»Min søns liv var 600 kroner værd«

Fair Leonardo Bernal blev i januar 2008 bortført og dræbt af den colombianske hær for at udløse en bonus på 600 kroner og forbedre hærens effektivitetsstatistik. Hans mor, Luz Marina Bernal, kæmper nu, på trods af dødstrusler, for at udbrede kendskabet til hærens brug af »falske positiver«

Af Maja Pedersen - 28. november 2010
Emneord · Verden

[Bogota, Colombia:] Sagen om det, der blev kendt som »de falske positiver«, altså civile henrettet af den colombianske hær og præsenteret som guerillasoldater dræbt i kamp, rystede medierne og skabte politisk skandale i Colombia i sidste halvdel af 2008.

Luz Marina Bernal er mor til en af de unge mænd, der blev offer for denne form for udenomsretslig henrettelse

Hun bor i Soacha, en forstad til Bogota, Colombias hovedstad, omkring halvanden times kørsel med offentlige transportmidler fra centrum. Tidligere var det en forstadsby, men på grund af massiv befolkningstilvækst er Soacha nu vokset sammen med hovedstaden.

I Soacha, som i andre udkantområder syd for Bogota, er en stor del af befolkningen internt fordrevne, der har måtte flygte fra deres hjem på landet og starte forfra i de fattige tæt befolkede storbykvarterer.

Luz Marina Bernals handikappede søn blev dræbt fire dage efter han forsvandt i Bogota. Alligevel mener Colombia at han faldt som kæmpende guerillasoldat. Privatfoto.

I 2008 kom Soacha på det politiske landekort med afsløringen af brugen af »falske positiver«, altså civile henrettet af den colombianske hær og præsenteret som guerillasoldater dræbt i kamp.

Luz Marina Bernal er mor til Fair Leonardo Porras Bernal, en af de civile unge mænd, der blev dræbt af den colombianske hær for derefter af blive præsenteret som guerillasoldat dræbt i kamp.

Hun taler i tre timer, uden pause og uden at blive afbrudt, om sin søns pludselige forsvinden og om hvordan han senere dukkede op i en massegrav i den anden ende af landet.

Det er tre timer, hvor hun fortæller om sit liv, i den smerte, det har været for hende, at hendes søn har lidt så meningsløs en død, men også i den kamp, som hendes søns pludselige død har kastet hende ud i.

Forsvundet i ni måneder

– Den sidste gang, vi så ham, var den 8. januar 2008 klokken halv to om eftermiddagen, fortæller Luz Marina.

Hun og familien vidste, at der var noget galt, da han ikke kom hjem den dag. Det lignede ikke ham bare at forsvinde på den måde og uden at sige noget til nogen. De ledte og spurgte efter ham overalt, men uden held.

– For en mor er det helt forfærdeligt at leve med denne uvished, han var konstant i mine tanker. Hver gang jeg satte mig for at spise, tænkte jeg, mon min søn har spist nu, og hver gang jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg, mon min søn nu sover i en ren seng, siger hun.

Hver ottende dag tog Luz Marina med stor ængstelse på retsmedicinsk afdeling for at se, om hun mellem billederne af de døde fandt et billede af sin søn. Men der skulle gå ni måneder med uvished, før hun fandt det første spor af sin søn.

Dræbt i januar, dukket op i september

I midten af september 2008 blev Luz Marina ringet op fra retsmedicinsk afdeling med den besked, at de troede, de havde fundet hendes søn i en massegrav i Ocaña, Norte de Santander.

Fuldstændigt uforstående overfor hvad der havde havde bragt deres søn død eller levende til den anden ende af landet, tog familien afsted mod Ocaña for at få udleveret liget.

Men i Ocaña ventede der endnu en ubehagelig overraskelse på Luz Marina og hendes familie. Da de stod overfor dem, der skulle udlevere liget, blev de for første gang konfronteret med den påstand, at deres søn var guerillasoldat dræbt af den colombianske hær i kamp.

– Jeg spurgte, hvornår min søn var blev slået ihjel, de sagde, at han blev dræbt i kamp den 12. januar 2008, altså fire dage efter han forsvandt i Soacha, godt og vel en dagsrejse derfra, så som jeg spurgte dem, der stod for udleveringen: Hvornår skulle han have haft tid til at kæmpe i guerillabevægelsen?

Handikap modbeviste hærens påstande

Mens Luz Marina var gravid med Leonardo, var hun ude for en trafikulykke, der betød at Leonardo på nogle områder var tilbagestående af sin alder og havde lettere fysiske handikap. Ved skæbnens tilfælde skulle det blive Leonardos handikap, der i første omgang var med til at kaste lys over omstændighederne omkring hans død og hærens brug af de falske positiver.

– De sagde, at min søn arbejdede med at indkræve penge for guerillaen i Ocaña, men en af de ting han ikke kunne [som følge af hjerneskaden, red.] var at skelne værdien af tal og dermed af penge. Derudover sagde de, at han bar et våben i sin højre hånd, men min søn havde på grund af sit handikap også nedsat førelse i højre hånd, siger Luz Marina.

Familien brugte en hel dag på statsadvokaturet i Ocañas kontor med at dokumentere, hvilke handikap deres søn havde haft, og at hærens oplysninger ikke kunne være sande.

Det skulle vise sig at sagen om Luz Marinas søns død ikke var enestående. Udgravningerne i Ocaña afslørede ikke mindre end 16 mænd, der var forsvundet sporløst fra Soacha ganske kort før den dato, som retsmedicinerne fastsatte for deres død i Ocaña.

Lidt efter lidt gik det op for Luz Marina, hvordan det kunne gå til, at hendes søn endte i en massegrav i den anden ende af landet, præsenteret som guerillasoldat dræbt i kamp.

