Af Rosa Lund | 4. maj 2009 | 22:26 | 4 kommentarer
Forleden skrev en af mine partifæller fra Enhedslisten et blogindlæg hvor han præsenterede et nyt partislogan; vi er hvad vi gør.
Det fik mig til at stille mig selv spørgsmålet; hvad gør jeg selv og hvad skal Enhedslisten gøre? Her tænker jeg ikke kun på hvilke ændringer der skal til eksternt, men ligeså meget internt i Enhedslisten. Det er nemlig det interne der lige nu og i dette blog indlæg er mit fokus.
Hvad jeg selv laver i Enhedslisten for tiden er faglige netværk. Altså basis-benarbejde i bevægelserne, hvor jeg forsøger at lave netværk indenfor forskellige faggrupper i Enhedslisten.
Når jeg snakker med Enhedslistens medlemmer, har jeg kun fået positive tilbagemeldinger, og da jeg forleden sendte en invitation til et stiftende møde for pædagoger i Enhedslisten, var der efter en time syv positive tilbagemeldinger. Det lyder måske ikke af mange, men min erfaring siger at man først får tilbagemeldinger når man ringer til folk – det var ikke tilfældet her.
Det får mig til at konkludere, at der er behov for faglige netværk i Enhedslisten. At medlemmer simpelthen mangler et sted de kan gå hen og diskutere den politik der har relevans for deres hverdag. Et sted hvor de kan diskutere og koordinere deres faglige arbejde.
Jeg tror, at hvis Enhedslisten virkelig prioriterer disse netværk, får medlemmerne noget ud af det, og Enhedslisten som parti får rigtig meget ud af det.
Hvis Enhedslisten har forskellige faglige netværk, giver det for det første en rigtig god grund til at være medlem af Enhedslisten. Hvis man er en af dem som er lige på grænsen til at melde sig ind, men alligevel tvivler lidt, kan netværkene være det der giver det sidste skub, fordi Enhedslisten som parti tilbyder sine medlemmer noget vigtigt i den daglige socialistiske kamp.
For det andet bliver det nemmere at få bredt Enhedslistens politik og gode argumenter ud. Folk i netværkene bliver styrket til at tage diskussioner på deres arbejdspladser – det er i hvert fald intentionen.
En helt tredje grund, er at Enhedslisten får nemmere ved at følge med i hvad fx pædagogerne går og tænker over og bekymrer sig om i deres hverdag, eller gymnasielærerne for den sags skyld.
De faglige netværk er selvfølgelig ikke det der sender Enhedslisten i raketfart ud over rampen – der skal mere til! Men det må vi tage en anden gang
Kommentar af Bjarne Thyregod | 5. maj 2009 | 08:44
Hej Rosa Hvor er det positivt at se at en beslutning fra et årsmøde ender i konkret handling, der samler og aktiverer gode kammerater.
Da vi fra Tårnby fremsatte vores 2 forslag om at medlemmernes faglige tilhørsforhold, Studenterorganisation elller fagforening/arbejdsområde og dobbeltorganiseringsforslaget, var formålet netop det som du nu oplever realiseres.
Set herfra er vi igang med en ny aktivering af medlemmerne nedefra som vil give en masse til medlemmerne, partiet og forhåbentlig også de organisationer som folk tilhører.
Kommentar af Christine Lundgaard | 7. maj 2009 | 16:10
Hej Rosa Godt gået, det er den slags vores arbejde skal handle om! Det kan da godt være det der sender os ud over rampen, se bare på de fede reaktioner du selv har fået.
Sidste år vedtog Enhedslistens årsmøde at vi skal dobbeltorganiseres, dvs. at alle medlemmer ud over at høre til en lokalafdeling, også skal høre til et fagligt netværk. Det er et supervigtigt redskab, hvis vores faglige kampe skal batte noget - er langt de fleste af os enige om. I hovedbestyrelsen har vi siden brugt en masse krudt på at diskutere HVORDAN vi får en masse medlemmer fagligt organiseret, så det faglige arbejde kan få et boost. Desværre blev diskussionen meget lang, fordi den også handler om regler og vedtægter.
Jeg synes du har fat i den lange ende. Det drejer sig allermest om at gribe knoglen!
Kommentar af Ulrik S. Kohl | 7. maj 2009 | 16:51
Hej Rosa og de syv seje pædagoger!
Meget inspirerende at blive mindet om at den aktivistiske gør-det-selv-stil selvfølgelig osse ska blomstre internt i vores organisation. Al mulig held og lykke med jeres netværk!
Jeg går ud fra at det er dét her du skriver om?
Det dur jo ikke at vi gerne vil være hurtige til at ta affære i kampe ude i samfundet – men internt i partiet bare beklager os over, at andre ikke gør noget. (Jeg ka godt ta mig selv i dén kortslutning nogle gange….)
Jeg tror de fleste, der slutter sig til et parti for at blive aktive, som minimum forventer kontakter og muligheder til gengæld for deres hjerteblod. Det er kun rimeligt, at vi alle bidrager til at rykke på det.
Kommentar af Bjarne Thyregod | 7. maj 2009 | 20:55
Hej Rosa Endnu en positiv melding fra basis. I netværket for lærere i Enhedslisten har 25 indtil videre meldt sig som interesseret i et opstartmøde i netværket.
Forandring og handling kræver vilje - så skal gejsten nedefra nok rejse partiet.
Rosa Lund, 22 år, pædagogmedhjælper. Tidligere formand for DGS og talsperson for initiativet Velfærd til alle. Ledelsesmedlem i Socialistisk UngdomsFront.
30. august | 22:20