lekture. Aftendæmringen var sat ind og han tændte lampen og kiggede ud gennem det beskidte vindue. Ved den aflåste hovedport kunne han skimte en udslidt lastvogn. Han lagde sin øvelsesbog til side, åbnede døren og gik stille og roligt ned ad den støvede sti.

»Jeg er ked af det, folkens, men det hele er lukket. Kom igen i morgen.«

»Det er da noget, du tror«, sagde Philomena Clarke alias Debbie Duncan og rettede sin Uzi mod ham. »Kom så, åbn porten!«

På knap ti minutter havde de fastlænket den forbløffede vil-gerne-være-prædikant, kappet telefonledningen og fragtet begge de to store tønder fra lastvognen ind i 6 personers helikopteren Bell Jet Ranger 206. På et par minutter fik Gallagher anbragt tændsatserne. Hans mangeårige uddannelse hos luftvåbnet i Fort Benning havde ikke været spild af tid. Helikopteren hævede sig op i luftlagene og forsvandt over træerne. Gallagher trådte for hårdt på sidepedalerne og helikopteren slingrede til begge sider.

»Hold dog op med det lort!« skreg Jackson, der var i gang med at ordne udløsningsmekanismerne på de to tønder. Gallagher lo.

»I skal ikke være bange, små børn, det er bare det gamle Hue-syndrom«.

Phil klamrede sig til de seler, der var fastgjort til jernrammen om den åbne dør.

»Nogen gange må jeg altså undre mig over dig, Gallagher«, hvæsede hun med sammenbidte tænder.

Månen steg op, ganske bevidst om sit eget værd, og vinden jamrede i træerne. Med halvfjerds knobs fart fløj helikopteren tæt hen over mammuttræerne i retning af Russian River.

FBI-manden Taylor kiggede på uret. Klokken var 20. Begravelsesceremonien skulle til at begynde. Han indstillede sin walkie-talkie og kaldte Rodgers, der var posteret ved hovedindgangen 800 meter væk. »Sker der noget?«

»Negativ. Fyrre mand patruljerer langs indhegningen. På de to eneste tilkørselsveje bliver alle kontrolleret . Inde på området er der yderligere 20 mand. Servicepersonalet er erstattet med vores folk. Virkelig, Sir, det hele er under kontrol.«

»Alt iorden« brummede Taylor i skægget. Taylor havde altid ret. Havde han ikke taget sig personligt af det hele? Gennem de sidste to uger havde han truffet alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og havde skændtes med de rige og arrogante uslinge, efter at han forgæves havde forsøgt at overtale Bohemian Hain klubben til at aflyse deres 14-dages party. Der var da også enkelte, klogere medlemmer af klubben, som pludselig havde andre presserende forretninger at tage sig af og derfor ikke kunne deltage i dette års træf. Nogle havde endnu den afskyelige Bilderberg-forbrydelse i frisk erindring , men flertallet tænkte overhovedet ikke på at lade sig diktere noget som helst af terrorister og slet ikke af regeringen.

Taylor var overbevidst om, at Clarkes og Gallaghers næste attentat ville være rettet mod Bohemian Hain, hvis de stadig var i Californien. Dette års tilstedeværelse af den irske premierminister forstærkede hans følelse på dette punkt. Men hvad kunne to efterlyste og dårligt bevæbnede egentlig stille op? Deres bandechef Moss Tierneys død havde frarøvet gruppen dets hoved. For en gangs skyld havde Rodgers ret. Formodentlig var de for længe siden landet i Canada. Men der var alligevel et eller andet, der foruroligede ham. Det kender man. Det klør mellem skulderbladene og man kan ikke klø sig der. Der var noget i rapporten om Gallagher, som foruroligede ham. Et eller andet om Vietnam.

Helikopterpropellernes knitren faldt ind i stilheden længere væk fra, og han blev iskold. Svindehunden havde været jagtfalk! Pilot i Hue! Han bandede højlydt, rev en Heckler & Koch ud af hænderne på en forbløffet agent og stormede i retning af søen.

Ceremonien var netop begyndt. Fra skyggen ved en af bakkerne hørtes klagesang. Mænd i knaldrøde kapper og røde, blafrende rober dukkede op. Nogle spillede musik, andre bar lysende fakler. Med en kiste, der symboliserede de dumme sorger og bekymringer, gik de i paradeoptog fra kasinoet ned til søen. Tilskuere betragtede det hele fra engen på den anden side af søen. Der var endnu femoghalvfjerds meter hen til det ti meter høje alter, der var udformet som en enorm ugle og på hvis skål af cement, der voksede mos. Et gravlys stod foran en sokkel. Skovnymfer og –ånder lurede i tågen, i det mindste ifølge Bohemians klubbens folklore. Måske var Tuatha også der iblandt.

»Overlad jeres sorger til flammerne og mist ikke troen på de hellige træer«, intonerede den højeststående præst, der 50 uger om året spillede præsident af Amerikas fjerdestørste bank.

»Hold da kæft!« mumlede Pat O’Riordan, da han stod bag den irske premierminister, der igen havde fundet en plads ved Richard Nixon’s side. De var begge bevæget af ceremonien. Den 37. præsident af USA fnøs. Premierministeren blev ligbleg. Når prostataen er dér, er alt åbenbart for sent, tænkte han.

