Replik: Spejl, gå væk!

I en gammel børneleg sender man en fornærmelse tilbage til afsenderen ved at holde håndfladen frem og sige tre små ord. Da jeg læste Gleerups og Plougs artikel »Religionskritik eller kulturrelativisme – en falsk modstilling«, så kom jeg til at tænke på denne leg og fik lyst til at holde hånden frem mod de to og sige ordene: Spejl, gå væk!

Baggrunden for deres artikel er, at jeg havde en kronik i Information, der siden blev bragt på Kontradoxa om islamkritik fra venstre. Når man, som jeg, offentligt kritiserer sin egen fløj, så venter man spændt på reaktionerne og håber virkelig, at en sober og god debat kan blive resultatet.

Personangreb

Når jeg alligevel mest tænker på den gamle børneleg, så skyldes det, at Ploug og Gleerup netop ikke lægger op til en sådan debat.

Derimod starter de deres artikel med et groft personangreb på mig, der hverken er værdigt for venstrefløjens debatmiljø generelt eller for de to skribenter.

I virkeligheden benytter de sig af demagogiens ældste trick – at udråbe modstanderen til demagog, der blot opstiller sig eget virkelighedsbillede, og så oven i købet et virkelighedsbillede, der er overtaget af fjenden på højrefløjen kan man forstå.

Dermed bliver det nemt for de to blot at afvise mit indlæg som usandt, og i det omfang de overhovedet forholder sig til mine pointer, så blandes tingene sammen i en pærevælling med et hav af halve sandheder og postulater, om alt fra hvordan venstrefløjen virkelig er, Muhammedtegninger og en masse gætværk og motivgranskning af, hvorfor jeg har skrevet den kritik af venstrefløjen, som jeg nu en gang har.

Tre hovedpointer

Hvis man således lader alle de psykologiske betragtninger udenfor (jeg har det fint, tak!), så indeholder artiklen tre hovedpointer, som jeg vil forsøge at svare sobert på, da debatten er for vigtigt til at lade sig irritere af Gleerups og Plougs debatstil.

De tre hovedpointer, som jeg ser dem, er følgende:

Spørgsmål blev til udråbstegn

Hvis man starter med den første hovedpointe, så er det rigtigt, at det ikke står helt så galt til på venstrefløjen, som man kan tro, hvis man vælger at læse min kronik helt uden den ironiske distance den også indeholder, og hvis man erstatter de retoriske spørgsmålstegn, jeg opstiller, med syv udråbstegn, som Gleerup og Ploug tydeligvis gør.

Der er grøde på venstrefløjen. Masser af partikammerater har rost min kronik, ligesom SF og SFU i disse måneder også har fundet ud af, at islamister ikke nødvendigvis er allierede med socialister.

På den måde tror jeg, at Muhammedsagen har været en øjenåbner for mange! Men også før Muhammedsagen har der været kritik af venstrefløjens berøringsangst mod religiøst betinget undertrykkelse i indvandrermiljøer og den islamiske verden.

Således blev der i Socialistisk Arbejderpartis partiblad Socialistisk Information allerede i 2002 rejst nogle af de samme kritikpunkter, som jeg gør i min kronik.

Desværre er dette dog ikke et generelt billede på venstrefløjen. Alt for mange lever forbløffende præcist op til min karakteristik af en venstrefløj, som afholder sig fra kritik af middelalderlige normer, homofobi og kvindeundertrykkelse, enten i misforstået sympati med minoriteter, der helt automatisk placeres i offerrollen eller som en regulær kulturrelativisme, som de to forfattere også bekender sig til. Nemlig at vi ikke skal gøre os til dommere over andres værdier og normer.

Men kære venner, det skal vi!

Universelle værdier

Venstrefløjens værdier er universelle og bør også gælde folk, der på overfladen ser anderledes ud end os andre. Derfor er det egentligt sørgeligt, at de to forfattere får reduceret venstrefløjens universelle værdier, som eksempelvis demokrati, solidaritet og ligestilling til blot at være vestlige og sågar kristne værdier, som om det ikke er venstrefløjen og arbejderbevægelsen, der har kæmpet for valgret og ligestilling og sågar oftest i direkte opposition til regeringer og kirkemagt.

Dernæst knytter forfatterne oven i købet disse værdier sammen med George W. Bush. Helt ærligt, hvis ikke venstrefløjens værdier agtes højere af forfatterne, hvorfor så bekende sig til venstrefløjen?

