---

Almengørelse af overenskomster

Lovsikret mulighed for almengørelse af overenskomster kan være et redskab i kampen mod løndumpning, mener Bent Moos, faglig sekretær i 3F.

Af Bent Moos - 4. juli 2011

---

En lovsikret mulighed for almengørelse af overenskomster er et nødvendigt supplement i kampen for overenskomstdækning. Da det er et kontroversielt synspunkt på den faglige venstrefløj har det været nødvendigt med en grundig gennemgang af forslaget og en grundig tilbagevisning af de normale modargumenter.

Kampen mod løndumping står af gode grunde centralt i fagbevægelsens aktuelle aktiviteter på det private arbejdsmarked.

Den stod i centrum under overenskomstforhandlingerne i 2010 og kommer til det igen i 2012.

Det er slagordet under en lang række faglige konflikter, frem for alt i byggebranchen. Der er afholdt diverse faglige konferencer om emnet, og for nylig har et løndumpingsudvalg under LO barslet med en omfattende rapport med diverse anbefalinger, hvor spørgsmålet om lovsikret almengørelse af overenskomster også drøftes.

Det forventes også at blive et centralt emne på den kommende LO-kongres i september, ligesom SD/SF planen for en ny regering lover initiativer for at modvirke løndumping.

Fagbevægelsen er enig om at kamp mod social dumping er en hovedprioritet - men ikke om almengørelse kan dæmme op for problemet. Arkivfoto fra faglig konference december 2010: Morten Rode/Monsun.

Det handler om kampen mod undergravelse af det overenskomstdækkede arbejdsmarked og er derfor selvfølgelig et spørgsmål om liv eller død for dansk fagbevægelse.

Diskussionen har især handlet om konsekvensen af den fri adgang fra Østeuropa af såvel arbejdere som udstationerede firmaer, der bliver brugt til at undergrave de gældende overenskomster hos de hovedansvarlige danske firmaer.

Det har især handlet om krav vedrørende:

• kædeansvar der skal sikre at den overenskomstdækkede hovedentreprenør gøres økonomisk ansvarlig for overholdelse af overenskomsten i hele kæden af underentreprenører/underleverandører.
• bestilleransvar der skal forpligtige bestilleren til at hæfte for de aftaler om løn og ansættelsesvilkår (uanset om der er overenskomst eller ej) som underleverandører/entreprenører har indgået med de ansatte, herunder også ansvar for skat og moms og øvrig arbejdsmarkedslovgivning. Her har Enhedslisten fremsat et lovforslag.

Kampen mod løndumping er imidlertid en meget bredere problemstilling, der også handler om en afgørende form for løndumping, nemlig den begrænsede overenskomstdækning i mange brancher, der i disse år udvikler sig i den gale retning.

Myten om det overenskomstdækkede danske arbejdsmarked i Den Danske Model lever i bedste velgående.

De mest omtalte undersøgelser siger kun noget om, hvor mange lønmodtagere der på det private arbejdsmarked er dækket af en overenskomst, hvor der tales om at ca 30 procent er uden. Personligt tror jeg, det ser endnu værre ud!

Det siger imidlertid intet om antallet af virksomheder, der er dækket af en overenskomst på det private arbejdsmarked.

Der findes mig bekendt ingen undersøgelse heraf, men jeg vil uden at ryste på hånden anslå, at det er under halvdelen med store variationer inden for de forskellige brancher.

I hotel- og restaurationsbranchen, som jeg i mit faglige arbejde primært har med at gøre, er overenskomstdækningen formodentlig helt nede på 20 procent. Og det især står særligt slemt til på alt andet end hoteller, kursuscentre og større kæder . Det siger sig selv at det giver hårde betingelser, når der skal kæmpes for forbedringer i den overenskomstdækkede del af branchen, der udsættes for et ekstremt løndumpingspres fra de mange useriøse arbejdsgivere, der kan køre på frihjul.

Det siger også meget om, hvor mange i branchen, der står ubeskyttet med meget få sikrede rettigheder.

Fagbevægelsens normale løsning

Fagbevægelsens svar på denne situation er i dag alene organisering og faglig kamp (hovedkonflikt og sympatikonflikt) fra restaurant til restaurant, fra cafe til cafe og fra fastfoodforretning til fastfoodforretning. Det kræver, at der skal sættes store faglige ressourcer ind på at gennemtvinge en overenskomst overfor hver enkelt arbejdsgiver, der som hovedregel er totalt afvisende, når de kan leve højt på, hvor let det er i vor branche at erstatte organiserede ansatte.

Af mange grunde, det her vil føre for vidt at komme ind på, er det en illusion at tro, at en faglig kamp i hotel-og restaurationsbranchen fra virksomhed til virksomhed kan føre til at hele branchen overenskomstdækkes.

Man behøver blot som stikord at nævne løse og atypiske ansættelsesforhold, udliciteringer og bortforpagtninger, mange der kun er sæsonansatte samt unge og studerende, der ikke har jobbet som levevej, udbredt sort arbejde, pressede arbejdsgivere uden branchebaggrund, der overlever på plat og svindel, løbende bortfald af overenskomster ved ejerskifter og konkurser, retsligt forbud mod kundeboykot som kampmiddel og en svag arbejdsgiverforening.

Andre muligheder?

Det rejser spørgsmålet om, der er andre mulige redskaber, der kan understøtte den faglige kamp for overenskomstdækning, der fortsat selvfølgelig er nødvendig og den afgørende forudsætning for alt andet. En fagbevægelse, der opgiver at organisere og aktivisere medlemmerne til faglig kamp og i stedet satser på, at alt skal løses af Folketinget, begår selvmord!!

I denne faglige kommentar vil jeg prøve at besvare spørgsmålet på baggrund af situationen i hotel-og restaurationsbranchen, men problemstillingen er relevant i mange andre brancher som f. eks. rengørings- og butiksområdet. Det er endog også relevant i brancher hvor fagbevægelsen traditionelt står stærkere som f.eks. byggebranchen og transport.

Det er tankevækkende, at det var 92 procent, der havde lovindgreb mod løndumping som nr. 1 på hitlisten over krav til den ny SD-SF regering (jf. Berlingske Tidendes rundspørge til lokale afdelingsrepræsentanter i flere forbund).

Denne faglige kommentar skal tage stilling til, om et lovforslag, der muliggør almengørelse af overenskomsten i udsatte brancher, er svaret på ønsket fra fagbevægelsens afdelingstillidsfolk.

Debat og afklaring før et lovforslag er aktuelt

Der findes i dag et muligt indgreb overfor arbejdsgivere uden overenskomst som hovedparten af fagbevægelsens tillidsrepræsentanter på alle niveauer indtil videre afviser: muligheden for at almengøre overenskomsterne, så de også gælder de arbejdsgivere i en branche, der er ansvarlig for løndumping ved at sige nej til overenskomst.

Afvisningen af indgrebet gælder også mit eget forbund 3F og venstrefløjen i fagbevægelsen, herunder tillidsrepræsentanter der er medlem af Enhedslisten.

I lyset af presset på overenskomstdækningen er debatten dog ved at komme i gang. To forbund har så vidt det vides tilsluttet sig (Malerforbundet og NNF).

Denne faglige kommentar er derfor et indlæg i debatten i fagbevægelsen med henblik på at ændre denne afvisende holdning.

Først når denne holdning er ændret, og det er de relevante demokratisk valgte forbundsforsamlinger, der kræver det, skal en lov om almengørelse rejses som et krav til en SD-SF regering.

Det må under ingen omstændigheder forsøges gennemført politisk i form af et lovforslag, før det kommer som et krav fra fagbevægelsen.

Hvad vil det sige at almengøre overenskomster?

Det har intet at gøre med, at politikerne nu skal til at gribe ind i indholdet i overenskomsterne.

Det har intet at gøre med at fastsætte en mindsteløn på arbejdsmarkedet ved lov, hvilket vi alle i fagbevægelsen er enige om at afvise. Hvis det til enhver tid siddende folketingsflertal skal til at lovgive om en fælles og generel mindsteløn, vil det udsætte overenskomsternes tilkæmpede mindsteløn/normalløn for et ekstremt og undergravende pres.

I forhold til min branche betyder forslaget om almengørelse, at der skal vedtages en lov, der muliggør at den dominerende hovedoverenskomst i hotel og restaurationsbranchen mellem arbejdsgiverforeningen Horesta og 3F kommer til at være gældende på alle arbejdspladser i branchen, dvs. den bliver almengjort.

Det er med andre ord den overenskomst, arbejdsmarkedsparterne har aftalt, der almengøres som lovindgreb overfor de mange arbejdsgivere, der nægter at indgå en overenskomst. Politikerne skal ikke blande sig i indholdet.

Det lyder måske meget enkelt, men rejser imidlertid en bunke problemer, der skal løses, før man for alvor kan tage stilling til, om man vil tilslutte sig forslaget.

Derfor vil jeg i det følgende komme med et samlet forslag, der efter min opfattelse skaber en sammenhængende løsning, der på ingen måde bryder med Den Danske Model, men tværtimod udbreder og understøtter den!

Jeg vil derefter kort gennemgå de traditionelle indvendinger mod forslaget.

Almengørelse er ikke noget nyt i Danmark og det øvrige Norden

På ingen måde!!

I debatten henvises ofte til erfaringer fra udlandet, hvor almengørelse i mange forskellige og efter min opfattelse problematiske udgaver er gennemført i 22 ud af 28 Europæiske lande.

Det hævdes ofte, at almengørelse ved lov strider mod den særlige nordiske model, der stilles op som forbillede for resten af Europa, men det er en myte!

På det seneste er det gået op for dele af fagbevægelsen, at Norge har haft en lov herom i flere år, så man kan begynde at se på erfaringerne derfra. Underligt nok er erfaringerne fra Finland sjældent nævnt, hvor det har fungeret i mange år og i dag er rimeligt velfungerende og anerkendt af begge parter på arbejdsmarkedet. Vi kan dog ikke uden videre overtage deres løsningsmodeller.

I Sverige kender man ikke almengørelse ved lov, men der er til gengæld en omfattende arbejdsmarkedslovgivning, der giver fagbevægelsen og arbejderne meget store fordele og rettigheder, især på tryghedsområdet.

