Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
19. marts 2002 - 17:55

Med klaphat og Dannebrog?

Valg-chokket den 20. november har fået kravet om ”fornyelse på venstrefløjen” til at lyde fra nær og fjern. Keld Albrechtsen har uden større held forsøgt sig med en nyorientering af Enhedslistens EU-politik, og ikke mindst Dagbladet Information har ført an med en stort anlagt artikelserie om selvransagelse på fløjen. Derfor var det da også rammende, da ”åbningsprovokatøren” Ejvind Larsen lagde ud med at takke på vegne af bladet, fordi det var journalister derfra, som både fik lov til at indlede og – med Lars Mogensen i pølseenden – slutte af.

Arrangørernes ræsonnement var som følger: Højrefløjen har effektivt formået at tage patent på, hvad der er ”dansk”, og ikke mindst hvad der er ”udansk”. Venstrefløjen må derfor definere en alternativ, positiv danskhed, som kan sætte os i stand til at hugge dagsordnen fra højrefløjen og score stemmer ved næste valg.

Spørgsmålet er imidlertid, om man overhovedet kan tale om en positiv danskhed.

Danskhed ikke entydig størrelse

Lektor i etnologi på Københavns Universitet Tine Damsholt kvalificerede debatten med en introduktion til forskningen i national identitet, og hun opridsede nationalfølelsens skiftende betydning i dansk historie. Danskhed er nemlig langt fra nogen entydig størrelse, og går man blot lidt mere end 200 år tilbage, er begrebet næsten uden aktuel sammenligning.

I sidste halvdel af 1700-tallet var kærlighed til fædrelandet et spørgsmål om patriotisme, det vil sige loyalitet mod kongemagten. Det handlede ikke om at tilhøre et afgrænset kulturelt fællesskab. Da den danske konge ud over Danmark (inklusive Skåne) og Norge også sad på de nordtyske hertugdømmer, var det muligt for en samtidig ”tysk” undersåt at sige:

“Ich freue mich, dass Dänenblut in meinen Adern fließt“

(”Jeg glæder mig over det danske blod, som flyder i mine årer”).

Denne opfattelse af at tilhøre et multinationalt fællesskab med kongen som samlende figur er mildest talt anderledes en vore dages iscenesatte nationale klikedannelse med klaphatte, kolonihaver og dannebrog, og det var da også først med Grundtvig og andre, at den national-kulturelle vi-følelse, som hober sig op for tiden, lagde an til at blive et massefænomen. Dansk kultur blev ”folkelig”. Krigene i 1848 og 1864 blev afgørende begivenheder, der med Den tapre Landsoldat opstillede et nationalt ikon, jævne folk kunne identificere sig med. Og vel at mærke i opposition til det tyske, der udgjorde den store Anden, de fremmede, langt op i det tyvende århundrede.

Andelsmejerier og apartheidstat

Før Lars Mogensens ”afslutningsprovokation” skulle et panel forsøge at definere en positiv danskhed.

Blandt andre MF for SF Aage Frandsen forsøgte lidt vagt at opremse nogle ægte danske fænomener, vi trods alt kan være stolte af. Han nåede dog ikke meget længere end til andelsmejeribevægelsen (Arla!), før han måtte konstatere, at de fleste grundpiller i det danske samfund (parlamentarisk demokrati, menneskerettigheder, velfærdsstat osv.) er af udenlandsk oprindelse og udbredelse. Hvilket, som han tørt bemærkede, i øvrigt er kendetegnende for de ”danske” værdier, forhenværende indenrigsminister Karen Jespersens tænketank på området kom frem til.

Præst og flygtningeven Leif Bork Hansen valgte i stedet at rette et frontalangreb mod alle rester af idylliske forestillinger om fædrelandet, man måtte have. Han slog fast, at den nationale selvtilstrækkelighed i dag er i færd med at retfærdiggøre indførelsen af to sæt love: Et for ”danskere” og et for ”mennesker af anden etnisk herkomst”. Uden at bruge ordet afstak han konturerne til en apartheidstat, hvor nødstedte mennesker brutalt udvises til undertrykkelse og mishandling. ”Folkelighed er livsfarlig”, som han sagde.

Danskhed lader sig altså svært definere som andet end det modsatte af noget andet (som højrefløjen gør). Spørgsmålet er da også, om der overhovedet er en pointe i at forsøge. En god analyse er nationalismeforskeren Benedict Andersons, at nationen er et forestillet fællesskab, der har meget til fælles med religion (hans klassiker ”Forestillede fællesskaber” udkom på dansk i 2001). Det giver sjældent mening at forsøge at definere mere eller mindre ægte, nationale værdier. I stedet må man se på, hvordan mennesker forestiller sig at være forbundne – og ikke mindst adskilt fra andre. Og man må være klar over, at nationen af i dag er et moderne, historisk fænomen, der ikke nødvendigvis vil vare evigt.

Venstrefløjens projekt

Lars Mogensen, må jeg sige, viste sig som en positiv overraskelse. Han var den eneste af de tilstedeværende, der lagde afstand til danskheds-strategien uden at fremmane EU. Nu er han formentlig tilhænger af det projekt, men ikke desto mindre er vi enige på en række punkter.

Venstrefløjens projekt er ikke at finde inden for rammerne af den danske endsige andre nationalstater. Det er måske rigtigt, at ”globaliseringen” skaber en ekstremt mobil elite, der lever et liv i lufthavne og overskrider alle kulturelle barrierer, og at befolkningerne efterlades fremmed- og fremtidsangste tilbage. Men at blive ved med at holde den danske velfærdsstat op som bolværk mod det globale marked (i skikkelse af EU eller andet) er og bliver en defensiv kamp, der kun levner rum for at handle som svar på initiativer fra globale kapitalkræfter.

Og samtidig har blandt andet EU-modstanden en umiskendelig bismag af nationalisme, uanset om man vil være ved det eller ej. Det var ikke kun fordi, massemedierne styres af borgerlige journalister med endnu mere borgerlige redaktionschefer, at Pia K. kåredes som ØMU-afstemningens dronning. Store dele af EU-modstanden har bidraget flittigt til den mudderpøl, som højrepopulisterne trives i. Men alternativt tror jeg heller ikke, at venstrefløjens fremtid ligger i Bruxelles. Der sker langt mere spændende ting omkring Verdens Sociale Forum i Porto Alegre og ved topmødemobiliseringerne, senest ved EU-topmødet i Barcelona.

Hold på kronen, nej til unionen?

Nej til kronen, unionen og kapitalismen og for en offensiv, radikal og globalt orienteret venstrefløj.

En anden (national) kapitalisme er ikke mulig.

Arrangementet ”Venstrefløjen og danskheden” fandt sted den 16. marts i Landstingssalen på Christiansborg.

Socialistisk Folkeoplysningsforbund kan findes her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce