Boganmeldelse: Det nødvendige demokrati

Af Hans Erik Avlund Frandsen

I.
Endelig! Endelig er der kommet en bog, som forsøger at få hold på den principielle betydning af den nye danske krigspolitik: Jørgen Bonde Jensens Politiken og krigspolitikken - et læserbrev.

Jørgen Bonde Jensen steger det nuværende Politiken over sagte ild.

Modtagelsen af den er en skamplet på den danske debatkultur. En lille - positiv - omtale af Johannes Møllehave i Kristeligt Dagblad er, hvad det er blevet til her snart et halvt år efter at bogen udkom. Specielt dagbladet Politikens tavshed er pinlig. Bogen er nemlig formet som et læserbrev - på 308 sider! - til Politiken, hvis fremstilling af og holdning til Danmarks krigsførelse i Irak og Afghanistan er i fokus.

Jørgen Bonde Jensen går ikke til værks som en historiker ville gøre (nogle af dem er forhåbentlig allerede i gang!) han trækker ikke på nye kilder, men analyserer fortrinsvis ud fra det materiale, man har til rådighed, hvis man følger grundigt med i medierne (i hvert fald i Politiken og Information).

Med denne viden som baggrund kører han så lederartikler og kommentarer gennem sin knivskarpe tekstanalytiske vridemaskine, der er i stand til at fravriste det skrevne nuancer og betydninger, man som regel ikke får fat i ved en hurtig gennemlæsning, hvor man jo heller ikke har det lange perspektiv med.

Avisartikler er ofte hurtigt glemt, men her tages de alvorligt, og det er elementært spændende og øjenåbnende at følge avisens argumentation gennem en halv snes år.

Indimellem og i forlængelse af denne særlige form for medieanalyse kommer så en række mere principielle og filosofiske overvejelser over forholdet mellem mål og midler, mellem demokrati og militarisme og over den risiko den nuværende (bl.a. danske) krigspolitik udgør for »verdenssamfundets fremtid.

Her trækker Bonde Jensen på den tyske filosof Jürgen Habermas, men har også tankevækkende afstikkere til en række andre forfattere, f.eks. hentes både H.C. Andersen og Søren Kierkegaard ind i det politiske refleksionsrum. Og vil man gerne vide hvad der var nerven i »1968«, får man her en af de bedste korte fremstillinger jeg har set (side 181-185).

Man må også fremhæve den præcise sprogbrug, der med kontrolleret lidenskab, ironi og små drejninger af dagligsproget får nye nuancer og betydninger frem og udfordrer til opmærksom læsning og eftertanke.

Det er ikke nogen læse-let-bog, men en tekst, der både i indhold og stil på smukkeste vis ligger i forlængelse af den bedste del af oplysningstraditionen: Det gælder om egen og andres opdragelse til myndige borgere.

Derfor burde bogen også ligge i stabler på alle Christiansborgs partikontorer, på avisredaktionerne og på alle landets lærerværelser.

Jeg vil i det følgende holde mig til bogens hovedspor, demokratidiskussionen. Først gennemgår jeg de vigtigste elementer i Bonde Jensens fremstilling, og derefter følger jeg op med nogle overvejelser, der ligger i forlængelse af bogen.

II.
Anders Fogh Rasmussen og VKO-flertallet
Selv om der er fokus på dagbladet Politiken, får man også en række eksempler på regeringsflertallets argumentation. Det er - også selv om man jo godt vidste det i forvejen - hårrejsende læsning. Vi har en regering som har skandaliseret den demokratiske debatkultur med løgne, fordrejninger, tavshed.

Et enkelt eksempel fra bogen:

Hvis nogen skulle have glemt det, så var Anders Fogh Rasmussen tidligt ude med opbakning til USA’s ønske om at gå i krig. Sammen med syv andre statsministre udsendte han et par måneder før krigen startede en erklæring om, at nu måtte vi »stå sammen« om at få afvæbnet Saddam Husseins regime.

Erklæringen var kontroversiel, fordi FNs sikkerhedsråd ikke ville godkende en væbnet aktion, men Fogh havde selv - fremhævede han bagefter - sørget for at »kravet om FNs forankring blev betonet stærkere«, så derfor var der ingen grund til betænkeligheder.

Men hvad er det egentlig Fogh siger, spørger Bonde Jensen: »’FNs forankring’? I hvad?......Kan Anders Fogh Rasmussen ikke tale dansk? Det kan han jo, så den mærkelige konstruktion ’kravet om FNs forankring’ er måske udtryk for at han vægrer sig ved at blive alt for klar. Han antyder, at han ville sikre sig FNs fortsatte deltagelse i processen (normal dansk praksis), men formulerer sig, så det kan betyde det, han reelt arbejder for: FNs forankring i den krig, der må komme. FNs tilslutning til den« (side 20).

Sproget afslører Foghs maskepi. Hvis man tager det på ordet.

Politiken og (kultur)radikalismen
Da Tøger Seidenfaden trådte til som ny chefredaktør på Politiken, beskrev han sig selv som »antikulturradikal kulturradikaler« (side 10).

Bonde Jensen noterer med respekt at Seidenfaden på flere områder selvstændigt bærer den kulturradikale fakkel videre, men slår så ned på det centrale problem: Det antikulturradikale drejer sig ikke kun om dele af traditionen, der er blevet dementeret eller ligegyldiggjort af udviklingen, men om selv kernen: Tøger Seidenfaden »er fremmed overfor Det radikale Venstres (og kulturradikalismens) traditionelle skepsis over for militære løsninger på internationale konflikter« (side 11).