Selv i Danmark kendes almengørelse ved lov på mange områder, hvor der er brug for et indgreb for at beskytte de ansatte mod arbejdsgiverne eller for at undgå konkurrenceforvridning:

1. Elever
Det mest kendte eksempel er Erhvervsuddannelsesloven, der indebærer, at den dominerende elevoverenskomst i en branche er gældende for alle elever, uanset om der er overenskomst eller ej. Det er de individuelle vilkår i sin helhed, der gælder, og alle sager behandles i et særligt tvistighedsnævn, hvor LO og DA er partsdommere.

2. Fleksjob
Det er ved lov vedtaget, at alle i fleksjob er omfattet af den dominerende overenskomst i branchen, selv om der ikke er overenskomst for de øvrige ansatte. Det er ved en højesteretsdom netop fastslået, at det er alle individuelle vilkår i sin helhed (dvs. ikke kun løn) og den enkelte ikke kan presses til at fravige vilkårene med mindre, der er adgang hertil i overenskomsten. Sager i virksomheder uden overenskomst afgøres civilretsligt.

3. Ledige i job med løntilskud
Der er stort set samme retstilstand som nævnt under fleksjob

4. Lov om virksomhedsoverdragelse
Her sikres i dag som minimum at de individuelle overenskomstvilkår er beskyttet hos en ny arbejdsgiver indtil overenskomstens udløb.

Fagbevægelsen har i alle årene kæmpet for en genoprettelse af den oprindelige retstilstand fra tiden før en katastrofal arbejdsretsdom, der skulle straffe Prosa (!!). Dengang var det nemlig den kollektive overenskomst, der var beskyttet tidsubegrænset ved arbejdsgiverskifte og ikke kun de individuelle vilkår frem til udløb.

Genopretttelse af retstilstanden er jo et krav om almengørelse af hele overenskomsten hos nye arbejdsgivere ved lov!!

5. Udenlandsk arbejdskraft
Østeuropaaftalen blev netop kritiseret af fagbevægelsen for, at de udenlandske arbejdere i overgangsperioden ikke var sikret overenskomstmæssige vilkår, men kun de vilkår de underbetalte danskere havde på arbejdspladser, hvor der ikke var overenskomst.

Kort sagt: kravet var almengørelse for en bestemt gruppe af arbejdere!

Det er i dag gået i glemmebogen, at der engang var en form for beskyttende almengørelse, da den første store bølge af udenlandsk arbejdskraft blev hentet til landet af arbejdsgiverne som billig arbejdskraft i tresserne: Det stod i henhold til loven i deres pas at de skulle beskæftiges på overenskomstmæssige vilkår!

Enhedslisten kom for ikke så længe siden til skade at genoptage kravet om almengørelse for udenlandske arbejdere, men trak selvfølgelig i land, da det både er i strid med EU-diskrimineringsreglerne og fagligt uholdbart at sikre f. eks svenskere bedre vilkår end danskere !!

6. ILO-konvention nr. 94
I henhold til denne konvention skal offentligt udbud af opgaver til private foregå på overenskomstmæssige vilkår. Det gælder i Danmark på statens område, men i kommuner og regioner kun ved udbud af opgaver inden for byggebranchen. LO og venstrefløjen kræver det overholdt og almengørelsen udvidet til alle kommunale og regionale udbud.

7. Transportområdet
På flere områder inden for transport (f.eks. taxa og godstransport) findes der en af fagbevægelsen støttet lovgivning, der kræver at arbejdet udføres på overenskomstmæssige vilkår.

Samlet lovforslag om almengørelse

Jeg skal her først komme med en samlet, men kortfattet, fremstilling af forslaget, hvorefter jeg gennemgår argumentationen punkt for punkt i de følgende afsnit.

Fagbevægelsen skal kræve, at en SD-SF regering støttet af Enhedslisten skal vedtage en lov om en mulighed for almengørelse af den dominerende, toneangivende overenskomst i brancher, hvor der er behov herfor.

Almengørelsens udstrækning afgøres af den dominerende overenskomsts definition på det faglige gyldighedsområde (branchens afgrænsning, faggrupper osv).

Det forudsætter, at det er et landsdækkende forbund, der fremsætter krav om almengørelse.

Det er kun de individuelle løn- og ansættelsesvilkår, der almengøres, men det er jo normalt ca. 85 procent af overenskomsten og sikrer derved de ansattes fundamentale rettigheder.

Hvis det derimod var den kollektive overenskomst i sin helhed, der blev almengjort, følger hovedaftalens fredspligt med. Det ville betyde. at fagbevægelsens afgørende ret til at konflikte for nye og anderledes overenskomster på uholdbar vis ville blive sat ud af kraft.

Da almengørelsen kun omfatter de individuelle vilkår, er der altså stadig mulighed for at tilkæmpe sig en kollektiv overenskomst på virksomheder, der kun er dækket af almengørelse, herunder evt. opnå andre og bedre overenskomster end den dominerende.

Det forbund, der har indgået den dominerende overenskomst, skal på almengjorte virksomheder som normalt kunne føre sager for medlemmerne fagretsligt, selv om der ikke er en kollektiv overenskomst. Uorganiserede må så gå til advokater og de civile domstole, lige som det i dag er tilfældet på overenskomstdækkede virksomheder.

Dette er hovedpunkterne i et samlet forslag! Og så over til kommentarer til forslaget:

Hvem bestemmer, om der skal ske almengørelse?

Det skal understreges, at det ikke er Folketinget, der indfører at en overenskomst almengøres. Folketinget skal kun vedtage en lov, der giver et forbund muligheden.

Kravet om almengørelse skal komme fra et landsdækkende forbund i brancher, hvor der er behov for at beskytte overenskomstdækningen.

Det omfatter altså ikke hele arbejdsmarkedet, men de brancher, hvor et forbund bruger lovens mulighed.

Det er altså op til de enkelte forbund, om de vil bruge muligheden. Det betyder, at der ikke behøver at være total enighed i fagbevægelsen om at indføre en sådan lov, da det er op til de enkelte forbund at beslutte, om de vil bruge muligheden.

Det vil så være en debat og beslutning, der skal tages demokratisk i hvert forbund.

Selv om forslaget også beskytter de seriøse arbejdsgivere mod undergravende konkurrence, vil DA, DI, DE osv. være imod, da det er et politisk indgreb, der forrykker styrkeforholdet til vores fordel, når der ikke længere er et pres fra de mange virksomheder, der i dag undergraver de normale vilkår.

Det er tankevækkende at DA i Tvistighedsnævnet kæmper juridisk for at elever i virksomheder uden overenskomst kun i meget begrænset omfang skal være beskyttet af den almengjorte elevoverenskomst!!

I dele af byggebranchen er flere arbejdsgivere forståeligt nok så desperate, at de faktisk støtter forslaget om almengørelse.

I andre lande er der store problemer med i loven at få fastlagt hvem, der skal afgøre, om der kan ske almengørelse i bestemte brancher. I Norge er det et særligt nævn der har afgørelsen.

Vi må afvise, at arbejdsgiverside har vetoret, lige som vi må afvise, at det er en regering, der skal afgøre det.

Vores principielle holdning til loven må være, at det suverænt er de enkelte forbund, der selv afgør, om de vil bruge muligheden, lige som det i dag er det enkelte forbund, der suverænt afgør, om der skal konfliktes for en overenskomst.

Det vil dog nok kræve et flertal, der er lidt mere rødt end det kommende!!

Det er realistisk set nok muligt at loven i første omgang kommer til at indeholde visse kriterier, der skal opfyldes som forudsætning for, at et forbund ensidigt kan benytte muligheden til at gennemføre almengørelsen. Det skal så være en fagretslig afgørelse, hvis arbejdsgiversiden protesterer.

Det afgørende er, at regeringer eller arbejdsgiverorganisationer på området ikke får vetoret.

Den dominerende overenskomst

Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig: Hvilken overenskomst er den dominerende i branchen?

Det er en problemstilling, der kendes i forvejen i arbejdsretlig sammenhæng.

I arbejdsretsdommen om 3Fs konfliktret overfor Nørrebro Bryghus i København, der havde overenskomst med Kristelig Fagforening blev det fastslået, at det var 3F, der havde den toneangivende overenskomst på tjenerområdet.

Mere afgørende er den strid, der har været inden for elevområdet, hvor Tvistighedsnævnet har fastslået, at det er den toneangivende elevoverenskomst, der er gældende selv om virksomheden prøver at påberåbe sig en anden eller selv er omfattet af en konkurrenceforvridende elevoverenskomst med Kristelig Fagforening.

Konklusionen er, at det er en problemstilling, vi kender i forvejen, og den kan afgøres fagretsligt på sædvanlig vis. Det skal ikke afgøres af politisk.

Hvad nu hvis der slet ikke findes en dominerende overenskomst?

Hvis der ikke er noget landsdækkende forbund, der har opnået en sådan styrke, at de har opnået en dominerende overenskomst på et afgrænset fagligt område, kan de ikke påberåbe sig lovens mulighed.

Her kræves et organiseringsarbejde og en faglig indsats for at nå frem til en dominerende overenskomst.

Der kan også være tale om overenskomstdækning af et område, men uden der er en dominerende overenskomst.

Det sidste er tilfældet på mit eget område, nemlig cafeterie- og restaurationsområdet på færger, hvor vi har en selvstændig og forskellig overenskomst med hvert enkelt rederi uden en dominerende overenskomst. Til gengæld er der 100 procent overenskomstdækning, så lovens mulighed ikke skal bruges.

Hvad nu, hvis der er en anden og dominerende overenskomst i virksomheden end den dominerende?

Dette er også en i forvejen kendt problemstilling der kan afgøres fagretsligt.

En gul overenskomst
Hvis en virksomhed f. eks har en gul overenskomst som den kristelige, der er udtryk for markant løndumping, vil almengørelsen medføre, at de individuelle løn- og ansættelsesvilkår i den dominerende overenskomst vil overtrumfe den gule overenskomst.

Det kendes som tidligere nævnt i forvejen inden for elevområdet, hvor Tvistighedsnævnet har afgjort retstilstanden. Det er dog appelleret til Højesteret, der i nærmeste fremtid kommer med en afgørelse, der forventes at falde ud til vores fordel.

Uanset dette har LO-forbund stadig konfliktret overfor virksomheder, der er omfattet af undergravende overenskomster indgået med andre forbund uden for LO (dvs. ikke under samme hovedaftale) hvad enten det er gule fagforeninger eller forbund, der er medlem af andre hovedorganisationer.

