Læsevejledning til Kapitalens første bind, af Karl Marx, oprindelig udgivet som forord til en udgivelse af "Kapitalen" fra 1932.

Israelsk prisbelønnet dokumentarprogram fra 2009

En elementær skolingstekst i marxisme, udgivet af Karl Korsch i 1922.

Der er foran henvist til nedenstående bøger og artikler. I teksten angives kun forfatternavn plus sidetal. Henvises der til mere end ét værk af samme forfatter, tilføjes i en parentes efter navnet et tal eller bogstaver, der korresponderer med dem, der er angivet i litteraturlisten. Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaard (I): Af en endnu Levendes Papirer (s. 11-59), 1838 Søren Kierkegaard (I): Om Begrebet Ironie (s. 59-333), 1840 Søren Kierkegaard (II): Enten- eller bd. 1, 1843 Søren Kierkegaard (III): Enten- eller bd. 2, 1843 Søren Kierkegaard (IV): Atten opbyggelige Taler , 1843-44 Søren...

Både Kierkegaard og Marx har som bekendt skrevet en hel del mere end det, der er taget stilling til her. For Kierkegaards vedkommende sker der imidlertid ikke nogen væsentlig udvikling, hvad angår historieopfattelsen. Kritikken af Hegels historieabsolutering fastholdes, og den historieteoretiske begrænsning i det synspunkt, der kun vil eller kan operere ud fra kategorien ”hiin Enkelte” viser sig tydeligere og tydeligere. Bragt ned på den kortest tænkelige formel kan man sige, at den historiefilosofi, Kierkegaard udvikler i Philosophiske Smuler har samme funktion som Sokrates’ kritik af den...

a. Indledning Det vigtigste nye i Parisermanuskripterne i forhold til Marx’ tidligere skrifter er, at analysens centrale genstand nu er bestemt som de forhold mellem menneskene, der er ”bestemt af og bragt i stand af individets materielle produktion”. Netop deri ”består Manuskripternes grundlæggende nye tanke” (Markus, s.34). Det betyder, som det er vist i det foregående kapitel, ikke, at Marx dermed har overskredet idealismen. Det er klart, at vi her har et vigtigt grundlag for de senere analyser i Kapitalen , men inden for Parisermanuskripternes egen forståelseshorisont er der ikke tale om...

a. Indledning Anden del af Enten- eller repræsenterer ikke et alternativ til den hegelske stats- og historiefilosofi. Assessor Vilhelm klarer ikke de problemer, første del stillede, ved at anfægte deres teoretiske grundlag, men ved at frakende dem den betydning, de havde hos A, og i stedet koncentrere sig om den enkeltes eksistentielle valg. Han udvikler en psykologi (hvis skarpsindighed og betydning ikke ydes retfærdighed i min korte gennemgang), ikke en ny historieteori. Det betyder, at der nok er sagt noget væsentligt om den indre dialektik, men intet om den ydre. Forholdet mellem individ...

a. Indledning Almindeligvis reducerer Kierkegaardforskningen problemstillingen i Enten- eller til at være et spørgsmål om en konfrontation mellem to forskellige livsholdninger. Naturligvis er der tale om en sådan konfrontation. Men når det æstetiske og det etiske stadium kun opfattes som eviggyldige størrelser, som færdigsyede holdninger, MENNESKET i al almindelighed og til evig tid må vælge mellem, så har man bortamputeret Kierkegaards sans for historien. Han var ganske vist ikke selv i stand til at overvinde den modsigelse i Hegels historiefilosofi, som bestod i, at menneskene på én gang...

a. Indledning Overfladisk set er der stor forskel på Marx’ og Kierkegaards positioner her i de første år af 1840’erne. Men den filosofiske idealisme har mange skikkelser, der imidlertid er fælles om at gøre menneskenes konkrete, materielle liv og frihed til noget sekundært. Hverken hos Marx eller Kierkegaard har menneskene status som det egentlige subjekt i forhold til deres egen historie og det samfund, de lever i. Hos Kierkegaard fremtrådte staten som en indiskutabel, objektiv instans, som menneskene måtte acceptere som den uomgængelige kulisse for deres indre eksistens. Hos Marx står...

a. Indledning Kierkegaards historieopfattelse er entydigt idealistisk. Ganske vist var det et hovedpunkt i hans kritik af romantikken, at den forsøgte at fornægte den konkrete og materielle virkelighed. Ikke desto mindre er de konkrete historiske forhold i Kierkegaards fremstilling altid blot det passive udtryk for det ideale (åndelige) subjekt. Udviklingen drives fremad, fordi verdensånden længes efter sig selv, ikke fordi menneskene i deres arbejde og i deres organisering af arbejdet udvikler nye erfaringer og nye organisationsformer, der på et vist tidspunkt af forskellige bestemte grunde...