Bonde Jensen forsøger derfor at konfrontere Politiken med avisens egen fortid:

For avisens grundlægger, Viggo Hørup, var der tale om langt mere end skepsis.

»De skal hade og afsky militarismen som Deres Lands Fordærvelse, som Frihedens Undertrykkelse, som Demokratiets Dødsfjende; De skal frygte den som man frygter sin mægtigste og graadigste Fjende«, skriver han i 1885 (side 5). Hvorfor? Fordi militarismen, den principielle accept af magtanvendelse, er i fundamental modstrid med demokratiet: Den, der har magten, har ikke samtidig retten.

I demokratiet gælder kun »Ordet« og »de bedste Grunde« og vel at mærke kun, når de kan overbevise flertallet (side 205 + 281). Det er den standard avisen også i dag bør måles på, mener Bonde Jensen.

Politiken og Irakkrigen
Man finder i Politiken masser af kritiske overvejelser i forbindelse med Irakkrigen og hatten af for det. Bonde Jensens kritik gælder den pragmatiske holdning, dvs. fraværet af en principiel distance til krigspolitikken. For pragmatikeren er krigen ok, »hvis det går godt«. Det gjorde det som bekendt ikke, og så bliver man modstander af krigen.

På forhånd er Politiken dog skeptisk over for en amerikansk krig, der ikke er sanktioneret af FNs sikkerhedsråd. Men hvorfor? Fordi det vil splitte USA og dets nærmeste allierede. Altså - konstaterer Bonde Jensen - ikke fordi det ville være et brud på folkeretten eller FNs pagt (side 86).

Tilsvarende hedder det om krigen i Afghanistan: Vi kan ikke lade landet synke tilbage i »et islamisk middelalderstyre«, men - tilføjes det så - »måske endnu vigtigere er Afghanistan det nye NATOs store svendeprøve, som ikke må mislykkes, hvis alliancen skal bevare sin relevans« (side 148).

Ja, og det skal NATO jo, så det er bare med at klø på i Afghanistan.

Pragmatismen er umiddelbart en tiltalende filosofi: Vi skal ikke møde udfordringerne låst fast i ideologiske skabeloner, men se fordomsfrit og »sagligt« på situationerne, som de nu kommer og prøve at få det bedste ud af det.

Problemet er uafklaretheden mht. hvad der er »det bedste« eller »gode« resultat. Pragmatismen er sympatisk jordnær, men mangler pejlemærker. Derfor har den svært ved at distancere sig fra magten. Har man ingen principper, må man jo indrette sig efter realiteterne. Og de er at USA har den militære overmagt.

Man kan godt ønske sig, at krigen ikke kommer, men når nu USA vil, hvad er så »gevinsten ved at få markeret, at USA går enegang?« spørger Politikens lederskribent med tanke på specielt Frankrigs, Tysklands og Ruslands modstand mod krigen.

Denne modstand håndhæver ganske vist FNs principper, men det affærdiger lederskribenten med en latterliggørelse: »Hvor meget porcelæn vil Frankrig, Tyskland og de andre smadre for at vise, at de er rigtig godt sure på USA?« (side 97ff).

Nej, de burde droppe deres barnagtige modstand og gå med USA. Gør de det ikke, er prisen høj: Resultatet vil være et splittet EU, et svækket NATO og et kriseramt FN. Altså - fremhæver Bonde Jensen - er den absurde argumentation, at af hensyn til FN (og EU og NATO) bør man droppe forsvaret for FNs principper!

Demokratisk imperialisme og neokonservativ historiefilosofi
Denne mærkværdige argumentation er ikke tilfældig, men hænger sammen med Seidenfadens svaghed for tanken om en »demokratisk imperialisme«, et begreb der blandt amerikanske neokonservative dyrkes af folk som Wolfowitz og Perle.

Det fascinerende - for Politiken – er, at her forenes kynisme og idealisme: Nok er der tale om god gammeldags imperialisme, men samtidig er det en bestræbelse på at få demokratiet til at ekspandere.

I den neokonservative selvforståelse kommer man med det demokrati, man selv repræsenterer, som en gave. Med andre ord: Målet »er så at sige med alle midler at udvide den sfære, hvor demokratiske, markedsorienterede og dermed grundlæggende pro-amerikanske regimer hersker« (citat fra Politikens lederkommentar kort før krigen starter)(side 101).

Det er altså et revolutionært projekt, vi har med at gøre!

Seidenfaden ved godt, at det er en temmelig »ekvilibristisk øvelse« (side 106), men mener jo nok, det kan forsvares, hvis det bare ender med et irakisk demokrati.

To år inde i krigen skriver han: »Set med vestlige øjne retfærdiggør det gode formål - demokrati i mellemøsten - de barske midler« (side 107).

Han indser imidlertid længe før en hardliner som Anders Jerichow, at det går ad helvede til i Irak, men lægger vægt på ikke at blive misforstået og fremhæver, at »USA er stadig uundværligt«, USA er nemlig »den ansvarlige uundværlige supermagt i alle mulige sammenhænge« (side 151).

Denne underdanighed over den amerikansk magtpolitik stives af med udfald mod venstrefløjens »antiamerikanisme«. Efter at have krævet et dansk brud med »koalitionen« (fordi det ikke går så godt), fortsætter Seidenfaden:

»Men for en sikkerheds skyld vil jeg gerne rette en misforståelse: Bush-regeringens aktuelle elendighed gør ikke den urimelige dæmonisering af USA, der huserede på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne sand med tilbagevirkende kraft« (150).