Her kan konfliktmuligheden sætte den undergravende overenskomst ud af kraft og dermed supplere almengørelsen.

En konkurrenceforvridende LO-overenskomst
En sådan underkendelse af en løndumpende overenskomst via en almengørelse kan selvfølgelig også ramme konkurrenceforvridende overenskomster med uorganiserede arbejdsgivere, der i en presset situation er indgået af et LO-forbund.

Her kan almengørelsen få nogle konsekvenser, hvor meningerne i fagbevægelsen vil være delte.

Her er retsstillingen i forvejen den, at et LO-forbund, der har indgået en undergravende lokaloverenskomst med en virksomhed uden for DA, men inden for sit eget hovedoverenskomstområde, kan dømmes en bod i Arbejdsretten for organisationsfjendtlig handling med pligt til at frigøre sig fra den undergravende overenskomst, om nødvendigt ved konflikt.

Spørgsmålet, om det er en konkurrenceforvridende overenskomst, afgøres ved en voldgift og en efterfølgende sag i Arbejdsretten om bod og frigørelsespligt.

En sådan forpligtelse til ikke at indgå konkurrenceforvridende overenskomst står direkte i hovedoverenskomsten for hotel- og restaurationsbranchen. Det må imidlertid anses for al være en almen retstilstand, da det kun kan opfattes som en organisationsfjendtlig handling mod den berørte arbejdsgiverforening, der er part i den dominerende overenskomst.

Det er ikke ren teori: Vi er mere eller mindre berettiget blevet dømt fire gange!!

Grænsestrid
Det er en større udfordring, når der er tale om LO-forbund, der har indgået undergravende overenskomster inden for det faglige område, der er dækket af et andet LO-forbunds dominerende overenskomsts område. Det kendes i forvejen som grænsesager mellem konkurrerende LO-forbund .

Personligt finder jeg det positivt, at almengørelsen sætter løndumpingen ud af kraft i sådanne situationer, men andre vil nok mene, at enhver LO-overenskomst skal respekteres, og problemstillingen løses på anden vis internt i LO (hvad den sjældent kan!!).

Ikke ukendt for de borgerlige partier
Problemstillingen om konkurrerende og undergravende overenskomster, der medfører løndumping, er slet ikke ukendt for de borgerlige partier.

De var for en del år siden tæt på at få flertal for et lovforslag om forbud mod konflikt mod virksomheder, der i forvejen havde overenskomst (tænkt som beskyttelse af de kristelige!!). Efter pres fra fagbevægelsen måtte de dog ændre lovforslaget så konfliktretten blev bevaret, hvis en voldgift fastslog, at den bestående overenskomst i den konfliktramte virksomhed lå under niveauet for den dominerende overenskomst på området.

De var altså nødt til at acceptere, at forbuddet mod konflikt ikke uden videre kunne bruges til løndumping.

Ikke-dominerende, ligeværdige overenskomster

Hvis der ved lov indføres en dominerende overenskomst, vil der jo være et dominerende forbund, der har indgået den.

Det må ikke føre til en monopolstilling for dette forbund, så andre og ligeværdige forbund sættes ud på en sidelinje. Det skal heller ikke føre til, at LO-forbund får monopol på overenskomstdækningen via almengørelsen.

Det tager forslaget højde for:

Hvis der i forvejen er en anden overenskomst på samme faglige område end den dominerende, kan det ved voldgift afgøres, om den ud fra en helhedsbetragtning er ligeværdig eller bedre end den dominerende.

I et sådant tilfælde vil den dominerende ikke være gældende, da der ikke er noget beskyttelseshensyn at tage.

Da det kun er de individuelle vilkår, der almengøres, således at hovedaftalens fredspligt ikke er gældende, kan ethvert forbund inklusiv det dominerende til enhver tid forhandle og konflikte sig til nye, anderledes eller bedre overenskomster, så længe de overholder kravet om ligeværdighed i forhold til den dominerende.

Delkonklusion om dominerende og konkurrerende overenskomster

Hele spørgsmålet om dominerende overenskomst og forholdet til andre konkurrerende overenskomster er som ovenfor nævnt altså problemstillinger, der kendes i forvejen og selvfølgelig lige som i dag vil skabe en masse afgrænsningsproblemer.

Det afgørende er, at de kan løses fagretsligt som normalt.

Det er ikke nye problemer, der opstår på grund af almengørelsen og kan derfor ikke bruges som argument imod forslaget.

Det er altså ikke Folketinget og politikere, der skal afgøre de spørgsmål.

Det har været nødvendigt ret grundigt at gennemgå en række særlige situationer som omtalt ovenfor, da det er her kritikerne af forslaget sætter ind, da de mener, at disse situationer viser at forslaget strider mod Den Danske Model!!

Kun individuelle vilkår!

Ved en almengørelse i henhold til forslaget er det altså kun de individuelle løn- og ansættelsesvilkår, der er gældende, lige som vi kender det på andre lovregulerede områder.

Var det hele den kollektive overenskomst, der blev almengjort, ville det medføre, at Hovedaftalens fredspligt indtrådte, og det dominerende forbund ville dermed få en total monopolstilling, der ville sætte alle alternative overenskomster og konkurrerende forbund ud på et sidespor.

