20 teser imod grøn kapitalisme

En »Green New Deal« lyder hyggelig og smertefri, men den lever ikke op til udfordringerne. I det nuværende klima er det muligt at udfordre kapitalismens fundament og vi skal have modet til gøre det. Lad os være realistiske og kræve det mulige: Stop den globale kapitalisme, fossilistisk eller grønvasket!

Af Tadzio Mueller & Alexis Passadakis - 10. april 2009

Den globale kapitalisme har det ikke for godt i disse dage: Fra pengelånere, til banker, fra banker til bilindustrien, fra USA til Vesteuropa, fra Vesteuropa til Østeuropa… Det lader ikke til, at nogen ved, hvor krisen vil slå til næste gang. Det eneste, som er sikkert, er, at den vil blive ved med at slå til og slå til og slå til.

Denne krise er ikke en »normal« økonomisk krise, f.eks. en krise skabt af de sædvanlige op- og nedture i den økonomiske cyklus. Denne krise dykker dybt ned: Den er resultatet af årtiers neoliberale angreb på lønninger og velfærd, som har ledt til en overflod af varer og betalte ydelser. Eller, med andre ord, der er for mange ting og ydelser at købe og ikke nok personer, med nok penge, til at købe dem. Profitraterne er lave, den økonomiske vækst er deprimeret og denne gang, i modsætning til de sidste par gange, ser krisen ud til at true det usikre bygningsværk, neoliberalismen er funderet på – der er ingen ny boble til at opsuge al den overskydende kapital.

Så for at opsummere: Den globale kapitalisme har det virkeligt ikke godt disse dage og så har vi ikke engang talt om energikrisen, smuldringen af det amerikanske hegemoni, osv., osv…

Og så er der det, vi kalder for »biokrisen«: De mangefacetterede socio-økologiske krisetendenser, der er opstået som et resultat af modsætningsforholdet imellem den kollektive menneskelige overlevelse i relation til stabile øko-sociale systemer, og kravet om økonomisk vækst.

Den mest prominente af disse er uden tvivl klimakrisen, men andre aktuelle krisetendenser vi ser, og som står i direkte forbindelse med kapitalistisk produktion, er: Tab af biodiversitet; mangel på adgang til vand; mangel på frodig landbrugsjord pga. erosion, ekspanderende ørkenområder; overfiskning; massiv skovrydning og listen fortsætter.

Denne biokrise er en trussel mod menneskeheden, men faktisk ret interessant for kapitalen; det kunne være muligt at bruge den offentlige bekymring omkring denne krise til at kanalisere massive investeringer ind i såkaldt »grønne teknologier«, få regeringer til at subsidiere produktionen af »grønne biler«, eller måske få et nyt »grønt« boom indenfor byggesektoren sat i søen.

Alt dette kunne betyde en kickstart af den økonomiske vækst og – fra kapitalens synspunkt – ville alt være godt igen, for alt hvad kapitalen skal og kan bekymre sig om, er økonomisk vækst og intet andet. Om biokrisen så bliver løst af denne »grønne vækst« er ikke spørgsmålet; det kan det ikke være. Men hvad nu, hvis løsningerne på klimakrisen betyder handlinger, som vil reducere vækstraterne, enddog så meget at de ville gå i minus? Vil de – overvejende – velmenende fortalere for »the Green New Deal« være parat til at gå så vidt? Der er intet i deres hidtidige forslag, som tyder på det.

Dette er konteksten for vores 20 teser mod grøn kapitalisme. Vi mener, at klimakrisen fundamentalt set er forårsaget af økonomisk vækst i et fossilistisk kapitalistisk system. Kun hvis vi kan bruge det politiske rum, som er åbnet af den nuværende krise til at tackle og nedlægge det sindssyge og destruktive behov for vækst, som både kapitalismen og biokrisen brystfødes ved og ikke via socialdemokratisk balancekunst på kapitalismens knivsæg, kan vi dæmme op for biokrisen.

En »Green New Deal« lyder hyggelig og smertefri, men den lever ikke op til dens udfordringer. I det nuværende klima er det muligt at udfordre kapitalismens fundament og vi skal have modet til gøre det. Lad os være realistiske og kræve det mulige: Stop den globale kapitalisme, fossilistisk eller grønvasket!

20 teser imod grøn kapitalisme.

1.

Den nuværende økonomiske krise markerer afslutningen på den neoliberale fase af kapitalismen. »Business as usual«, deregulering, privatisering er ikke længere en mulighed: Der er behov for nye områder for akkumulation, og nye typer af politisk regulering skal frembringes af regeringer og selskaber for at holde kapitalismen kørende.

2.

På siden af de økonomiske, politiske og energimæssige kriser, findes en anden presserende krise; biokrisen, resultatet af selvmorderisk disharmoni imellem de livsnødvendige, økologiske systemer, som garanterer vores kollektive menneskelige overlevelse, og kapitalens behov for konstant vækst.

3.

Biokrisen er en overhængende fare for vores kollektive overlevelse, men, som alle andre kriser, præsenterer den os – de sociale bevægelser, for en historisk mulighed: At kunne gå direkte efter kapitalismens akilleshæl, dens behov for uophørlig, destruktiv, vanvittig vækst.

4.

Af de forslag som er opstået fra globale eliter, er det eneste som lover at adressere alle disse kriser »the Green New Deal«. Dette er ikke en nuttet økologisk landbrug og gør-det-selv-vindmøller kapitalisme 1.0, men et forslag til en ny »grøn« fase af kapitalismen, som ønsker at generere profit fra den stykvise, økologiske modernisering af nøgleområder indenfor produktionen (biler, energi etc.)

5.

Grøn kapitalisme 2.0 kan ikke løse biokrisen (klimaforandringer og andre økologiske problemer, såsom den farlige reducering af biodiversiteten), men forsøger nærmere at profitere på den. Den ændrer derfor ikke fundamentalt den kollisionskurs, jordens biosfære er på med enhver markedsbaseret økonomi.

6.

Dette er ikke 1930’erne. Dengang omfordelte den gamle »New Deal” magt og rigdom nedad i systemet, under pres fra magtfulde sociale bevægelser. Den nye »New Deal« eller »Green New Deal«, som Obama, grønne partier verden rundt og selv multinationale korporationer advokerer for, handler mere om velfærd for selskaber end for mennesker.

7.

Grøn Kapitalisme vil ikke udfordre dem, som producere flest drivhusgasser: Energiselskaberne, flyindustrien, bilproducenterne, det industrielle landbrug og disses enorme politiske og økonomiske magt, men simpelthen smide flere penge efter dem, således at de kan opretholde deres profitrater ved at lave små økologiske forandringer, som vil være alt for lidt, alt for sent.

8.

Fordi arbejdere, globalt set, har mistet deres magt til at forhandle og forlange rettigheder og anstændige lønninger, vil et grønt, kapitalistisk »set-up« formentligt betyde, at lønningerne stagnere eller falder, for at kompensere for stigende udgifter til »økologisk modernisering«.

9.

Den »grønne kapitalistiske stat« vil være en autoritær en af slagsen. Retfærdiggjort af truslen om økologiske krise vil den »administrere« den sociale uro, der nødvendigvis vil vokse fra den forarmelse, som ligger på lur ved stigende leveomkostninger (mad, energi osv.) og faldende lønninger.

10.

Under grøn kapitalisme vil de fattige blive ekskluderet fra konsumptionen, skubbet ud i marginerne, mens de rige vil fortsætte deres destruktive opførsel, at købe og redde planeten på en og samme tid.

11.

En autoritær stat, enorme klasseuligheder, velfærd til firmaer: I forhold til social og økologisk frigørelse, vil grøn kapitalisme være en katastrofe, som vi aldrig vil komme os over. I dag har vi en chance for at komme udover den selvmorderiske sindssyge, som konstant vækst udgør. I morgen, når vi alle har vænnet os til det nye grønne regime, er vores chance spildt.

12.

I grøn kapitalisme findes en fare for at etablerede mainstream miljø-grupper vil spille den rolle, som fagforeningerne spillede i den fordistiske æra: Som sikkerhedsventiler således at kravet om social forandringer og vores kollektive vrede, forbliver indenfor de grænser, som er defineret af kapitalens og regeringernes behov.

13.

Albert Einstein definerede »sindssyge« som »at gøre den samme ting, igen og igen, men forvente forskelligartede resultater«. Det sidste årti, på trods af Kyoto, er det ikke blot koncentrationen af drivhusgasser som er steget, men stigningsraten er også steget. Vil vi have mere af det samme? Ville det ikke være sindssygt?

14.

Internationale klimaaftaler promoverer falske løsninger, som ofte handler mere om energisikkerhed, end klimaforandringer. CO2-handel, »Joint Implementation«, »Clean Development Mechanism« og lignende fungerer alt sammen som et politisk skjold for den fortsatte straffrie produktion af drivhusgasser.

15.

For mange samfund i det Globale Syd er disse falske løsninger (agrobrændstoffer, »grønne ørkener«, CDM-projekter) i dag en større trussel, end konsekvenserne af klimaets destabilisering.

16.

Rigtige klimaløsninger opfindes ikke af regeringer eller profitfokuserede selskaber. De kan udelukkende opstå nedefra, fra globalt forbundne sociale bevægelser for klimaretfærdighed.

17.

Disse løsninger inkluderer: Ingen fri handel, ingen privatisering, nej til »flexible mechanisms« (CDM, JI og lign.), Ja til lokal fødevaresuverænitet, ja til modvækst, ja til radikalt demokrati og til at efterlade ressourcerne i jorden.

18.

Som en spirende global bevægelse for klimaretfærdighed må vi bekæmpe to fjender: På den ene side klimaforandringer og den fossile kapitalisme som forårsager den. På den anden side har vi en grøn kapitalisme under opbygning, som ikke vil stoppe klimakrisen, men begrænse vores muligheder for det samme.

19.

Selvfølgelig er klimaforandringer og fri handel ikke det samme, men; København-protokollen vil være en central regulerende instans for grøn kapitalisme, præcis som WTO var for neoliberal kapitalisme. Så hvordan relaterer vi til den? Den danske gruppe, KlimaX, udtaler at: »A good deal is better than no deal – but no deal is way better than a bad one«.

20.

Chancen for at regeringerne vil komme frem til en »good deal« i København er ikke-eksisterende. Vores mål må derfor være at kræve aftaler omkring rigtige løsninger. Så glem Kyoto og luk København ned!

Alexis Passadakis er medlem af Attac Tysklands koordinerende råd og Tadzio Mueller er en del af bevægelsesmagasinet Turbulences’ redaktionelle kollektiv (www.turbulence.org.uk). De er begge aktive i den spirende bevægelse for klimaretfærdighed og man kan komme i kontakt med dem via againstgreencapitalism@googlemail.com

Teksten er oversat af Sofie Boel, som er aktivist i KlimaX København og en del af den internationale mobilisering henimod klimatopmødet. Se mere på www.climateaction09.org

Kommentarer

Kommentar af Martin Nilsson, 13. april 2009

Kommentar af Ninjaskrald, 14. april 2009

Kommentar af Peter Saxtrup Nielsen, 20. april 2009

Kommentar af Egon Olsen, 29. april 2009

Kommentar af Jesper Lund, 30. april 2009

Kommentar af timberlandhardysale, 2. februar 2010

Skriv kommentar