Muhammed-krisen set fra Mellemøsten: Var det virkelig nødvendigt?

ISTANBUL - ”Hvor var det lige du kom fra?”. Både den lokale kebab-mand og en sikkerhedsvagt, jeg jævnligt møder, er pludselig blevet interesseret i, om det nu lige var Norge, Holland eller Danmark, jeg kommer fra. ”Danmark” må jeg jo tilstå. Få uger tidligere var reaktionen på denne oplysning et drømmende blik ledsaget af rosende ord om et rigt og velfungerende velfærdssamfund. Nu associeres Danmark straks med Jyllands-Postens famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Blandt de folk jeg møder, inklusive dem der understreger ikke at være særligt religiøse, er der ingen forståelse for tegningerne. ”Det er ren fascisme at fremstille Muhammed, og dermed os muslimer, som terrorister” siger en oprørt kvindelig studerende. ”Var det virkeligt nødvendigt?” bliver jeg spurgt af flere, der oprigtigt prøver at forstå, hvad det skulle gøre godt for. Jeg er dem stadig svar skyldig.

”Det kan godt være, at det ytringsfrihed ikke er så godt alligevel”, siger en bekymret kioskmand. Selvom jeg til tider er blevet træt af at diskutere tegningerne, har jeg som dansker ikke haft en eneste ubehagelig oplevelse eller fået nogen ubehagelige kommentarer. Derimod får jeg meget goodwill når jeg lufter min egen oprigtige holdning: Rasmussen er æreløs.

Krisen styrker højrefløjen

Bølgerne er ellers gået højt i Mellemøsten. Tusinder af tyrkiske højrenationalister gik på gaden i Ankara og gik mod Danmarks ambassade. Det fascistiske MHP – Nationalistisk Aktionsparti – der normalt ikke går meget op i religion - fandt i modstanden mod tegningerne en populær sag til at fremføre deres modstand mod Vesten og mod tyrkisk EU-medlemskab.

Formanden for det Enhedliste-lignende tyrkiske venstrefløjsparti ÖDP – Friheds og Solidaritetspartiet – Hayri Kozanoglu betegner det som kulturel racisme at sidestille en religiøs eller kulturel gruppe med terrorisme. ”Men islamisternes reaktion er også uacceptabel” siger han og fastslår, at de bestemt ikke er forsvarer for demokrati eller ytringsfrihed. Hayri vurderer, at krisen hjælper dem, der taler om at demokratisere og civilisere Mellemøsten med krig og besættelse. ”Reaktionerne mod tegningerne har styrket billedet af muslimer som intolerante fanatikere,” siger han.

Kristen Beirut-bydel i brand

Specielt billederne fra Libanon, hvor sunni-muslimske demonstranter raserede det danske ambassadekontor i hovedstaden Beirut, har gjort indtryk. I Libanon er konflikten ramt midt ind i en spændt situation mellem landets religiøse grupper.

Camile Dagher, der som Fjerde Internaionale-sympatisør er venstrefløjsaktivist i Beirut, forklarer, at demonstrationen den 5. februar handlede om mere end nogle tegninger i en provinsavis i et fjerntliggende land: ”Demonstrationen, der gik mod det kristne Achrafieh-kvarter, hvor det danske konsulat holder til, var så stor og radikal, at enhver kunne se, at de let kunne udvikle sig voldeligt.”

Camile fortæller, at det ikke kun var den danske repræsentation i Achrafieh, der blev udsat for ødelæggelser: ”Ballademagere i demonstrationen begyndte at ødelægge og afbrænde alt, hvad de kom i nærheden af i Achrafieh, både bygninger i biler. De angreb sågar kirker og kristne ceremonier, hvad der kunne have ødelagt den brede libanesiske samling mod regeringen og mod Syriens indflydelse i landet.”

Samir Gaega, lederen af den kristne gruppe ”De libanesiske styrker” gjorde en stor indsats for at få de kristne i området til ikke at svare igen ved at argumentere for at det var et suspekt mindretal, der stod bag optøjerne.

Ifølge Camile er de folk, der står bag tumulten primært ruinerede pjalteproletarer og fattige småborgere, der opfatter kristne som ansvarlige for karikaturerne samtidig med at der er en social indignation overfor Beiruts kristne kvarterer, der er blandt de rigeste. ”Den politiske virkelighed i Irak og især i Palæstina har afgjort forværret følelserne mod Vesten, der konstant får almindelige folk til at føle at både deres tro, deres ære og deres nationale stolthed bliver ydmyget,” fastslår Camile.

Også kristne fordømmer tegningerne

Den shia-muslimske Hizbullah-bevægelse, der af USA betegnes som en terror-organisation, men som i Libanon har stor opbakning og legitimitet for kampen mod den israelske besættelse af Sydlibanon, der varede indtil 2000, var ikke involveret i optøjerne. Ikke desto mindre har landets pro-vestlige opposition både forsøgt at placere ansvaret for volden hos nabolandet Syrien, ligesom de har gentaget krav, der også fremføres af Vesten, om afvæbning af Hizbullah. Den libanesiske venstrefløj forsvarer Hizbullah’s ret til at være væbnet, da gruppen har bred folkelig støtte og anses for at forsvare Libanons selvstændighed overfor Israel.

Hele det politiske spektrum i Libanon, inklusive de kristne kræfter, der repræsenterer næsten halvdelen af befolkningen, har dog taget afstand fra tegningerne. Camile fortæller, at landets muslimer føler at både deres tro og deres nationale stolthed ydmyget: ”Derfor gennemfører de massivt boykot af danske produkter som en reaktion på tegningerne, men primært i protest mod at den danske regering afviser at komme med en undskyldning.”

Bertil Videt er stud.scient.pol. og freelance journalist – studerer pt. I Tyrkiet.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Socialistisk Information.