Her er Seidenfaden som intellektuel ude på rigtig tynd is. Hvorfor er det nødvendigt at understøtte sit synspunkt med en karikatur af venstrefløjen, der dengang var dybt inspireret af den amerikanske kultur, af den amerikanske Vietnambevægelse og (i 1980erne) sågar af amerikanske generaler?

Forklaringen på den slags platte stemplinger er formodentlig ret ligetil: Man aner det uholdbare i egen argumentation og viger tilbage for en konfrontation med modparten i dens mere kvalificerede udgave.

Normalt er Tøger Seidenfaden ikke så underlødig, men hans problem er netop, at hvor venstrefløjen - som rigtig mange amerikanere - afviser USA’s magtpolitik, der er Seidenfaden åbenbart principielt tilhænger af den (så ren pragmatisme er der altså ikke tale om!).

For at forklare det må vi tilbage til det sammensatte begreb, den demokratiske imperialisme, som Seidenfaden tilslutter sig.

For Bonde Jensen at se er det en selvmodsigende konstruktion: Imperialisme er undertvingelse af andre nationer eller folkeslag med magt. Demokrati er alles lige ret til at være medbestemmende mht. de væsentlige afgørelser i det samfund, de lever i.

Denne modsigelse ophæver de amerikanske neokonservative med en særlig historiefilosofi som (meget kort) går ud på, at verdenshistorien har en bestemt retning: Vi bevæger os ikke fremad i tilfældighedernes mørke, men mod større og større frihed, mere og mere demokrati.

Det er ikke altid let at se, men har man de store linjer for øje og er i stand til at se ned under de uendeligt mange begivenheders forvirrede overflade, så opdager man denne retning i den historiske udvikling - hævder de neokonservative.

Problemet er naturligvis: Hvem definerer, hvad frihed er, og hvad demokrati er? Dette problem bliver særlig presserende, når tilhængerne af denne filosofi har den militære overmagt.

De amerikanske neokonservative er overbeviste om at den amerikanske udgave af frihed og demokrati er den rigtige, dvs. at kapitalisme og markedsøkonomi uden videre kobles på demokratiet som nødvendige elementer - oven i købet som det, der er den historiske udviklings egen dybere mening.

Har man indsigt i den historiske nødvendighed, er der naturligvis ingen grund til at lytte til eller diskutere med alle de fjolser, der mangler denne indsigt. Når man samtidig råder over verdens stærkeste militærmagt, så er der faktisk ingen grund til smålige hensyn til kværulanterne:

»Regler, love, konventioner man selv har skrevet under på, er til for at brydes, hvis de kommer på tværs af historiens eget projekt« (side 103).

Derfor har man også en god forklaring på rede hånd når man møder modstand: »de genstridige hader enhver form for demokrati« (side 104).

Demokrati og militær magt
Bonde Jensens kritik af denne position er principiel: For at belyse sit synspunkt går han som nævnt tilbage til Viggo Hørup, som viser sig forbløffende aktuel.

Med udgangspunkt i citatet oven for peger Bonde Jensen på at »befæstelse og udbredelse af demokrati med magt (er) en selvmodsigelse, der kun er egnet til at fordærve det hos dem, der ivrer for det«. (side 66).

Den valgte metode umuliggør ikke bare målet ude i fremtiden, men virker også destruktivt tilbage på det demokrati, vi har.

Det er for Bonde Jensen ikke et spørgsmål om pacifisme. Han er med på, at der er situationer, hvor der ikke er andre udveje end at slå fra sig hvis man vil forsvare sig selv, men principielt må et demokratisk samfund nødvendigvis arbejde »for verdenssamfundets monopol på anvendelse af magtmidler mod enkeltstater« (side 67). S

pørgsmålet om krig og fred er simpelthen »afgørende for demokratiets trivsel. Det kan kun befæstes her og udbredes dér med fredelige midler, fordi de er selve demokratiets sag« (side 67).

Spørgsmålet om magtanvendelse i international sammenhæng er altså fundamentalt for demokratiet:

»Det er enten-eller. Enten hersker jungleloven, de stærke tager sig selv til rette, eller også er underskriften på overenskomster om regler for magtanvendelse forpligtende for alle (aldrig på egen hånd, altid efter aftale og afstemning i de kompetente organer). Det er sagen, som deler og definerer højre og venstre i 1884 som i 2007« (side 132).

Jamen FN er jo svagt, og der er mange problemer…..Ja, men så må der arbejdes for en reform og en styrkelse af FN, en reform som indebærer »en repræsentation af Sydamerika og Afrika i Sikkerhedsrådet, af den muslimske verden, af Japan, af Indien. Endvidere en ligestilling af Rådet for økonomisk og social udvikling med Sikkerhedsrådet, dvs. af det krigsforebyggende FN-arbejde med det krisepolitiske management« (side 271).

Det kan alt sammen diskuteres: Men det er den vej, vi må gå. Hørup talte om to erobringer af friheden. Den første gang var i 1849, da vi fik grundloven. Den anden gang »da dens bestemmelser blev gældende ret«, dvs. anerkendelsen i 1901 af at en regering ikke kunne blive siddende med et folketingsflertal imod sig.

Nu tilføjer Bonde Jensen så, at den tredje erobring af friheden er »en opgave for det 21. århundrede. Og friheden er frihed for krig, dvs. fred som kun - reciprokt - kan være fred med andre, her, i Europa og verden. Kun freden muliggør konflikter der kan løses til begge parters tilfredshed«. Det betyder ikke slap given efter for hvad som helst, men er en påstand om, at vi er nødt til at lære at føre «krig med andre midler end dem der slår folk ihjel« (side 300).

Det er bl.a. det vi har pressen til!