Begrebet de individuelle vilkår er meget andet end den simple løn og omfatter næsten hele overenskomsten. Det er alle arbejdstidsregler, løn under sygdom, barsel, og børns første sygedag, pension, feriefridage, opsigelsesregler, fratrædelsesaftaler osv. Det er ved dom fastslået, at Hovedaftalens (alt for ringe!) beskyttelse mod usaglige opsigelser er at anse for et individuelt vilkår, der kan lægges til grund retsligt, selv om der ikke er en overenskomst, men kun individuel beskyttelse.

Flere retslige afgørelser har fastslået, at det er de individuelle vilkår i sin helhed, der er beskyttet, når det drejer sig om elever og fleksjob, så det er en forståelse af begrebet, der er kendt.

Det er afgørende at fastslå det samme, som er sket i Højesteretsdommen om fleksjob, nemlig at de individuelle vilkår er beskyttet mod undergravelse i form af individuelt aftalte fravigelser, med mindre overenskomsten tillader dette.

Almengørelsen vil altså ikke give flere individuelle rettigheder end dem, den dominerende overenskomst på godt og ondt indeholder.

Når HK-Privat har valgt at afskaffe mindstelønnen i kontoroverenskomsten med Dansk Erhverv, medfører det selvfølgelig, at ansatte på virksomheder uden overenskomst ved en almengørelse ikke har en mindsteløn, men kun en lønforhandlingsret.

På samme måder kan lønsystemer, der aftales lokalt som f.eks. akkord- og bonusordninger skabe problemer i forhold til at sikre den normalt dominerende løn ved en almengørelse. Det er visse forbund ved at tage højde for ved f. eks at indføre akkordafsavnstillæg i overenskomsten.

I forhold til lokale lønsystemer, der skal sikre den faktiske løn, og andre former for lokalaftaler er det et problem, der i forvejen kendes alt for godt i virksomheder med overenskomst men uden tillidsrepræsentanter og aktive medlemmer.

Er der problemer ved almengørelsens sikring af de individuelle vilkår fra den almengjorte overenskomst, når der ikke er en kollektiv overenskomst, er det altså op til forbundet at forsøge at tage højde for det i selve overenskomsten.

Fagretslig eller civilretslig behandling af faglige sager?

I LO-rapporten fra februar 2011 om initiativer i forhold til løndumping er en afgørende indvending mod forslaget om almengørelse, at det vil medføre, at alle faglige sager på ikke overenskomstdækkede virksomheder skal føres civilretsligt.

Det er en helt uforståelig indvending, der oven i købet dementeres af rapportens sagsfremstilling.

Der er intet i vejen for, at det lovgivningsmæssigt sikres, at det dominerende forbund, der har den dominerende overenskomst, har mulighed for at føre sager fagretsligt for medlemmer på ikke overenskomstdækkede virksomheder.

Det vil så fortsat være et godt argument i forhold til at melde sig ind i det forbund, der har den dominerende overenskomst.

Det kendes allerede i Lov om Virksomhedsoverdragelse (§4 stk 2) hvor det sikres, at det forbund, der havde overenskomst med overdrageren, kan føre sager fagretsligt om de individuelle vilkår for de ansatte, der følger med over til den køber/forpagter, der har valgt at frasige sig overenskomsten.

Det kendes også i arbejdsmiljøloven, hvor sager om opsigelser af sikkerhedsrepræsentanter kan behandles fagretsligt, selv om der ikke er overenskomst.

Sikringen af en fagretslig behandling af sager i almengjorte virksomheder kan løses meget enkelt ved, at der blot indføjes en bestemmelse herom i Lov om Arbejdsret og Voldgift, der i forvejen regulerer hele det fagretslige system, selv om der intet står herom i en overenskomst.

Forslaget giver ikke det dominerende forbund monopolstilling i forhold til at føre faglige sager, da alle uorganiserede eller fejlorganiserede selvfølgelig har ret til at rejse sag civilretsligt med alle de problemer, det giver, lige som det i dag er gældende, når der er en kollektiv overenskomst.

En afgørende forskel mellem almengjorte vilkår og en kollektiv overenskomst er, at der i førstnævnte tilfælde kun kan føres sag for et konkret medlem. I modsætning hertil kan forbundet under en kollektiv overenskomst rejse sag om en samlet efterbetaling for alle, uanset om de er medlem eller ej, og få tilkendt hele beløbet som en bod indeholdende efterbetaling, der tilfalder forbundet til medlemmernes fordel.

Det er blot et af mange argumenter for, at der stadig er gode grunde til at kæmpe for en kollektiv overenskomst, selv om de individuelle vilkår er almengjorte.

Opsummering af fordele

1. Almengørelse er en solidarisk handling
Ved almengørelse af en brancheoverenskomst, der bliver et indgreb overfor de løndumpende arbejdsgivere, sikres alle lønmodtagere i en branche en lang række rettigheder, de i dag ikke har.

Gennem almengørelsen sikres de tusinder af mindre arbejdspladser, der ikke selv har mulighed for at tilkæmpe sig disse rettigheder.

Det bliver den mere velorganiserede og overenskomstdækkede del af en branche, der sikrer et solidarisk løft til fordel for alle ansatte.

Det giver bedre mulighed for at organisere de ansatte, hvor der i dag ikke er overenskomst.