Lyden af propeller lokkede agenterne ud af buskene. At flyve hen over det eksklusive rekreationsområde var forbudt. Der var ingen landingsplads for helikoptere, ikke engang for De forenede Staters præsident, selv ikke hvis han havde villet det. Nogle medlemmer blev fortørnede over helikopterlarmen, der nu overdøvede begravelsessalmen, det var for profant overfor den semi-religiøse ceremoni. Han gav sikkerhedsfolkene signal til højeste alarmberedskab.

Gallagher fulgte Russian River i 20 meters højde. Foran ham til højre kunne han se lysene. Mens helikopteren dykkede skråt nedad tjekkede Jackson udløsningsmekanismerne og placerede den sidste tændsats.

Under dem messede den høje præst, der var blind for, hvad der var i færd med at ske, videre: »Storartige natur, ved dit bryst kan man græde ud og finde tilflugt for tunge sorger. Vores bål venter på sorgens byrde«, råbte han, da et hornsignal forkyndte ankomsten af båden lastet med »sorger« og pseudogondolierene forsøgte at istemme en fælles strofe. »Kom med ilden!« kommanderede den høje præst og atten fakkelbærere trådte frem.

Den første tønde blev smidt ud fra 15 meters højde og eksploderede, da den ramte jorden. Det klæbrige petroleum sprøjtede ud over forsamlingen. Taylor kom som skudt ud af buskene fulgt af tre agenter, der fægtede rundt med deres geværer. Taylor affyrede en salve mod helikopteren, der drejede skråt nedad mod venstre. Jackson, der netop havde kastet tønden ud, faldt om, da kuglerne rev hans skulder i stykker. Mens Gallagher rev vildt i styretøjet og fløj nedad i spiral, skød Phil ind i infernoet under dem og ramte to sikkerhedsfolk og en brugtvognshandler, der tragi-komisk nok havde købt sin indbydelse af sin mere forsigtige svoger Ed Meese.

Da flammer rejste sig fra træerne, kugler fra FBI-agenternes geværer gennemborede helikopteren og gamle, slatne pengehajer og politikere, hvis tøj gik op i lys lue og brændende i panik kastede sig i den nærliggende sø, faldt Jackson bagover og ramte den anden tønde, beskadigede kablet og lod yderligere femoghalvtreds gallon napalm rutsje ned i flammehavet. Han tog sig til skulderen og sank sammen. Phil, der var fastspændt i en sikkerhedssele forsøgte at få fat i hans udstrakte hånd, men kunne ikke nå den.

Helikopteren slingrede stadig frem og tilbage og Gallagher forsøgte fortvivlet at genvinde kontrollen, da faldt Jackson ud og tønden efter ham. Han klarede ikke at svinge sig op på tønden ligesom Slim Pickens i Dr. Strangelove, og han havde heller ikke en stor Stetson-cowboyhat på, som han kunne vinke med, men Phil ville sværge på, at hun havde hørt ham le, da han styrtede i holocaust.

Den anden tønde ramte jorden, og eksplosionen var endnu kraftigere end den første. Brændende kroppe blev slynget ud i Bohemian søen, deriblandt Richard Milhous Nixon. Efter at ilden endelig var blevet slukket, fandt man i den kolde, grå aftendæmring hans forkullede lig, der svømmede rundt i søen som knudret drivtømmer med ansigtet nedad. Ved siden af flød den tidligere irske premierminister.

Helikopteren spyttede sort røg ud, mens Taylor, O’Riordan og udvalgte FBI-agenter skød efter den i mørket. Helikopteren strejfede nær træerne på den anden side af søen og slingrede som et såret uhyre med en gennemtrængende hylen ud i natten.

I Bohemian Hain fulgte den 10 meter høje træugle de sorger, der var blevet til aske, og kippede fremover og faldt på det symbolske bål. Gravlyset var blevet ødelagt i tumulten af klub-medlemmer, fordi alle disse herrer ville bringe sig selv som den første i søens relative sikkerhed. Spindende edderkopper spandt deres net, men sorgerne var i det mindste fordrevet. Ingen af de overlevende ville nogen sinde glemme denne usædvanlige aften i midsommerlig vanvid.

»Vi styrter!« råbte Gallagher. Skoven vækkede hans indre billeder fra Vietnam. Kuglerne peb stadig gennem nattehimlen, hvis mørke var blevet så brutalt oplyst af et erstatningsstof for produktet fra herrene fra Dow Chemicals, de stolte opfindere af napalm, hvoraf nogle krummede sig sammen dernede i ’danse macabre’.

Helikopteren, der var kommet ud af kontrol, tumlede tæt hen over de brusende mamuttræers toppe. Gallagher så det glimtende vand i Russian River, det lå som en sølvklinge mellem træerne og han forsøgte med en landing på vandet.

»Jeg klarede det, Ma, nu er jeg helt på toppen!« skreg han og lavede en crash-landing med Bell helikopteren.

Læs det næste – og sidste –kapitel i Modkrafts weekend-føljeton