Vi skal bekæmpe militarismen, fordi den militære magt ødelægger det for dem den går ud over og desuden i sig selv modarbejder demokratiet, der bagom meningsforskelle og interessemodsætninger forudsætter, at der altid reserveres en fundamental respekt for »den andens personlige integritet« (side 300).

Og så er der en grund mere. Det illustreres med bogens slutord, der henviser til Mathæus 26.52: «Den der griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet«. Taget bogstaveligt er det jo noget vrøvl, påpeger Bonde Jensen, der er mange, der er sluppet fra det med livet i behold.

Meningen må være at det at løse konflikter med sværdet, »slår tilbage mod den, der først gjorde det med en lemlæstelse, der ikke giver fred, før man endelig får det, som det hedder i de efterladtes annonce i avisen« (301f.).

III.

Bonde Jensens bog er et eksempel på, hvordan forskellige fagdiscipliner som tekstanalyse, medieanalyse, filosofi, samfundsvidenskab kan (og bør) arbejde sammen om at få rejst diskussionen om det lokale og globale demokrati, der sammen med klima- og miljøproblemet står som det ny århundredes største udfordring.

Jeg vil i det følgende kommentere et par af de temaer bogen tager op.

Det åbne demokrati
Det er en central tanke hos Bonde Jensen, at man ikke kan låse demokratiet fast i en bestemt form. Hvad, der er sket i Irakkrigen, er, at man sammenblander ideal og virkelighed.

Vi er nødt til at have et »ideal«, men så snart man bilder sig ind at repræsentere idealets realisering, har man dementeret grundtanken i idealet, nemlig at folk selv - demokratisk - har ret til at forme deres eget samfund.

Derfor må demokratiets form og indhold altid stå til diskussion: »Demokratiet må hævdes som et ideal hvis uafsluttethed er en garanti for dets uafbrudte selvransagelse« (side 104).

Selv tilslutter Bonde Jensen sig Habermas’ ide om «et decentreret verdenssamfund« med nationalstaten nederst, de »kontinentale regimer« (som EU) i midten og øverst et reformeret FN.

På alle planer er der tale om en tilstræbt retliggørelse, dvs. at der skal arbejdes hen imod bindende aftaler, men således at det overordnede niveau (FN) ikke kan blande sig i alt muligt, men tager sig af »fredssikring og menneskeretspolitik«.

Der gemmer sig mange konfliktmuligheder i dette forslag om en vis suverænitetsafgivelse, men demokrati på verdensplan må jo nødvendigvis indebære en eller anden form for fælles aftaler om, hvem der har ret til at tage beslutninger om hvad.

At nå frem til et sådant bindende aftalesystem kan i sig selv blive mere end vanskeligt, men der er et mindst lige så stort problem tilbage som Bonde Jensen kun antyder: Det er en ideologisk kortslutning, der finder sted, når man uden videre kobler markedsøkonomi og demokrati sammen som to størrelser, der gensidigt betinger hinanden.

Derudover tages problemet ikke op, men det nævnes, dog at venstrefløjens modstand mod EU er malplaceret: Man hævder at »EU sætter markedsøkonomien over alle andre hensyn. Hvad der det for en markedsøkonomi? Det er der kamp om. Men peger ikke noget på, at det kunne være en, ja delvis er en, der sigter på ’fair trade’ og ikke tillader sig selv at skaffe sig markedsadgang og –andele med våbenmagt? Lad det være afmagt - den bør udnyttes!« (side 291).

Det med ’fair trade’ er jeg ikke helt sikker på, at de afrikanske bønder vil være enige i, men naturligvis: Kapitalismen kan være mere eller mindre brutal, og i den henseende er EU en vigtig kampplads.

Selv den mest vellykkede indsats her rykker imidlertid ikke ved at kapitalisme og demokrati står i modsætning til hinanden, når det kommer til det allervigtigste spørgsmål: Hvordan skal vi bruge vores samlede naturressourcer, arbejdskraft, viden, teknologi og produktionsmidler i det hele taget? Det spørgsmål afgøres af markedskræfterne, ikke af en eller anden form for demokratisk beslutning.

I den mere primitive kapitalismekritik vil man sige, at det er dem, der har pengene, kapitalejerne, der bestemmer, men reelt gør de det jo ikke. De er nødt til at tage de beslutninger, markedet kræver - jf. de hændervridende direktørbeklagelser over hvor hårdt, det har været at måtte fyre trofaste medarbejdere.

De kan naturligvis lade være med at påtage sig den slags job, men gør de ikke som de «skal«, går firmaet neden om og hjem. Sådan er kapitalismens og markedssystemets logik.

Kapitalismens tilhængere hævder imidlertid, at dette system dybest set er demokratisk: Det er til fordel for alle, at der produceres så effektivt (når priserne presses nedad af konkurrencen, får også de fattigste råd til flere goder end før), og for det andet bestemmer vi jo alle sammen via det, vi vælger at købe. Vi stemmer så at sige via vores indkøb. Pengene søger jo altid derhen, hvor de kan yngle, og det kan de, hvor der er afsætning, og afsætning er der, hvor der er folk, der er villige til at betale.

Altså: I virkeligheden er der tale om et forbrugerdemokrati. Vi vælger hver især, hvad vi foretrækker at bruge penge på, og dermed er vi med til at bestemme, hvad der bliver produceret.

Noget er der selvfølgelig om det, men det betyder så også, at de der har flest penge, får mest at skulle have sagt. De 225 rigeste i verden har lige så stor en efterspørgselskapacitet som de 2.700.000.000 fattigste!

Så grelt står det jo ikke til i f.eks. Danmark, men alligevel ville der nok lyde et ramaskrig, hvis nogen foreslog, at vi til folketings- og kommunalvalg ikke længere bare havde én stemme hver, men at vi f.eks. fik to stemmer, når vores indkomst lå over 200.000 kr. og tre når den var over 300.000 og således videre.

Det andet demokratiske problem ser vi afspejlet i den enorme træghed og modstand, der er i forbindelse med klimaproblemerne og spørgsmålet om de begrænsede ressourcer.

Kapitalismen er en vækstøkonomi. Det har Marx i sin tid analyseret temmelig grundigt, og han bekræftes dagligt af økonomernes og politikernes bekymrede miner, hvis væksten falder til kun et par procent per år.

Men kunne man ikke forestille sig, at rigtig mange mennesker ud fra en bekymring for de kommende generationer og klodens fremtid ville gå ind for at vores levestandard nu må være høj nok.

Kunne man ikke forestille sig, at der ville være et flertal for «nulvækst« - i hvert fald i den rige verden? Det ved vi ikke, for det problem kommer aldrig til demokratisk diskussion og afgørelse. Jeg har også til gode at se en argumentation, der gør det sandsynligt, at en sådan nulvækst er mulig i en kapitalistisk økonomi.

Indvendingen mod denne kapitalismekritik har jo i mange år været en henvisning til den sovjetiske planøkonomis fallit. Indvendingen er usaglig, al den stund der netop ikke var tale om demokrati i Sovjetunionen. Så hævder man videre, at en demokratisk planlægning af produktionen er et fuldstændig urealistisk projekt.

Der er ingen tvivl om, at det ikke vil være let, og man kan ikke påstå at det flyder med gennemtænkte forslag til mulige beslutningsprocedurer, men dels var der heller ikke mange, der for 300 år siden havde fantasi til at forestille sig, at et folkestyre, som vi kender det i dag, nogensinde ville kunne få sin gang på jorden.

Og dels løser det jo ikke grundproblemet, at man peger på vanskelighederne: Hvis advarslerne om de begrænsede ressourcer er bare tilnærmelsesvis realistiske, så ser det ud som om markedssystemets vækstlogik er en væsentlig del af problemet.

Historiefilosofien
Den neokonservative historiefilosofi har en interessant forhistorie. Forestillingen om, at den historiske udvikling har en retning, er jo ikke ny. Den findes i forskellige religiøse billeder af et kommende gudsrige.

I en mere jordnær udgave møder vi den i 1700-tallets oplysningstanke, der så den historiske udvikling som en bevægelse frem mod et mere og mere oplyst og civiliseret samfund. Historien var svanger med fremskridt.

I første halvdel af 1800-tallet er det den tyske filosof Hegel, der fører tanken videre i en ambitiøs og sammenhængende helhedsfilosofi.

Den går ud på, at alle de historiske individers handlinger indgår i et samlet mønster. Alle mennesker forfølger naturligvis deres egne formål, men bag om ryggen på dem skabes en bestemt udvikling.

De enkelte individer er uden selv at vide det agenter for noget, der er større end dem selv (dette noget kalder Hegel «verdensånden«). Til sidst har de mange individuelle og klassebestemte kampe ført frem til det borgerlige samfund, hvor alle anerkendes som borgere og lige for loven, og når staten sikrer alles frihed, kan vi sådan set ikke nå højere end til en erkendelse og en accept af de love, der forhindrer det enkelte individ i at ødelægge denne den bedst tænkelige samfundsorden.

Der er ikke længere en kløft mellem den faktiske tilstand og den frihed, der ifølge Hegel er historiens mål. Frihedens højeste trin har vi således nået, når borgeren med fornuften indser, at de begrænsninger statens love medfører, er nødvendige og fornuftige og gennem denne indsigt i nødvendigheden forsoner sig med staten.

Senere overtager den socialistiske bevægelse denne idealistiske historieopfattelse. Her var man ikke enig med Hegel om, at det borgerlige samfund var historiens endemål, men grundtanken levede videre: Udviklingen var ikke tilfældig, men førte frem mod det socialistiske samfund.

Marx forlader ganske vist hurtigt denne opfattelse til fordel for et forsøg på at forstå udviklingens gang ud fra analyser af, hvad der konkret er foregået i menneskenes materielle liv, dvs. i arbejdet, organiseringen af produktionen og kampen om fordelingen af goderne.

Historien som sådan har ingen »mening« og intet »formål«. Formål er noget mennesker har. Det betyder selvfølgelig ikke, at menneskene så ifølge Marx kan skabe hvad som helst, de nu har lyst til. Al udvikling finder sted ud fra og begrænset af de forhåndenværende naturressourcer og det udviklingstrin, man befinder sig på i forvejen.

I den forstand er man naturligvis altid underlagt en art «nødvendighed«. Men når det kommer til spørgsmålet om, hvad man fremadrettet skal stille op ud fra de givne omstændigheder, så kan man ifølge Marx ikke henvise til, at der er en bestemt udviklingsretning, vi er nødt til at følge.

Alligevel overlever ideen om at historien så at sige af sig selv bevæger sig frem mod det socialistiske eller kommunistiske samfund. Psykologisk set er det jo ikke uforståeligt: Man kunne i den på mange måder ulige kamp godt have brug for den moralske støtte, der kunne ligge i at vide, at modstanderne nok kunne forhale pinen, men at de i sidste ende var dømt til undergang. Sådan har det nok overvejende fungeret i den socialdemokratiske bevægelse.

I den sovjetrussiske udgave af marxismen fik denne historieopfattelse imidlertid fatale konsekvenser.