De to forfattere efterlyser eksempler på, at venstrefløjen afholder sig fra kritik af undertrykkelse i islamiske miljøer og skoser mig for kun at nævne en radikal (borgerlig) politiker ved navn, selv om de senere i deres artikel overtager hendes standpunkter.

Konkrete eksempler

Nu har jeg bestemt ikke tænkt mig at udhænge nogle af de mange almindelige medlemmer af mit eget parti, som gennem årerne har givet udtryk for, at man endelig ikke må kritisere minoriteter, men de er mange – rigtigt mange!

Af mere konkrete eksempler på venstrefløjen generelt kan nævnes feministen Susanne Giese, der i et debatindlæg i Jyllands-Posten den 26. marts erklærer, at hun ikke mener, at det er kvindebevægelsens opgave at kæmpe for ligestilling i muslimske miljøer, da hun ikke vil gå Pia Kjærsgaard ærinde.

Det er i sig selv et absurd argument, al den stund, at venstrefløjen burde kunne formulere sin egen politik og i øvrigt ikke vender sig imod folkepensionen, som Pia Kjærsgaard altså også støtter.

Men helt ærligt, har vi ikke alle på venstrefløjen hørt det før? Vi skal endelig ikke gå Pia Kjærsgaards ærinde og svarer det ikke netop til, at man accepterer begivenheder begået af minoriteter, som man aldrig ville acceptere i ens eget leverpostejfarvede majoritetssamfund?

Et andet eksempel er tørklædedebatten fra DR2. Nu vil jeg ikke forholde mig til den konkrete studievært, og jeg synes kampagnen mod hende er ubehagelig, da den er så personfikseret.

Det ændrer dog ikke på, at venstrefløjen fuldstændigt har svigtet sin opgave med at varetage etniske kvinders rettigheder og ligestilling. Vi burde som venstrefløj have løftet debatten ud af sin for-eller-imod-Asmaa-ramme og gjort det til en debat om tørklæder generelt.

Jeg støtter ikke entydigt et forbud mod tørklæder, da de kan vælges frivilligt, men jeg vil meget gerne diskutere de problemer og kvindesyn, der forbindes med det. Hele den stigmatiserende funktion tørklædet har, hvor kvinder skal deles op i ærbare og dydige giftemålsobjekter og så de andre løse tøjter, der må ringeagtes.

Den efterhånden landskendte imam Achmed Akkari har i en artikel i et ungdomsblad i Gellerup udtrykt det sådan, at unge kvinder, der ikke bærer islamisk påklædning, skal finde sig i sexchikane såsom klap bagi o.l.

Tørklædet udgør en social kontrollerende funktion, der lægger pres på mange unge, hvorfor skal den debat være tabu på venstrefløjen?

Enhedslisten

Nu kan man selvfølgelig fortsat komme med eksempler på enkeltpersoner og enkeltsager, som Gleerup og Ploug forudsigeligt vil afvise for at være netop enkelte eksempler, men man kan også vende blikket mod hele partier, som mit eget og Gleerups parti, Enhedslisten.

Når Gleerup og Ploug skriver, at ingen på venstrefløjen vægter eksportmarkeder og profit højere end frihed og solidaritet, så er det faktisk (og desværre) ikke rigtigt.

Konkret kan nævnes en pressemeddelelse, som Enhedslistens folketingssekretariat udsendte under Muhammed-urolighederne, der netop forsvarede danske virksomheders samhandel med islamiske diktaturer som Saudi Arabien o.l. ud fra, at det var helt legitimt at underskrive boykot Israel-klausuler for at opnå samhandel med den arabiske verden.

Bevares, jeg støtter skam også en boykot af Israel og har deltaget i flere Boykot-Israel aktiviteter, men jeg vil ikke være med til, at det skal legitimere saudiske eksportmarkeder!

Et andet eksempel er den måde hvorpå Enhedslisten vendte på en tallerken i Muhammedsagen. På Hovedbestyrelsesmødet den 3. december vedtog man en afbalanceret udtalelse, hvor både Jyllands-Posten og islamisterne kritiseredes og hvor en sober religionskritik var indskrevet.

