Anmeldelse: Det Tredje Riges sprog

Victor Klemperers afdækning af sproget i Det Tredje Rige giver væsentlig indsigt i forholdet mellem sprog og magt, også i forhold til den aktuelle udvikling i Danmark.

Victor Klemperers bog LTI - Lingua Tertii Imperii - Det Tredje Riges sprog er en analyse af forholdet mellem sprog og magt i Nazi-Tyskland.

Enhver som har læst Victor Klemperers selvbiografiske dagbogsoptegnelser i Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste vil vide, at sproget spiller en fuldstændig afgørende rolle i hans beskrivelse af udviklingen i Tyskland 1933-45.

De tolv års nazistisk diktatur medførte et nyt sprogligt regime, og i sine dagbøger førte Klemperer dagligt en slags journal over, hvordan dette nye regime var skruet sammen.

Til dem, som endnu ikke har læst de to bind af Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, er der at sige, at det er den mest forbløffende bog om, hvordan man som intellektuel jøde oplever denne periode.

Klemperer, som var professor i fransk litteratur i Dresden, var gift med en ikke-jøde, en ’arier’. På grund af denne relation blev hans liv ikke hurtigt sluttet i et gaskammer, men derimod ’forlænget’ med stadig nye indgreb, som skulle gøre livet surt for ham.

Efter at være berøvet alt, som en intellektuel behøver: bøger, aviser, tidsskrifter, fortsætter han illegalt med at føre dagbog og gemmer sine optegnelser hos en kvindelig bekendt, hvor han genfinder dem efter krigen.

Den 13. februar 1945 kommer endelig ordren om, at han skal transporteres væk til udryddelse. Men ordren kan ikke føres ud i livet, da englænderne samme dag bomber Dresden til en stor dynge af beton og sten.

Klemperer og hans kone overlever mirakuløst og gemmer sig forskellige steder på landet og kan altså efter krigen vende tilbage til Dresden, som nu ligger i den sovjetiske besættelseszone, siden kendt som DDR.

Victor Klemperer. Foto: Wikimedia

I begyndelsen noterer han bare ord ned i sin dagbog som en del af selve det historiske vidnesbyrd, men efterhånden bliver han sig bevidst om, at hans særlige filologiske bevidsthed har tegnet omridset af et projekt, som han begynder at kalde LTI, med en forkortelse, som i sig selv skulle minde om nazismens tusindvis af forkortelser.

Denne forkortelse var imidlertid ikke tysk, men latin og betød Lingua Tertii Imperii, Det Tredje Riges sprog.

Betegnelsen var både en åbning mod et muligt projekt, men også en kode for at skjule det for eventuelle ureglementerede læsere. Da han genfinder sine noter efter krigen, overvejer han, om han først skal gøre et værk, han havde arbejdet på, om fransk litteratur færdigt, men beslutter sig for det, som bliver til LTI, og som udkommer med undertitlen Notizbuch eines Philologen i Berlin i 1949.

Sproget og ånden

Man kan i dette valg sikkert se en nærliggende måde at komme gennem de tolv års nazisme på for at finde sine rødder bagom det besejrede regime. Han betegnede sig selv som en filolog. Det er et lidt ældre ord for en sprogvidenskabsmand, og Ordbog over det danske Sprog definerer filologi som »den videnskab, der udforsker et sprog som middel til at trænge ind i et folks aandsliv«. Den græske rod betyder »kærlighed til ord«. Ordet lingvistik defineres derimod slet og ret som »sprogvidenskab«.

Klemperer tilhørte en tradition, hvor sproget var vejen til det egentlige, ånden, et folks ånd. Det lå ham derfor ikke fremmed at opfatte, at den proces, han havde bevidnet i det tyske sprog, var en forfalskning og en ødelæggelse af den tyske ånd. Og bag denne ødelæggelsesproces var der en vilje og en magt. Det var derfor en del af et politisk projekt, det samme projekt, som ville ham til livs som person sammen med alle de andre jøder.

Klemperer noterer sig de tre første nazistiske ord, han bliver sig bevidst: straffeekspedition, statsakt og aufziehen (trække op, sætte op). Ordforrådet bliver hurtigt større.

Der kommer mange sammensætninger med jødisk: den jødisk-marxistiske verdensanskuelse, den jødisk-bolsjevistiske kulturløshed, det jødisk-kapitalistiske udbytningssystem, den jødisk-franske, den jødisk-engelske, den jødisk-amerikanske interesse i Tysklands tilintetgørelse.

Alle områder med jødisk kalder på ordet udryddelse. Vi følger notaternes udvikling område for område. I klare eksempler viser han, hvordan den sproglige opbygning af det nye regime udfolder sig.

Han ser grundlaget for det i Hitlers bog Mein Kampf, men mener at det især er Goebbels, der er sprogingeniøren bag LTI som projekt.

Sprogets bestanddele

Hvordan skal man rent sprogligt forstå Klemperers projekt? Sagen er, at han for at vise sin indsigt må gå ud over sproget selv, han må skabe en ny disciplin, som ligger indenfor områder, som vi i dag kalder sprogpolitik og sociolingvistik.

Han bevæger sig ofte ned i sprogets mindstebestanddele, ordene og de morfemer, som kan føjes til ordene for at udvide deres betydningsområde, fx præfikset ’ent-’, (fx entjuden, afjøde). Men det er, når den interne sproglige analyse forbindes med den politiske vilje i systemet, at den nye semantik viser sig.

Sociolingvistikken blev til i mellemkrigstiden og havde oprindelig sin tyngde i beskrivelsen af dialekters sociale og geografiske udbredelse. På mange måder er Klemperers projekt også i familie med en meget senere udvikling, det som i dag kaldes diskursanalyse.

I diskursanalysen afdækker man semantiske systemer (eller konstruktioner), som er karakteristiske for grupper, klasser, institutioner og knytter magtaspektet til det sproglige udtryk som en integreret del af analysen.

Betydning som handlingsanvisning

Uanset at diskursanalysen i dag omfatter mange skoler, som er uenige om meget, så er de fælles om påpegningen af en analysestrategi, som vil dekonstruere eller påvise den ’betydning som handlingsanvisning’, som ligger i de sproglige konstruktioner.

Der er en påfaldende forbindelse mellem Klemperers projekt og George Orwells 1984, som udkom samme år. Newspeak, som Orwell kalder sit LTI, trækker både på en forståelse af det nazistiske og det kommunistiske sprog i Sovjet og de nye stater, som opstod som følge af Anden Verdenskrigs udfald.

Fælles for newspeak og LTI er bl.a., at løgnen spiller en vigtig rolle, så ordene får en anden, måske modsat betydning. Som det hedder i newspeak: krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke. Både i tilfældet LTI og newspeak er ’det nye sprog’ også et nyt regime.

Både nazismen og samfundet i 1984 er strengt reguleret, og opfattelsen af sprogregimets falske karakter hænger hos både Klemperer og Orwell sammen med, at politikken har et stærkt undertrykkende præg.

Et eksempel på Det Tredje Riges sprogbrug: Arbeit Macht Frei, som der stod ved indgangen til kz-lejrene. Her ses et udsnit af indgangen til Sachsenhausen.
Foto: Wikimedia.

For Klemperer var Orwells indsigt ikke fællesgods i 1949. Han så de russiske soldater som en befrielseshær og det senere østtyske regime som et befriet regime. Han skriver i bogens forord:

»Tyskland blev næsten tilintetgjort af nazismen, og bestræbelsen på at helbrede det fra denne dødelige sygdom kalder man i dag afnazificering [Entnazifizierug]. Jeg ønsker ikke og tror heller ikke, at dette afskyelige ord vil få et varigt liv i historien, når det har opfyldt sin nuværende pligt.«

Først sent i livet (han dør i 1960) indser han, at DDR-sproget var et nyt ufrit sprogregime, og han skriver om det i sine dagbøger, som efter hans død er udkommet udvalg under titlen So sitze ich denn zwischen allen Stühlen, (Så sidder jeg mellem alle stolene).

Han indser altså, at han blev et offer for et nyt undertrykkende politisk og sprogligt regime. Hvis nogen har glemt det østtyske sprogs karakter, så blev det for nylig genoplivet kortvarigt, da pressen fandt frem til et lykønskningsbrev, Ole Sohn som DKP-formand havde skrevet (eller fået skrevet) til Erich Honecker.

Klemperer og Orwell ser LTI og newspeak som en ødelæggelse af sproget, en sygdom, en degeneration. De betragter det som et meget vigtigt træk ved klart sprog, at det kan udtrykke sig i frihed, og begge understreger de nødvendigheden af at underkaste sit eget sprog et kritisk eftersyn. Orwell gør det fx i en meget berømt artikel om Politics and the English Language, og Klemperer gør det mange steder.

Klemperer gør det bl.a. ved at vise, hvordan selv modstandere af nazismen tilegner sig sproglige dele, som kan opfattes som en begyndende orientering mod det nye sprogregime.

Kun i totalitære stater?

Man kunne rejse spørgsmålet: Fungerer sproglig politik kun i totalitære stater? Er sproglig politik kun forbundet med ufrihed i politikken?

Moderne diskursanalyse, men også moderne reklame og pr vil ryste stærkt på hovedet og påpege, at også i ikke-totalitære samfund foregår der en kamp om sproglige konstruktioner.

Fx har udlændingedebatten i Danmark (og for den sags skyld i Europa) frembragt forskellige bud på sociale regimer, som konkurrerer om magten. Der er fremvokset et delvist sprogligt regime, som understreger det farlige ved udlændinge og muslimer, et sproglig regime, som i Danmark især repræsenteres af Dansk Folkeparti, men som også i stigende grad accepteres og bruges af regeringspartierne.

DF bygger dette regime på diskrimination. Det er den sproglige handling, partiet vil have folk til at stemme for. »Ja vi diskriminerer, men vi gør det fordi det er til vores eget bedste.« (BT 31.7.10).

Hvor det juridiske sprog i demokratier er bygget over menneskerettighedernes universelle status og lovgivningens karakter af love for alle, så går DF typisk ind for særlove. Fx »Indvandringen af muslimer skal ophøre« (Jyske Vestkysten 30.10.10).

Et eksempel på Det Tredje Riges sprogbrug, som leder tanken hen på aktuelle dagordener i visse partier. På plakaten, der reklamerer for månedshæftet Neues Volk, står der: »60.000 rigsmark koster denne arveligt syge mand folkefællesskabet i den tid, han lever. Folkekammerat, det er også dine penge«. Ved sidste finanslovsforhandlinger krævede Dansk Folkeparti, at danske myndigheder regner ud, hvor meget en indvandrer koster det danske samfund. Foto: Wikimedia.

Lovgivningen og politiets indsats skal vendes mod bestemte grupper, og point-systemet er det nye redskab til at undgå, at en de facto-særlov fremstår som en særlov og som diskrimination.

Forskellen på DF’s delvise, sproglige regime og et totalitært er, at det skal konkurrere med andre sproglige regimer i den politiske kamp, og selv om partiet kun repræsenterer et lille mindretal, er det stort nok til at garantere regeringens flertal.

Og det er en ganske afgørende forskel i forhold til LTI og newspeak. Også DFs sproglige regime må betjene sig af nogle af de samme mekanismer, som Klemperer afdækker.

Fx taler ikke kun DFs politikere, men også Venstres udlændingeordfører, som om deres modstandere går ind for uhindret indvandring til Danmark. Hvilket ingen formentlig gør. Det siger noget om betydningen af denne sproglig-politiske kamp, at alliancen mellem Socialdemokratiet og SF mener at burde fastholde den negative holdning til indvandrere gennem det sprog, alliancen bruger.

Man undrer sig over, at grupper af indvandrere er svære at integrere: Først pisser man på dem, og bagefter brokker man sig over, at de lugter. Hvis man i stedet forholdt sig til indvandrere i det inkluderende og solidariske sprogregime, Socialdemokratiet og SF tidligere stod for, så ville fokus flytte sig fra ’de fremmedes’ karakter til integrationspolitikkens evner til integration.

Klemperers bog er som Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste letlæst og spændende. Det er blevet understreget af Henning Vangsgaards gennemarbejdede oversættelsesarbejde af begge værker og hans oplysende efterskrift til LTI.

Sæt dem begge på listen over de bøger, du snart skal have læst.

Victor Klemperer: »LTI - Lingua Tertii Imperii - Det Tredje Riges sprog« (Forlaget Tekst og Tale, 396 sider)

Morten Thing er kulturhistoriker og forsknings-bibliotekar på Roskilde Universitetsbibliotek.

Kommentarer

Kommentar af Line, 17. januar 2011

Kommentar af Egon Maltzon, 18. januar 2011

Kommentar af Egon Maltzon, 18. januar 2011

Skriv kommentar