Hvis historien har sin egen udviklingsdynamik, og hvis udviklingens »mål« er det kommunistiske samfund, så følger det jo logisk nok at de bedste ledere er dem, der har indsigt i disse lovmæssigheder.

De har via deres teoretiske indsigt en viden, som gør dem til de uomgængelige førere på vejen frem mod målet. Kun de kan overskue, hvor langt man er nået i processen, og hvilke udviklingstrin det er nødvendigt at passere, før man er i mål.

Ledelsen har altså samme status som overlægerne på et hospital, der jo heller ikke lader demokratiske afstemninger afgøre, hvad der er den rette behandling. Den gamle bolschevik Bucharin har formuleret det i klartekst:

Partiet består af dem, der har indset, hvordan det hænger sammen, de mest indsigtsfulde finder vi naturligvis i partiledelsen, men også der er der jo forskel på det højere og det lavere niveau, og den allermest indsigtsfulde må naturligvis stå i spidsen for ledelsen.

Altså har vi et rigtig godt argument for diktaturet, og for at ledelsen - af hensyn til de brede masser og det ideale mål - tvinger sig frem der, hvor man møder modstand. Opposition og kritik får automatisk status som forræderi. Det kan godt være, at opponenter er i god tro, men objektivt set er kritikken reaktionær. Der er ikke noget at komme efter: Fik kritikeren lov at fremture, ville processen frem mod målet blive forsinket.

Det centrale er, at historiefilosofien legitimerer brugen af vold. Den er ikke kun en allersidste udvej der, hvor en konflikt er gået i hårknude, og andre veje synes lukkede, men er ofte at foretrække frem for andre mere langsommelige metoder.

Når målet er givet, ikke bare som et subjektivt ønske, men som historiens objektive mål, så er det jo bedst for menneskeheden som sådan, at man indretter sig efter de lovmæssigheder, der nu engang styrer historiens gang og dermed kommer frem til det forjættede land hurtigst muligt.

Det koster naturligvis ofre undervejs, men deres antal ville ud fra denne logik være langt større, hvis processen blev forsinket af ukvalificerede ledere eller af en befolkning, der kun har øje for egne kortsigtede fordele.

Som nævnt er dette meget langt fra Marx’ historieopfattelse. Han mente nok, at man i den hidtidige historie kunne finde en slags lovmæssig udvikling, men pointen for ham var, at netop forståelsen af denne udvikling og forståelsen af de lovmæssigheder, man kunne påpege i det kapitalistiske system, betød, at man fra nu af bevidst kunne (og var nødt til at) kæmpe for et samfund, der ikke var styret af »objektive lovmæssigheder«, men af menneskenes behov og bevidste valg.

Dvs. at allerede i kampen mod kapitalismen begyndte man at forlade menneskenes »forhistorie« for at bevæge sig ind i den egentlige »menneskelige historie«, den historie hvor det ikke længere var bestemte lovmæssigheder, der satte sig igennem bag om ryggen på folk, men hvor den historiske udvikling var et resultat af bevidste menneskelige prioriteringer.

Det var denne historieopfattelse, der blev den dominerende i 1970’ernes nye venstrefløj. Med en sådan materialistisk historieopfattelse som ballast skærpes kravet til forståelsen af både mål og midler.

Målet er der ikke »på forhånd«, det mister sin absolutte status og reduceres til (nogle) menneskers mål. Med andre ord: Det står altid til diskussion. Og brugen af voldelige metoder bliver mere problematisk, fordi metoden jo selv bliver en del af den fremtid, som ikke kommer af sig selv, men som vi skaber gennem vores handlinger.

Venstrefløjen og brugen af vold i den politiske kamp
Hvordan var så det ny venstres holdning til vold i forbindelse med kampen for et socialistisk samfund? Der var givetvis undtagelser, men hovedtendensen var ret entydig: Vold var ikke acceptabel som en offensiv metode.

Derimod var der en udbredt forståelse for, at folk rundt omkring i verden, der blev holdt nede med vold, havde ret til at slå fra sig. Tilsvarende var det en udbredt forestilling, at hvis »folkets flertal« hvade vundet magten, så var det legitimt at forsvare sig mod de forventede voldelige modangreb fra dem, der havde mistet deres privilegier.

Pinochets kontrarevolution i Chile var det mest spektakulære (men jo langt fra eneste) eksempel på, hvad der ville ske, hvis de besiddendes magt blev truet.

Som vores egen statsminister, Hilmar Baunsgaard, formulerede det i et interview i Berlingske Tidende 4. august 1968: »de revolutionære tilbøjeligheder vil blive mødt med tilsvarende reaktionære tilkendegivelser, og det bliver reaktionen, der kommer til at sejre. – Hvorfor? - Fordi den repræsenterer de besiddende. Der er noget at forsvare«.

Venstrefløjens »nuancerede« opfattelse af voldsproblemet gjorde det jo umuligt at svare entydigt nej, når man - specielt i TV-journalisternes krydsild op til folketingsvalgene - igen og igen blev konfronteret med spørgsmålet om anvendelse af vold i den gode sags tjeneste.

Og journalisternes, de borgerlige mediers og de borgerlige politikeres konklusion var glasklar: Kan man ikke 100 procent klart afsværge brugen af vold, går man altså ind for vold og er følgelig ikke demokrat.

På denne baggrund er det svært ikke at føle situationen i dag som lettere absurd. Det neokonservative - og VKO-flertallets - argument for at bruge vold (militær magt) er jo ikke, at man vil forsvare et allerede etableret, men truet demokrati. Det er heller ikke en støtte til en i forvejen opbygget bred frihedsbevægelse.