– For mig var det et kæmpechok, jeg var rystet over, at den colombianske hær, der burde beskytte folk, slår uskyldige mennesker ihjel og præsenterer dem som guerillasoldater, siger hun.

Belønningssystemet

Men først til de første retslige afhøringer af de soldater, der stod bag bortførelsen og drabet på hendes søn, faldt de sidste brikker endeligt på plads:

– Det gik op for mig, at hæren opererede med et internt belønningssystem, der betaler soldater efter hvor mange guerillasoldater, de dræber, og prisen afhænger af hvilken militær rang, den dræbte guerillasoldat har, fortæller hun.

Luz Marina forklarer, hvordan det interne belønningssystem er blevet udarbejdet af den colombianske hær for at fremme militære resultater i form af døde guerillasoldater, hvilket kan retfærdiggøre de enorme summer af penge som Colombia bruger på militær og guerillabekæmpelse hvert år.

Det er blandt andet dette bodycount system, der har fået soldater til at dræbe civile og præsentere dem som guerillasoldater dræbt i kamp.

– Det var den politik der slog min søn ihjel. Nu ved jeg, at prisen for min søns liv var 200.000 colombianske pesos, konstaterer Luz Marina.

200.000 colombianske pesos svarer til 600 danske kroner.

– Som mor er det utroligt smertefuldt at finde ud af, at ens søns liv er blevet solgt for 200.000 pesos, at alt det han har været igennem og kæmpet gennem sit liv og hans fremtid og alt det, der ventede forude, ikke er mere værd end 200.000 pesos, det er simpelthen ikke til at fatte, siger hun.

Politisk forfulgte - også udrustet som guerillaer

Sagerne fra Soacha har langt fra var noget enestående tilfælde. Især i de landlige regioner har sociale organisationer længe fortalt, at sociale og politiske ledere blev dræbt som følge af deres politiske engagement og senere, for at retfærdiggøre henrettelserne, blevet præsenteret som guerillasoldater dræbt i kamp.

Flere organisationerne sagt, at de dræbte var blevet iklædt uniformer efter dødens indtræden, hvilket kunne ses på at uniformerne var intakte der, hvor de dræbende skud var placeret i kroppen.

Sagerne fra Soacha, der for alvor kastede lys over brugen af »falske positiver«, adskilte sig ved, at de mænd, der blev kidnappet og dræbt, ikke var politisk forfulgte, men tilfældige mænd, der blev lokket ud af det socialt belastede kvarter med løfte om arbejde.

De tjente udelukkende til at pynte på krigsstatistikkerne og ikke til at retfærdiggøre politisk forfølgelse.

Efter at det på grund af massive beviser der ikke længere kunne tilbagevises, og derfor blev accepteret som en realitet i den colombianske offentlighed, at hæren havde begået disse overgreb i Soacha, er der rundt omkring i landet dukket flere og flere eksempler op.

Den geografiske spredning af det samme mønster har fået kritiske stemmer til at pege på, at højt placerede militærfolk har haft kendskab til, og sågar været med til at indføre, denne praksis.

Trusselsbrev til Luz Marina Bernal; »Nogen gange er det bedre med tavshed i tilfælde af en forsvinding, en ting som du ikke har kunnet forstå en gang for alle. Du er det næste offer. Det er bedst, at du holder helt kæft om det, man har sagt til dig, og det man har advaret dig om. Du ved allerede, at vi er tæt på dig, men det virker som om du ikke forstår det, og som du har lyst til at lege med os. Dette er ikke en trussel, det er en advarsel.« Privatfoto.

Ofre organiserer sig

For Luz Marina har hendes søns meningsløse død været en konfrontation med en anden og mere dyster side af det Colombia, hun troede, hun kendte:

– Det har været et kæmpe realitetschok for mig at finde ud af, hvordan tingene også fungerer her. Tidligere havde jeg slet ikke kunnet forestille mig, at sådan nogle ting kunne finde sted her i vores land, siger hun.

Det har fået Luz Marina til at gå ind i kampen for, at andre colombianere også skal få øjnene op for hvad, der finder sted i Colombia. Sammen med tusindvis af colombianere i den sociale bevægelse af ofre for statsovergreb, MOVICE, Movimientos de Victimas de Crimenes del Estado, bevægelsen af ofre for statsforbrydelser.

I MOVICE kæmper for at den colombianske stat påtager sig ansvar for forbrydelserne og anerkender ofrenes krav om beskyttelse, erstatning og politisk oprejsning.

– Jeg kæmper ikke kun denne kamp for min egen skyld, jeg kæmper for retfærdighed, for at de skyldige bliver holdt ansvarlige for, at ingen anden mor behøver at gå igennem det samme som mig. Det ønsker jeg ikke for nogen, for det er den værste smerte en mor kan opleve, siger Luz Marina.

Mordtrusler

Men det er ikke uden risiko.Luz Marina har modtaget flere dødstrusler, afleveret gennem brevsprækken i hendes dør, den sidste adresseret med hendes fulde navn.

Truslerne opfordrer Luz Marina til at holde kæft om, hvad der er sket med hendes søn. Et af trusselsbrevene er underskrevet »Aguilas Negras«, en af de mest kendte paramillitære grupper der opererer i Colombia.

Men Luz Marina vil ikke lade sig skræmme:

– Og hvis jeg skal dø i denne kamp, så tror jeg i det mindste, at jeg vil dø i fred med mig selv, velvidende at jeg ikke forblev tavs, men kæmpede for at alle skulle kende til min søns skæbne, at jeg kæmpede mod den uretfærdighed, som jeg har mødt i det her land, siger hun.