2. Fordel for seriøse arbejdsgivere
De seriøse arbejdsgivere med overenskomster beskyttes mod ublu og undergravende konkurrence fra useriøse arbejdsgivere. Det vil også føre til tiltrængt lukning af useriøse dele af en branche.

3. Nyt styrkeforhold
De i punkt 1 og 2 nævnte forhold betyder, at indgrebet forrykker styrkeforholdet til fagbevægelsens fordel ved overenskomstfornyelser, når de organiserede arbejdsgivere ikke længere i samme grad presses af alle fribyttere: de ved, at de indrømmelser de giver, overføres til alle andre arbejdsgivere.

Vore positive resultater ved overenskomstfornyelserne kommer til at overføres til hele branchen, lige som det i forvejen sker hos de arbejdsgivere, der følger den dominerende overenskomst i form af en tiltrædelseserklæring.

Det øger betydningen af kampen om overenskomstfornyelserne, der stadig er fagbevægelsens livsnerve.

4. Indgreb mod underleverandører
Indgrebet bidrager til at løse krigen om underentrepriser og underleverandører (herunder udstationerede virksomheder fra Østeuropa) der undergraver overenskomsten hos den hovedansvarlige. Underentreprenøren/den udstationerede virksomhed vil som minimum være omfattet af de individuelle vilkår i branchens dominerende overenskomst. Forslaget overflødiggør ikke den selvstændige kamp for kæde- eller bestilleransvar, da almengørelse ikke løser spørgsmålet om økonomisk ansvar i alle led og ikke nødvendigvis sikrer samme overenskomst som hovedentreprenøren.

NB Det vil føre for vidt her at komme ind på forslagets forhold til udstationeringsdirektivet og de fagforeningsfjendske EU-domme om konfliktretten. Min påstand er, at direktivet og dommene ikke på afgørende vis stiller spørgsmålstegn ved holdbarheden og rækkevidden af mit forslag om almengørelse, der jo i forvejen findes i andre udgaver i diverse EU-lande.

5. Styrkelse af kampen for indgåelse af kollektive overenskomster Indgrebet skaber langt bedre vilkår for den kamp, der stadig er nødvendig for at opnå kollektive overenskomster.

Mange af de konfliktskabende lønmodtagerrettigheder, arbejdsgiverne nægter at opfylde, er på forhånd løst gennem almengørelsen.

Sikring af de individuelle vilkår ved almengørelse må imidlertid ikke blive en sovepude for fagbevægelsen, så den kollektive overenskomstdækning svækkes.

Det vil være en katastrofe den dag, en reaktionær regering igen afskaffede en lov om almengørelse!

Der er ingen nemme veje uden om den alt afgørende organisering og aktivering af medlemmer på de toneangivende arbejdspladser, der er bærende i branchen og dermed dynamoen i kampen om fornyelserne af overenskomsterne.

Det er de aktive og organiserede arbejdspladser, der i kraft af almengørelsen sikrer et solidarisk løft til alle i hele branchen hos de mange tusinde små arbejdspladser, der ikke selv har de samme muligheder for at tilkæmpe sig de samme rettigheder.

Almengørelse er en solidarisk handling!

Indvendinger mod almengøring i fagbevægelsen

1. »Folketinget skal ikke blande sig i overenskomsterne«
Som det fremgår ovenfor er det heller ikke tilfældet, bortset fra at en lov giver mulighed for, at det, parterne har aftalt, udvides til at gælde alle,, hvis et forbunds medlemmer ønsker dette.

Det er i princippet ikke andet end det, man som ovenfor nævnt kender på mange andre områder, som ingen i fagbevægelsen drømmer om at afskaffe. Tværtimod!

2. »Der er så ikke længere nogen grund til at melde sig ind i en fagforening«
Tværtimod. Nu får arbejdere ansat i ikke overenskomstdækkede virksomheder en række rettigheder, som de ikke havde før. Rettigheder fungerer altså bedst med en fagforening i ryggen. Nu har de noget at bruge os til, og vi kan sikre en hurtig og effektiv fagretslig sag.

Argumentet bygger på den gamle forestilling om, at det kun er ved at melde sig i fagforeningen, at man har glæde af rettighederne i overenskomsten.

Enhver uorganiseret på en overenskomstdækket arbejdsplads kan på mange områder nyde de samme rettigheder, som medlemmerne og kan gå til de civile domstole, hvis de bliver snydt.

At der er mange praktiske og juridiske fordele ved, at det er fagforeningen, der har sagen i stedet for en advokat, behøver vi ikke her bruge plads på at forklare.

Hvis det rent faktisk skulle lykkes at overenskomstdække en hel branche gennem faglig kamp, vil alle uorganiserede og gule ligeledes af civilretslig vej kunne nasse på de rettigheder, de får foræret gennem den kollektive overenskomst.

Der er på spørgsmålet om de gules og de uorganiseredes nasseri altså ingen forskel på om, der er tale om almengørelse af de individuelle vilkår eller udbredelse af den kollektive overenskomsts rettigheder.

3. »Almengørelse af de individuelle rettigheder har ingen reel betydning, da arbejdsgiveren bare kan snyde, uden vi kan kontrollere det«
Det er et reelt problem, når der ikke er tillidsrepræsentanter eller aktive medlemmer på almengjorte virksomheder uden overenskomst .

Det adskiller sig imidlertid ikke fra situationer med en kollektiv overenskomst, hvor der som i mange brancher ofte hverken er tillidsrepræsentanter eller aktive medlemmer, der kan sikre kontrol.

Man har i Danmark ikke tradition for at kræve offentlig kontrol med overholdelse af løn og ansættelsesvilkår, hvis man lige ser væk fra arbejdsmiljøet.

Det gælder i Danmark også på de almengjorte områder. Elever og fleksjobbere, der har rettigheder, men ingen overenskomst, bliver snydt, uden nogen kan gøre noget. hvis de ikke selv gør noget ved det. Her griber ingen myndigheder ind med kontrol og sanktion, selv om det er lovsikret!

Det er i klar modsætning til Norge og Finland, hvor betydningen af offentlig kontrol og sanktioner spiller en stor rolle i debatten om almengørelse.

I den danske tradition er vi ved at forsøge at løse kontrolmulighederne i forhold til løndumping gennem aftaler i overenskomsterne, men det vil være omstridt, om de kan overføres til almengjorte virksomheder som beskyttelse af de individuelle rettigheder.

Fagbevægelsens venstrefløj har i forbindelse med debatten om løndumping fra udenlandsk arbejdskraft allerede været ude med løsningsforslag på området, nemlig ved lov at sikre fagforeningerne adgang til arbejdspladserne med mulighed for gennemgang af lønsedler, kontrakter, vagtplaner osv. Et sådant lovforslag vil så gælde alle virksomheder, uanset om der er overenskomst eller ej.

Forslaget kan uden problem indgå som et underpunkt i lovforslaget om almengørelse.

4. »Fagbevægelsens kamp for at opnå overenskomster bliver overflødig«
Der er stadig mange gode grunde til at få organiseret og aktiviseret de ansatte og opnå en kollektiv overenskomst:

a) Der kan som nævnt stadig indgås anderledes eller bedre overenskomster tilpasset de lokale forhold, herunder de lokale styrkeforhold.

b) Der kan aftales lønsystemer, der sikrer højere løn.

c) Der kan vælges beskyttede tillidsrepræsentanter, der kan forhandle lokalaftaler, der forbedrer eller tilpasses overenskomsten, hvad mange overenskomster forudsætter.

d) Der kan indgås overenskomstaftaler med regler, der sikrer særlige fordele til medlemmer.

e) Der kan etableres arbejdsgiverbetalt uddannelse (diverse fonde) af såvel ansatte medlemmer som tillidsrepræsentanter.

f) Der kan sikres beskyttelse af overenskomstens overholdelse, når en kollektiv overenskomst muliggør fagretslige sager om underbetaling, der også omfatter de uorganiserede, hvor beløbet i sin helhed tilfalder fagforeningen og dermed medlemmerne.

5. »Almengørelse er i strid med Den Danske Model«
Det er hovedargumentet for at sige nej i LO’s rapport, men helt uden at der argumenteres herfor!

Denne faglige kommentar siger tværtimod.:

• Almengørelse ved lov kendes i forvejen.
• Det er stadig kun overenskomstparterne, der afgør overenskomsternes indhold.
• Det er stadig overenskomstfornyelsen, der er omdrejningspunktet i fagbevægelsens kamp for forbedringer. Her er det stadig organiseringen og aktiviseringen af medlemmerne, der er afgørende, men en demokratisering af hele overenskomstforhandlingssystemet er tiltrængt, hvis medlemmerne skal opleve en reel indflydelse på overenskomsten.
• Almengørelse er tværtimod en udbygning og forsvar for den danske model.
• Den bedst organiserede del af en branche sikrer et solidarisk løft til alle.
• Resultatet af overenskomstfornyelser får nemlig betydning for alle, og styrkeforholdet ændres, når de overenskomstdækkede dele af en branche ikke presses af de mange konkurrenceforvridende virksomheder uden overenskomst.
• Det er ikke tilfældigt og uforståeligt, at arbejdsgiverforeningerne er imod, selv om den enkelte seriøse arbejdsgiver vil have fordel af forslaget.
• Det eneste uforståelige er, at dansk fagbevægelses store flertal stadig er enig med DA på dette punkt!!

Bent Moos er faglig sekretær (konsulent) i 3Fs branchegruppe Privat Service Hotel og Restauration og medlem af Enhedslistens faglige landsudvalg.

Artiklen har tidligere været bragt i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet.

---

Kommentarer

---

Kommentar af Margit Kjeldgaard, 5. juli 2011

---

Kommentar af Tina Maria Møller Kristensen, 5. juli 2011

---

Kommentar af Bent moos, 8. juli 2011

---

Kommentar af Mikkel Nonboe, 8. juli 2011

---

Kommentar af Margit Kjeldgaard, 8. juli 2011

---

Kommentar af r.k., 12. juli 2011

---

Kommentar af Maj-Britt Milsted, 12. juli 2011

---

Kommentar af Anny Zahlekjær, 24. juli 2011

---

Kommentar af Geisler, 28. oktober 2011

---

Kommentar af Geisler, 28. oktober 2011

---

---

---

Skriv kommentar

---

---

---

---

---

---

---

---