Tværtimod: Man kommer udefra - med sin ide om, hvordan alle samfund bør være indrettet og forsøger så at sætte det igennem med militær magt. Jeg ser her bort fra alle de andre mindre stuerene motiver, der formodentlig har spillet en væsentligere rolle (og ser man specielt på Politiken, så er der jo ingen grund til at mistænke bladet for at være i oliefirmaernes sold).

Man kan sagtens diskutere om 1970’er-venstrefløjens tolerance over for vold i visse særlige situationer var gennemtænkt og forsvarlig. Men netop definitionen af de særlige situationer, hvor vold kunne forsvares, viser, at den demokratiske nerve var langt mere levende, end den er i de nuværende demokratiidealisters krigeriske adfærd.

Den aktuelle diskussion om Blekingegadebanden er velegnet som illustration af problemet.

Denne gruppe var oprindeligt en del af det store kludetæppe, der udgjorde »venstrefløjen«, men isolerede sig hurtigt for at køre deres helt eget (hemmelige) løb. Som bekendt støttede de terroraktioner, og de skød en politimand under flugten fra et røveri.

For den hjemlige højrefløj har det været en kærkommen lejlighed til at få »bevist«, hvor voldsbefængt venstrefløjen er. Det usaglige i dette angreb har jeg allerede antydet, og jeg lader det blive ved det.

Det afgørende i denne sammenhæng er, at her har man en gruppe, som støtter palæstinensernes befrielseskamp. De mener at palæstinensernes situation er så håbløs og elendig, at kun beskidte metoder som flykapringer vil kunne give dem en chance for at blive hørt. Det vil gå ud over nogle uskyldige passagerer, men hvis det lykkes for palæstinenserne at kæmpe sig ud af undertrykkelsen, vil det til gengæld betyde, at mange flere menneskers liv vil blive reddet.

En tilsvarende logik kan bruges i forbindelse med politimanden: Tager man våben med til et røveri, har man kalkuleret med, at det kan blive nødvendigt at bruge det, og at ofringen af nogle fås liv kan være den pris, der må betales for at skaffe de mange millioner, der skal bruges til at redde de mange palæstinensiske liv. Altså: målet helliger midlet.

Midlet og målet
Men hvorfor er det ikke i orden? Vi flytter fokus til Irakkrigen: Fogh-regeringen, Dansk Folkeparti og alle deres tilhængere kan ikke have været i tvivl om, at en krig i Irak ville medføre, at mange, mange uskyldige mennesker ville miste livet!

Det er ikke nødvendigt at sætte trumf på med de enormt høje tabstal og den voldsomme ødelæggelse af irakernes dagligliv, som blev det faktiske resultat.

Pointen er en anden: Alt dette må til en vis grad være forudset. Og så har man skønnet at målet - et »demokratisk Irak« - var så godt og smukt, at det kunne berettige de drab og ødelæggelser, der ville følge med den militære indsats.

Og så er det man må spørge: Hvor er forskellen?

Ja den er, at Blekingegadebanden støttede en igangværende befrielseskamp, mens VKO-flertallet sætter militæret ind uden at have nogen «folkelig« bevægelse at koble sig på. Og så er der naturligvis indsatsens størrelse til forskel.

Men ser man på villigheden til at ofre andres liv for den sag man tror på, så er forskellen ikke let at få øje på.

Som Anders Fogh-Rasmussen sagde i sin nytårstale (1. januar 2004): »... jeg er sikker på, at befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd« (side 139).

Jeg har allerede omtalt Bonde Jensen argumenter for, hvorfor både Blekingegadebanden og Fogh-Rasmussen har uret. Hvilket jo også må indebære en kritik af 1970’er-venstrefløjens mere begrænsede accept af vold. Jeg vil nu prøve at uddybe synspunktet.

Diskussionen går på, om målet helliger midlet. Det vil sige: Handler man etisk forsvarligt, når man nøje har overvejet de sandsynlige konsekvenser af den kommende handling, og når resultatet af denne overvejelse er, at handlingen vil skabe mere lykke, end hvis handlingen ikke blev gennemført.

Det er en utilitaristisk etik, som første gang blev formuleret af den engelske filosof Bentham i slutningen af 1700-tallet. Denne argumentationsfigur blev allerede tilbagevist af Kant: Resultatet kan ikke bruges som argument.

En handling er kun moralsk forsvarlig, når dens principper er i orden, dvs. når man kan sige: Dette er det rigtige at gøre, uanset om vores forehavende lykkes eller ikke.

Man kan igen sammenligne med diskussionen om Blekingegadebanden: Var drabet på politimanden ok i kraft af, at pengene fra røveriet kom palæstinenserne til gode? Er flykapringer ok, hvis de palæstinensiske flykaprere derigennem får sat palæstinensernes sag på den verdenspolitiske dagsorden?

Nej vel? Men tilsyneladende er regeringen (og Tøger Seidenfaden på Politiken) og de amerikanske neokonservative enige om, at de hundredetusinder af ofre i Irak er forsvarlige. Det tjener til Seidenfadens ære, at han dog har et forbehold med: Hvis det altså ender med demokrati.

Det er mere end man kan sige om den danske regering, der som bekendt aldrig tager fejl.

Hvorfor kan man ikke bruge det forventede resultat som målestok for krigens berettigelse? Fordi resultatet aldrig er givet på forhånd. Det gælder principielt i alle forhold, men det turde være indlysende, at specielt en krig kan få uendeligt mange utilsigtede følgevirkninger. Det kan gå helt galt. Kan det også gå »godt« - altså ende med et irakisk demokrati?