Mens man på et ekstraordinært Hovedbestyrelsesmøde den 12. februar vedtog en helt anden linie, der med daværende HB-medlem Claus Pedersens ord her på Modkraft var ensbetydende med, at »Enhedslisten nemlig har givet vind i sejlene til de ekstremistiske muslimer, som mener, at enhver afbildning af Muhammed er en krænkelse af Islam. Vi har simpelthen blåstemplet de mest reaktionære muslimske kræfter som de ægte repræsentanter for Islam«.

Borgerligt standpunkt fra Gleerup og Ploug

Det er egentligt lidt morsomt, at de to forfatteres første hovedpointe er, at afvise, at venstrefløjen skulle have svært ved at kritisere islams undertrykkende elementer, når de samtidigt i det, som jeg har kaldt hovedpointe to afviser, at vi overhovedet skal kritisere islam.

De nævner selv eksemplet fra Sydafrika, hvor de skriver, at det vigtige dengang var at kritisere styret for at være undertrykkende og ikke for at være hvidt. På samme måde mener de, at Saudi Arabien ikke skal kritiseres for at være islamistisk, men alene for deres undertrykkende praksisser. Ligesom de skriver, at en muslimsk (eller kristen) mand, der slår sin kone, fordi deres præster eller hellige skrifter siger det, alene skal straffes for deres handling – og ikke, må man vel tilføje, kritiseres ud fra deres religionsopfattelse, der altså påbyder dem at slå?

Her ligger kernen mellem de to forfatteres og min uenighed.

De to forfattere mener altså, at alene handlingerne i sig selv kan kritiseres. Men hvis handlingerne forårsages af religion, så må religionen vel nødvendigvis også være skydeskiven, ligesom når vi kritiserer kapitalisme som økonomisk system for at forårsage ulighed og udbytning, og ikke bare selve tilstedeværelsen af samme ulighed og udbytning. Eller da vi kritiserede Sydafrika i firserne for at være racistisk og dermed også for at være hvidt i modsætning til, hvad de to skriver.

Her er det altså ikke kun handlingerne, men strukturerne bagved vi kritiserer. Burde det ikke være nøjagtigt det samme med religion? Hvis en undertrykkende handling er begrundet ud fra en økonomisk eller racistisk eller religiøs ideologi, så må vi vel have lov til at kritisere den ideologi – uanset frygten for at gå Pia Kjærsgaards ærinde, eller hvad begrundelsen nu måtte være!

Det modsatte synspunkt, som de to skribenter forfægter, er i virkeligheden en ekstrem borgerliggørelse af gængs praksis på venstrefløjen.

Det er jo netop en individualisering af problemerne, som de to lægger op, og som vi ellers kender det fra borgerlig retstænkning og ideologi, hvor venstrefløjens styrke ellers hidtil har været den strukturelle analyse, hvor vi kigger bagom de enkelte handlinger og fokuserer på, hvad der forårsager dem!

Og så til tegningerne – igen-igen

Med næsten Thøger Seidenfadensk præcision formår de to RUC-skribenter med en lidet akademisk tilgang at afvise alt om de berømte og berygtede tegninger, der er fremkommet. Vi ved jo ikke, hvorfor Bluitgens tegnere ikke ville lægge navn til, lyder det fra de to – og i øvrigt var hele formålet jo blot at forhåne muslimer lyder det endvidere.

Nej og atter nej! En urigtighed bliver ikke sand af at blive gentaget nok gange.

Jyllandspostens hensigt var ikke blot at ville forhåne muslimer, men derimod at sætte fokus på den særstilling en religiøs gruppe påberåber sig, og den deraf følgende selvcensur, som andre tillægger sig af frygt for at blive overfaldet eller myrdet, som vi har set det herhjemme med en jødisk lektor fra Københavns universitet, og som man så det i Holland med mordet på Theo van Gogh.

Det er faktisk hvad Jyllands-Posten selv skriver, og hvis man som mig, der havde abonnement på avisen i perioden op til og efter tegningerne, har fulgt med i den del af debatten, der lå før offentliggørelsen af tegningerne, så fremstår dette meget klart.

I stedet vælger mange på venstrefløjen helt at se bort fra forhistorien og i stedet fokusere på de tre små ord, hån, spot og latterliggørelse, som optrådte i Jyllands-Postens følgeartikel.

Men hvis man læser hele citatet, så kan man se, at der heller ikke her er dækning for påstanden fra Gleerup og Ploug.

Jyllands-Posten skriver nemlig den 29. september: