At udholde friheden

Blodige malerier, som er gennemsyret af oprør og opgør, er placeret overalt i et lille hvidt lokale i København. Kunstnerne Mikkel Flohr og Rasmus Nielsen udstiller.

OCD-lignende minimalistiske værker og kaotiske farveorgier har det med at holde sig langt fra hinanden. Sådan forholder det sig ikke med de to kunstnere Mikkel Flohr og Rasmus Nielsen, der sammen har skabt udstillingen No Justice – No Peace, som i øjeblikket kan ses på Galleri Arttra på Vesterbrogade 171 i København.

Galleri Arttra er ikke sådan lige at finde. Men mellem et renseri og en tattoo-shop finder jeg alligevel den oase i byen, hvor de to kunstnere i øjeblikket udstiller.

I vinduet står en romantiseret molotovcocktail – og så er man ikke længere i tvivl om, hvorvidt man er gået det rigtige sted hen.

Blodige malerier, som er gennemsyret af oprør og opgør, er placeret overalt i det lille hvide lokale. Det første syn, som rammer én, når man kommer gennem døren, er silhuetten af en kampklædt soldat, omgivet af granater, forhutlede kvinder og følelsen af død pakket ind i blodrøde farver.

Pænheden er forladt for længst, til fordel for det rå, usødede og direkte udtryk.

»Jeg har to fætre ude fra landet, som har været i Afghanistan, og den ene af dem bliver i hvert fald aldrig sig selv igen. De tror, de skal ud og kæmpe for noget godt, men allerede når de kommer derned, ser de jo ikke andet end håbløshed. Det er også derfor, billedet hedder Enduring Freedom, som jo både betyder vedvarende frihed, men også at udholde frihed.«

Enduring Freedom

Klassiske symboler som duen, dødningehovedet og den røde stjerne er en selvfølge i malerierne, men også andre kendte udtryk benyttes for at få publikums opmærksomhed.

I billedet Kosova bruges børnetegningens uskyldsrene naivitet til at beskrive rædslerne under folkeudryddelsen, mens landets flag bløder ud over baggrunden og en grædende kvinde med et dødt barn på armen giver indblik i håbets forfald – en Madonna uden jesusbarn.

Kosova

Krig, oprør og opstand er tilbagevendende temaer i udstillingen, og derfor også håbløsheden. På samme væg som Enduring Freedom finder man Gitmo:

»Vi får jo at vide, at krigen mod terror er en kamp for demokrati. Når man så vælger at fratage fanger alle rettigheder og sætter demokratiet ud af spil, så kan det jo ikke være en kamp for demokratiet – i hvert fald kun på ens egne præmisser. Jeg ville derfor skrive alle navnene på de fanger, hen over billedet, som ikke har nogen rettigheder, og nåede ikke engang at færdiggøre A. Jeg skriver altså ikke særlig stort. Det er jo forrykt« fortæller Mikkel Flohr.

Gitmo

Vulgær, voldsforherligende, venstreorienteret propaganda

De politiske motiver er ikke til at tage fejl af. I pressematerialet beskriver de udstillingen som vulgær, voldsforherligende, venstreorienteret propaganda, og årsagen til de politiske billeder ligger ikke langt fra de to unge kunstnere.

»Jamen pladeindustrien har jo taget stilling til verdens problemer i mange år, og forfatterne også, men i billedkunst har folk ikke rigtigt villet røre ved det. Det er jo forkert. Det ligger os så nært at forholde os til den verden, som vi lever i. Så selvfølgelig har vores billeder politiske motiver«.

Christiansborg

»Christiansborg og Fordømte her på Jord var det første vi lavede. Jeg var nede og se slavefortet Christiansborg i Afrika sidste år, og det er jo en del af danmarkshistorien, som nærmest er blevet skrevet ud. Noget af det allermest blodige, danskerne nogensinde har været med til, og så er det bare glemt« fortæller Mikkel Flohr.

Fordømte her på Jord

Glæden ved at fortælle og formidle lyser ud af de to kunstnere, når de beretter hvilke tanker, der ligger bag de 26 tankevækkende billeder i udstillingen.

Målet er at give folk en oplevelse, som de kan tage med sig videre.

»Nogle personer er bare kommet ind fra gaden for så at bruge 45 minutter herinde i stilhed – uden at sige noget som helst. Jeg er sikker på at vi har givet folk noget, som de kan tage med videre« siger Mikkel Flohr.

»Og det er vel kunstens præmis, at den skaber debat og giver folk noget at tænke over« tilføjer Rasmus Nielsen

En højere enhed

De to kunstnere kommer fra to vidt forskellige baggrunde. Mikkel Flohr arbejder med en letgenkendelig streg i klare sorte og hvide toner, mens Rasmus Nielsen bruger de rå udtryk i graffitien og det rodede abstrakte.

»Måden, vi blev ført sammen med hinanden, var på en måde en blind date. Så sad vi der og drak kaffe og fandt ud af, at vi faktisk ville meget af det samme. Jeg er sådan lidt OCD-agtigt minimalistisk med mange hvide streger og så få farver som muligt, hvor Rasmus arbejder meget mere kaotisk« fortæller Mikkel Flohr.

»Derfor var processen med arbejdet med værkerne også meget anderledes end for andre. Så havde jeg måske et billede at arbejde på i en uge, men Mikkel arbejdede med noget andet, og så byttede vi« tilføjer Rasmus Nielsen.

De 26 værker i udstillingen er produceret i løbet af det sidste år.

»Det kan vi sagtens nå til juli, tænkte vi, selvom jeg var lidt skeptisk« fortæller Rasmus Nielsen.

»Men det kan måske godt være, jeg overdrev lidt, for den sidste uge inden ferniseringen måtte vi simpelthen flytte sammen og håbe på, at vi gik op i en højere symbiose – det gjorde vi heldigvis også« tilføjer Mikkel Flohr, inden Rasmus Nielsen fortsætter:

»Nogle gange kunne jeg komme ind ad døren og se, at Mikkel stadig sad og lavede streger på det samme maleri, som han også havde lavet streger på otte timer tidligere, men når jeg spurgte, om han ikke snart var færdig, hørte jeg ikke andet end »Jamen det er vigtigt!«, og så måtte det jo være vigtigt.«

Har du selv mod på at se udstillingen, så har du stadig chancen. Udstillingen har nemlig åbent både torsdag den 25. august, klokken 14 – 19 og 1. september, klokken 14 – 19.

Skriv kommentar