Ja, det må man da håbe på et eller andet tidspunkt bliver resultatet for de arme irakere. Men vil det i givet fald gøre krigen berettiget? Kunne det ikke tænkes, at en form for demokrati ville kunne være blevet en realitet - på et eller andet tidspunkt - uden krig?

Det har man dog set andre steder (se henvisninger hos Bonde Jensen, side 165).

Drømmen om, at det skal ende med demokrati, er et figenblad, man klynger sig til. Men et figenblad kan ikke dække over de hundredetusinder af civile irakere, der er blevet dræbt og de lidelser, der er påført de overlevende.

Jamen det er jo et langt stykke vej »dem selv«, der har gjort det! Nå! Og hvad så? Ja, det havde »vi« jo ikke forudset! Nej, og derfor - og fordi der faktisk var rigtig mange, der advarede om, at det netop ville gå på denne måde - dur det ikke at begrunde og legitimere sin krigshandling med et drømmebillede af det resultat, krigen skulle føre til.

Nu kender vi det foreløbige resultat. Lad os sige, at der ikke dræbes flere civile, lad os foregøgle os at lidelserne stopper nu, og at der om kort tid er demokrati i Irak. I så fald gik det altså «godt«. Eller hvad?

Svagheden i den pragmatiske utilitarisme viser sig i, at tilhængerne har det med at foretrække at tale ud fra det »positive« slutresultat - og at glemme omkostningerne. Altså: Hvorfor er det lige at man ikke - f.eks. fra VKO-flertallets side - kunne stille sig op på forhånd og sige: »Vi håber selvfølgelig det går mere smertefrit, men en nøgtern analyse viser, at omkostningerne kan blive store: Vi kan risikere borgerkrigslignende tilstande, ødelæggelse af infrastrukturen og de samfundsmæssige institutioner i en længere periode, og de civile tab kan risikere at nå helt op på over 100.000. Men det er vi villige til at tage med. Fordelen ved at komme af med Saddam og få indført demokrati i Irak vejer tungere«.

Hvorfor kan dette ræsonnement ikke føres offentligt frem - før beslutningen - som et argument for, at det er den rigtige afgørelse? Det kan det ikke, fordi det ville være indlysende for langt de fleste, at det ville stride mod nogle grundlæggende moralske (og demokratiske) principper.

Igen: Der kan være situationer, hvor man (nogen) er nødt til og villig til at risikere egne liv for at slippe ud af en ellers håbløs situation - og villige til at acceptere tab af menneskeliv på »fjendens« side, den undertrykkende og tyranniske fjende vel at mærke.

Men hvem er eller var »fjenden« i Irak? Saddam Hussein! Ikke almindelige mennesker i Irak - de skulle netop reddes.

Altså, »vi« kommer udefra og siger: Nu skal vi redde jer, det vil godt nok koste jer mange lidelser og mange tusinde dræbte, men det har »vi« besluttet er ok. Bagefter skal det nok blive bedre - for dem, der overlevede med liv og lemmer i behold.

Hvordan ville vi se på en sådan holdning i alle mulige andre sammenhænge? Ville det f.eks. ikke åbne op for en langt hurtigere udvikling i den medicinske forskning (og dermed fremover redde mange, mange tusinde menneskeliv) hvis forskerne fik lov til også at lave åbenlyst livsfarlige forsøg med mennesker?

Altså: Målet er indeholdt i midlet. Den pointe er også relevant for både den gamle og den nuværende venstrefløj. Det betyder jo, at et voldeligt middel skaber et voldeligt mål. Voldelige metoder fører (næsten) altid til et undertrykkende resultat.

Det kan ikke-voldelige metoder jo også gøre. Pacifisten kan risikere at voldsmanden smadrer det hele. Men alt for ofte sidestiller man ikke-vold med passivitet. Det handler ikke bare om at vende den anden kind til, men om at yde modstand på en anden måde end med vold.

Bonde Jensens pointe er heller ikke pacifistisk. Han ved godt, at der gives situationer, hvor voldelig modstand kan være på sin plads. Pointen er derimod at vold og krig måske nok i helt specielle situationer kan tjene som et middel til at fjerne en undertrykker, men at det er nødvendigt at være sig bevidst, at det kun giver mening, hvis alle andre veje er udelukkede.

Sådan er det, fordi undertrykkerens grusomhed aldrig kan fjerne den oplæring i grusomhed, de voldelige, ikke-demokratiske metoder medfører. Behøver jeg at nævne Abu Ghraib? Man kan også pege på en figur som Robert Mugabe i Zimbabwe. Nissen flytter med.

Mennesker har ikke et indre helle, der består rent og uanfægtet af de handlinger, vi foretager. Den voldelige kamp er også en læreproces. Her lærer man at løse problemer, her lærer man at have ret. Det kan man i en eller anden forstand godt sige, at den undertrykte voldstilhænger har.

Men det er ikke det samme som, at dén undertrykte, der har sejret over undertrykkeren, også har det. Der skal altså pludselig skiftes over til helt andre - demokratiske – metoder, hvis ikke den gamle undertrykkelse skal erstattes af en ny.

Intet er umuligt, men let kan det ikke være, hverken for den sejrende eller de besejrede hvis den nye situation er kommet i stand med vold som det afgørende middel.

Derfor må diskussionen om mål og midler - i det store som i det små - føres igen og igen. Jørgen Bonde Jensens bog er et vigtigt bidrag.

Hans Erik Avlund Frandsen er pensioneret lektor i dansk og filosofi.

Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken - et læserbrev. Forlaget Babette. København 2007. 308 sider. 275 kroner.